/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Strategi i psykiatri

Strategi i psykiatri

Inspiration

Strategi i psykiatri: Min bekendt Søren på Bornholm, som jeg har lavet hjemmeside for, havde i dag et interessant interview med en kvinde, der har har været diagnosticeret bipolar siden 1998. Efterfølgende udspandt der sig, på hans Facebookprofil, en debat om, hvorfor tingene går så legende let for fx kræftpatienter?

Udredningsgarantien

Fra 1. september 2015 blev udredningsgarantien udvidet til også at dække psykiatrien… Vi takker mange gange. Men det er sådan, at udredningsgaranti ikke lig med behandlingsgaranti. Som psykiatrisk patient kan man nemt blive sendt hjem med invitation til at komme igen om fire måneder. Og i mellemtiden skal man gå nogle lange ture, for de er så gode for så meget.

Behandlingsgarantien

Et andet eksempel: en påske for et par år siden havde jeg det virkelig skidt og tænkte kun dårlige tanker. Jeg både ville dem og var bange for dem. Sikke et dilemma. Det var skærtorsdag. Jeg ringede først til Livslinjen, så til Psykiatrifondens telefonrådgivning og så til præsten. De syntes alle, jeg skulle lade mig indlægge. Jeg ringede til sidst til Akutmodtagelsen i Glostrup, for det er dyrt i taxa, hvis man bare bliver sendt hjem. Deres svar var, at jeg måtte gå til egen læge tirsdag efter påske, vente på næste aftale i Distriktspsykiatrien og i øvrigt huske på, at de var en akutmodtagelse.

Altså: når man har været indlagt tilpas mange gange, er man ikke længere akut, men derimod “svingdørspatient”. Jeg skulle hilse at sige, at man kan tage livet af  sig vældig mange gange fra skærtorsdag til 1. påskedag om aftenen.

Var jeg nu kommet med en kræftdiagnose, var jeg ikke bare blevet udredt inden 30 dage, jeg var også blevet behandlet.

Strategi i psykiatri

Min stemme fylder selvfølgelig ingenting i dette kæmpestore – sikkert strategiske – puslespil, hvor der er ikke er plads til, eller interesse i, en enkelt patients smålige og letkøbte input. Men: jeg har gentagne gange spurgt Psykiatrifonden, hvad det er, Kræftens Bekæmpelse kan, som vi mangler at kunne i psykiatrien? Kunne jeg hjælpe – helt gratis? Jeg er vant til at tænke politisk.

Kræftens Bekæmpelse er en enorm, dygtig, lobbyistisk, topstyret organisation (jeg kender en, der har arbejdet der) med masser af penge. Fx samlede de i – vistnok  2016 – 34 millioner kr.  ind ved den årlige landsindsamling. Bare for at få et størrelsesforhold så samlede Folkekirkens Nødhjælp samme år 11,4 millioner kr. ind ved deres sogneindsamling (kilde: årsrapporten 2016 på hjemmesiden).

Kræftens Bekæmpelse kan noget, vi ikke kan i psykiatrien. Og hvad er så det?  Hvordan kan vi blive klogere på det? Hvorfor kan de sparke døre ind på et strategisk og politisk niveau, når vi ikke kan?

Jeg har 25 gange forslået Psykiatrifonden en eller anden form for strategisk alliance med bl.a. SIND. Hver gang synes de, at det lyder vældig interessant og lige om lidt, er de klar til at gå i pressen osv. Der er bare lige det, at de ikke rider den dag, de sadler, og så er der lige en, der skal komme fra barsel, og så er der er anden der…. snik snak og visse vasse.  De falder tilbage på PsykiatriAlliancen, der er så ukendt, at end ikke min kontaktperson i Distriktspsykiatrien nogenSINDe havde hørt om den. Og se bare på deres hjemmeside hvor snapt det går. Senest aktivitet var i 2016. (Og det gælder også, når man besøger siden i 2021.)

