, ,

Forfra

Hos psykologen

Jeg har været hos psykologen Anette, og hvor er jeg glad for, at jeg har mulighed for det. Hun er så dygtig, jeg kan rigtig godt lide hende, og jeg føler mig 100 pct. tryg ved hende, men jeg har selvfølgelig også kendt hende (vist nok) siden ca. januar 2015. Her er ikke noget med at fortælle historien forfra. Hun kender det hele på forhånd – og hun kan også huske det 🙂 Herudover har hun på et tidspunkt sagt, at hun godt kunne lide mig. Det er gode betingelser.

Hun kan udpege en masse punkter, hvor der er sket en positiv udvikling. Selv har jeg det sådan, at jeg på mange måder begynder forfra. Jeg vil aldrig nå de gamle niveauer, men det er også OK, bare jeg kan bygge et nyt fundament, og det, synes vi begge, lykkes: Der er styr på økonomien, jeg er i en eller anden form på arbejdsmarkedet, jeg får meldt mig til højskole i julen, jeg prøver at skabe noget med fx Line, som jeg lærte at kende på 808, jeg bliver mere sikker på mine værdier osv. Så noget sker der da.

Det, der er svært, er at erkende, at jeg aldrig når de gamle niveauer. Det synes jeg ellers, jeg har gjort 50 gange, alligevel er det svært. Det er svært ikke at være særlig “vigtig” på arbejdet. Jeg kan fx være væk tre dage, og alligevel ligger der kun fem mails i indbakken. Før i tiden lå der 50. Egl. passer det mig fint med de fem!

Det er svært med de kognitive problemer (hukommelse og koncentration). Jeg er hele tiden bange for at virke dum i andres øjne. På afdelingen var der en oversygeplejerske, der drillede mig med disse problemer. Det er et meget følsomt emne, og til sidst måtte jeg bede hende stoppe.

Jeg talte med Anette om nogle af de spil, man kan spille online, som skulle kunne hjælpe med en form for genoptræning. Et af dem er “Lumosity”, som jeg spillede en del for et par år siden, indtil jeg læste, at det eneste, man bliver god til ved det, er at spille spil. Hun anbefalede trods det at prøve det. For et par år siden var det afdelingen, der indstillede det, så det fangede de rette problemstillinger. Hvis jeg ikke kan finde ud af, tager jeg (sgu) min cykel og kører ud til dem, så de kan hjælpe mig.

Alt i alt en dejlig formiddag.


Nye visitkort – også en slags forfra

Det har i lang tid irriteret mig, at mine visitkort var forældede. Fx er der ingen grund til at der står “Specialkonsulent, Cand. Jur.” Det giver jo ikke mening længere, for det er en historie fra fortiden. Derfor besluttede jeg simpelthen at designe nye. Jeg har tidligere haft gode erfaringer med Vistaprint, så dem valgte jeg igen. Deres kvalitet og pris er i orden, og de har mange skabeloner i varierende kvaliteter. Jeg valgte de-luxe-udgaven, som er tykkere end de normale. Selve designet er så enkelt som muligt.

De er kommet i dag, og jeg synes, de er pæne. Billedet er ganske vist temmelig gammelt, men det kan gå an.

Visitkort forside

 

Visitkort – bagside
Apropos Syrien og Aleppo

Hvis man bor i Aleppo, skal man i høj grad starte forfra med at få en tilværlse stablet på benene. Der er intet – alt er smadret.

Jeg besluttede at give dem en julegave – jeg skal ikke give til andre – i form af en stor overlevelsespakke, der er designet specielt til Aleppo. Det er så lidt, man kan gøre, men lidt har også ret.

Stor overlevelsespakke. Designet af Folkekirkens Nødhjælp.
, ,

Diverse

Jeg ved godt, at jeg har mange poster, der hedder “Diverse”, men det er jo det, det er. Sådan en slags opsamling på et ret roligt liv, som faktisk passer mig helt godt.

Menu

Forleden spurgte jeg til det med at få en menu (på et website forstås) til at fungere godt, selv når der kommer mange undermenupunkter. Jeg har søgt nettet tyndt uden at finde noget, der kunne løse problemerne. Der er masser af plug-ins, men de passede ikke til mit behov.

