Den sorte ambulance

Erindringsglimt

Fakta i min bog skal være rigtige i det omfang, det overhovedet er muligt. Jeg tjekker de særeste detaljer, også selv om de for andre mennesker er inderligt ligegyldige.

Jeg har tidligere skrevet lidt om den sorte ambulance, der kørte min far de 48 km. fra Give sygehus til Kolding sygehus i forhistorisk tid – 1972. Jeg syntes, jeg huskede den. Jeg googlede lidt uden at finde et billede af den, men fandt i stedet “Zone-Redningskorpsets Venner”, der er en kreds af tidligere Zone-ansatte, som har stor veneration for fx de forskellige køretøjer. Det minder mig lidt om slægtsforskere, der jo også er passionerede og hjælpsomme.

Jeg skrev til dem, og fik i dag dette billede i min mailboks. Frederik Madsen skriver: “Det er en Citroën HY sengeambulance”.

Jeg huskede rigtigt. Den var lavet af “bølgeblik”. Nu om dage minder den jo mest om en veteranbil. Men dengang var den skræmmende, og det synes jeg, man muligvis kan sætte sig ind i, blandt andet fordi den er sort og dermed uhyggelig.

Det er lidt sært, at den fjerne fortid kan kaldes frem, mens den nære fortid er væk.

, ,

DR – Drama

Fremragende fjernsyn

DR Drama leverer fremragende fjernsyn. Der har fx i de senere år været: Matador, Borgen, Rejseholdet, Krøniken og nu Herrens veje.

Det er udsendelser som disse, Dansk Folkepart et al. nu vil beskære med 25 pct. årligt. Til sidst er der intet tilbage. Herefter skal vi vel så nøjes med programmer a la: Dans en dans, Bag en kage, Find din gamle moster i Venezuela, Kom i kontakt med den onkel, du ikke har set i 15 år, Køb en slagbænk eller en Audi på auktion, Am selv dine børn osv.

Herrens veje

Her til aften sendte DR1 andet afsnit af “Herrens veje”. Det er ganske enkelt fremragende fjernsyn! Hvor første afsnit virkede lidt famlende, som om de ville for meget, som om scenen skulle sættes for det hele på een gang, levede dette andet afsnit som om, det havde fundet fodfæste.

Det altoverskyggende tema var August Krogh (søn af pastor Johannes Krogh) i rollen som feltpræst. Han bliver ensom i lejren, efter han ikke vil velsigne en kampvogn men kun soldaterne, og patruljen dernæst kører over en vejsidebombe. Det dør en soldat af. Soldaterne har ikke længere tillid til præsten, og vil ikke tale med ham.

Før det prædiker han over emnet “tvivl”. Han prædiker, at det er i orden at komme i tvivl, når man er udsendt. Og han får på hattepulden af en (vistnok) sergent, der belærer ham om, at der er en diskurs mellem at skulle adlyde ordrer og det at komme i tvivl. Soldaterne tager ham først til nåde, da han kommer med ud på en patrulje.

Ude på den patrulje går han rundt som Moses ved det døde hav. Han er jo ikke skolet i våbenbrug eller i, at det er OK at skyde et andet menneske, når man skal redde eget og kammeraternes liv. Han skyder efter utallige ordrer, kvinden, der er i ført niqab, og han knæler ved hendes lig og ansigt for dernæst at brække sig. Forinden er kammeraten Jonas død af sine skudsår uden at nogen kunne gøre noget. Jonas forbløder slet og ret. August fortæller ham hele tiden, at det nok skal gå, men hans ord vejer ikke ret tungt sat overfor den kirurgiske virkelighed.

En fin lille detalje er, at der hos August brænder et lys. På samme tid brænder et lys i pastor Kroghs præstegård. Moderen mærker en åndelig forbindelse mellem de to flammer, hvorefter de sammen beder et Fadervor for August. Det er lidt overnaturligt og hokus-pokus, men det virker godt.

Det gudelige

Afsnittet spørger på sin egen stille måde til næstekærligheden.

Der er ikke meget næstekærlighed i at skyde hinanden. Det kan selv de mest rabiate vel forstå? Men afsnittet viser, at næstekærligheden har mange ansigter: August dvæler ved den islamiske kvinde, han har skudt, han velsigner soldaterne før en farlig patrulje, moderen søger på adskillige måder at få Johannes Krogh til at optræde bare nogenlunde ædru i Vor Frue Kirke (Københavns Domkirke) til Monicas bispevielse osv.