Hvor længe skal det vare ved? Hvor længe skal vi acceptere, at psykiatrien er udsultet, så man kan blive sendt hjem igen efter et selvmordsforsøg med forslag om at finde en ny psykiater, et nyt job og så en tredje ting, jeg ikke kan huske? Det kan da ikke være sandt – eller kan det? Er psykiske sygdomme virkelig fortsat så underprioriterede overfor de somatiske?

Jeg bliver så vred!

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i , /af ,

Den visuospatiale hukommelse er væk

Den visuospatiale hukommelse er væk

Skønt skilt

Den visuospatiale hukommelse er væk

Lige ved Forum Metrostation står dette skønne skilt, som jeg ikke kunne lade være med at forevige. Tine Bryld er jo en del af min barndom/ungdom, hvor vi alle hørte “Tværs” søndag aften på P4 i P1. Hun var en klog kvinde, der kunne række ud til dem, der havde behov for det. Det er helt i sin orden, at hun har fået både prisen og pladsen, men genopstanden er hun næppe.

At finde vej

Jeg skulle til frokost kl. 13:00 hos en ven. Jeg havde vha. rejseplanen.dk timet det, så jeg ville være fremme 12:55. Jeg gik fra Forum Station i rask tempo uden Google Maps for Herre Gud, jeg har boet i København i 38 år, og jeg har besøgt hende mindst 10 – 15 gange. Jeg anså derfor hverken Google Maps eller kompas for at være nødvendigheder. Jeg gik efter stedsansen… jeg havde bare glemt, at den er ude af drift – ikke bare midlertidigt men for bestandigt. Jeg var et godt stykke oppe ad Godthåbsvej, før det gik op for mig, at noget var galt.

Jeg spurgte nogle mennesker om vej, men de var usikre, så dem turde jeg ikke løbe an på; derfor måtte Google Maps alligevel op af lommen. Jeg hader, når “damen” siger “gå mod nordvest”, for jeg aner ikke, hvor nordvest er, jeg aner ikke engang, hvor jeg selv er. Jeg forsøgte alligevel, men da hun sagde “Stigbøjlen”, var der bare ikke en vej, der hed sådan. Min ven kunne senere fortælle mig, at det er en del af et stisystem i forbindelse med Landbohøjskolen eller sådan noget lignende.

Jeg mødte en ung hjælpsom kvinde, der fik mig gelejdet i den rigtige retning. Jeg tror, hun fornemmede min desperation, da jeg sagde, at jeg ikke vidste, hvor jeg var. Hun var i hvert fald meget pædagogisk. Det endte med, at jeg nåede frem 13:20. Jeg hader det! Jeg er ikke sådan en, der kommer for sent.

Jeg bliver altid lidt trist, når jeg ikke længere kan finde vej. Min visuospatiale hukommelse er smadret.

  • Før GPS mv. var opfundet, cyklede jeg i flere omgange rundt i Toscana, og hele vejen derned, uden at fare vild.
  • På vejen gennem Tyskland fandt jeg altid mit Gasthaus og den mundrette Weißbier i et passende glas.
  • Da jeg ofte skulle til Viborg for at forlyste mig på “Landsarkivet for Nørrejylland”, fandt jeg da også altid frem til “Oasen”, hvor jeg overnattede hos Annie Mørkbak, og derefter hen til arkivet. Jeg tror ikke, jeg ville kunne gøre det i dag.

Det er en færdighed, der er væk, og det er en færdighed, der er vanskelig at undvære. Jeg prøver med kompenserende strategier, men det går ikke særlig godt for nu at sige det lige ud.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/4 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Lægeligt set

Kasper Thybo Reff Lægeligt set

Kemisk orienteret

Lægeligt set: Psykiatrien i Danmark er meget “kemisk” orienteret, men det gælder ikke alene Danmark men også i de lande, vi sammenligner os med. Vi taler præparater og doser i en uendelighed, og havde jeg ikke fået min dosis af psykoterapi først via Psykiatrifonden og dernæst hos Psykiatrifondens psykolog, der gik selvstændig, ville min situation helt sikkert være en anden.

