/2 Kommentarer/i /af

Hvem skal jeg støtte?

Hvem skal jeg støtte?

Der er så mange muligheder

I december går det helt amok på Facebook – jeg mener amok med forskellige former for indsamlinger til nogle, der har det værre end mig, og som jeg derfor kunne støtte, da jeg ikke skal købe julegaver. Jeg kunne tage beløbet, jeg ellers ville have købt gaver for, og så  dele det ud på forskellige godgørende formål.

Der er så mange potentielle modtagere: Læger uden grænser, Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, Danmission, Kirkens Korshær, Børnehjælpsdagen, Børnetelefonen, Børns vilkår, Betalingshjælpen kun for piger, Psykiatrifonden, Sind osv.

Indtil videre har jeg syet pengene ind i madrassen ligesom Katrine Larsen i Matador, og der bliver de, selvom jeg godt kunne give en skilling her og der og føler, at jeg burde gøre det, når jeg har mere end dem, der mangler – både her i landet og i udlandet.

Betalingshjælpen kun for piger

Dette er navnet på en ‘lånegruppe’ på Facebook, hvor jeg af og til har udlånt mindre beløb og altid fået dem igen til aftalt tid helt uden problemer. Det har været i størrelsesordenen 1-200 kr. og aldrig mere end jeg tænkte, jeg kunne klare at miste.

På et tidspunkt lånte jeg så 400 kr. ud – men det skulle jeg aldrig have gjort, for jeg så dem ikke igen. Låntager var helt umulig at komme i kontakt med og blokerede mig på telefonen. Beløbet var inden for en ramme, jeg tænkte, jeg kunne klare at miste, men alligevel var jeg sur, og er det stadig.

Jeg besluttede, at jeg aldrig ville låne så meget som 50 øre ud til nogen i den gruppe igen, så nu sidder jeg som en anden heks og følger med i, hvem der søger hvor meget til hvad. Jeg burde jo melde mig ud af gruppen og glemme alt om det, men det er altså en af mine usympatiske sider.

Kirkens Korshær

Denne organisation har dog fået mig til at lette på foret i madrassen, fordi jeg synes, de laver et fantastisk stykke arbejde både for de hjemløse og for udsatte familier. Her rammes jeg af tekster som at fattige børn også ønsker sig juletræ, risengrød og gaver til jul. Ja selvfølgelig gør de det, og det vil jeg gerne bidrage til. De fik de 400  kr., som jeg ikke fik tilbage. Så går det lige op 🙂

Danmission

For kun 41 kr. kan man sørge for skoleuniform, kladdehæfter og penalhus ti et år til et barn i Tanzania, hvor selve skolegangen er gratis. Alle mennesker kan undvære 41 kr., men jeg gjorde det ikke, for jeg kan jo ikke bare sådan formøble ‘formuen’ væk.

Tiggeri

Når det hele sådan går amok i november/december, minder det mig om tiggeri, der er sat i system, fordi alle organisationerne ved, at pengene sidder lidt løsere i de to måneder og at det er så let at give naivister som mig den dårlige samvittighed, der skal til for at sprætte madrassen op igen.

 

/3 Kommentarer/i /af

Så er der lyd

Effektivt jobcenter

Nyt headset

Så er der lydDet har været en lidt nervepirrende 1½ uge på arbejdet, idet kunderne ikke kunne høre mig i telefonen, og jeg ikke kunne høre dem. Det gav mig ondt i maven for hvert opkald, og det er jo ikke lige frem meningen med et arbejde, hvor småt det end måtte være. Jeg har knoklet sammen med leverandøren med at fejlsøge. Intet gav rigtig nogen mening. Og med en hjemmearbejdsplads har man jo ikke lige en IT-afdeling at kontakte.

Nogle mente, det var Linux, der bar skylden, nogle, heriblandt mig selv, mente det måtte være headsettet, da det var det eneste, der rigtig gav mening.

Da vi ikke kunne finde på flere måde at teste på, tog jeg sagen i egen hånd og investerede i et overlækkert gamerheadset (se billedet til højre) med den bedste lyd i højtalerne og den bedste lyd i mikrofonen. Da det blev koblet til, var problemerne ovre, og jeg var glad.

En sideeffekt er, at jeg nu kan sidde ved min Pc og høre høj musik i de fem cm store kopper uden at genere naboerne.

Min arbejdsgiver godtgør naturligvis udgiften til headsettet, som ikke var af de billigste (et Havit Hydra 2260 USB 7.1 Gaming Headset til 389 kr.) Det er så lækkert. Nu er der musik fra Spotify alt det gode gamle fra 80’erne.

/i /af

Indefra: Dagmarsminde

Indefra: Dagmarsminde

Når jeg bliver dement

Hvis det forfærdelige skulle indtræffe, at jeg bliver dement, vil jeg gerne leve mine sidste år på plejehjemmet Dagmarsminde, som “Indefra” i aften viser en udsendelse fra. Det er måske en af Anders Aggers bedste udsendelser? Se med i aften på DR2 kl. 21:30 eller allerede nu og her.

