, , ,

Tidsregistrering og makroer

Det er så sjovt

Nu befinder jeg mig jo pludselig i det pulserende, private erhvervsliv, hvor jeg lægger de fire timer i Farum og de fire timer herhjemme. Vi har lavet det sådan, fordi jeg har 1½ times transport hver vej. Det er en god løsning.

Jeg har fundet et lille Excelprogram på nettet, hvor jeg registrerer, hvad jeg bruger min tid på. Herefter har jeg lavet min første makro (Eric – hvad siger du så? 🙂 ) i Excel, så det er lettere at få et overblik, og jeg har tilføjet nogle funktioner, jeg synes manglede. På under et splitsekund er alt sat overskueligt op, det ser pænt ud, og de rette summeringer er lavet. Det var i virkeligheden ikke så svært. Jeg er sikker på, at min metode var håbløs, men jeg konstaterer med tilfredshed, at det virker – og jeg har fået mod på at lave flere makroer.

Min tanke er, at når jeg arbejder så meget hjemme, og i det hele taget arbejder med ting, min nye arbejdsgiver ikke ved, hvad er, må de da have en interesse i, hvad jeg egentlig laver. Jeg viste selvfølgelig arket frem men – og nu kommer overraskelsen – det interesserer dem i virkeligheden slet ikke, bare jeg leverer resultater.

Jeg bliver selvfølgelig ved med at tidsregistrere, for om end ikke andet, vil jeg da selv gerne vide, om jeg er foran eller bagud med timer. Fx: jeg sad forleden dag med noget, der normalt vil tage en halv time, men det tog tre… Her kan jeg godt lide at kunne skrive opgaven og i kommentaren skrive, at det drillede.

Et helt andet politisk system

Jeg kommer jo fra staten, hvor der er et evindeligt pres på produktiviteten og på, hvad vi leverer for skattekronerne. Vi får altid at vide, at vi laver for lidt, drikker for meget kaffe, og at vi bare skulle se, hvordan det foregår ude “i virkeligheden”. Og “virkeligheden” skal som hovedregel forstås som “det private”.

Ydelserne skal hvert år blive de berygtede to pct. billigere. Kvinderne skal så også føde to pct. hurtigere. Dybest set er der jo stemmer og symbolpolitik i udsagnet: “Hvad får vi for pengene, og får vi nok?” Derfor er tidsregistrering en nødvendighed. Hvordan kan vi vide, hvad ydelserne koster, hvis vi ikke tæller op, hvor mange timer vi har brugt på at fremstille dem? Hvordan kan vi vide, at vi har nået de to procent, hvis vi ikke har en hel masse data at gange og dividere med? Det er fuldt forståeligt, men måske har det taget overhånd?

Inhabil

Jeg er i virkeligheden inhabil, idet jeg har implementeret tidsregistreringssystemer i tre styrelser plus Udenrigsministeriet, og det har forekommet mig at være helt naturligt. Og derfor er det en meget speciel følelse at kommer til det private og opdage, at de synes, den slags er irrelevant. På samme måde skal jeg ikke have madpakke med. De betaler frokosten. Al den slags skal jeg godt nok vænne mig til. Jeg forstår det slet ikke, men der er på en måde noget befriende over det.

På en måde kan man sige, at det jeg kommer fra, er et “kontrolhelvede” – på den anden side har den udefinerede masse  “skatteborgerne” ret til at vide, hvad de får for pengene. Ministeren vil gerne kunne gå ud at sige, at han/hun har styr på sin biks, og at vælgerne derfor trygt kan stemme på ham/hende ved næste valg.

At bruge priserne

Når vi nu har ganget og divideret tilstrækkelig mange data i Excel, ved vi, hvad ydelserne koster, og vi kan oplyse, at de blev 2,1 pct. lavere end det foregående år. Så langt så godt.

Jeg talte forleden med en ven om alle disse ting. Hun mente, at det ville være næsten umuligt at opgøre, hvad fx en hospitalsseng kostede i døgnet. Det synes jeg nu ikke, man skal vel bare tage de direkte omkostninger og lægge overheadet til? De første gange man gør det, kan det selvfølgelig være enormt svært at få lagt en andel af fx havemanden og huslejen til en sengedag og få noget fornuftigt ud af det. Der er en række definitioner og regneregler, der skal på plads, men raketvidenskab bliver det altså aldrig.

Når man kender priserne, kan man også opgøre, hvordan bevillingerne bør se ud. Hvis en psykiatrisk afdeling kører på pumperne, og det gør den, har de behov for at kunne sige: Vi har konstant overbelægning, og vi har ydet 51 ECT-behandlinger ekstra. Jeg er helt klar over, at overbelægningen selvfølgelig bringer den gennemsnitlige pris pr. sengedag ned. Der kan køres flere patienter gennem systemet for de samme penge. Huslejen og havemanden bliver billigere pr. sengedag. De ekstra patienter skal selvfølgelig også have mad, medicin, pleje og alt det andet, der hører med til at være indlagt. Men gennemsnitsprisen må alt andet lige falde.