Nu kommer jeg “ren og fri” for gamle traumer, og ved, at det alene er den bipolare lidelse, der taler mig op og ned, og at det kun er medicinen som hjælp på det tilbageblevne – altså sygdommen. Af den grund har jeg intet mod kemien

Jeg har haft verdens bedste psykolog; vi har været rundt om det hele; jeg føler ikke, der er flere lig i lasten, og jeg skal ikke gennem flere mystiske forløb! Der er kun bipolariteten tilbage.

Peter Gøtzsche: nej tak!

Jeg kommer aldrig nogensinde på Peter Gøtzsches hold. Dertil har medicinen og psykiatrien gjort mig for meget godt. Jeg har lige været stabil i 1½ år; det er måske ikke så længe set over en bipolar kam, men for mig er det et kvantespring efter en periode med ni indlæggelser med 188 sengedage på 2½ år. Jeg røg ind og ud. På et tidspunkt følte jeg, at jeg næsten var mere inde end ude, men det er selvfølgelig ikke korrekt. Jeg følte også, at de passede på mig, når jeg ikke selv magtede det, og at de ville mig det godt. Jeg har aldrig nogensinde været ked af at komme i psykiatrien, når vi fraser et intermezzo i 2006, hvor jeg blev sendt hjem efter et selvmordsforsøg. De har gudskelov ændret praksis siden da, for det var da helt utilstedeligt.

Som bipolar er målet en eller anden form for “leverpostej”, nemlig som man har det, når man befinder sig mellem de to poler, som ordet bipolar er afledt af. Et pænere ord for “leverpostej” er “stemningsneutral”.

Jeg havde ikke klaret det uden psykologen, og jeg havde ikke klaret det uden medicinen. Ingen af dem kan stå alene! Der har været en del egenbetaling (ca. 50.000 kr.) til psykologen, og det vil være umuligt for mange psykiatribrugere. Og her viser uligheden i sundheden sig. I det store perspektiv ville det ikke være et problem at finde midler til psykiatribrugeres psykologbehandling; og det er dyrere at lade være! Det er noget billigere at betale psykiatribrugernes psykologbehandlinger end at lade dem indlægge gang, på gang, på gang. En indlæggelse koster kassen. Jeg skal gerne bistå med en cost benefit analyse!

“Kemisk opfølgning” med Kaper og Christina fra Akutteamet på PCGL

Jeg har i dag været til en form for opfølgning sammen med overlæge Kasper og farmaceut Christina. Jeg så glad for at kunne komme at sige, et jeg nu ikke har haft anfald af Restless Legs i sammenlagt 12 sammenhængende  nætter. Jeg tror simpelthen ikke, det er sket siden sommeren 2014. Jeg er nærmest lykkelig, også selvom de muligvis synes, det er lidt mærkeligt, at jeg udtrykker mig i så svulmende termer; men jeg er sluppet for de vilde smerter, som ingen andre har givet et bud på bekæmpelsen af. For satte de Sifrolen op, ville jeg have risiko for at havne i en mani – og det kan ikke udelukkes, at den just overståede mani har med Sifrolen at gøre, da Sifrol kan “skubbe” til manierne, eftersom den er en “dopaminagonist“.

Jeg troede ikke, der var noget at gøre, og at jeg bare skulle leve med det. Kasper og Christina har egl. bare fjernet Sifrol/Oprymea og erstattet det med ganske lille bitte dosis Lyrica. Jeg er på den ringste dosis overhovedet – tabletterne fås simpelthen ikke mindre (målt i antal mg.).

Vi fik os en lidt “kemisk snak”, men det var jo også formålet med mødet. Christina startede dog med at spørge, hvordan jeg har det. Jamen jeg har det faktisk glimrende – det går lidt vel stærkt, men slet ikke som for 1½ uge siden. Jeg får ikke længere fem idéer i minuttet, som jeg ikke kan overskue, jeg fører ikke lange to do-lister, og jeg lægger ikke alt det uoverskuelige ind i kalenderen, hvis det trods alt kan knyttes til en dato. Da jeg kom hjem efter indlæggelsen, slettede jeg mindst 50 sære emner fra kalenderen. Helt generelt er det jo også sådan, at mange problemer løser sig selv, hvis man bare lader dem ligge længe nok.

