,

Musik-minder

Jeg flyttede til Amagerkollegiet 10. juni 1981 (noget kan jeg da huske…), og min verden blev for altid forandret. Jeg var 16 år og de andre væsentligt ældre, men de tog godt imod mig – især Helle og Claus.

De var en vigtig del af min proces med at blive voksen. De er begge døde nu efter et mærkeligt og trist forløb. De var en stor del af min ungdom, og selv om vi ikke har set hinanden de seneste 4-5 år, er der alligevel en særlig grad af forbundethed. Det er trods alt 34 år… Claus’ søster har inviteret til en lille mindehøjtidelighed, og jeg har sagt, at jeg gerne vil være med til at sige et sidste farvel. Jeg vælger at huske på alle de gode stunder og vores rejser sammen.

Politisk var der også tale om et for mig væsentligt stilskifte, da jeg flyttede til kollegiet: Jeg kom fra et sted, hvor Fremskridtspartiet var in, og hvor man ønskede sig flere atomkraftværker. Sådan var det (gudskelov) ikke på kollegiet! Jeg blev voksen derude.

Vi hørte meget musik i de år. Og det, der forbinder min aktuelle oprydning med ungdomsårene, er alle de kunstnere, som vi tog på Femøren lørdag efter lørdag for at høre: Bjørn Afzelius, Anne Linnet, Lis Sørensen, C.V. Jørgensen osv.

Nu sidder jeg med alle CD’erne, som jeg for længst har overspillet til min computer og lavet sikkerhedskopi af på et andet drev. Oprydningen får mig til at høre noget af musikken igen: Bruce Springstien, Carol King, Dire Straits, Eurythmics, Fleetwood Mac osv. Det er minderne om en fin ungdom med andre unge, der tog hånd om mig. Jeg ved ikke, hvor jeg havde været uden dem.

Jeg tror, alle skiverne ryger i en af de sorte sække. Jeg hører dem jo ikke, og har ikke hørt dem i de 7-8 år, jeg har boet i Hvidovre. De ligger fint på D-drevet med en kopi på I-drevet.

Det er en anden tid nu.

Efterskrift: Jeg skal måske fortælle, at jeg også er kommet til at lytte til den dejlige gamle musik, fordi jeg har skrevet en guide til VLC Media Player: https://supportpcogandet.dk/vlc-media-player/

Impostor-syndrome

Jeg må bare fortælle om det!

På en eller anden måde kom Sune (der også er Mensaner) og jeg i går ind på temaet:

  • Vi kan være bange for, at vi bliver afsløret af omverdenen i i virkeligheden ikke at være særligt kvikke. At det bare er noget, vi har bildt dem ind. At det bare er held.
  • Når jeg er indlagt, er jeg konstant bange for, at “de” pludselig skal finde ud af, at jeg i virkeligheden ikke fejler noget som helst men selv har digtet det hele.
  • Og talrige andre situationer hvor jeg føler, jeg snyder.

Der er et ord for det: “Impostor-syndrome” – det var jeg slet ikke klar over. Der er masser af engelske artikler om det på nettet, men jeg er ikke så god til at læse engelsk, så jeg har fundet noget på dansk.

Artikel i dagbladet Information 2010

Information kalder det “Bedragersyndromet” i denne glimrende artikel. De skriver blandt andet:

Bedragersyndromet er altså en ekstraordinær udgave af præstationsangsten, hvor de ramte presser sig selv til det yderste i alle sammenhænge, arbejder usædvanligt hårdt, læser og sikkert overlæser, hvorefter de end ikke tør tro på deres eget glimrende resultat. Ida Koch pointerer, at det akademiske miljø med dets abstrakte og ukonkrete succeskriterier særligt kan befordre denne altoverskyggende selvusikkerhed og angst for afsløring.

 

Såkaldte high-achievers med flotte karakterer, gode job og udmærkelser, der frygtede den store afsløring på trods af omverdenens åbenlyse anerkendelse. De frygtede den dag, hvor omverdenen ville indse, at deres straight As ikke var egen fortjeneste, men rent og skært held. Tilbage var de blot sølle løgnere, der i årevis havde kæmpet for at opretholde facaden som de kloge og dygtige kvinder.

Testen på Potentialefabrikken

Der er også en anden interessant dansk side: Potentialefabrikken. Siden rummer en konkret test, som jeg selvfølgelig tog.

