, , ,

Fællesskab

Billedet herover kalder jeg altid “Morfar høster”, da det er morfar der sidder på høstmaskinen. Negene samles med håndkraft, og der rives efterfølgende med håndkraft.

Opdatering: Maskinen, morfar sidder på, hedder/hed en “aflægger”. Ifølge Ordbog over det danske sprog er en aflægger “Maskine, som skærer Kornet af og lægger det i Neg.”


Henny skrev Grundlovsdag til dette indlæg: Præsteindsættelse:

Men jeg er nok bare et produkt af vores individualiserede, fragmenterede virkelighed.

Det har fået mig til at tænke på vigtigheden af fællesskaber. Morfar (1899 – 1982) og hans far (1859 – 1917) var med på datidens klassiske højskoler (vist nok Rødding), og de var med i andelsbevægelsen med de par køer, de nu havde. De var begge “småkårshusmænd”, og alligevel drev de det vidt. Jeg regner med, at de drog nytte af fællesskaberne.

Selv vil jeg gerne noget, der er større end den “individualiserede, fragmenterede virkelighed.”

  • Der er et fællesskab i kirken, og det holder jeg meget af. Efterhånden har jeg lært mange at kende, og langt de fleste er enormt søde mennesker.
  • Der er et fællesskab på arbejdet. Nogen at sige godmorgen til, nogen at spise frokost med og nogen at sige farvel til. Michelle og jeg joker lidt om, hvis tur det nu er til at lave kaffe, men ellers passer vi hver især vores egen butik. Produktivitetskravene fra det offentlige findes også i NGO-verdenen. Der skal præsteres/produceres hver dag. Man skal hver dag være i topform. Og husk nu, at produktivitet bare er et andet ord for besparelse.
  • Da jeg stod udenfor arbejdsmarkedet, følte jeg mig meget ensom. Bare det at kunne sige “jeg har været på arbejde” øger chancerne for fællesskab i samfundets hamsterhjul.
  • Der vil måske vise sig et fællesskab i mit nye parti. Jeg har meldt mig ind (og de fleste kan sikkert regne ud hvor, men det er nu heller ingen hemmelighed), og jeg har læst det tilsendte materiale. Først da jeg havde betalt gebyret for det første år, kom jeg til at tænke på, at her måske er en chance for at lære nogen at kende, som jeg har noget til fælles med.
  • Psykiatrifonden har på deres hjemmeside skrevet meget om ensomhed. Fx at det er lettere at gå ud at mødes med nogen, man har en interesse til fælles med, end at gå ud med det formål at lære nogen at kende. Det klinger godt i mine ører, og jeg vil gerne prøve det.
  • Der er også et fællesskab i Cyberspace og i Blogland. Det er mennesker, jeg kender temmelig godt, skønt jeg stort set aldrig har mødt dem. Jeg tror, de ville bemærke, hvis jeg pludselig ikke var her længere.
  • Til Danmarkskanonen skrev jeg følgende, der også handler om fællesskab: “Folkekirken har i mange, mange år været et samlingspunkt for alle danskere. Kirken har den dag i dag budskaber til os alle, og vi kan blive rigere på ånd ved at komme i kirken. Derfor skal den danske folkekirke med.”

Fællesskab har en styrke, der er vigtig i livet, og uden fællesskab lever man næsten ikke.

 

Brok

Det er slet ikke let at være godkendt til fleksjob. Der er frygtelig mange administrative ting, der skal bringes på plads, og der skal kommunikeres med alle mulige instanser.

Egentlig havde jeg optjent 25 feriedage, mens jeg var på sygedagpenge, men de suste ud i det blå, da jeg startede i fleksjobbet. Både kommunen og a-kassen henviste til Udbetaling Danmark for oplysninger om, hvad man så gør for at holde ferie. Udbetaling Danmark henviste til kommunen og a-kassen – og så var jeg lige vidt.

Jeg prøvede så endnu engang min “fleksjobkonsulent” i kommunen, der pludselig kunne oplyse, at jeg kunne holde 15 dage, og at jeg i disse dage ville have ret til ledighedsydelse. Det betyder, at jeg ikke kan holde ferie i år, for det har jeg ikke råd til på den ydelse. Nuvel, jeg er selvfølgelig ikke så “ferietrængende” efter ikke at have lavet noget i to år og nu kun arbejder 15 timer om ugen. Men alligevel…

Fredag aften frameldte jeg mig fleksydelsen (navnet på den form for efterløn man kan opnå, når man er i fleksjob). Mandag fik jeg en kvittering for, at jeg var tilmeldt. Man kan ikke se på borger.dk, hvad status er, så jeg frameldte mig i dag endnu en gang på nettet og ringede til dem for at få bekræftet, at jeg var frameldt. Det er jeg. Fint nok. I e-boks kom der kort efter en kvittering med denne overskrift: “Bekræft/afkræft tilmeldelse til fleksydelsesordningen”. Ubehjælpsom formulering og ordet “afkræft” har ved Gud aldrig haft den betydning. Derudover tyder formuleringen på, at man skal foretage en handling, som man allerede har foretaget.

Jeg har været hos lægen og fået svar på en masse blodprøver. De ser som hovedregel rigtig fine ud, men der er lige det med kolesteroltallet. Det vidste jeg egl. godt, for det har psyk. også nævnt alle de gange, jeg har fået taget blodprøver forud for ECT. Min læge er god og ansvarlig, så nu er jeg i behandling for forhøjet kolesterol. Hvis man ikke gør noget, er der øget risiko for blodpropper. Årsagen til de høje tal kan være fed mad eller genetisk:

  • Jeg spiser ikke fed mad og har aldrig gjort det. Frokosten i FKN består som oftest af kød i form af kylling eller kalkun og mange forskellige grøntsager, og det er jo ikke fedt. Jeg bruger godt nok sødmælk i kaffen, og jeg er gået over til sødmælksyoghurt til morgenen, men det er jo små mængder. Jeg spiser ikke kødpålæg men fisk.
  • Genetikken er ukendt, da jeg er adopteret.

