Jul

Når man ikke har nogen familie er julen en svær tid. Det er jo den tid, hvor folk kryber sammen om familien og hygger sig. Har man ingen familie, mangler “autosamværet”, og man skal finde på noget andet. Ensomheden æder en op. Selve juleaften er det sværeste tidspunkt og der skal findes en løsning på timerne mellem 16:00 og 23:00. Allerede tilbage ultimo oktober lavede jeg en aftale med en veninde på Orø om, at jeg kunne være sammen med dem juleaften. Det er en vigtig aften, og det var vigtigt for mig at få styr på det så tidligt som muligt. Det skal i parentes bemærkes, at jeg elsker jul og alt, hvad der hører til. Jeg kan slet ikke få klejner, gaver og hygge mv. nok. Det er bare svært, når man ikke har nogen at fejre den med.

Sidste torsdag ringede hun og meldte fra, men foreslog, at vi i stedet kunne være hos mig, da hun ikke kunne overskue, at jeg kom hos dem. Det skulle jeg lige sove på, men jeg ringede tilbage næste formiddag og sagde, at de var velkomne inkl. hund. Det kunne hun så heller ikke overskue, og så stod jeg pludselig uden en aftale, og det var for sent at genoptage en aftale/et tilbud jeg havde sagt nej til.

Jeg har prøvet at være alene to juleaftener, og det er overhovedet ikke rart. Jeg føler mig udstødt og marginaliseret og som det ensommste menneske i verden. Tankerne melder sig, at det jo bare er et billede på mit liv. Julen er i virkeligheden det mindste af det. Jeg har brugt tiden på at arbejde og har ikke plejet personlige relationer. Nu er jeg 52 og uden relationer – det skal man godt nok lige sluge. Jeg har et stort virtuelt netværk, men det kan ikke afhjælpe en juleaften.

Sammen med min psykolog gennemgik jeg de muligheder, der er. Vi talte om relationerne fra kirken, men der er ikke rigtig noget brugbart. Det er bekendtskaber, og de er fine nok, men at spørge om en juleaften kan jeg ikke få mig selv til. På nettet fandt jeg et opslag fra folkekirken, og jeg tog mod til mig og ringede til Frederiksberg Kirke. Alt var selvfølgelig optaget, men jeg kom på venteliste som nummer otte – så det troede jeg ikke på. Som ved et mirakel ringede de tilbage dagen efter og sagde, at de havde en plads. Det er jeg meget glad for – problemet er løst.

Hvem er de andre? Jeg vil ikke sidde sammen med dem “nede fra bænken”. Jeg vil ikke være marginaliseret og udstødt. Jeg er bare et ganske almindeligt menneske, der ikke har nogen at holde jul med; det er svært nok i sig selv. Jeg håber, at møde nogen i samme situation som mig selv. Setuppet i Frederiksberg Kirke lyder rigtig fint, og jeg håber, det bliver godt. Om end ikke andet har jeg handlet på problemet og forsøgt at finde en løsning.

Venskabet med veninden på Orø må stoppe her. Hvad skal man med venner, der ikke er der, når livet er svært? Vi har kendt hinanden siden 1981, altså 34 år, men i mange år har jeg ikke syntes, at jeg kunne stole på hende. Min psykolog siger, at jeg selv bliver for rummelig og påtager mig for meget ansvar. Jeg tror, hun har ret. I hvert fald har jeg ikke mere at give af lige for tiden. Venner er nogen man skal kunne læne sig op af, når livet er svært, og jeg må konstatere, at den slags har jeg ikke.

Det har været svært at skrive dette indlæg, for der er noget skamfuldt over ensomhed. Det er overhovedet ikke “in” at erkende, at man er ensom. Jeg håber, I trods alt tager godt imod det.

