, , , , ,

Positivt og mobilvenlighed

Godt møde med Morten

Jeg havde inviteret Morten, “min” konsulent fra Jobøst til kaffe i formiddag. Jobøst er det konsulentfirma, Hvidovre Kommune benytter til at skaffe ledige fleksjobmedarbejdere i arbejde. Aftalen mellem firmaet og kommunen er, at firmaet ikke ser en krone, før de har skaffet jobbet. “No cure no pay”. Det er godt for mig, for så kan det formentlig rykke relativt hurtigt.

Jeg er bange for ensomheden, men jeg tror på Morten.

Mødet var utrolig positivt, for jeg fornemmede, at han forstod, hvad jeg talte om. Fx kendte han til bipolar lidelse. Og han havde ikke problemer med, at jeg optog samtalen. Han kan nu heller ikke nægte, men det er  langt det bedste, hvis man kan være enige. Det skal jo ikke blive et kardinalpunkt, men jeg er bare så glad for at kunne afspille lydfilen senere og være sikker på, at jeg har fået det hele med og kan huske det. Karakteristisk for de situationer, hvor jeg beder om lov til at optage, er, at folk er nervøse for, om det havner på Facebook. Sådan et menneske er jeg ikke!

Jeg spurgte til:

  • Strategi
  • Tidsperspektiv
  • Typer af virksomheder/brancher
  • “Udsøgnings-cv” som ønsket af kommunen. Hvad går det ud på?

Han syntes, at jeg måske var lige vel struktureret og mente selv, han var det modsatte. Jeg konkluderede, at så er vi gennemsnitligt et godt match. Jeg kan godt lide ham, og jeg fornemmer, at det er gensidigt, så det skal nok blive godt. Jeg har kun en eneste interesse i dette her, og det er at lægge op til kvik dialog og samarbejde. Det gælder også i relation til kommunen, men det er ikke svært, for jeg har kun gode erfaringer med Hvidovre Kommune. Fx mente min tidligere bisidder fra SIND dengang, at den kommunale sagsbehandler formentlig var den bedste og dygtigste, hun nogensinde havde haft med at gøre. Og min bisidder var vel at mærke selv mangeårig socialrådgiver.

Jeg må jo leve med, at jeg kommer ind i møllen med Jobcenter, Joblog og udsøgnings-CV og blah blah. Men sådan er lovgivningen. Ham i kommunen nævnte et eller andet med “passende fleksjob”, og det lød som om, han citerede noget lovgivning, men det kan jeg ikke finde. Kan du?

Jeg bryder mig bare ikke om den form for formulering, for jeg bliver straks bekymret for, om nogen mener, at det er “passende”, at jeg skal være i en børnehave eller en blomsterbutik, for en ting er sikkert, og det er, at så dør både børn og blomster. Men det skal Morten nu nok forhindre. Jeg har tillid til ham.

Vi skal ses igen allerede den 2. januar 2018. Det glæder jeg mig til.

Mobilvenlighed

Resten af dagen er gået med den sædvanlige “leg” med siden, jeg er webmaster for. Jeg har fulgt op på nogle af udsagnene i Survey 2017. Hvis man spørger folk om noget, må man også forholde sig til deres svar.

Svartiderne fik jeg styr på forleden, og så udestod “mobilvenlighed”. Sidstnævnte har jeg ikke prioriteret ret højt. For det første fordi kun en eller to brugere fremdrog det som et problem og for det andet fordi, jeg synes, det er uinteressant… Sidstnævnte er bare ikke en valid årsag til ikke at lette røven, hvis jeg vil foregive at køre siden på et professionelt niveau. Og det gør jeg faktisk alt for: Jeg lærer en masse, så det er sjovt. Min (stille) ambition er, at de ikke kan finde en bedre webmaster.

Jeg fandt blandt Googles webmasterværktøjer et værktøj til test af mobilvenlighed. Både supportsiden og min egen side går glat igennem, og det er langt bedre, end jeg havde forventet.

Ved en manuel gennemgang fandt jeg  et problem med menuerne på supportsiden, hvis jeg prøver at tilgå menuerne på min iPad Air. De løber ud til venstre og er ubrugelige. Min “geniale” løsning er at rykke menupunktet til højre 🙂 Så er der ingen, der opdager det. Det undrer mig meget, at Googles værktøj ikke “opdager” det.

Alternativer er: Nyt design/theme eller plug-in. Det er bare en kæmpe opgave med nyt design, og ingen siger, at et plug-in kan arbejde sammen med menusystemet “Uber”, som er så avanceret, at jeg dårligt selv kan finde ud af det.