Sundhed.dk rummer en masse oplysninger. Man kan fx se sin journal. Jeg ledte efter hvad Distriktspsykiatrien har skrevet. Det opgav jeg at finde. Til gengæld fandt jeg journalen fra sidste ECT-behandling. Jeg har tænkt mig at opponere, for det, der er skrevet, er det rene vrøvl. Der står fx, at jeg er “ikke venlig” (det ved jeg, at jeg er), at jeg har “god kontakt til venner” (jamen jeg har ingen), at jeg “ikke denne gang har haft svimmelhed og hovedpine efter ECT” (det har jeg aldrig haft). Om den slags kan rettes, ved jeg ikke. Det, der står skrevet, skal være korrekt!

Hvor det irriterer mig, at man skal holde øje med, hvad der bliver skrevet. Det er lidt som de blanketter, der skal laves til kommunen i forbindelse med fleksjobbet. Jeg tror, vi sendte 15 mails frem og tilbage i går, inden der kom til at stå noget, som jeg ville skrive under på. Jeg erkender, at jeg er kritisk, men det skal være i orden.

Jeg glæder mig over, at jeg lige p.t. har det rigtig godt. Havde det været en dårlig periode, havde jeg slet ikke kunnet overskue alt det, jeg har omtalt her. Jeg tænker også på, hvad alle de med færre ressourcer egentlig stiller op? Hvem hjælper dem igennem alt dette?

, , ,

Diverse

Minder: Facebook har en funktion, hvor folk kan dele deres minder fra fx et år siden, herefter kan man kigge efter egne minder. Jeg trykkede på knappen og kom til denne post. Den er præcis et år gammel. Jeg er lidt chokeret over at se, at jeg har været så “chockdement”, at jeg har givet Dankort og kode væk til en medpatient, der viste sig ikke at være ærlig, og personalet måtte hjælpe med at spærre kortet. Det var lidt af en øjenåbner at læse den post, for jeg husker intet – men der er bloggen jo god at have: jeg kan bruge den til at afhjælpe problemerne med hukommelsen og dokumentere fortiden. Det er også positivt at læse posten, for der er løbet meget vand i stranden – til den positive side – på det år.

Generation DF: DR3 har haft en serie, de kaldte Generation DF, der handlede om Dansk Folkepartis Ungdom. Der var i alt fem små afsnit af 28 minutter. Serien kan findes her. Der var tale om unge mennesker på maksimalt 21 år, og alle havde de angst for en dag ikke at måtte pynte op til jul, holde jul eller spise leverpostej. Det var angsten, der bandt dem sammen, og det, syntes jeg, var uhyggeligt. Efter at have set alle fem afsnit forstår jeg bedre de DF’er, der færdes på Christiansborg. Det med leverpostejen ligger sikkert på rygraden hos dem alle. Det var ikke den høje IQ eller det store verdensudsyn, der belastede dem, men se og bedøm selv.

En (ny) ven: I starten af mit sygdomsforløb henvendte jeg mig til SIND for at få en bisidder, og jeg fik en fantastisk bisidder. Hun var bare så utrolig dygtig og en stor støtte. Desværre måtte hun opgive sin bisidderfunktion, da hun selv blev alvorligt syg. Vi har holdt kontakten, og jeg har besøgt hende på Rigshospitalet. Hun følger min blog, og en dag, hvor jeg havde skrevet om ensomhed og om det manglende netværk i form af venner, bekendte og familie, skrev hun tilbage til mig, at hun håbede, jeg betragtede hende som en ven. For søren hvor blev jeg glad for den mail. Jeg havde selv haft samme tanke, men havde ikke turdet buse ud med det situationen taget i betragtning. Ca. en måned før havde jeg vovet at erstatte “Bedste hilsner”, “Mange hilsner” mv. i en mail med “Kh.” Det var lidt af et vovestykke set fra min side: Overtrådte jeg mon en usynlig grænse? Var det slet ikke der, vi var. Jeg blev glad og lettet, da hendes næste mail sluttede med “Kærlig hilsen”.

Jeg bliver altid glad, når der er en mail i indbakken fra hende. Vi skriver lange eksistentielle mails, hvor ingen emner er for store (eller små) til at blive vendt. Hun er tidligere præst og ængstes ikke ved emner som liv og død. Det er lige vand på min mølle. Forleden inviterede hun på eftermiddagskaffe og hjemmebagt kage, der blev udvidet til også at omfatte aftensmad. Det var utrolig hyggeligt, og vi kunne have fortsat hele natten med vores snak. Jeg er så glad for at have lukket hende ind i mit liv, og jeg har sagt det lige ud: “Du er et dejligt menneske”.

Sund mad: I lang tid har jeg levet af rugbrødsmadder, fordi jeg ikke orker at lave mad til mig selv, og fordi jeg i øvrigt finder det ret trist at spise alene. Tiden til at købe ind, tilberede og vaske op står slet ikke mål med de 13 minutter, det tager at spise.

For så vidt angår morgenmaden har jeg nu taget skeen i den anden hånd – den skal være lækker fra nu af! Det lækre består af mange forskellige slags frugt og bær (lige p.t. er der blåbær, jordbær, hindbær og nektariner) overhældt med såkaldt frugtyoghurt (der aldrig har set en frugt) og så et læs af den gode mysli. Jordbærrene smager ganske vist ikke rigtig af noget, men de har en god konsistens og er behagelige at tygge på 🙂

Hav en rigtig god tirsdag.