/23 Kommentarer/i /af

Væggelus

Min lejlighed har fået væggelus, og de er koncentreret om min seng. De kravler på mig om natten og ødelægger min nattesøvn. Det er bare så ulækkert. Det har nu stået på i ca. 14 dage, hvor det har været slemt, men jeg ved ikke, hvor længe, de har været her.

Jeg vidste ikke, hvad det var, og har derfor været i gang med Google, men det er altså svært, når man ikke ved, hvad man leder efter. Jeg fandt “bed bugs”, men vidste ikke, hvad det svarede til på dansk – jeg skulle selvfølgelig have spurgt Ellen. Noget af det jeg fandt frem til var, at man ville vågne forbidt, men det gør jeg ikke, så jeg forkastede det igen. Jeg har kogt alt sengetøj og gjort så meget rent, som jeg overhovedet kan, men det har ikke hjulpet overhovedet.

Da det bare bliver værre og værre, ringede jeg i dag til et skadedyrsbekæmpelsesfirma, og beskrev, hvad jeg oplever. Den flinke dame var ikke et sekund i tvivl: Det er væggelus. Hun kunne også oplyse, at det er en sag for udlejer, når jeg nu bor til leje. Jeg ringede dernæst til viceværten, der tog det meget alvorligt og tog affære med det samme. Han kontaktede ejendommens skadedyrsbekæmpelsesfirma, som kommer på fredag kl. 11:00. Det ser jeg frem til. For pokker hvor er det ulækkert.

De forskellige instanser spørger, om jeg har været ude at rejse og har fået dem med hjem i kufferten. Det har jeg jo ikke, så jeg undrer mig over, hvor de kommer fra, måske inde fra naboen? I hvert fald er det ikke kun min lejlighed, der skal behandles men også naboernes. Det kan sikkert blive en længerevarende proces.

Kilde og øvrige informationer: Absolut Skadedyrsservice A/S, Amagerbrogade 206 A, 2300 København.

Øv. Jeg synes, jeg har problemer nok.

 

/26 Kommentarer/i , /af ,

Nytårsaften

Nytårsaften siger mig ikke rigtig noget, alligevel var jeg glad, da en veninde foreslog, at vi skulle hygge os sammen, se dronningens nytårstale, spise noget god mad og skåle kl. 24:00. Det er trods alt lidt trist slet ikke at gøre noget ud af det. Vi fyrer ikke af, da vi begge er lidt bange for det. Udsigten fra mine stuevinduer ned på torvet, som er en stor affyringsrampe, er fin nok. Jeg har købt en rigtig lækker champagne, så det skal nok blive godt.

Det er sæson for at se tilbage. Jeg kan kun sige, at mit 2015 har været anno horribilis med adskillige indlæggelser på psyk. Faktisk har jeg ikke tal på dem; den længste varede to måneder. 2016 kan kun blive bedre, og mit mål er at undgå indlæggelser i det nye år, men selvfølgelig hvis det bliver nødvendigt, må det være sådan.

I december mistede jeg en veninde, jeg har haft i 34 år – altså ikke sådan at forstå, at hun er død, men venskabet er dødt. Det er lidt underligt, og det er sorgfuldt. Men hun har svigtet mig rigeligt, så nu måtte det slutte. Jeg har blokeret hende på telefonen, så hvis hun ringer, får hun telefonsvareren. Endnu er der ingen besked, så måske er vi enige om, at det måtte slutte her.

Umiddelbart ser jeg frem til den 13. januar, hvor jeg skal starte i en virksomhedspraktik hos Folkekirkens Nødhjælp. De har for flere år siden købt et IT-system til HR-området, som de aldrig har fået implementeret, fordi de havde planlagt for mange integrationer. Ambitionerne oversteg evnerne og den tid, de havde til rådighed. Jeg bilder mig ikke ind, at det kan gennemføres på de tre måneder, jeg har til rådighed, men måske kan jeg skitsere processen for dem og producere noget undervisningsmateriale. Så vil jeg være glad.

Jeg skal starte med 12 timer om ugen, og meningen er så, at det tal langsomt skal sættes op. Psykiatrifonden siger, at målet må være 15 timer, men min egen målsætning er 18 timer. Nu må vi se, hvordan det går. En ting er helt sikker, og det er, at jeg vil være træt i starten; jeg har trods alt gået sygemeldt siden juni 2014 altså 1½ år. Spørg mig ikke, hvad jeg har lavet i al den tid, for jeg ved det ikke, bortset fra at jeg selvfølgelig har været indlagt en del af tiden.