For mig at se vil næstekærlighed aldrig blive andet end, at vi skal opføre os ordentligt overfor hinanden. Det prøver flere i dette afsnit, og det bør alle vi andre også gøre i morgen!

En outsider?

En figur jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med, er Christian, ham der snød med specialet. Jeg har svært ved at putte ham ind i en højlærd akademisk verden med hans forkortede handelshøjskoleverden. Men det kan jo vise sig i de kommende afsnit.

Jeg glæder mig i hvert fald.

 

 

, ,

Dagbog fra 6. september 2017

Del din dag

Nationalmuseet gennemførte for 25 år et dagbogsprojekt, hvor helt almindelige mennesker skrev om deres helt almindelige liv den 6. september 1992. De fik dengang 51.000 besvarelser.

Nu beder de – efter 25 års ophold – endnu engang danskerne skrive ind. Jeg er meget interesseret i historie, og derfor vil jeg gerne bidrage til, at folk, om fx 200 år, kan læse om, hvordan livet levedes i 2017. Mit bidrag er ikke specielt interessant, og de, der læser min blog, ved allerede det meste og kan bare springe det over, men det er da trods alt et bidrag til eftertiden.

Mit bidrag

6. september 2017

Jeg hedder Stegemüller, er 53 år gammel og bor i Hvidovre Nord i en dejlig treværelses lejlighed på Hvidovre Torv. Jeg er ansat i Folkekirkens Nødhjælp (FKN) i et fleksjob, hvor jeg arbejder 3 * 5 timer pr. uge. Jeg er meget glad for jobbet. Desværre er der ikke rigtig flere opgaver i FKN, så jeg er på udkig efter et nyt job, men det er meget svært at finde et fleksjob. Heldigvis er Hvidovre Kommune meget fleksible og kreative. Jeg tror på, at vi ved fælles hjælp kan finde et godt nyt job til mig.

Jeg er uddannet Cand. Jur. Jeg blev kandidat i 1990, og har primært arbejdet med resultat- og økonomistyring samt ledelse af IT-projekter i 23 år – begge dele i staten. Mit arbejde betyder meget for mig.

Jeg er ansat i et fleksjob, da jeg har en psykisk sygdom – bipolar affektiv sindslidelse, tidligere kaldet maniodepressiv sygdom – men jeg er til trods herfor stadig en god, loyal og flittig medarbejder. Jeg elsker at passe mit arbejde de 15 timer om ugen, som jeg kan arbejde.

Jeg er på vej ind i Distriktspsykiatrien (DPC), hvor jeg kl. 14:00 har en tid hos min kontaktperson. Hun er vældig sød, og jeg har nu kendt hende et par år. Vi ses hver tredje uge, men jeg er egentlig lidt i tvivl om, hvad jeg får ud af det; på den anden side tør jeg ikke sige det fra. Hvis sygdommen bryder ud igen, skal jeg have mennesker omkring mig, der kan ”skubbe mig på sporet” igen, og mit personlige netværk er ikke så stort. Jeg kæmper med at skabe og vedligeholde et netværk. Jeg er bange for ensomheden.

Indtil videre består netværket af:

  • Min tidligere bisidder fra SIND
  • En tidligere kollega fra Patent- og Varemærkestyrelsen
  • En tidligere kollega fra Patent- og Varemærkestyrelsen og hendes mand
  • Formanden for menighedsrådet
  • En præst fra Hvidovre Sogn, der også virker på Psykiatrisk Center Hvidovre

Senere: 06-09-2017 21:00

Jeg havde en rigtig god session med min kontaktperson i DPC. Vi fik talt om mange af de ting, der bekymrer mig: Tilknytningen til arbejdsmarkedet og min mulighed for at gå ud at markedsføre mig selv.  Jeg er alvorligt syg, men alligevel kan jeg arbejde, og der er ikke noget, jeg ønsker mig mere. Jeg elsker at arbejde; det er det, der giver mig mening med livet. Egentlig er det ikke så godt at hente hele sin identitet via tilknytningen til arbejdsmarkedet, men sådan er jeg altså, og det kan jeg ikke lave om på.

Jeg sælger mig selv på: sprog, vedligeholdelse af hjemmesider, postings på sociale medier så som Facebook, Twitter og Instagram, vedligeholdelse af webshops mv. Jeg er ikke tvivl om, at jeg kan det; jeg skal bare finde den rette arbejdsgiver.

Der er skabt en kontakt til en virksomhed, det har en meget en flot side, og jeg tror, jeg kan bidrage til den. Det er rigtig spændende.