Planen er nu, at vi lige så stille (50 mg. om ugen) trapper mig ud af Seroquel, der måske er den store synder, måske ikke til alle bivirkningerne men i hvert fald nok til mundtørheden. Jeg kan fornemme, at en tandlægeregning på 103.615 kr. gør et vist indtryk – og det er vel at mærke fratrukket rabatten på 47.85 kr, så den samlede pris var på 151.000 kr.. Det er formentlig også Seroquel, der står for den rigtig dårlige fordøjelse. Nu skruer vi lidt op med et nyt præparat, og ser,  om det vil hjælpe. “Trial and error.” 🙂

De tager imod min bekymring om måske at sige helt farvel til Seroquel uden at stille noget i stedet. Skal jeg igennem 2½ års helvede igen? Det magter jeg ikke, ikke engang bare at tænke på det. Deres forslag er at prøve stille og roligt med Valproat. Jeg er rede til hvad som helst, hvis det bare sker forsigtigt.

Kongeligt

Jeg kender simpelt hen ikke andre, der får mulighed for at holde møder med både en farmaceut og en overlæge en time ad gangen, som også har lyst til at høre de tanker, jeg selv har gjort mig i forbindelse med fx prøvesvar. Jeg kan jo også gå ind på sundhed.dk og se kurver op og kurver ned. Nuvel jeg ikke (helt 🙂 ) læge, men det er jo med små pile, der viser om værdien er for opad- eller nedadgående, og hvor den befinder sig i relation til normalområdet.

Jeg føler, at jeg får en kongelig behandling. Det er simpelthen fantastisk.

Af hjertet tak Christina og Kasper.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/8 Kommentarer/i /af

En 1/1 time med en læge

En 1/1 time med en lægeStegemüller

Hjemme igen

En 1/1 time med en læge

Det er dejligt at være hjemme igen. Jeg glæder mig til min egen kugledyne, som er den originale Protac™ kugledyne. Og jeg glæder mig til at spise min egen grønne mad. Hospitalsmaden er fin, men min egen er bedre! Disse to detaljer må på ingen måde overskygge, at det har været en utrolig positiv indlæggelse. Selve manien fik de hurtigt styr på: masser af søvn (en sovepille og en Oxapax de første to nætter) og mad er de vigtigste komponenter, når det endnu ikke er en fuldblodsmani. Er jeg hjemme, kan jeg bare ikke klare det selv, for jeg er jo ikke sulten, og jeg er jo ikke træt. Hvem spiser, når de ikke er sultne, hvem går i seng, når de ikke er trætte? Og her kommer Aspergeren ind. Herom senere.

Jeg gik på arbejde – men kunne ikke finde vej hverken ud eller hjem trods Google Maps og kompas – men OK jeg fandt det da, og med alle mine omveje kom jeg op på 10.019 skridt i dag, hvilket selvfølgelig er positivt.

Selvfølgelig er der lavpraktisk strategi i det fra min side. Jeg møder op, selvom jeg faktisk er indlagt. Jeg fortalte det til min leder, og sagde, at jeg måske virkede lidt “bims” og træt, men at det nok skyldtes, at den nye medicin – Lyrica – skal køres ind. Det kan tage en uges tid. Hun sagde, at jeg da bare kunne have ringet. Jeg replicerede, at jeg ikke syntes, det var særlig fedt at sige, man var indlagt, når der er tale om en prøveperiode. Jeg har det bedst med at spille med åbne kort og gøre mit bedste.