, ,

10 år

“I dag er det bloggens fødselsdag, hurra hurra, hurra…”. Så blev bloggen 10 år, og måske endda en lille smule mere, for jeg startede i sin tid med to blogs: en til slægtsforskning og en til “resten”. Så blev de – så vidt jeg da husker (men det skal man ikke altid tage for gode varer) – slået sammen via en masse importer fra de to databaser, og i disse importer er der gået meget galt, fx er der masser af gamle “døde links” og der mangler billeder, hvor de så end er blevet af. En tid bloggede jeg på WordPress.com, men fandt så ud af, at det ville være sjovere at have bloggen på mit eget domæne, som jeg jo allerede havde. Men WordPress.com er rigtig godt, og jeg anbefaler det ofte til folk, der gerne vil i gang med at blogge.

Som et lille kuriosum kan det nævnes, at dengang for 10 år siden kaldte man det en “weblog”; det er der stort set ingen, der siger mere.

Her er den første post, som ser ud til at være importeret, da der mangler et billede oppe i venstre hjørne. Det fremgår, at bloggens formål skulle være at fungere som et nyhedsbrev i min slægtsforskning. Dengang levede og åndede jeg for slægtsforskning. Det fascinerer mig stadig, men jeg har fået så meget andet at tænke på.

Gennem de seneste 1½ år har bloggen udviklet sig til mest at handle om “Sundhed & Sygdom”, og det har I – kære læsere – taget pænt imod, og det er jeg glad for. Jeg prøver at holde en balance mellem at være 100 pct. ærlig og så at “krænge sjælen ud”. Det sidste er jeg sådan set ikke interesseret i, men balancen er hårfin. Det kan være lidt mærkeligt at møde nogen og så ville fortælle et eller andet, og de så siger, at det ved de allerede, fordi de har læst det her. Mit liv ligger på nettet, men det har jeg så valgt. Jeg har ikke så mange at tale med IRL (In real life), og så må bloggen holde for, og det ser jeg egentlig som en fordel. Her kan jeg få lov at vende og dreje ordene, at lede efter det rigtige ord og at bruge tid på at komme tanke om begivenheder. Det kan være svært i en samtale IRL.

Jeg prøver at holde et ordentligt sprog (ingen eder og forbandelser her), jeg prøver at stave ordentligt (i den forbindelse er jeg meget begejstret for ordnet.dk) og at sætte nogle fornuftige kommaer alt sammen for at øge læsbarheden. I bruger jo ikke nær så lang tid på at læse et indlæg, som jeg bruger på at skrive det, derfor skulle det gerne kunne glide ned med det samme. Jeg læser altid korrektur i det, der hedder “forhåndsvis”, og jeg finder altid en masse, der skal rettes til.

Jeres kommentarer betyder rigtig meget. Her kommer en form for dialog. Det er sjovest at skrive, når der er nogen, der læser det. Jeg ved, jeg har flere, der læser med, end der kommenterer – og det er selvfølgelig dejligt. En kommentar er bare sådan en god kvittering for, at indlægget er læst, og at det måske har været godt eller bare tankevækkende. Nogle skriver lange kommentarer, andre fatter sig i korthed. Både de lange og de korte kommentarer er yderst velkomne. Jeg har sat bloggen op således, at den første kommentar fra en læser skal godkendes. Det skyldes kampen mod spam. Når først den første kommentar er godkendt, stryger man lige igennem.

I skrivende stund ligger der 1.435 indlæg og 8.269 kommentarer. Da jeg i 99,9 pct. af tilfældene svarer på kommentarer, er halvdelen altså mine egne, og 4.134,5 er fra mine kære læsere. Det synes jeg slet ikke er ringe.

Der er lidt “give and take” over det med kommentarerne. Hvis man vil have nogle kommentarer, må man også selv kommentere hos andre bloggere. Jeg har 27 blogs i min min Sage Feed-reader, og dem følger jeg fast, når de ellers har noget på hjerte. Jeg kan godt lide at følge med i folks liv, hvad det end måtte bringe af stort og småt.