Resultatet var:

“Du har en score over 80, og det betyder, at du ofte har en intens oplevelse af impostor-fænomenet. Jo højere score, desto oftere og mere alvorligt vil impostor-fænomenet forstyrre dit liv.”

Det er fuldstændig rigtigt. Det passer perfekt på mig. Tænk jeg har da aldrig vidst, at fornemmelsen af hele tiden at snyde/bedrage min omverden havde et navn.

Jeg sender et link til denne blogpost til min psykolog, for det kunne egentlig være interessant at tale med hende om det.

 

, ,

Forfra

Hos psykologen

Jeg har været hos psykologen Anette, og hvor er jeg glad for, at jeg har mulighed for det. Hun er så dygtig, jeg kan rigtig godt lide hende, og jeg føler mig 100 pct. tryg ved hende, men jeg har selvfølgelig også kendt hende (vist nok) siden ca. januar 2015. Her er ikke noget med at fortælle historien forfra. Hun kender det hele på forhånd – og hun kan også huske det 🙂 Herudover har hun på et tidspunkt sagt, at hun godt kunne lide mig. Det er gode betingelser.

Hun kan udpege en masse punkter, hvor der er sket en positiv udvikling. Selv har jeg det sådan, at jeg på mange måder begynder forfra. Jeg vil aldrig nå de gamle niveauer, men det er også OK, bare jeg kan bygge et nyt fundament, og det, synes vi begge, lykkes: Der er styr på økonomien, jeg er i en eller anden form på arbejdsmarkedet, jeg får meldt mig til højskole i julen, jeg prøver at skabe noget med fx Line, som jeg lærte at kende på 808, jeg bliver mere sikker på mine værdier osv. Så noget sker der da.

Det, der er svært, er at erkende, at jeg aldrig når de gamle niveauer. Det synes jeg ellers, jeg har gjort 50 gange, alligevel er det svært. Det er svært ikke at være særlig “vigtig” på arbejdet. Jeg kan fx være væk tre dage, og alligevel ligger der kun fem mails i indbakken. Før i tiden lå der 50. Egl. passer det mig fint med de fem!

Det er svært med de kognitive problemer (hukommelse og koncentration). Jeg er hele tiden bange for at virke dum i andres øjne. På afdelingen var der en oversygeplejerske, der drillede mig med disse problemer. Det er et meget følsomt emne, og til sidst måtte jeg bede hende stoppe.

Jeg talte med Anette om nogle af de spil, man kan spille online, som skulle kunne hjælpe med en form for genoptræning. Et af dem er “Lumosity”, som jeg spillede en del for et par år siden, indtil jeg læste, at det eneste, man bliver god til ved det, er at spille spil. Hun anbefalede trods det at prøve det. For et par år siden var det afdelingen, der indstillede det, så det fangede de rette problemstillinger. Hvis jeg ikke kan finde ud af, tager jeg (sgu) min cykel og kører ud til dem, så de kan hjælpe mig.

Alt i alt en dejlig formiddag.


Nye visitkort – også en slags forfra

Det har i lang tid irriteret mig, at mine visitkort var forældede. Fx er der ingen grund til at der står “Specialkonsulent, Cand. Jur.” Det giver jo ikke mening længere, for det er en historie fra fortiden. Derfor besluttede jeg simpelthen at designe nye. Jeg har tidligere haft gode erfaringer med Vistaprint, så dem valgte jeg igen. Deres kvalitet og pris er i orden, og de har mange skabeloner i varierende kvaliteter. Jeg valgte de-luxe-udgaven, som er tykkere end de normale. Selve designet er så enkelt som muligt.

De er kommet i dag, og jeg synes, de er pæne. Billedet er ganske vist temmelig gammelt, men det kan gå an.

Visitkort forside

 

Visitkort – bagside
Apropos Syrien og Aleppo

Hvis man bor i Aleppo, skal man i høj grad starte forfra med at få en tilværlse stablet på benene. Der er intet – alt er smadret.

Jeg besluttede at give dem en julegave – jeg skal ikke give til andre – i form af en stor overlevelsespakke, der er designet specielt til Aleppo. Det er så lidt, man kan gøre, men lidt har også ret.

Stor overlevelsespakke. Designet af Folkekirkens Nødhjælp.