Grædestadiet – bivirkningerne

Jeg er på grædestadiet af lykke over alt det, de i Glostrup gør mod mine bivirkninger! Og hvorfor søren har DPC ikke reageret? Jeg har jo “klaget” over “Restless Legs Syndrome (RLS) og mundtørhed i to år. Jeg har fortalt om smerterne og om tandlægeregningen på 103.615 kr. Jeg bliver nødt til at nævne det for min kontaktperson, når vi ses i næste uge. Pænt, ordentligt og høfligt selvfølgelig, for hun er så sød, men jeg kan ikke sige mig fri for at synes, at de har svigtet. Herudover har den forøgede dosis af Sifrol (mod RLS) muligvis været medvirkende til den aktuelle mani, idet det er en dopaminagonist altså et stof, der “skubber til” manierne. Retfærdigvis skal siges, at lægen Henrik nævnte det som en faktor, vi skulle være meget opmærksomme på.

Glostrup vil nu gerne følge mig i otte uger fsva både bivirkninger og fsva udtrapningen af Seroquel! Den første aftale er om en uge med både læge Kasper og farmaceut Christina. For søren da det er luksus. Jeg er slet ikke i tvivl om, at de har forstået min bekymring om at ændre på medicinen. Jeg skal ikke igennem helvede igen! Jeg synes, de tager action, og at det ikke kunne gøres bedre!

Jeg har ikke haft RLS-anfald i fire nætter nu, og det er i sig selv fantastisk. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været fri af det mareridt hele fire nætter i træk.Ofte er er RLS beskrevet som uro eller kramper. Jeg har ikke uro – jeg har smerter måske som ved en fødsel (og jeg synes ikke, jeg er pivet, men det siger vel alle, for hvem synes, det er fedt at været pivet?). De allestedsnærværende og jeg kan ikke slippe væk fra dem. Tidligere hjalp det at gå rundt, men det gør det ikke længere. Nu er de der hele tiden.

Jeg har observeret, at det kan hjælpe at spise, og derfor har jeg mange gange lavet et varmt måltid midt om natten ( kl. 02 eller 03). Det er måske slut nu? Det vil gøre mig nærmest lykkelig!

En 1/1 time med en læge

Kasper havde sat en time af eller også tog han sig tiden. Han lukkede låget på computeren, og sagde “du nævnte noget om Asperger”, og så flød ordene ud af munden på mig. Jeg fortalte om de tanker, jeg har gjort mig siden 2003, og om mine bestræbelser på at finde en psykiater, der har forstand på både bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vi talte frem og tilbage, og det var tydeligt, at han bestemt vidste, hvad han talte om – og hvad jeg talte om. Vi var på bølgelængde. Jeg følte mig mødt. Det var så rart. Alle andre prøver at sige, at det nok er lidt pjattet, og hvad vil jeg nu med det? Mit svar er bare, at jeg vil gerne vide det. Der er ting, jeg gerne vil forstå. Jeg forventer ikke et eller andet fra systemet! Jeg vil bare gerne vide det – også selvom alle siger, jeg er dum!

Der er altså en kobling mellem bipolar affektiv sindslidelse (især manierne) og Asperger: Med begge kan man fx forsvinde ind i opgaverne. Jeg kan være 150 pct. eller mere inde i at løse en opgave midt om natten. Jeg opdager ikke, at klokken er alt for mange, for jeg skal jo lige se, om det, der virker lokalt, også virker på serveren osv. Det peger på både mani og Aspergers syndrom.

Gennemgang

Kasper og jeg gennemgik al medicinen to gange, præparat for præparat, så der var styr på, hvad der stod i hans journalnotater, og hvad der så står i Det Fælles Medicinkort. Man kan undre sig meget over, at de to systemer ikke taler sammen; hvorfor skal personalet skrive det samme flere gange? Det er ikke videre “omkostningseffektivt”. Jeg oplever så tit, at det er mig der har styr på doseringen, og at det kan være svært at overbevise dem om, at det faktisk er mig, der har ret – for jeg er jo bare en psykiatribruger. En fælles gennemgang er idel lykke!