Jeg meldte mig ind i en fin Facebookgruppe, der kun handler om WordPress “WordPress DK (Officiel)”, præsenterede mit problem, og fem minutter efter var der en, der havde løsningen: UberMenu. Hun var yderligere så sød at guide mig igennem de indledende trin.

Nu ser det så sådan ud: Support PC & andet. Hvis du af en eller andet grund skulle være interesseret, er her en guide til UberMenu. Facebook er et fantastisk sted at søge efter kompetencer og folk er bare så hjælpsomme uden vinding for øje.

Kirkepolitik

Der er menighedsrådsvalg i november, og i Hvidovre Kirke er vi vant til fredsvalg. Nu er der imidlertid gået politik i det, så der skal måske være kampvalg eller hvad det nu hedder. Sidstnævnte koster ca. 100.000 kr., og efter min mening er det spild af penge. Menigheden står jo ikke på nakken af hinanden for at komme i menighedsrådet. Jeg er ikke et ret god til politiske rævekager, så jeg fatter ikke helt, hvad der foregår og hvorfor.

En ting har jeg dog fattet, og det er, at der er nogen, der har lavet en lap papir med fire navne på dem, hvor de hellere ser hæl end tå. Og jeg er på listen. Kirken er et sladdersted, så måske er det bare rygter. Jeg er dog helt klar over hvorfor, de vil af med mig: jeg stiller spørgsmål, er forberedt, lader mig ikke feje af og har nogle dejlige mennesker, der er enige med mig.

Ind imellem overvejer jeg at lade være med at genopstille, da der er for meget administration i MR, og jeg ikke gik ind i arbejdet for at fortsætte min administrative karriere. Men når jeg hører den slags, bliver jeg lidt fandenivoldsk og bliver om end ikke andet end for fortsat at være “Pain in the ass” for dem, der sidder på al magt og opfører sig som kirkeejere, dvs. “person, som har raadighed over en kirke og dens gods (tiende) og skal holde den ved lige”

Kirke-økonomi

Jeg interesserer mig for vores årsbudget, da det er det, der sætter rammerne for vores raison d’etre og altså de to ting, der for alvor interesserer mig:

  1. Det der foregår i selve kirken
  2. Aktiviteterne for børn, unge, midaldrende og gamle. Vi har temmelig meget af den slags.

Vores budgetprocesser er lukkede og udemokratiske, fordi økonomiudvalget foretager alle prioriteringer, og det budgetforslag, vi får forelagt, er mere eller mindre færdigt, og vi forventes bare at nikke og klappe. Et eksempel er, at vi aldrig får forelagt de budgetønsker, der er indkommet. Jeg kendte kun til dem, fordi jeg havde hørt det fra en af præsterne. To præster havde søgt et par småbeløb, og de blev bare endnu mindre af at passere økonomiudvalget. Vi får ingen orientering om, hvad der er vægtet og hvorfor.

Jeg kæftede lidt op, da budgetforslaget blev fremlagt, men blev mødt af den sædvanlige mur af tavshed, og det kom ikke engang i referatet. Nu prøver jeg en gang mere. Jeg har skrevet et beslutningsoplæg og sendt det til formanden med ønske om at få det på mødet i september. Og så må vi se, om jeg kan flytte på magtstrukturen.

Jeg prøver at skaffe nogle proselytter, men kan det ikke lade sig gøre, kan jeg såmænd godt stå på mål for det selv, da jeg har beskæftiget mig med statslig resultat- og økonomistyring far 1991 til 2004 og føler, jeg har sagligt og fagligt belæg for det, jeg har skrevet.

En bekendt

I sommeren 2015 lærte jeg en sød fyr at kende, da vi var indlagt sammen på Psykiatrisk Center Hvidovre. Vi har jævnligt talt i telefon siden da.

Han er flyttet fra København til en ø, nu er hans tilværelse ved at smuldre, og han drikker. At bo i et ø-samfund gør ikke situationen lettere. Han tør ikke tømme postkassen, for den er fyldt med rykkere fra alle mulige kreditorer, der er ubetalte børnebidrag, og han har ikke set barnet i et år. Han har prøvet at søge enkeltydelser hos kommunen, men hvad resultatet var, kan jeg ikke lige huske.

