/i /af

Primært brok over Restless Legs RLS

Primært brok over Restless Legs RLS

Jeg går – men det er ikke brok

Primært brok over Restless Legs RLS

Johannes Møllehave skrev på et tidspunkt noget a la “Hvad er der galt i at gå i stå, hvis man står et godt sted?”

Jeg holder p.t. af at sætte den ene fod foran den anden og bare gå – og ikke gå i stå. Efter to eller tre kilometer indtræder en eller anden form for meditativ tilstand, hvor jeg ikke tænker på noget som helst. Jeg lytter tit til noget i mine AirPods, men i realiteten lytter jeg ikke. Det er bare noget, jeg bilder mig ind.

Et par gange om ugen går jeg hjemmefra og til Hvidovre Station, fra Glostrup Station til arbejde, fra arbejde og helt hjem. Så er jeg oppe på ca. 9,4 km. Det føles godt. Det er lidt nemmere at gå, når der er et formål med det.

Morris TravellerMellem arbejdet og Glostrup Station ligger der en brugtvognsforhandler – og lige i indeværende sammenhæng er de helt okay – og de stiller tit en eller anden smuk gammel veteranbil ud i græsrabatten. Forleden stod der en “MorrisTraveller”. Jeg kan huske, at min far havde sådan en til at køre ned på fabrikken i om aftenen. Vi kaldte den for “Trækassen”.

I dag havde de sat i smuk gammel Volvo 121 derud. Jeg har ikke forstand biler, har end ikke et kørekort, men det betyder jo ikke, at jeg ikke kan se det smukke i en sådan gammel bil.

Nattevandringer: Restless Legs (RLS)

P.t. går jeg igen om natten, da jeg ikke kan være nogen steder for mine Restless Legs (RLS). Smerterne er uudholdelige, og jeg kan ikke være nogen steder. Jeg er på nippet til at skrige.

Jeg har aldrig født, men jeg forestiller mig, at det er sådan, det er at føde: smerterne er allestedsnærværende, intense, fylder det hele, ikke til at komme væk fra og altdominerende. Anfaldene varer fra to til fire timer.

Lige p.t. hjælper det ikke engang at vandre rundt. Restless Legs er en bivirkning til et eller flere af mine præparater, og det får jeg nu i alt tre ting imod: Magnesium, Lysantin og Sifrol/Pramipexol/Oprymea. Lysantin er noget skidt, for de fjerner den sidste rest af spyt, og jeg skal tage 5 – 6 stykker, hvis der skal være bare en lille chance for at det hjælper. Sifrol, hvor jeg nu er oppe på 4 * 0,088 mg., og mere vil Henrik (psykiateren) i Distriktspsykiatrien ikke give, da præparatet er en “dopaminatagonist” (jeg forstod det ikke helt), og det kan danne baggrund for manier. Jeg er meget opmærksom, og måske kører det hele lige en tand for hurtigt? Det kan være svært at mærke.

Henrik i DPC mente, næste skridt er en neurolog. Jeg er parat til også at gå det skridt. Dette er uudholdeligt, bl.a. fordi jeg ikke kan fungere på mit arbejde, hvis jeg kun sover tre eller fire timer pr. nat. Nu er der så lige det, at min læge holder ferie i fire uger… Så må der være nogle andre, der kan skrive en henvisning!

Tænder – igen

Som om Restless Legs ikke var nok, har jeg fået afsindig ondt i venstre undermund. Nadia holder øje med det sammen med klinikejeren, og der er en plan, men den kan jeg ikke vente på. Den går ud på antibiotika, og er det ikke nok, så noget med noget operativt, men jeg forstod det ikke helt. Men jeg har helt sikkert forstået, at det koster kassen…

Om end ikke andet har jeg fået en akuttid i dag kl. 13:30 ikke hos Nadia men en anden. Det går nok.

Arbejde: ikke svært men besværligt

Jeg har fået en rigtig fin tilbagemelding fra min mentor/leder/chef/sparringspartner hos Securitas, eller hvad hun nu er. Jeg har det endda på skrift, så jeg tror, jeg printer den pågældende mail ud og hænger den midt på spejlet. Hun skrev i fredags, hvor jeg desværre måtte blive hjemme:

Du har fuldt ud styr på det allerede. Jeg er imponeret og du behøver slet ikke være utålmodig med “læringskurven”.

Det gjorde min weekend god!