Kasper fortalte, at det også ville være rart for dem at vide, om der var en ASF (Autisme Spektrum Forstyrrelse) ind over, fx fordi man ville kunne blive fejlvurderet i akutmodtagelsen som havende det bedre, end man egentlig har. Man kan måske virke mere samlet, end man egentlig er. Den risiko føler jeg dog ikke, da de nu kender mig. Jeg vil slet ikke være bange for at henvende mig en anden gang. Men hvad med alle dem, der ikke er “kendt” – de skal vel også have den rette behandling?

Herunder kommer dokumenter, der er år gamle, men som viser de tanker, jeg har gjort mig om Aspergers syndrom gennem mange år.

Jørgen (min far) i 1966 i forbindelse med adoptionssagen

“Andrageren er af almindelig højde, han er en noget mørk type, har mørkeblond bølget hår, er meget solbrændt, han bærer briller, han virker velbegavet. I første omgang gør han indtryk af at være noget hæmmet og en noget stiv kontormandstype, man har dog indtryk af, at han gerne vil være meget venlig, han er blot den noget mere tillukkede type. Ved nærmere kontakt virker han tiltalende, og han røber god forståelse for de problemer, man drøfter, der kan komme med børn. Man kunne tænke sig, at han er noget følelsesbetonet og måske har haft et noget koldt milieu, man får indtryk af at det mislykkede ægteskab (med Inge Theil Larsen – red.) er oplevet som en falliterklæring, og måske er der rokket en hel del ved hans selvtillid, men man har indtryk af, at han nu er i udmærket balance, og at han befinder sig særdeles godt og nærmest blomstrer i ægteskabet med andragerinden”

Hanne i 2003 i forbindelse med noget lederuddannelse

“Hanne B. Stegemüller er kreativ, intelligent og abstrakt i sin tankegang. Hun har høje normer og forventninger. Stræber altid efter det perfekte. Hun er ikke en forudsigelig person. Hendes normale adfærd er præget af følsomhed og kløgt, årvågenhed over for kvalitet med opmærksomhed på, hvad andre mennesker synes. Andre må bevise deres værd over for hende. Hun kræver meget af andre og af sig selv og har behov for håndgribelige, målbare resultater. Kan have en tendens til selvoptagethed. Sociale relationer: Sympatisk, reserveret, eftertænksom og alvorlig.”

Skematisk:

Jørgen: Hanne:
Venlig, tiltalende Sympatisk
Tillukket Reserveret
Velbegavet Intelligent
Følelsesbetonet Følsomhed
…Måske er der rokket en hel del ved hans selvtillid… …Med opmærksomhed på, hvad andre mennesker synes…

11-03-2015

Aspergers Syndrom – for og i mod

Dokumentet herunder viser en række punkter, der peger på Aspergertræk, men samtidig kan imødegås med helt almindelige argumenter. Enhver vil kunne sige,at det jo er positivt at kunne koncentrere sig i lang tid. Jeg ved det ikke; jeg skal ikke gøre mig klog på det, der skal dygtige læger til – og dem har jeg nu mødt i Glostrup!

Argument for Asperger(-træk) Modargument
Kan koncentrere mig om det samme i meget lang tid (fx 12 timer) i en sådan grad, at jeg glemmer tid, sted og primære basale behov.

Fx kan jeg læse kirkebøger eller programmere i 12 timer i træk og sent om aftenen komme i tanke om, at jeg vel også skal have noget at spise.

 Det er bare en god koncentrationsevne
Hidsig/opfarende/irritabel, når det ikke lige går ”efter mit hoved” eller på en måde, jeg finder hensigtsmæssig.

Samtidig opfatter jeg mig selv som et af de fredeligste mennesker i verden.

 Du har bare temperament
Enormt behov for at være alene. Fx kan jeg sagtens være sammen med mig selv fra fredag aften til mandag morgen uden at det generer mig Det hører bare til at være introvert
Næsten fotografisk hukommelse for brugernavne, cpr-numre, adgangskoder, telefonnumre, nummerplader og datoer Det er rigtig praktisk
Elsker at arbejde med emner, der kræver omhu, akkuratesse og sans for detaljer.

