/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Grundtvig

Mystisk

Jeg har en ven, der har det rigtig svært. Hans liv er væltet, og alt er gået galt. Han er kommet ind i den mølle, hvor én ting går galt, og det medfører, at det næste også går galt og så videre. Så ruller rouletten. Fx har han om kort tid ikke en adresse, og har han ikke en adresse, kan han ikke se sin seksårige søn.

Han har derfor spurgt, om han må have sin adresse hos mig. Han skal på ingen måde bo hos mig. Jeg har lagt kortene på bordet over for kommunen, og så må vi se, hvad de svarer. Jeg er måske lidt vel velgørende og naiv; jeg vil gerne hjælpe en ven i nød, men det skal ikke gå ud over mig selv.

I nat ringede han kl. 04:45 og havde fået en “åbenbaring” mht. sin fortid. Det vil jeg ganske enkelt ikke finde mig i, uanset om jeg skal op og på arbejde eller ej. Det har jeg skrevet til ham, og nu må jeg så se, hvad/om han svarer. Jeg er naiv og godtroende, men der går grænsen altså! Faktisk er jeg rasende.

GrundtvigGrundtvig

Jeg synes, Grundtvig er svær at tage ind, men det går langsomt op for mig, at mange af de smukkeste salmer udgik fra hans hånd. Han har skrevet ca. halvdelen af salmebogen.

Han var stærkt bipolar og skrev formentlig sin smukkeste musik i manierne, mens han var præst ved bl.a. Vartov Kirke. En af dem er “Julen har englelyd”, som er min yndlingsjulesalme. Jeg har jo et sygeligt savn efter min far, det er 45 år siden, han døde, og han elskede også netop den salme. Den spilles ikke så ofte, og den kan være vanskelig at synge, men lægger man mærke til teksten, løfter den en op på et højere niveau!

Lige p.t. lytter jeg blandt andet til den og til “Er lyset for de lærde blot?”.

Sidstnævnte giver mening for min oldefar og morfar, der tog på Rødding Højskole, den første folkehøjskole og lod de fem eller seks stude passe af andre, mens de selv uddannede sig. De kom fra små kår på den jyske hede (Skærlund i Brande Sogn, Nørvang Herred), men de havde modet til at komme videre. Min morfar investerede (for stort) i landbrugsmaskiner og gik på tvangsauktion i 1925, hvor han var 26 år gammel. Han ville mekanisere sit landbrug, men det ville kreditorerne ikke.

Billedet herunder forestiller min morfar på en “aflægger”, der blev brugt til at samle negene efter høsten. Jeg holder meget af billedet og kalder det “Morfar høster”.

Og nu går turen til den sidste dag i Folkekirkens Nødhjælp…

Grundtvig

 

/2 Kommentarer/i , /af ,

Plat?

Juletid

Det er juletid, og alle mennesker er så glade og ser frem til andesteg med små brunede kartofler, rødkål og god sauce. Risalamanden med spændingen om hvem der mon får mandlen og som belønning en lille dum gave. Bagefter lokker, som i Peters jul, dansen om træet og alle de rigtige gaver. Herefter kommer alle de dejlige dovne juledage, hvor mange 1. juledag spiser resten af risalamanden til morgenmad. Til frokost skal der være både sild og sylte. Har man familie, er man formentlig sammen med den. Det er alt sammen dejligt og hyggeligt.

Den barmhjertige samaritan?

Indledningsvist: Jeg støtter meget gerne, og giver hver måned et lille beløb til Folkekirkens Nødhjælp. For de bette 30 kr. kan der købes en høne med foder – jeg ved ikke hvor længe. Det vil sige: jeg mener, at NGO’erne spiller en vigtig rolle. De sætter ind, hvor verdenssamfundet burde have løftet opgaverne.

Der er andre end mig, og flertallet af verdens kristne befolkning, der har opdaget, at det er jul, nemlig nødhjælpsorganisationerne. Facebook flyder over med sponsorerede opslag fra fx Læger uden grænser, Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk Flygtningehjælp som de mest markante.