Der er mange, mange detaljer, der skal huskes, når data skal finde vej fra en kontrakt til felterne i CRM-systemet. Det er ikke svært men besværligt – lederens egne ord – og det egner sig ikke så godt til dårlig hukommelse . Jeg har derfor lavet to flowcharts – et for hver af de to hovedtyper af sager. Hun har hjulpet mig med at gå dem efter i sømmene, så jeg/vi ved, at det er helt rigtigt. Så nu skal jeg kun tænke én gang nemlig den helt indledende kategorisering, derefter er det bare at følge diagrammet. Jeg tror, jeg har hjulpet mig selv godt på den måde – og derudover var det jo sjovt at lave det.

Flowchart udarbejdet hos Securitas

/16 Kommentarer/i , /af ,

Aspergers syndrom fra tvivl til vished

Aspergers syndrom fra tvivl til vished

Kun de færreste vil forstå

Aspergers syndrom fra tvivl til vished.

Dette indlæg vil sikkert efterlade flere af mine læsere med en underlig følelse af: “Hvorfor er det dog så vigtigt?”

Det er svært at forklare. Det er bare sådan. Jeg vil prøve at redegøre for mine mangeårige tanker. Jeg tænker af og tilbage til min vrede over Jannick Breum i Glostrup, der talte om Aspergers syndrom. Måske var min vrede helt urimelig og uretfærdig? Måske var han i virkeligheden særdeles skarp og klog?

Psykologen sagde ofte, jeg har Asperger-træk. Jeg har selv fundet dokumenter på min harddisk, hvor jeg har argumenteret for og i mod allerede for ti år siden. Og det er ikke bare træk.

Nu vil jeg vide det!

Jeg har fået ny læge i Distriktspsykiatrien. Han hedder Henrik og er sød. Jeg redegjorde for mine mangeårige tanker om Aspergers syndrom, men det eneste, han kunne sige, var, at kommandovejen er via egen læge. Herudover syntes han, jeg skulle vide, hvad jeg ville med en udredning. Det ved jeg naturligvis ganske udmærket: Jeg har da tænkt mig om! Jeg vil vide, om det, jeg har tænkt i mange, mange år, er “rigtigt” eller “forkert”. Og det vil jeg vel vidende, at det næppe er en eksakt videnskab, hvor man kan sige, at jeg er Aspergers syndrom eller ej. Svaret kan meget vel være, at xx pct. peger i den retning eller yy pct. peger i den anden retning.

Jeg kræver ikke en eller anden form for behandling, opfølgning eller lignende. Jeg er rede til selv at betale for en speciallægeerklæring. Jeg vil bare veksle min uvished til vished, flytte mine fornemmelser til  faktum. Jeg angler ikke efter flere diagnoser, for jeg har allerede tilstrækkelige. Jeg må bare vide det i den evige – men snart overståede – søgen efter “hvem er jeg?”

Psykologen sagde ofte, at jeg har Asperger-træk. Nu vil jeg vide, om det er mere end træk. Hvis jeg får den viden, er der måske mangt og meget, der vil falde på plads?

Asperger-træk

For otte år siden skrev jeg nedenstående til mig selv, hvor jeg argumenterer frem og tilbage. Og det gør jeg i lyset af, at jeg er klar over, at alle vil prøve at tale det ned eller tale mig væk fra det. Jeg er klar med argumenterne. Jeg har tænkt mine tanker om fantasivennen Jens i ca. 1970 i indkørslen i Brande. Det var bedre at lege med Jens end den virkelige Niels, der var inde i huset. Jens sagde mig fx ikke i mod.

Argument for Asperger(-træk) Modargument
Kan koncentrere mig om det samme i meget lang tid (fx 12 timer) i en sådan grad, at jeg glemmer tid, sted og primære basale behov.

Fx kan jeg læse kirkebøger eller programmere i 12 timer i træk og sent om aftenen komme i tanke om, at jeg vel også skal have noget at spise.

 Det er bare en god koncentrationsevne.

Det er en del af det bipolare.
Hidsig/opfarende/irritabel, når det ikke lige går ”efter mit hoved” eller på en måde, jeg finder hensigtsmæssig.

Samtidig opfatter jeg mig selv som et af de fredeligste mennesker i verden.

 Du har bare temperament.

Det er en del af det bipolare.
Enormt behov for at være alene. Fx kan jeg sagtens være sammen med mig selv fra fredag aften til mandag morgen uden at det generer mig Det hører bare til at være introvert
Næsten fotografisk hukommelse for brugernavne, cpr-numre, adgangskoder, telefonnumre, nummerplader og datoer Det er rigtig praktisk
Elsker at arbejde med emner, der kræver omhu, akkuratesse og sans for detaljer.

  1. Læser korrektur ”for sjov” uden at det skal bruges til noget. Andre siger, at de ikke kender en bedre korrekturlæser end mig.
  2. Slægtsforskning – det dur ikke at give en person de forkerte forældre, og jeg vil have alle detaljer med. Kan bruge timevis på at lede efter en dødsdato.
  3. Programmering – hvis det ikke er lavet rigtigt, så virker det ganske enkelt ikke.
 Det er godt at være omhyggelig med det, man laver
Siger oftest nej tak til fester, fødselsdage, større arrangementer på arbejdet og andre begivenheder, hvor der er mange mennesker tilstede, fordi jeg ikke kan overskue at være sammen med mange på én gang.

Jeg trives bedst i samtale med ét menneske ad gangen.

 Det er godt at kunne fordybe sig i samtalen med ét menneske.

Det hører bare til at være introvert
Kan ikke beskæftige mig med flere emner ad gangen. Synes ”multitasking” er temmelig opreklameret og usundt Det hører bare til at være introvert
Ved afbrydelser/forstyrrelser i egne tankerækker bliver jeg næsten panisk indeni og får en følelse af, at ”min verden vælter”. Fx hader jeg at blive ”anråbt”, når jeg går ned ad gangen på arbejdet.
Synes helt generelt, at den ydre verden forstyrrer mine tankebaner.

Kan have det fint alene en hel weekend. Fx foretrækker jeg at gå i biografen alene, fordi det generer mig at skulle forholde mig verbalt til filmen undervejs sammen med et andet menneske.

 Det hører bare til at være introvert
Hader støj.

I offentlige transportmidler bruger jeg ofte min iPod for at slippe for at høre på andres samtaler. I supermarkeder er iPod også god når jeg nærmer mig monitorerne med reklamer.

 Det hører bare til at være introvert
Når folk kommer ind på mit kontor, er min første tanke ofte ”Åh nej, hvad nu?”
Kan ikke yde telefonsupport på jobbet, fordi brugerne taler, mens jeg prøver at løse deres problem. Og da jeg ikke kan bede dem tie stille, er jeg holdt op med at tage telefonen. Det er bl.a. gået ud over Jørn, fordi jeg simpelthen ikke tager telefonen, med mindre jeg kan se, hvem det er og ved at det ikke er ”farligt”.

Min chef har forståelse for det, fordi jeg har pakket det ind i nogle argumenter om, at det er for dyrt at yde telefonsupport, fordi det tager længere tid at have dialog end at besvare e-mails. Herudover er jeg enormt hurtig til at besvare den ret store mængde af e-mails, der dagligt kommer.

 Det er godt at løse opgaverne omkostningseffektivt.
Føler mig ”sær”, men jeg har lært mine omgivelser at leve med det – og jeg kan for det meste også godt selv.

Problem: Synes særhederne bliver værre med årene.

Lige nu: det bekymrer mig, at depressionerne bliver værre, at der nu er tilkommet mani og at der er kortere intervaller mellem ”episoderne”. I forbindelse med disse ”episoder” bliver alle symptomerne stærkere/værre.

 Jamen sådan er det jo at bo alene. Så udvikler man en del særheder, bl.a. fordi der ikke er nogen, der kan udnivellere dem i det daglige
Allerede som barn foretrak jeg at ”lege med” mine fantasi-venner frem for rigtige venner. Selv om der var et rigtigt barn inde i huset, kunne jeg godt gå ude i haven og tale med min fantasi-ven; han hed i øvrigt Jens
Fx til møder hader jeg pauser, hvor folk kommer hen og lige skal klare et eller andet af, som handler om noget helt andet end det, mødet handler om.

Jeg kan ikke finde ud af at forholde mig til andet end mødets tema, og ved ikke, hvor jeg skal gøre af den nye – og for mig at se – uvedkommende information, de kommer med.

 Det er godt at være fokuseret på det mødet handler om.

Det hører bare til at være introvert.

Den 6. februar 2010

Diverse tests

Jeg så til mine store begejstring TV1-Dokumentaren “De skjulte talenter“, hvor vi bl.a. følger Louise, der er ansat på Novo Nordisk. Hun kan huske 36 vilde tal tolv måneder efter; det kan jeg på ingen måde. Alligevel talte hun og de øvrige direkte til mig: Vi er sære, vi kan noget med tal og mønstre, vi er tosser i sociale sammenhænge osv. De kunne have været mig!