1.       Læser korrektur ”for sjov” uden at det skal bruges til noget. Andre siger, at de ikke kender en bedre korrekturlæser end mig.

2.       Slægtsforskning – det dur ikke at give en person de forkerte forældre, og jeg vil have alle detaljer med. Kan bruge timevis på at lede efter en dødsdato.

3.       Programmering – hvis det ikke er lavet rigtigt, så virker det ganske enkelt ikke.

 Det er godt at være omhyggelig med det, man laver
Siger oftest nej tak til fester, fødselsdage, større arrangementer på arbejdet og andre begivenheder, hvor der er mange mennesker tilstede, fordi jeg ikke kan overskue at være sammen med mange på én gang.

Jeg trives bedst i samtale med ét menneske ad gangen.

 Det er godt at kunne fordybe sig i samtalen med ét menneske.

Det hører bare til at være introvert
Kan ikke beskæftige mig med flere emner ad gangen. Synes ”multitasking” er temmelig opreklameret og usundt Det hører bare til at være introvert
Ved afbrydelser/forstyrrelser i egne tankerækker bliver jeg næsten panisk indeni og får en følelse af, at ”min verden vælter”. Fx hader jeg at blive ”anråbt”, når jeg går ned ad gangen på arbejdet.  
Synes helt generelt, at den ydre verden forstyrrer mine tankebaner.

Kan have det fint alene en hel weekend. Fx foretrækker jeg at gå i biografen alene, fordi det generer mig at skulle forholde mig verbalt til filmen undervejs sammen med et andet menneske.

 Det hører bare til at være introvert
Hader støj.

I offentlige transportmidler bruger jeg ofte min iPod for at slippe for at høre på andres samtaler. I supermarkeder er iPod også god når jeg nærmer mig monitorerne med reklamer.

 Det hører bare til at være introvert
Når folk kommer ind på mit kontor, er min første tanke ofte ”Åh nej, hvad nu?”  
Kan ikke yde telefonsupport på jobbet, fordi brugerne taler, mens jeg prøver at løse deres problem. Og da jeg ikke kan bede dem tie stille, er jeg holdt op med at tage telefonen. Det er bl.a. gået ud over Jørn, fordi jeg simpelthen ikke tager telefonen, med mindre jeg kan se, hvem det er og ved at det ikke er ”farligt”.

Min chef har forståelse for det, fordi jeg har pakket det ind i nogle argumenter om, at det er for dyrt at yde telefonsupport, fordi det tager længere tid at have dialog end at besvare e-mails. Herudover er jeg enormt hurtig til at besvare den ret store mængde af e-mails, der dagligt kommer.

 Det er godt at løse opgaverne omkostningseffektivt.
Føler mig ”sær”, men jeg har lært mine omgivelser at leve med det – og jeg kan for det meste også godt selv.

Problem: Synes særhederne bliver værre med årene.

Lige nu: det bekymrer mig, at depressionerne bliver værre, at der nu er tilkommet mani og at der er kortere intervaller mellem ”episoderne”. I forbindelse med disse ”episoder” bliver alle symptomerne stærkere/værre.

 Jamen sådan er det jo at bo alene. Så udvikler man en del særheder, bl.a. fordi der ikke er nogen, der kan udnivellere dem i det daglige
Allerede som barn foretrak jeg at ”lege med” mine fantasi-venner frem for rigtige venner. Selv om der var et rigtigt barn inde i huset, kunne jeg godt gå ude i haven og tale med min fantasi-ven; han hed i øvrigt Jens J  
Fx til møder hader jeg pauser, hvor folk kommer hen og lige skal klare et eller andet af, som handler om noget helt andet end det, mødet handler om.

Jeg kan ikke finde ud af at forholde mig til andet end mødets tema, og ved ikke, hvor jeg skal gøre af den nye – og for mig at – uvedkommende information, de kommer med.

 Det er godt at være fokuseret på det mødet handler om.

Det hører bare til at være introvert.

Hanne B. Stegemüller

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.