I mit strandede bogprojekt ville jeg gerne opgøre omkostningerne til mit forløb. Sundhedsdatastyrelsen har nogle “lækre” regneark med DRG-priser. DRG står for “diagnoserelaterede grupper” og er et begreb, der er alment brugt i sygehusvæsenet. DRG-priserne på hjemmesiden er alle opdaterede. Priserne rummer både somatikken og psykiatrien. Der ligger en takst for ECT-handlinger på ca. 2.800 pr. styk. Det tal gangede jeg med 51 og fik derved et beløb på ca. en kvart million. Altså har væsenet givet mig ECT for en kvart million. Hvis man vil vide, hvad et forløb som mit har kostet, skal dette beløb selvfølgelig med – det er jo enormt mange penge.

Jeg har stået på hovedet for at finde ud af, om det var den rigtige pris på denne ydelse og på et par andre ting i form af fem timers neuropsykologisk undersøgelse, en tur på Hukommelsesklinikken mv.

Jeg blev sendt hid og did i systemet gennem tre måneder. Jeg endte i RegionH, der efter fem uger skrev, at man ikke brugte DRG-taksterne i psykiatrien, og at man i hvert fald ikke vidste, hvad en ECT-behandling kostede.

Jeg er meget overrasket! Hvorfor bruger man ikke DRG-taksterne, når de findes? Hvorfor er de fuldt opdaterede, når de ikke skal bruges til noget? Hvordan kan psykiatrien ansøge om øgede bevillinger, når man ikke ved, hvad ydelserne koster? Til sidst opgav jeg at stille flere spørgsmål, og de var også temmelig trætte af mig.

Det foregår vist nok sådan, at det enkelte psykiatriske center får en arbitrært fastsat pose penge, og uanset antallet af patienter og ECT-behandlinger mv. skal de bare løse opgaverne for de penge.

Der er ikke noget at sige til, at psykiatrien er udsultet! Ved brug af DRG-takster (eller nogle andre takster) kunne dette ret let ændres. Jeg kommer gerne og laver et par regneark til dem 🙂

Men hvis bevillingsgiverne ikke vil kende til fakta, er det selvfølgelig også lettest at vende det blinde øje til. Det er bare ikke tilfredsstillende for os, der bruger psykiatrien.

14 replies
  1. Jørgen
    Jørgen siger:

    Som du aner dukker der ofte en association op fra mit tidligere virke, når jeg læserdine indlæg og kommentarerne. Således også her. Jeg har undertiden spurgt på arbejdspladser hvor meget tid der er sat af til at brokke sig over arbejdsforholdene. Svar er altid det samme, nemlig at der ikke er sat tid af. Men man får dog løn for det.
    Formange år sien gik jeg i en meget lang underjordisk gang mellem et par steder på Rigshospitalet. Jeg mødte vel et par 100 ansatte i hvide kitler. Og måtte altså konstatere at der var ansat 200 personer til at gå i gangen under jorden. Ganske som på Ortogædisk Hospital, hvor en af portørerne var ansat til at trykke på knappen til en meget ineffektiv elevator, der helst ikke stoppede hvor portøren stod.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jørgen

      Jeg kan godt lide associationerne! Den med tid til at brokke sig er god; det er så at sige indregnet i timelønnen.

      De eksempler du nævner fra sundhedsvæsenet er jo absurde. Tit er der ting, der kunne laves om, så vi (læs samfundet) fik mere for pengene ude at det gik ud over medarbejderne. Det er faktisk den slags, jeg har beskæftiget mig med i mange herrens år. Der er altid noget at komme efter.

      Svar
  2. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Ikke helt. Jeg mener heller ikke, at det er muligt at give en specifik pris for enkeltydelser i sundhedsvæsenet. Det vil variere fra patient til patient, eller det bør det, eftersom der ikke er to patienter, der er ens eller har præcis samme behov.

    Det med overbelægningen er jeg med på. Vi skal snarere ud i, at overbelægning ikke accepteres.

    Jeg tror ikke, vi ender med at blive enige her, for min grundtanke er egentlig, at enhver kvantificering er en reduktion, og det vil jeg generelt ikke acceptere. Men vi kan blive enige om at være uenige. Det er to forskellige livsanskuelser, og det skal der være plads til.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      At nå til at være uenige er også et resultat. Jeg forstår dig slet ikke, og du forstår sikkert heller ikke mig, så jeg vil undlade at komme med de samme argumenter en gang mere. Men jeg ser da frem til, hvordan du vil bede de bevilgende myndigheder om en ekstrabevilling, når du ikke ved, hvor meget ydelserne koster, og hvad du derfor skal bede om 🙂 – bare en joke; jeg kunne ikke lade være.

      Svar
  3. Eric
    Eric siger:

    Tillykke med makroen 🙂 Det er som med alt andet: Øvelse gør mester. Og selvom de er ligeglade med dit tidsforbrug, bare du leverer, skal du, som Henny siger, lave regnskabet for din egen skyld.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Tak skal du have ~ makroen. Jeg er så stolt af mig selv. Nu er jeg kommet i gang, og det giver helt klart blod på tanden. Det er så fantastisk at se den arbejde – eller retter, man ser det ikke, det sker bare uberørt af menneskehånd på splitsekunder. Jeg er dybt fascineret, og dette er startskuddet til mere/flere.