Jeg vil ønske alle mine dejlige læsere et rigtig godt nytår med tak for alle jeres gode kommentarer i det forløbne år. Kommentarerne er det der giver liv til bloggen. Vi “ses” næste år. Hvis I skal fyre af, så gør det med omtanke og pas godt på liv og lemmer.

 

/28 Kommentarer/i /af

Jul

Når man ikke har nogen familie er julen en svær tid. Det er jo den tid, hvor folk kryber sammen om familien og hygger sig. Har man ingen familie, mangler “autosamværet”, og man skal finde på noget andet. Ensomheden æder en op. Selve juleaften er det sværeste tidspunkt og der skal findes en løsning på timerne mellem 16:00 og 23:00. Allerede tilbage ultimo oktober lavede jeg en aftale med en veninde på Orø om, at jeg kunne være sammen med dem juleaften. Det er en vigtig aften, og det var vigtigt for mig at få styr på det så tidligt som muligt. Det skal i parentes bemærkes, at jeg elsker jul og alt, hvad der hører til. Jeg kan slet ikke få klejner, gaver og hygge mv. nok. Det er bare svært, når man ikke har nogen at fejre den med.

Sidste torsdag ringede hun og meldte fra, men foreslog, at vi i stedet kunne være hos mig, da hun ikke kunne overskue, at jeg kom hos dem. Det skulle jeg lige sove på, men jeg ringede tilbage næste formiddag og sagde, at de var velkomne inkl. hund. Det kunne hun så heller ikke overskue, og så stod jeg pludselig uden en aftale, og det var for sent at genoptage en aftale/et tilbud jeg havde sagt nej til.

Jeg har prøvet at være alene to juleaftener, og det er overhovedet ikke rart. Jeg føler mig udstødt og marginaliseret og som det ensommste menneske i verden. Tankerne melder sig, at det jo bare er et billede på mit liv. Julen er i virkeligheden det mindste af det. Jeg har brugt tiden på at arbejde og har ikke plejet personlige relationer. Nu er jeg 52 og uden relationer – det skal man godt nok lige sluge. Jeg har et stort virtuelt netværk, men det kan ikke afhjælpe en juleaften.

Sammen med min psykolog gennemgik jeg de muligheder, der er. Vi talte om relationerne fra kirken, men der er ikke rigtig noget brugbart. Det er bekendtskaber, og de er fine nok, men at spørge om en juleaften kan jeg ikke få mig selv til. På nettet fandt jeg et opslag fra folkekirken, og jeg tog mod til mig og ringede til Frederiksberg Kirke. Alt var selvfølgelig optaget, men jeg kom på venteliste som nummer otte – så det troede jeg ikke på. Som ved et mirakel ringede de tilbage dagen efter og sagde, at de havde en plads. Det er jeg meget glad for – problemet er løst.

Hvem er de andre? Jeg vil ikke sidde sammen med dem “nede fra bænken”. Jeg vil ikke være marginaliseret og udstødt. Jeg er bare et ganske almindeligt menneske, der ikke har nogen at holde jul med; det er svært nok i sig selv. Jeg håber, at møde nogen i samme situation som mig selv. Setuppet i Frederiksberg Kirke lyder rigtig fint, og jeg håber, det bliver godt. Om end ikke andet har jeg handlet på problemet og forsøgt at finde en løsning.

Venskabet med veninden på Orø må stoppe her. Hvad skal man med venner, der ikke er der, når livet er svært? Vi har kendt hinanden siden 1981, altså 34 år, men i mange år har jeg ikke syntes, at jeg kunne stole på hende. Min psykolog siger, at jeg selv bliver for rummelig og påtager mig for meget ansvar. Jeg tror, hun har ret. I hvert fald har jeg ikke mere at give af lige for tiden. Venner er nogen man skal kunne læne sig op af, når livet er svært, og jeg må konstatere, at den slags har jeg ikke.

Det har været svært at skrive dette indlæg, for der er noget skamfuldt over ensomhed. Det er overhovedet ikke “in” at erkende, at man er ensom. Jeg håber, I trods alt tager godt imod det.

/28 Kommentarer/i , , /af , ,

10 år

“I dag er det bloggens fødselsdag, hurra hurra, hurra…”. Så blev bloggen 10 år, og måske endda en lille smule mere, for jeg startede i sin tid med to blogs: en til slægtsforskning og en til “resten”. Så blev de – så vidt jeg da husker (men det skal man ikke altid tage for gode varer) – slået sammen via en masse importer fra de to databaser, og i disse importer er der gået meget galt, fx er der masser af gamle “døde links” og der mangler billeder, hvor de så end er blevet af. En tid bloggede jeg på WordPress.com, men fandt så ud af, at det ville være sjovere at have bloggen på mit eget domæne, som jeg jo allerede havde. Men WordPress.com er rigtig godt, og jeg anbefaler det ofte til folk, der gerne vil i gang med at blogge.