Jeg prøver at hjælpe og støtte og komme med idéer til, hvad han kan gøre, men det er svært med en situation, der er så kompleks. Det bedste jeg kunne komme op med var, at han kan prøve at henvende sig i Borgerservice, og få en sagsbehandler i kommunen, som kan hjælpe ham igennem dette morads. Jeg tror, kommunen skal hjælpe, men jeg ved det ikke.

Jeg har sagt, at jeg p.t. har overskud og gerne vil lytte, og det mener jeg. Men det gælder altså kun i dagtimerne. I nat ringede han kl. 01, og var meget beruset, så vidt jeg kunne høre. Jeg skal have sagt fra overfor den slags, for jeg skal også passe på mig selv. Det er bedre at sige klart fra end at sætte telefonen på “Forstyr ikke”.

God søndag!

, , ,

Fællesskab

Billedet herover kalder jeg altid “Morfar høster”, da det er morfar der sidder på høstmaskinen. Negene samles med håndkraft, og der rives efterfølgende med håndkraft.

Opdatering: Maskinen, morfar sidder på, hedder/hed en “aflægger”. Ifølge Ordbog over det danske sprog er en aflægger “Maskine, som skærer Kornet af og lægger det i Neg.”


Henny skrev Grundlovsdag til dette indlæg: Præsteindsættelse:

Men jeg er nok bare et produkt af vores individualiserede, fragmenterede virkelighed.

Det har fået mig til at tænke på vigtigheden af fællesskaber. Morfar (1899 – 1982) og hans far (1859 – 1917) var med på datidens klassiske højskoler (vist nok Rødding), og de var med i andelsbevægelsen med de par køer, de nu havde. De var begge “småkårshusmænd”, og alligevel drev de det vidt. Jeg regner med, at de drog nytte af fællesskaberne.

Selv vil jeg gerne noget, der er større end den “individualiserede, fragmenterede virkelighed.”

  • Der er et fællesskab i kirken, og det holder jeg meget af. Efterhånden har jeg lært mange at kende, og langt de fleste er enormt søde mennesker.
  • Der er et fællesskab på arbejdet. Nogen at sige godmorgen til, nogen at spise frokost med og nogen at sige farvel til. Michelle og jeg joker lidt om, hvis tur det nu er til at lave kaffe, men ellers passer vi hver især vores egen butik. Produktivitetskravene fra det offentlige findes også i NGO-verdenen. Der skal præsteres/produceres hver dag. Man skal hver dag være i topform. Og husk nu, at produktivitet bare er et andet ord for besparelse.
  • Da jeg stod udenfor arbejdsmarkedet, følte jeg mig meget ensom. Bare det at kunne sige “jeg har været på arbejde” øger chancerne for fællesskab i samfundets hamsterhjul.
  • Der vil måske vise sig et fællesskab i mit nye parti. Jeg har meldt mig ind (og de fleste kan sikkert regne ud hvor, men det er nu heller ingen hemmelighed), og jeg har læst det tilsendte materiale. Først da jeg havde betalt gebyret for det første år, kom jeg til at tænke på, at her måske er en chance for at lære nogen at kende, som jeg har noget til fælles med.
  • Psykiatrifonden har på deres hjemmeside skrevet meget om ensomhed. Fx at det er lettere at gå ud at mødes med nogen, man har en interesse til fælles med, end at gå ud med det formål at lære nogen at kende. Det klinger godt i mine ører, og jeg vil gerne prøve det.
  • Der er også et fællesskab i Cyberspace og i Blogland. Det er mennesker, jeg kender temmelig godt, skønt jeg stort set aldrig har mødt dem. Jeg tror, de ville bemærke, hvis jeg pludselig ikke var her længere.
  • Til Danmarkskanonen skrev jeg følgende, der også handler om fællesskab: “Folkekirken har i mange, mange år været et samlingspunkt for alle danskere. Kirken har den dag i dag budskaber til os alle, og vi kan blive rigere på ånd ved at komme i kirken. Derfor skal den danske folkekirke med.”

Fællesskab har en styrke, der er vigtig i livet, og uden fællesskab lever man næsten ikke.