      Ja jeg laver tidsregistreringen for min egen skyld, men der er den også berettiget.

      Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Nemlig. Det kan jeg jo allerede se af mit regneark! Jeg skal virkelig passe på med det – jeg tænker på, hvvad psykologen ville sige. På et tidspunkt læste jeg flere artikler om distancearbejde, og en af de punchlines, der knyttede sig til flere af artiklerne, var, at arbejder man hjemme arbejder man mere, og ofte bruger man flere timer, end man registrerer. Arbejdsgiver får tit en hel del gratis. Og jeg har selvfølgelig et eksempel:

      Den første uge, jeg var i Nordsjællands Port Center, bad de mig layoute et stillingsopslag i Scribus. Fed opgave! Jeg var lige begyndt at lære programmet at kende, og kendte slet ikke alle finesserne, så dem måtte jeg jo lære mig selv undervejs. På den måde kom det til at tage tre timer, men jeg skrev kun en time i regnearket, fordi jeg ikke synes, de skulle betale for min inkompetence… Det er jeg altså holdt op med, for det er en glidebane.

      Svar
  4. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Der er nu også farer i at ville sætte tal på alting. Det, synes jeg, bl. a. den varslede storkonflikt vidner om. Der er nogle af de ting, vi vil have, der ikke kan sættes tal på. Omsorg og empati fx, som jo specielt i sundheds- og uddannelsessektoren er uundværlige.

    Min største indvending mod arbejdstidsregistrering har til alle tider været, at der går tid med det. Tid, man med fordel kunn bruge til det egentlige arbejde.

    Jeg synes, du skal være glad for, at dine nye arbejdsgivere er resultatorienterede.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Det er en vældig balance, der skal holdes her, for du har jo ret i, at der også er farer! Blandt andet derfor kalder jeg det også “kontrolhelvedet”. Jeg synes samtidig, der er brug for priser på ydelserne, jfr. eksemplet med ECT, og hvordan bevillingerne fastsættes arbitrært.

      Selvfølgelig kan vi ikke regne os frem til at omsorg koster 35 kr./time og empati koster 16,50 kr. i timen. Min pointe er også en anden, nemlig at det er en del af personalets opgave at være empatisk og yde den livsnødvendige omsorg. Altså det er allerede indregnet i Monas timeløn. Og kan afdelingen ikke argumentere med de “overbeliggende” patienter, skal Mona lave mere pr. time, og altså falder omsorgen og empatien pr. time. Det er ikke så let at forklare i få ord. Jeg håber, det alligevel kan belyse vores enighed om dette.

      Jeg vil tro, jeg bruger ca. et minut pr. dag på at tidsregistrere. Det falder min produktivitet ikke synderligt af.

      Jeg er helt bestemt glad for at komme til en resultatorienteret arbejdsplads (det ER staten skam også), men samtidg føler jeg behov for at vide om jeg er “lige med” eller om jeg skylder dem noget. Eller måske også rettere holde mig selv i ørerne, så jeg ikke arbejder for meget.

      Svar
      • Henny Stewart
        Henny Stewart siger:

        Mit arbejde led under det, når jeg skulle have et kvart øje på klokken og et halvt i et regneark. Den opmærksomhed, der skulle bruges her, gik direkte fra empati og omsorg, er jeg bange for. Det med at kvantificere ting ligger selvfølgelig ikke os alle lige fjernt, og som du kan se, ligger det mig meget fjernt. Nu er det slet ikke aktuelt for mig mere, heldigvis, eller er det kun i den forstand at jeg ofte er i patientrollen og oplever det i det perspektiv.

        Jeg kommer til at tænke på udtrykket: “They know the price of everything and the value of nothing”. Altså en sondring mellem pris (et tal) og værdi (ikke et tal, ifølge mig).

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller siger:

          @ Henny

          Vi kan meget, meget nemt blive enige om dit udtryk price ctr. value.

          Jeg var lige nede hos frisøren, til blodprøver og i Kvickly, og hele vejen spekulerede jeg på et godt argument.

          Jeg synes, jeg fandt det:

          Hvis vi ikke ved, hvad det koster at “fremstille ydelsen”, fx en sengedag, kan vi heller ikke kæmpe for at få de rette bevillinger. Fx: på “min” afdeling 808 er overbelægningen ofte omkring 20 pct. Hvis tingene skal hænge sammen for patienter, pårørende og personale, skal bevillingerne øges med 20 pct. Derfor er vi nødt til at vide, hvad tingene koster. Hvis bevillingen ikke øges, falder gennemsnitsprisen, og det er hverken du eller jeg vel interesserede i, for det betyder dårligere kvalitet i plejen, i medicin-ophældningen, i rengøringsstandarden (den kan dog dårligt blive ringere), i maden, i tiden til omsorg og empati og alt det andet, der hører til at være patient.

          Er du overbevist?

          Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *