, ,

På kirkegårdsvandring

Lad gravstenene fortælle

Jeg interesserer mig for gravsten – det lyder muligvis lidt morbidt men er ikke desto mindre sandt. For nogle år siden stiftede jeg sammen med Leif Sepstrup Dansk KirkegårdsIndex, hvor vi og en lang række bidragydere fotograferer alle gravsten på en kirkegård, skriver navne, steder og datoer i en database og lægger det hele på nettet, således at slægtsforskere og andre med interesse i lokalhistorie kan søge i databasen og kan downloade billedet af gravstenen til eget brug. Fordelen ved at have det liggende på nettet er selvfølgelig, at man kan sidde i Vestjylland eller Wyoming og søge efter gravsteder i København, men også at vi har billedet af gravstenen, når fredningstiden er udløbet og selve den fysiske sten typisk bliver knust. Så længe hjemmesiderne med kirkegårdene består, så længe vil man kunne søge efter afdøde. Vi synes selv, det er ret smart!

I går deltog jeg på en kirkegårdsvandring på Hvidovre Kirkegård ledet af Poul Sverrild fra Forstadsmuseet og det var rigtig godt.Jeg havde forventet mig 10 deltagere eller lignende, men der var mindst mødt 50 frem og vi kunne lige netop være i Rytterskolen til den efterfølgende kaffe.

Poul Sverrild koncentrerede sig om den nyere del af kirkegården. Gravstenene fortæller historie og i en forstad som Hvidovre er det en særlig historie. Her er det i nyere tid ikke store gårdmænd på kirkens sydside, men derimod en overlærer, der hviler. Her har været småindustri men ikke noget videre, men der var dog en tømmermester med et egetræsrelief med kobbertag på. Gravsteder handler også om kommunikation; de efterladte vil kommunikere at her har de sted deres kære til hvile. Man kan så undre sig over de mange sten, hvor der kun står ‘Far’ eller ‘Mor’ – faktisk kunne man lige så godt lade være med at skrive noget. Poul Sverrild gik lidt op i det og det passer helt med mine egne overvejelser, da jeg fotograferede kirkegården. Her er usædvanligt mange anonyme sten. En forstad er en mærkelig størrelse, ikke by og heller ikke land og kirkegården bliver da også derefter. På den nyere del af kirkegården skal man gå langt for at finde noget af interesse.

Agnes Andreasen, født Jeppesen

Af stor interesse er dog stenene fra krigens tid (altså 2. verdenskrig). Her er Agnes Andreasen, født Jeppesen, der blev skudt af tyskerne på Kirkebroen den 28. februar 1945. Hun var en af mange, der husede danske frihedskæmpere. I alt er der fire gravsteder, der er rejst af Frihedsfondens Venner.

Danmark er for tiden krigsførende i Afghanistan og Poul Sverrild fremdrog stenen over en ung mand som et eksempel på, at gravstenene også fortæller aktuel historie. Nu kan jeg desværre ikke huske navnet på den afdøde, for ellers havde jeg bragt et billede. Men stenen er rejst af Det Danske Livregiment og er rigtig flot.

Søren Birktoft

Endelig er der Søren Birktoft, som også faldt under besættelsen, og der er en historie om noget med nogle penge, men jeg kan ikke huske den godt nok til at ville begynde at gengive den. Pudsigt nok kender jeg hans barnebarn og hun læser måske med her. Så kære Karin, det kan være, at du vil kommentere og supplere min manglende hukommelse.

Alt i alt var det en god dag på Hvidovre Kirkegård!

 

 

, , ,

Kantareller og lidt til

Kære læser

Allerførst må du have mig undskyldt at jeg svigter dig for tiden; men jeg har mange andre ting i hovedet og synes ikke jeg oplever noget, der er værd at blogge om.

Denne weekend har det dog været anderledes dejligt, for jeg har været i Sverige sammen med Ellen og John, som jeg kender her fra blogland. Vi mødtes første gang engang i maj til et mini-blogtræf og kemien var bare i orden fra starten, og nu er det ved at udvikle sig til et venskab. Hvor er det dejligt at træffe nogle af de mennesker IRL, man ‘møder’ i blogland.

Her i weekenden skulle vi samle svampe, hvilket jeg aldrig har prøvet før, og jeg må sige, at jeg var lidt skeptisk. Ikke overfor om Ellen kunne finde ud af det, men mere om jeg selv kunne. Ellen viste sig at være et naturtalent til at lære fra sig, og jeg fandt helt selv nogle pragteksemplarer af racen kantarel. Det er næsten som at finde rav eller søpindsvin: når man først har fundet det første selv, får man øje på dem med det samme. Det var så skønt at gå derinde i en svensk skov med svampekurv og kniv og børste. Jeg fik øje på utroligt mange svampe, som bare ikke kunne spises eller måske rettere ikke var værd at spise. Rød fluesvamp kender selv jeg – den er smuk men farlig.

Kantarelhøsten blev på næsten 900 gr. og hertil kommer, at Ellen fandt nogle rørhatte, der tilsammen gav 200 gr. Vi spiste høsten i dag til frokost og det smagte bare så skønt. Fra nu af tør jeg godt selv plukke kantareller, for dem føler jeg mig sikker på.

Billedet af høsten herunder er af Ellen Nielsen:

I dag har vi kløvet brænde. Ellen og John har en el-kløver (eller hvad sådan en nu hedder) så det gik hurtigt at fylde en 7-8 trillebørfulde med kløvet brænde. Jeg syntes, vi havde været enormt flittige lige til de viste mig gamle billeder af en tidligere brændestabel!

Alt i alt en skøn weekend i gode menneskers gode selskab. Jeg er fascineret over blogland og håber at jeg stadig har et par læsere eller tre. Nu venter hverdagen igen og jeg er spændt på, hvad ugen kan bringe. Jeg er mod min vilje blevet jobsøgende og håber at mailboksen vil blive fyldt med gode resultater fra diverse job-agenter på nettet.

Søvngængeri

Jeg er begyndt at gå i søvne

Jeg har altid syntes, at det var mærkeligt, når folk beskrev, at de gik i søvne, og har tænkt, at det aldrig ville ramme mig. Men det har det altså nu.

Hver morgen kigger jeg opmærksomt efter, hvad der måtte være ændret siden i aftes, Det kan eksempelvis være at en pakke abrikoser er spist, at badeforhængene er forsøgt taget ned, at stavblenderen er snavset, at der står et stort krus med kaffegrums ved sengen og at selve dynen og puden er fyldt med kaffe eller jeg har fornemmelsen af at være blevet sparket af en hest eller at mit ene knæ er helt blodigt fra et fald.

Indtil videre takker jeg for, at jeg holder mig inde i min lejlighed. Tænkt hvis jeg også gik udenfor lejligheden og det sikkert uden nøgler; det kunne blive et værre cirkus.

Det er en meget underlig fornemmelse at gå i søvne! Jeg ved ikke, om det er noget, jeg lige er begyndt på, eller om det har stået på i lang tid. Det er i hvert tilfælde først nu jeg begynder at se sporene af det. Den morgen hvor jeg måtte i gang med at hænge badeforhængene op igen blev jeg godt nok lidt “loren” ved hele situationen. En af fordelene ved at være samboende, ville da være, at man så kan få at vide, om man gik i søvne. Der er sikkert også en række fordele ved at bo sammen, men dem vil jeg lade bære ufortalt her… 🙂