Som et lille kuriosum kan det nævnes, at dengang for 10 år siden kaldte man det en “weblog”; det er der stort set ingen, der siger mere.

Her er den første post, som ser ud til at være importeret, da der mangler et billede oppe i venstre hjørne. Det fremgår, at bloggens formål skulle være at fungere som et nyhedsbrev i min slægtsforskning. Dengang levede og åndede jeg for slægtsforskning. Det fascinerer mig stadig, men jeg har fået så meget andet at tænke på.

Gennem de seneste 1½ år har bloggen udviklet sig til mest at handle om “Sundhed & Sygdom”, og det har I – kære læsere – taget pænt imod, og det er jeg glad for. Jeg prøver at holde en balance mellem at være 100 pct. ærlig og så at “krænge sjælen ud”. Det sidste er jeg sådan set ikke interesseret i, men balancen er hårfin. Det kan være lidt mærkeligt at møde nogen og så ville fortælle et eller andet, og de så siger, at det ved de allerede, fordi de har læst det her. Mit liv ligger på nettet, men det har jeg så valgt. Jeg har ikke så mange at tale med IRL (In real life), og så må bloggen holde for, og det ser jeg egentlig som en fordel. Her kan jeg få lov at vende og dreje ordene, at lede efter det rigtige ord og at bruge tid på at komme tanke om begivenheder. Det kan være svært i en samtale IRL.

Jeg prøver at holde et ordentligt sprog (ingen eder og forbandelser her), jeg prøver at stave ordentligt (i den forbindelse er jeg meget begejstret for ordnet.dk) og at sætte nogle fornuftige kommaer alt sammen for at øge læsbarheden. I bruger jo ikke nær så lang tid på at læse et indlæg, som jeg bruger på at skrive det, derfor skulle det gerne kunne glide ned med det samme. Jeg læser altid korrektur i det, der hedder “forhåndsvis”, og jeg finder altid en masse, der skal rettes til.

Jeres kommentarer betyder rigtig meget. Her kommer en form for dialog. Det er sjovest at skrive, når der er nogen, der læser det. Jeg ved, jeg har flere, der læser med, end der kommenterer – og det er selvfølgelig dejligt. En kommentar er bare sådan en god kvittering for, at indlægget er læst, og at det måske har været godt eller bare tankevækkende. Nogle skriver lange kommentarer, andre fatter sig i korthed. Både de lange og de korte kommentarer er yderst velkomne. Jeg har sat bloggen op således, at den første kommentar fra en læser skal godkendes. Det skyldes kampen mod spam. Når først den første kommentar er godkendt, stryger man lige igennem.

I skrivende stund ligger der 1.435 indlæg og 8.269 kommentarer. Da jeg i 99,9 pct. af tilfældene svarer på kommentarer, er halvdelen altså mine egne, og 4.134,5 er fra mine kære læsere. Det synes jeg slet ikke er ringe.

Der er lidt “give and take” over det med kommentarerne. Hvis man vil have nogle kommentarer, må man også selv kommentere hos andre bloggere. Jeg har 27 blogs i min min Sage Feed-reader, og dem følger jeg fast, når de ellers har noget på hjerte. Jeg kan godt lide at følge med i folks liv, hvad det end måtte bringe af stort og småt.

Jeg har mødt nogle af de dejlige mennesker, der følger min blog, og det har alle gangene været en succes. Det er lidt spøjst at træffe folk første gang, og så allerede kende hinanden ganske godt, hvilket man jo gør, hvis man har fulgt hinandens blogs gennem flere år. Man kan sige, at man ved, hvad man går ind til 🙂

Nogle kan finde inspiration til et indlæg hver dag – hatten af for det – det kan jeg slet ikke. Jeg er tilfreds med 2-4 indlæg pr. uge; mere sker der ikke i mit liv. Lige i øjeblikket skal jeg så sørge for at holde “indlægsfrekvensen” ellers tror I bare, jeg er indlægt igen igen. En passant vil jeg nævne, at mit beskedne mål er at holde mig ude af psykiatrisk afdeling i et år…

Det var lidt opsamling på de seneste 10 år. Jeg kunne godt tænke mig, at de kommende år blev noget festligere end de seneste 1½ år.