Jeg har mødt nogle af de dejlige mennesker, der følger min blog, og det har alle gangene været en succes. Det er lidt spøjst at træffe folk første gang, og så allerede kende hinanden ganske godt, hvilket man jo gør, hvis man har fulgt hinandens blogs gennem flere år. Man kan sige, at man ved, hvad man går ind til 🙂

Nogle kan finde inspiration til et indlæg hver dag – hatten af for det – det kan jeg slet ikke. Jeg er tilfreds med 2-4 indlæg pr. uge; mere sker der ikke i mit liv. Lige i øjeblikket skal jeg så sørge for at holde “indlægsfrekvensen” ellers tror I bare, jeg er indlægt igen igen. En passant vil jeg nævne, at mit beskedne mål er at holde mig ude af psykiatrisk afdeling i et år…

Det var lidt opsamling på de seneste 10 år. Jeg kunne godt tænke mig, at de kommende år blev noget festligere end de seneste 1½ år.

 

 

,

Sprog

Kald nu bare dette indlæg for brok, det generer mig ikke, men det generer mig voldsomt, at der er så mange mennesker i Danmark, der ikke behersker modersmålet bare nogenlunde. Derom handler dette indlæg. Jeg færdes en del på Facebook og har bemærket, at der blandt de stærkt indvandrerfjendtlige personager er en markant større andel, der ikke behersker modersmålet. Hvilken sammenhæng der er, må man selv tænke sig til.

Herunder kommer en række eksempler på hvad jeg mener og generes af:

  • “Fremadrettet”: I stort set hvert eneste interview der gives, indgår ordet fremadrettet; det er som om, det for enhver pris skal med. Det ses ikke så ofte i skriftsproget.
  • Bandeord: Jeg synes ikke, det ser videre kønt ud med bandeord i fx indlæg på Facebook. Det er som om, folk tror, at deres indlæg får større vægt, hvis de inkluderer et “fuck” eller lignende. På mig har det den stik modsatte virkning. Jeg opfatter indlægget som useriøst.
  • i eller I: Det er som om, ingen længere kan finde ud af, at tiltaler man flere personer, skriver man “I” og ikke “i”.
  • “afvide”: Denne afart ses oftere og oftere, og man kunne tro, det var en vits. Det hedder altså “at vide”
  • Versaler: Til tider ser man hele indlæg forfattet kun med store bogstaver; bortset fra at det er næsten umuligt at læse, så er det at skrive med store bogstaver som at råbe, og på mig virker indlægget useriøst.
  • Synes eller syntes: Mange kan ikke længere finde ud af, at “synes” er nutid og “syntes” er datid – de anvendes næsten konsekvent forkert. I går stødte jeg faktisk på en like-knap, hvor der stod “syntes godt om”; så er målet fuldt. Hvis man forfatter forskellige former for hjemmesider, burde man have de mest basale sprogfærdigheder, og har man dem ikke selv, må man bede en anden om hjælp.
  • Mange indlæg forfattes uden hverken kommaer eller punktummer, og det gør dem fuldstændig ulæselige. Det kan godt være, man ikke er nogen komma-haj, men så prøv dog i det mindste at sætte bare et par stykker et eller andet sted, for at øge chancen for at indlægget kan blive læst og forstået.

Apropos “Læs og forstå”: Kan du huske de små hæfter? Det var små opgavebøger, der blev brugt, da jeg gik i de mindre klasser (i starten af 70’erne). Med bøgerne kom man godt rundt i det danske sprog og blev trænet i at stave. Der var noget sund konkurrencementalitet over bøgerne, for der gik lidt sport i at komme hurtigt igennem alle opgaverne i en bog for at komme videre til den næste. Måske var det upædagogisk, men det virkede 🙂 De bruges vist ikke mere, og jeg har end ikke kunnet finde netop dem med Google – men jeg er nu heller ikke videre skrap til at Google.

Tillæg:

  • “Omkring”: Ordet “Omkring” benyttes i flæng, og oftest skulle der bare have stået “Om”. Omkring betyder rundt om. Man kan fx ikke have en mening omkring noget. Man har en mening om.
  • Nutids-r: Næsten ingen kan finde ud af at sætte nutids-r rigtigt på. Da jeg var barn, lærte vi, at hvis det skulle hedde løber, skulle der r på, ellers skulle der ikke.