En frustreret sygeplejerske

Plejehjemmet er stiftet af en frustreret sygeplejerske, der som 28-årig optog et lån på 90.000 kr. for at købe grunden i Nordsjælland. Hun følte, at hun konstant løb panden mod en mur i det offentlige system, når hun ville vægte omsorgen højst. Den var der ligesom ikke plads til. Hun blev uvenner med ledelse og kolleger på flere arbejdspladser og valgte derfor at bygge sit eget plejehjem. Det er ikke lige den alder, man ellers bygger plejehjem i.

Helt bogstaveligt

Plejehjem skal forstås bogstaveligt: pleje og hjem. De demente skal opleve al den omsorg, de kan få og det må gerne være luksuriøst. Fx varmtvandsbassinet der ligner et spabad i Vejle, og hvor en fra personalet er med i vandet, så det hele tiden er trygt for beboeren.

På et offentligt plejehjem var det sikkert aldrig gået, at en gammel dame kunne have katten ved sin side i sengen. Det er jo det, der gør de demente til de mennesker, de var engang.

Ingen korrekser den gamle dame, der fortæller, at hendes mand også bor der. Da Anders spørger, hvor han er henne, vil hun ikke svare. Det viser sig senere, at han er død for fem år siden. Hun lever lykkeligt med bevidstheden om, at han stadig er hos hende.

Der lægges vægt på, at beboerne hver dag kommer udenfor til dyrene (geder og høns) og ikke bare sidder og sygner hen med en tudekop i den ene hånd.

De vil gerne have hinandens selskab, så der er fælles gymnastik/dans, fælles mad og kaffebord, så ingen skal sidde inde på værelset alene.

Dagmarsminde har en hund, som kan minde beboerne om, at de måske selv har haft en hund engang – eller i hvert fald er der nu en at kæle med og gå tur med på den indhegnede grund. Grunden er indhegnet for at en beboer ikke i forvirring kommer på afveje og ud på vejen og markerne.

Økonomien

Hvis man flytter på plejehjem, er det typisk sådan, at hele pensionen går til at betale opholdet. Det gør den også på Dagmarsminde, der er 6.000 kr. dyrere end de kommunale tilbud, men når boligsikringen regnes ind, kan det alligevel løbe rundt. Heldigvis. Faktisk synes jeg ikke de 6.000 kr. ekstra er dyrt, når man ser, hvad beboerne får for pengene.

Demente skal også have en værdig alderdom, hvis de altså er gamle. Man kan jo sagtens være dement uden at være gammel.

/2 Kommentarer/i /af

Krammeri

Identitet

Alle ‘skal ha’ en krammer’

Jeg bryder mig bare ikke om det. Emnet kom op, da jeg var ude til en hyggelig brunch i dag. Vi er vist ca. jævnaldrende og så faldt samtalen på det med ‘en krammer’. Det viste sig, at ingen af os brød os om det. Jeg følte mig lidt dum, idet jeg selv havde indledt seancen med at uddele knus, uagtet jeg kunne mærke, at de egentlig ikke brød sig om det. Men det kan man jo først mærke, når det er for sent, og knuset er uddelt.Og har man uddelt til nummer 1, kan ligesom ikke stoppe ved nummer to.

Samtalen gjorde det dog så meget lettere, da vi skulle skilles. Ingen behøvede træde sig selv over tæerne for at finde ud af, hvad der ville være det rigtige at gøre i situationen. Det var bare at sige mange tak for i dag. Det var hyggeligt. Vi ses – og lad der ikke gå fire år igen.

Jeg har som absolut hovedregel reserveret knus og kram til mennesker, jeg holder af og/eller finder spændende. Andre får et ‘hej med dig og tak for i dag’. Det svarer da lidt til, at jeg ikke har en buket med til hvem som helst, når jeg er inviteret ud til frokost. Sådan føler jeg mig bedst tilpas uden at det skal tages som en afvisning, for sådan er det ikke ment. Jeg har bare ikke lyst til at få relativt fremmede menneskers krop så tæt ind på min egen krop.

Det minder mig om at stå i kø: nogle mennesker skal absolut stå med deres indkøbsvogn helt oppe i nakken på en. Ergoterapeuten på afdelingen kom med det tip, at man kunne stille med til siden til, fordi det automatisk burde få folk til at trække sig lidt tilbage. Indtil videre synes jeg nu ikke, det virker særlig godt.

Kram-amok

Jeg var i menighedsrådet i otte år. Der er er ti møder om året, det vil sige, jeg deltog i 80 møder sammen med et andet medlem, der insisterede på at gå bordet rundt og kramme alle 12 (eller 15?) mødedeltagere. Det er immervæk blevet til nogle kram på de år.

Det tog mig kun otte år at sige fra og få sagt et eller andet om, at jeg ikke brød mig om det. Jeg tror, hun blev noget stødt, men jeg kunne pludselig ikke have det længere.

Et alternativ

Før i tiden gik man ikke og krammede andet end de få udvalgte. Sådan synes jeg, det burde være igen. Dengang savnede man ikke en omgangsform. Man gav hånd. Når jeg siger farvel til min kontaktperson i distriktspsykiatrien, stikker vi på næven, alt andet ville være for sært. Det ville være at bryde en grænse, der skal være eksisterende. Hun er min faglige rådgiver ikke min veninde.