Folkekirkens Nødhjælp: Sidste dag

I morgen er sidste dag i nødhjælpen. Det er lidt underligt, for jeg har trods alt været der i to år med ups and downs.

En god kollega Dorte, en god ex-kollega Lotte og jeg, går ned på Restaurant Nytorv og spiser gammeldags smørrebrød. Jeg har allerede forelsket mig i platten til 248,00 kr.

Det glæder jeg mig til og synes, det er en fin sortie. Jeg er ikke så meget for noget større tam tam, for det skal føles rart, og jeg kan ikke håndtere så mange mennesker på en gang.

,

Plat?

Juletid

Det er juletid, og alle mennesker er så glade og ser frem til andesteg med små brunede kartofler, rødkål og god sauce. Risalamanden med spændingen om hvem der mon får mandlen og som belønning en lille dum gave. Bagefter lokker, som i Peters jul, dansen om træet og alle de rigtige gaver. Herefter kommer alle de dejlige dovne juledage, hvor mange 1. juledag spiser resten af risalamanden til morgenmad. Til frokost skal der være både sild og sylte. Har man familie, er man formentlig sammen med den. Det er alt sammen dejligt og hyggeligt.

Den barmhjertige samaritan?

Indledningsvist: Jeg støtter meget gerne, og giver hver måned et lille beløb til Folkekirkens Nødhjælp. For de bette 30 kr. kan der købes en høne med foder – jeg ved ikke hvor længe. Det vil sige: jeg mener, at NGO’erne spiller en vigtig rolle. De sætter ind, hvor verdenssamfundet burde have løftet opgaverne.

Der er andre end mig, og flertallet af verdens kristne befolkning, der har opdaget, at det er jul, nemlig nødhjælpsorganisationerne. Facebook flyder over med sponsorerede opslag fra fx Læger uden grænser, Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk Flygtningehjælp som de mest markante.

De spiller alle sammen på mine følelser fx “Ikke alle kan scrolle nedover kulden” og “Vi er her ikke til pynt” (godt ordspil fra Læger uden grænser idet de viser et juletræ i baggrunden). Jeg kan ikke lige huske flere, men de er der.

De spiller på, at når jeg nu lige har købt gaver for nogle tusinde kr., så kan jeg vel også give en ged eller sende en læge til Syrien. I julen skal vi udvise næstekærlighed, og vi bliver så gode og rare, at vi inviterer selv de gamle eller nogle ensomme til at dele andestegen med os. Ingen skal “sidde alene” juleaften – så pyt med de 364 andre aftener.  Og næstekærligheden og godheden skal så medføre et – helst stort – beløb til en eller flere nødhjælpsorganisationer.

Jeg forstår dem godt, for på en eller anden måde skal de jo finansiere hjælpen til verdens 795 millioner fattigste, og nu når vi alligevel har spenderbukserne på, ku’ der vel også blive til en ged?

Jeg synes bare, det er lidt plat. Næstekærligheden burde være tilstede hele året. Selv 30,00 kr. om måneden hjælper til med den der høne. Klik på billedet for at komme til Folkekirkens Nødhjælps webshop.

, , ,

Som fod i hose

Gås til

Man kan overveje, om jeg har lavet en masse gode grøntsager, som der skal serveres gås til, eller om det handler om handler om fodtøj, der skal gås til?

Det handler om fodtøj! Og mit fodtøj skal ikke gås til.

ecco

Mine “ballerinasko” i størrelse 40 er ikke egnede til vinterbrug. Det bliver for koldt, og modstanden mod snedriverne er utilstrækkelig, så jeg gik til ecco, hvis sko og støvler passer godt til mig.

De har en en fantastisk service, for jeg fik min egen personlige assistent. Han tog tålmodigt støvler frem og tilbage fra kælderen. Efterhånden fik jeg indkredset, hvilken model jeg kunne lide, men ak den var ikke i størrelse 41. Størrelse 40 duede ikke for pløsen gnavede på vristen. Og jeg er af den faste overbevisning, at fodtøj ikke skal gås til. Det skal være som fod i hose. Det skal passe med det samme. Det skal være som at komme hjem.

Jeg prøvede mindst syv par. Endelig faldt valget på “ecco gora”, og de er fede. Jeg synes godt nok, prisen er lidt hamper. Men hvis de nu holder ti år, og vi snyder og regner sommermånederne med, er den månedlige omkostning reduceret til 12 kroner og 50 øre. Det er da til at holde ud.

Skulle snedriverne denne vinter blive eksorbitante, finder jeg mine elskede vandrestøvler frem. De har været på toppen af både Kilimanjaro (Tanzania) og Fansipan (Vietnam), så de er for længst gået til.