Der findes adskillige AQ-tests, hvor jeg bonner kraftigt ud, dvs. fx 80 – 95 pct. Et sted, der virker seriøst er “Psykologisk Ressource Center”, der selvfølgelig også gerne vil tjene penge. Men det ønske kan man jo ikke tage fra dem. Centeret var en del af serien “De skjulte talenter”. Derfor har jeg tillid til dem.

En aftale ud i fremtiden

Da Henrik ikke rigtig mente, det var hans bord, måtte jeg selv gå i gang med at finde en privatpraktiserende psykiater, der ved noget om både Aspergers Syndrom og bipolar. Jeg tog mig sammen og kontaktede Pia Glyngdal, der skrev min speciallægerklæring til rehabiliteringsteamet. Hun er en ping og har været klinikchef på Hvidovre. Jeg går altid kun til toppen – jeg vil have det bedste! Hun kunne så henvise til Pia Bohn Christiansen med speciale i koblingen Aspergers Syndrom og bipolar, som jeg efter 15 opringninger har fået en tid hos “allerede” den 24. januar 2019. Vi sludrede lidt, da jeg endelig kom igennem, og hun virkede utrolig sød, venlig og kompetent. Jeg glæder mig allerede.

Hun var noget uforstående overfor, at Distriktspsykiatrien er ligeglad og bare skubber det fra sig, da der jo er tale om en psykiatrisk diagnose. Det er da deres bord.

Nå pyt. Jeg betaler selv, og jeg vil bare gerne have vished, eller noget der ligner, efter alle disse år i uvished.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Interview til Hendes Verden om ECT

Interview til hendes verden om ect

Svært at forklare

Interview til Hendes Verden om ECT

Jeg har i dag haft besøg af en freelancer og en fotograf. Formålet var et interview. De var vældig søde.

Jeg må indrømme, at jeg i formiddags gik til frisøren for at få sat lokkerne. Jeg har meget hår, og det, jeg har, er tykt. Så jeg har svært ved at “sætte” det ordentligt; det bliver så let en rodebunke ovenpå hovedet. Jeg vil ikke optræde med en rodebunke ovenpå hovedet i et dameblad om et par uger.

Temaet var ECT

Temaet var ECT – eller som hun hele tiden kaldte det: “Elektrochok”, for ellers ved læserne jo ikke, hvad det handler om. Interviewet med mig vil blive bragt sammen med interview med et menneske, der slet ikke er så positiv, som jeg er.

ECT har – sammen med psykologen – reddet mit liv. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Uden dem havde jeg ikke kunnet skrive disse linjer.

Journalisten ville så gerne have mig til at huske, hvad jeg tænkte inden den første behandling. Jeg kan ikke huske det; og det er fire år siden. Det nærmeste, jeg kunne komme på, var, at jeg glædede mig. Jeg tror, det er sandheden. ECT er en indgribende behandling, så man giver den ikke uden videre. Jeg glædede mig til en reduceret smerte.

Det var svært for mig at forklare journalisten, at angsten for livet kan være større end angsten for døden. Hun virkede som om, jeg faldt ned fra månen – men det gjorde jeg jo ikke. Jeg var bare hundesyg. Det var svært at forklare, at jeg af og til bare ikke havde seks til otte uger til at vente på effekten af nye præparater. Hvis man bare er sund, rask, glad og gennemsnitlig, er det selvfølgelig svært at forstå. Hun spurgte mig, hvad det betød ikke at have seks uger. I min verden burde det ikke forklares, men selvfølgelig er det hendes verden, der er sund og min verden, der er sær, svær og usund.

For prins Knud

Vi tog det hele fra begyndelsen:

  • Forberedelsen til ECT aftenen før, hvor en læge stiller spørgsmål, måler værdier (hjerte, puls, temperatur og iltoptag) og samlet set vurderer, om man er i stand til at modtage behandlingen. Han/hun sikrer sig, at man ikke tager Benzodiazepiner (anxiolytika) til natten, idet de kan ødelægge krampeanfaldene. Hjernen skal krampe, når man sætter strøm til hovedbunden. Nogle mennesker tror, man sætter strøm til hjernen. Det gør man ikke! Det er ammestuesnak.
  • Næste morgen, hvor plejepersonalet atter måler værdier, sikrer sig, at man har tisset og kun drukket verdens mindste tår vand svarende til en femkrone i bunden af et engangs-krus. Tandbørstningen må vente.
  • Turen op til ECT-rummet, hvor der paradoksalt nok hænger et lille skilt i loftet, hvor der står “Behandling”, hvilket får sprogspasseren her til at spørge, hvad der så foregår på resten af hospitalet? (Psykiatrisk Center Hvidovre er enormt).
  • Vi venter udenfor. Jeg bliver altid fulgt af en medarbejder. Hvorfor ved jeg ikke, for jeg kan altså efter 50 gange godt finde derop selv.
  • Jeg hilser på anæstesien, plejepersonalet og de to psykiatere med den enorme analoge ECT-journal. Vi kender efterhånden hinanden ret godt. Jeg er på knus med plejepersonalet – især Sigga, som er så sød – men det er de allesammen. Hun er egentlig gået på pension, men vil alligevel gerne hjælpe til.
  • Jeg lægger mig på briksen efter at have taget sko og briller af. De skal kunne se, om tæerne bevæger sig.
  • Ovre på venstre side lægger de et venflon/drop. Hvis de kan, lægger de det i håndryggen, og ellers går de til albuebøjningen, da jeg snart har så meget arvæv på håndryggen, at de dårligt kan stikke.
  • I højre side gør de klar med elektroderne og testen af ECT-apparatet. De siger “ECT-apparatet er testet” og “Vi giver bilateral ECT”.
  • Anæstesien tager over. De siger “Træk vejret dybt ned i lungerne”. Jeg adlyder 2½ gang, og måske hører jeg dem sige “Sov godt”. Så er jeg flyvende! Jeg elsker det kvarte sekund, hvor jeg flyver.

Godt forsøgt

Nu har jeg prøvet at forklare en journalist, hvad bipolar affektiv sindslidelse og ECT går ud på, men jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg brænder igennem. Har jeg bidraget med noget? Er hun blevet klogere på bipolar? Jeg ved det ikke. Jeg har gjort mit bedste, men jeg tvivler.

Lydfilen

Der kom dette interview ud af det.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/2 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Protese nej tak

Er der noget galt?

Jeg kommer lige fra tandlægen på Hvidovre Tandklinik og “min Nadia”, der simpelthen er så sød og så dygtig. Jeg er meget glad for, at hun på forhånd siger, hvad hun vil gøre, når hun allerførst har spurgt, hvad jeg mærker. Efter den tur, jeg har været igennem, er jeg altid lidt bange for, at der kan være noget galt. Det er der stort set ikke.  Jeg er altid bange for en protese. Jeg ved godt, det er dumt.

I dag roste hun mig for, at jeg børster kanterne på kronerne rigtig fint. Jeg bliver så barnligt stolt og glad, når hun siger sådan. Jeg har én tand tilbage uden krone!

Jeg var motiveret

Mine egne kroner er forsvundet i dette projekt, men jeg er færdig med at betale til ca. november. Til den tid vil jeg måned for måned føle mig som en rigmand/-kvinde. 3.000 kr. om måneden er mange penge, når man lever af et fleksjob plus en invalidepension. Det har været en prioritering fra min side, og jeg føler mig privilegeret over, at jeg i det hele taget har noget at prioritere med. Det er ikke enhver forundt. Jeg læser ofte om mennesker, der har problemer med tandlægeregninger på fx fem eller ti tusinde. Min var på 103.615 kr.. Jeg bliver så glad, når jeg ser på grafen, der dog ikke viser den indledende udbetaling på 40.000 kr.

At det kunne lade sig gøre at få ordnet tænderne for så mange penge skyldes ene og alene, at Amar, som klinikejeren hedder, ville gå med til en afdragsordning. Jeg har senere spurgt ham, hvad der fik ham til at sige ja, når Nordea(!)  sagde nej. Han svarede, at jeg virkede meget motiveret, og det har han jo ret i. Jeg skulle ikke have en protese.

Nadia og jeg småsnakker

Nadia og jeg kender jo efterhånden hinanden rigtig godt, så vi småsnakker også lidt med mindre, jeg absolut er er nødt til at tie stille, fordi hun skal arbejde.

Jeg kommer hver 3. måned, selvom hun egentlig synes, hver 5. måned ville være tilstrækkeligt. Jeg skal bare ikke risikere det mindste. For ikke så længe siden gik jeg i panik, da jeg syntes, jeg i spejlet kunne se noget, der lignede Carries. Gudskelov havde hun en akuttid, og jeg skal bare krydse Hvidovrevej for at komme derhen, og gudskelov kunne hun fortælle, at jeg så syner.

