, ,

Andrea Berg

Wengen, Bayern

På min første rejse til Thailand traf jeg et tysk ægtepar, Gebhard og Mieke, som jeg med årene kom til at kende rigtig godt. Vi havde mange fælles interesser; en af dem var at vandre, og i fællesskab besteg vi Kilimanjaro i august 2002. Kili er 5.892 meter højt, og det er lidt af en bedrift at komme til toppen. Men når man først står der, er det fantastisk.

De boede i Wengen i Bayern. Efter nogle år blev de skilt, og så ebbede venskabet desværre ud. Jeg ved ikke, hvordan det er gået dem.

Andrea Berg

En anden ting vi delte var den dårlige smag for musik – primært personificeret i Andrea Berg.

Andrea er en rigtig tysk schlagerdronning, som jeg bliver glad af at høre på. Det er på ingen måde stor kunst, det er bare glad musik.

Det er nok lidt dårlig smag – men jeg kan altså godt lide det. Der er især et nummer jeg lærte at kende sammen med Gebhard og Mieke, men jeg kan simpelthen ikke finde det igen. Derfor får du links til andre dele af min dårlige smag 🙂

Lyt og bliv glad!

Telefonisk

Privatsfæren

Jeg undrer mig over, at folk taler i telefon alle steder om alle emner. De taler på gaden, på cyklen, i toget, i bussen, i butikker mv. I går overhørte jeg i toget en samtale om, hvordan vedkommendes arbejdsplads gjorde, når de “fyrede folk”. Den slags bryder jeg mig ikke om at overhøre, så jeg går altid ind i stillekupéen, hvis det ellers er til at få en plads der. Det er det ofte ikke.

Det undrer mig, at der tilsyneladende ikke er nogen emner, der er for private til at blive lyttet til af vildfremmede mennesker. Efter min opfattelse hører telefonsamtaler til i privatsfæren.

Hvis min telefon ringer, når jeg er på offentlige steder, tager jeg den bare ikke. Herudover kan jeg ikke tale i telefon på gaden, for jeg kan simpelthen ikke høre, hvad der bliver sagt; så er det jo så nemt at lade være at tage den. De kan lægge en besked eller ringe tilbage senere. Jeg redder jo ikke liv – og det gør “afsenderen” heller ikke!

Den ringer alligevel aldrig (hos mig)

Der er opstået en kultur, hvor folk næsten aldrig ringer til hinanden. Jeg gør det såmænd heller ikke selv; jeg forsøger ikke at gøre mig bedre end flertallet. Der sendes i stedet mails, SMS, beskeder på Messenger og Facebook. Jeg har et stort netværk i Cyberspace, og det er jeg glad for, men af og til kunne det da være rart at tale med et levende menneske.

,

Ligheder

Vi ligner hinanden

I min entré har jeg dette billede hængende, indrammet i mahogni og på en fremtrædende plads. Det forestiller min farfar, min far og jeg.

Det er fremstillet ved hjælp af lidt Photoshop, og jeg er rigtig glad for det. Det, der altid glæder mig allermest, er når folk siger, at min far og jeg ligner hinanden enormt meget. På en eller anden måde er jeg stolt over at ligne ham. Det er de samme kindben og det samme smil, sagde psykologen forleden. Men det er jo alt sammen snyd og bedrag, for jeg er ikke hans barn, da jeg er adopteret. Men det er vildt, så meget vi ligner hinanden.

Han døde, da jeg var ni år gammel, men han nåede at give sine værdier videre til mig. Værdier og morale grundfæstes i alderen 0 – 3 år. De første 2½ år var jeg nu godt nok på børnehjemmet “Dear home” i Hellerup, da jeg er resultat af et one-night-stand mellem en for ung mor og en vist nok lidt usympatisk far, der på et tidspunkt forsøgte at tage livet af sig selv ved hjælp af rottegift. Det er svært ikke at tænke, at han muligvis havde en psykisk sygdom, og at den del måske er arveligt, men der er gætterier.

Jeg har truffet begge mine biologiske forældre, men det var ikke succesfuldt. Den ene havde for travlt med at løbe maraton og den anden ville styre min dispositioner. Jeg er glad for, at jeg har mødt dem, men det var så også det. Vi havde (naturligvis) intet til fælles. Det var alt sammen en illustration af arv contra miljø.

Forvirring

Min far Jørgen Stegemüller var født 17. maj 1922 og døde 21. november 1972. Jeg har en stor mængde billeder af ham, jeg har nogle lærebøger fra “Den danske væveskole” “Bindingslære” i to bind osv. Det er klenodier for mig. Uanset hvor meget jeg rydder op, vil jeg aldrig nogensinde skille mig af med disse ting.  I bøgerne er stemplet “Jørgen Stegemüller, Brede pr. Lyngby, Telf. 439”. Jeg havde også hans salmebog, men jeg gav den til min mor, da hun var død i 2006. Jeg syntes, hun skulle have den med til det hinsides som en hilsen fra min far og jeg. Et lille aber dabei var, at jeg ikke turde lægge den på hendes bryst, men måtte have en krematoriebetjent til det.

Forvirringen går på, at min far var meget feminin, gik op i sit udseende og han broderede i sin ungdom. Jeg har en hel bunke af de dækkeservietter, han broderede – har jeg arvet noget fra ham? Har vi et yderligere fællesskab? Er min forvirring til at forstå?

Selv har jeg i mange år tænkt ordet “androgyn”. Og jeg tænker stadig, at det er der noget rigtigt i. Arven fra min far er stærk og på mange måder en udfordring.

Og nu til noget helt andet andet
  1. Hos øjenlægen: Jeg skal bare have nye briller. Men det har jeg ikke råd til, når jeg også skal betale de månedlige rater på 3.000 kr. hos tandlægen.
  2. Jeg har fået tid hos min læge til en drøftelse af “Mundtørhed”. Hun er så sød og altid rede til en snak. Det er sjældent, jeg ser hende (hun er jo ikke psykiater), men når det endelig sker, er det godt. Det var hendes eget forslag, at vi skulle ses. Jeg er nødt til at sikre, at mine tænder ikke bliver ødelagt igen. Jeg har kun 103.600 kr. én gang.
  3. Der kommer en ny medarbejder i Second Hand Unit på mandag. Jeg skal referere til hende – jeg er lidt utryg ved det. Hun er jo sikkert OK, men jeg skal lige finde ud af det med hende.