Selvfølgelig er jeg lidt bange for, om jeg kan slå til, men jeg tror på det af nedenstående årsager:

SEO: Jeg kender ret godt til Yoast, da jeg har haft det implementeret på mit eget site https://test.stegemueller.dk/blog/. Jeg er dog gået bort fra det, da SEO ikke er så vigtig for mig. Det er naturligvis helt anderledes i en virksomhed, hvor det er vigtigt at ranke højt på Google.

Vedligeholde hjemmeside WordPress:  begge nedennævnte sider er WP-sider:

  1. Mit eget site (en blog) har jeg kørt siden 2006, og der ligger nu 1.803 poster og 11.304 kommentarer.
  2. Jeg er webmaster på denne side: https://supportpcogandet.dk, og jeg har foreløbigt skrevet 100 softwareguides til siden, der har 16.500 potentielle brugere, som kommer fra en Facebookgruppe. Siden er ikke særlig “smart”, da den fokuserer på indhold ikke på fremtoning. Jeg er pt. i gang med en brugerundersøgelse, og noget af det, brugerne efterspørger, er øget mobilvenlighed. Når undersøgelsen er slut den 24. september 2017 kl. 06:00, vil jeg gå i gang med at analysere svarene og se på, hvad jeg uden videre kan implementere.

Nyhedsbreve: Jeg kender MailChimp, idet jeg gennem nogle år selv havde et nyhedsbrev. Jeg elsker at arbejde med sproget og vil selvstændigt kunne stå for nyhedsbrevene, når jeg har lært produkterne at kende. Jeg har en journalist og forfatters ord for, at jeg skriver rigtig godt.

Poste på sociale medier: Helt uproblematisk for mig. Jeg er selvfølgelig selv på Facebook, men har personligt valgt de øvrige fra, da jeg fx synes begrænsningen, på 140 karakterer hos Twitter, er svær at overholde.

Jeg har ikke kendskab til at lave salgsmateriale, men ud fra de eksempler, der er givet, er jeg ikke i tvivl om, at jeg kan varetage opgaven.

Andre administrative opgaver: Selvfølgelig da. Jeg har 23 års erfaring fra staten med alle mulige administrative opgaver.

Jeg vil meget gerne arbejde 15 timer pr. uge.

“Til disse opgaver skal man kunne: Photoshop, Illustrator, Insight eller ligende.” Af disse tre stykker software har jeg umiddelbart kun erfaring med Photoshop, som jeg har lært mig selv og taget et e-learning-modul om for snart en del år siden. Jeg har temmelig god erfaring med al mulig software, så det vil være uproblematisk at lære Illustrator, Insight eller ligende at kende.


Jeg kæmper på at få et godt liv min trods af min diagnose, og det går faktisk rigtig godt.

En ting, jeg har kæmpet med, er mine tænder: Tænderne var fuldstændig ødelagt af medicin. I to år kunne jeg ikke se mig selv i spejlet, for tænderne var totalskadede. Det er en helt kendt bivirkning, at når man tager meget medicin, kan man få mundtørhed, og når man har mundtørhed, dannes der ikke de enzymer, der beskytter tænderne via spyttet. Jeg fik dem lavet for 103.600 kr. (2017-prisniveau). Det er mange penge, og havde jeg ikke haft min pension i Juristernes og Økonomeners Pensionskasse (JØP), der udløste en invalidepension, havde jeg aldrig kunnet betale den eksorbitante regning fra tandlægen.

Jeg går hos en psykolog, der har hjulpet mig meget. Jeg lærte hende at kende i et afklarings- og udviklingsforløb i Psykiatrifonden, som Hvidovre Kommune betalte i 2015 – 2016. Hun har efterfølgende etableret sig med egen praksis i Høje Taastrup. Hun har hjulpet mig meget mere, end jeg nogensinde kunne tro.

Jeg har en meget belastet fortid. Psykologen har hjulpet mig med at komme videre. Jeg har kæmpet og kæmpet. Jeg har tidligere brugt mindst 100.000 kr. på psykoterapi mv., men det har ikke rykket. Nu rykker det, og det er jeg så lykkelig for.

Summa summarum: Jeg kæmper med livet, men jeg synes også, det lykkes. Hvis dagbogsprojektet kan bruge mine optegnelser til noget, vil jeg kun være glad.

De bedste hilsner til dagbogsprojektet. Tak fordi I inviterer mig ind til jer!

Stegemüller