Hvad mærker du?

Hun spørger altid til, om jeg mærker noget. I dag måtte jeg desværre fortælle hende, at det af og til føles som om to af kindtænderne i venstre undermund er “for høje”. Det varer en til to dage, og så er det faldet til ro igen.

På forhånd havde vi aftalt, at hun i dag skulle tage panoramabilleder, der også kaldes “Ortopan-røntgen”, idet der nu er gået 12 – 14 måneder, siden det store arbejde blev gjort færdigt. Den form for billede skaber overblik over alle tænder, rødder, nerveforløb, og kæberelationer.

Hun kunne se, at det er som om, knoglen degenerer på det sted, og hun vil bede Amar om en second opinion. Så må han beslutte, hvad der skal ske. Evt. er der noget med en bro, der skal frigøres. Jeg forstod det desværre ikke rigtigt, og det, jeg forstod, har jeg glemt, men sådan er det jo med mig.

Amar kigger på billederne på torsdag, og så får jeg besked pr. telefon. Jeg håber inderligt, at det ikke er en større historie. Jeg orker næsten ikke, at tandlægen igen skal være en stor del af mit liv. Nu vil jeg bare betale min restgæld, børste mine tænder og så tænke på andre ting.

De er uhyre grundige, og det er jeg glad for. Blandt andet derfor har jeg givet dem fem af fem stjerner på TrustPilot, selvom TrustPilot hos mig kan ligge på et meget lille sted.

Mundtørhed

Mundtørheden er i dag helt tosset, da jeg i nat måtte tage Lysantin mod Restless Legs. Nadia kunne meget tydeligt se det.

En bivirkning hvor bivirkningsmedicinen udløser en anden bivirkning. Det er skruen uden ende. Jeg fik en “tungeskraber” med hjem, da det også går ud over tungen, og passer man ikke på den, er der risiko for svamp… Jøsses…

Prisen

Selvom alt under 100.000 er billigt, er det alligevel smådyrt at gå derhen, blandt andet fordi der ikke er tilskud fra Sygesikringen til panoramabilledet. Regningen (patientens andel) lød på:

  1. Udvidet tandrensning: 277,30
  2. Fokuseret undersøgelse: 132,64
  3. Tandrodsrensning: 104,75
  4. Ortopan-røntgen: 750,00

I alt: 1.264,69

Politik

Hvorfor tandlægeregninger ikke er en del af skattebetalingen, har jeg endnu ikke fattet. I 2½ år sagde alle folk i “systemet” til mig, at jeg skulle se at få ordnet mine tænder, men ingen anviste, hvordan jeg skulle klare det, når mit indtægtsgrundlag var sygedagpenge. Hvem vil låne en sygedagpengemodtager lidt over 100.000?

Jeg ansøgte kommunen, men hørte ikke noget i fem eller seks måneder, og derefter mente de, at at overslaget var forældet. Det havde de jo ret i, men det første overslag lød på 70.000 kr., og det opdaterede overslag lød på 151.000, hvor jeg fik forhandlet en rabat på 47.385 kr. igennem. Regningen til mig lød så på 103.615 kr., men værdien af det arbejde, Amar har lavet, er de 151.000 kr.

Jeg ville ikke have proteser

Skulle jeg have “ladet kommunen betale” havde jeg ikke fået den bedste behandling men den billigste behandling, og det havde været to proteser. Amar spurgte helt specifikt, og jeg glemmer det aldrig, “Vil du have den rigtige behandling eller den billigste behandling?” Jeg var ikke i tvivl: jeg ville have den rigtige behandling, for sådan er jeg! Kun det bedste er godt nok, og jeg går aldrig på kompromis! Har jeg ikke råd til et eller andet, så undværer jeg hellere!

Jeg ville være så flov over ikke at have mine egne tænder. I min mors generation (hun var født 1935) var det ikke ualmindeligt, at man fik en protese eller to i konfirmationsgave, men det er tiden gudskelov løbet fra. Min mor havde protese både i over- og undermund i alle de år, jeg husker, og hun gik meget ofte til tandlæge Skjerning i Skjern. Sådan vil jeg ikke ende.

Hvis jeg skulle få behov for en serie ECT-behandlinger igen, ville jeg være rædsomt ked af at svare nej, når de spørger “har du dine egne tænder”! Jeg ville føle det som et voldsomt stigma.

Jeg synes selv, jeg er bedre end som så, og jeg har den daglige glæde ved at kunne smile igen!