De spiller alle sammen på mine følelser fx “Ikke alle kan scrolle nedover kulden” og “Vi er her ikke til pynt” (godt ordspil fra Læger uden grænser idet de viser et juletræ i baggrunden). Jeg kan ikke lige huske flere, men de er der.

De spiller på, at når jeg nu lige har købt gaver for nogle tusinde kr., så kan jeg vel også give en ged eller sende en læge til Syrien. I julen skal vi udvise næstekærlighed, og vi bliver så gode og rare, at vi inviterer selv de gamle eller nogle ensomme til at dele andestegen med os. Ingen skal “sidde alene” juleaften – så pyt med de 364 andre aftener.  Og næstekærligheden og godheden skal så medføre et – helst stort – beløb til en eller flere nødhjælpsorganisationer.

Jeg forstår dem godt, for på en eller anden måde skal de jo finansiere hjælpen til verdens 795 millioner fattigste, og nu når vi alligevel har spenderbukserne på, ku’ der vel også blive til en ged?

Jeg synes bare, det er lidt plat. Næstekærligheden burde være tilstede hele året. Selv 30,00 kr. om måneden hjælper til med den der høne. Klik på billedet for at komme til Folkekirkens Nødhjælps webshop.

/6 Kommentarer/i , , , , , /af , , , , ,

Som fod i hose

Gås til

Man kan overveje, om jeg har lavet en masse gode grøntsager, som der skal serveres gås til, eller om det handler om handler om fodtøj, der skal gås til?

Det handler om fodtøj! Og mit fodtøj skal ikke gås til.

ecco

Mine “ballerinasko” i størrelse 40 er ikke egnede til vinterbrug. Det bliver for koldt, og modstanden mod snedriverne er utilstrækkelig, så jeg gik til ecco, hvis sko og støvler passer godt til mig.

De har en en fantastisk service, for jeg fik min egen personlige assistent. Han tog tålmodigt støvler frem og tilbage fra kælderen. Efterhånden fik jeg indkredset, hvilken model jeg kunne lide, men ak den var ikke i størrelse 41. Størrelse 40 duede ikke for pløsen gnavede på vristen. Og jeg er af den faste overbevisning, at fodtøj ikke skal gås til. Det skal være som fod i hose. Det skal passe med det samme. Det skal være som at komme hjem.

Jeg prøvede mindst syv par. Endelig faldt valget på “ecco gora”, og de er fede. Jeg synes godt nok, prisen er lidt hamper. Men hvis de nu holder ti år, og vi snyder og regner sommermånederne med, er den månedlige omkostning reduceret til 12 kroner og 50 øre. Det er da til at holde ud.

Skulle snedriverne denne vinter blive eksorbitante, finder jeg mine elskede vandrestøvler frem. De har været på toppen af både Kilimanjaro (Tanzania) og Fansipan (Vietnam), så de er for længst gået til.

/2 Kommentarer/i /af

Den sorte ambulance

Erindringsglimt

Fakta i min bog skal være rigtige i det omfang, det overhovedet er muligt. Jeg tjekker de særeste detaljer, også selv om de for andre mennesker er inderligt ligegyldige.

Jeg har tidligere skrevet lidt om den sorte ambulance, der kørte min far de 48 km. fra Give sygehus til Kolding sygehus i forhistorisk tid – 1972. Jeg syntes, jeg huskede den. Jeg googlede lidt uden at finde et billede af den, men fandt i stedet “Zone-Redningskorpsets Venner”, der er en kreds af tidligere Zone-ansatte, som har stor veneration for fx de forskellige køretøjer. Det minder mig lidt om slægtsforskere, der jo også er passionerede og hjælpsomme.

Jeg skrev til dem, og fik i dag dette billede i min mailboks. Frederik Madsen skriver: “Det er en Citroën HY sengeambulance”.

Jeg huskede rigtigt. Den var lavet af “bølgeblik”. Nu om dage minder den jo mest om en veteranbil. Men dengang var den skræmmende, og det synes jeg, man muligvis kan sætte sig ind i, blandt andet fordi den er sort og dermed uhyggelig.

Det er lidt sært, at den fjerne fortid kan kaldes frem, mens den nære fortid er væk.