/4 Kommentarer/i /af

Hvad med min replik?

youSee

De nye telefoner snupper min replik

De nye telefoner afslører (naturligvis) hvem det er, der ringer op. Er det en smart phone kan den nok også logge, hvor opkaldet sker fra, hvor længe det varer osv. Alt sammen herlige informationer, som måske endda kan bruges til noget nyttigt.

Hvad med min replik?

Problemet er, hvor min replik bliver af? Fx ringer jeg til Yvonne, der siger “Hej Hanne” – men jeg forventer, at hun siger “Hej det er Yvonne”, hvorefter jeg forventer at kunne sige “Hej det er Hanne”. Altså har Yvonne stjålet min replik, og jeg ved ikke, hvad jeg nu skal sige. Jeg oplever det rigtig ofte.

Selvfølgelig stjæler Yvonne ikke rigtigt, og selvfølgelig gør ingen dette af ond vilje, men det efterlader mig en smule usikker på hvordan jeg skal fylde kommunikationsbristen ud. Gad vide hvor længe “tyveriet” har stået på?

Dør telefonsamtalerne ud?

En anden ting man kan spørge om er, hvorvidt telefonsamtalerne er ved at dø ud til fordel for fx beskeder på Messenger eller andre beskedtjenester? Det, vil jeg synes, er synd. Der er intet så godt som en god solid telefonsamtale, hvor man “når” hinanden, så det ikke gør så meget, at det er længe siden, man har setes. Den slags samtaler er vist ved at dø ud, da flere mennesker siger, de hader at tale i telefon. Damn… For jeg elsker det, da det er en god måde at holde de sociale kommunikationskanaler åbne.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Åbne kontorfællesskaber

Forsker: Drop åbne kontorlandskaber

Videndeling mig her og der

Jeg har altid været arg modstander af åbne kontorfællesskaber, fordi jeg har tænkt, at jeg ikke kunne arbejde og koncentrere mig. Argumenterne for disse uhyrer har altid været den øgede videndeling, det lettere samspil med kollegerne osv. Jeg har altid kæmpet for at have mit eget kontor! Og jeg har vundet disse kampe.

I dag har Djøfs nyhedsmail en længere artikel om emnet. En forsker opfordrer ganske enkelt til, at man dropper de åbne kontorfællesskaber. Årsagen er, at det i åbne storrumskontorer er sværere at være glad for sit arbejde, jo flere man sidder sammen.

Storrumskontorer hænger sammen med dårligere velvære og mindre arbejdsglæde. Og det fremmer ikke nødvendigvis videndeling og samarbejde, at vi sidder mange og arbejder i det samme rum. Kilde: Djøfs nyhedsmail, 5. april 2019

Jeg ville da heller aldrig kunne sidde i et storrum med folk, der uvægerligt taler i telefon, taler med hinanden osv. Det er jo netop det, videndelingen går ud på, men jeg ville ikke få lavet ret meget. Det er et Aspergertræk, men jeg synes ikke, man behøver have Aspergers Syndrom for at hade det.

Der er en nær sammenhæng mellem antallet af kolleger i det åbne kontorlandskab og éns arbejdsglæde, velbefindende, og hvor enkelt det er at samarbejde med kollegerne. På trods af det bliver åbne kontorlandskaber mere og mere populært på både private og offentlige arbejdspladser. Derfor er det relevant at få yderligere viden. Det er et meget debatteret emne. Kilde: lektor Tobias Otterbring fra Institut for Virksomhedsledelse, Aarhus BSS på Aarhus Universitet.

Det lille kontorfællesskab

På den anden side har jeg nu erfaret, at der kan være en kæmpe styrke i at dele kontor med blot en enkelt kollega. Vi smider spørgsmål over bordet, kan let kigge på hinandens skærm, læner os tilbage og snakker tre minutter osv. Den slags ville være noget sværere med enkeltmandskontorer. På den måde vi gør det, fungerer videndelingen optimalt til glæde og gavn for os begge.

Jeg stortrives med situationen, som den er nu; men stort, åbent kontorfællesskab: aldrig i livet.

/i /af

Ruth og Jimmy

Ruth og Jimmy

Jeg var vild med Ruth og Jimmy

Pludselig en dag kom jeg bare til at tænke på disse to dejlige mennesker. Derfor får du fortællingen.

Ruth og Jimmy var revisorens søster og svoger, og revisoren var den første mand min mor traf via en kontaktannonce ca. seks måneder efter min fars død. Vi skulle jo have tag over hovedet, når nu fabrikken skulle have sin bolig tilbage… Hun havde ingen uddannelse og stod med et mindreårigt barn på 9½ år (mig). Gode råd var dyre.

Vi flyttede ind hos revisoren i Odense i ca. otte måneder (maj 1973 – januar 1974), og der lærte jeg Ruth og Jimmy at kende. Pragtfulde mennesker med overskud. De arbejdede begge på eksternatskolen i Svendborg; hun som lærer og han vist nok som en form for pedel. Hun var barmfager (barmsvær) og varm. At sidde på skødet af hende i deres køkken ved spisebordet var som at hapse en flig af himlen.

Psykologen spurgte, hvor gamle de var, men det har jeg ikke noget billede af andet end at de var nogle år ældre end min mor.

Hvad skulle hun stille op?

Det er måske forståeligt nok, at min mor ikke vidste, hvad hun skulle stille op med mig, så måske søgte hun efter en spiselig løsning? Under alle omstændigheder var det gennem et godt stykke tid på tale, at jeg skulle bo hos Ruth og Jimmy, og det ville jeg gerne.

Jeg havde allerede et værelse hos dem og følte mig tryg og velkommen dér. Der var harmoni, kærlighed og orden. Jeg husker ikke, at de gjorde nogen særlig stads af mig, når jeg var der, men der var masser af “væren”, bare være og føle sig tryg. Det er lidt svært at beskrive. Hvorfor planerne ikke blev realiserede, husker jeg ikke. Måske gik noget i ged mellem min mor og revisoren? I hvert fald rykkede min mor og jeg videre til Vollsmose.

Jeg kan dog ikke lade være at tænke på, at det er mærkeligt, at man henter et barn på et børnehjem og mindre end otte år efter, prøver man at slippe af med det i egen afmagt. Hun har haft det svært. Den senere del af historien viser også, at noget måske gik i stykker indeni hende, da min far døde, men mor med stort M var hun aldrig. Jeg skriver ikke for at være rasende men for at være neutral. Raseri ligger ikke til mig, og alting er grundigt bearbejdet.

Jeg kom bare til at tænke på Ruth og Jimmy – de skønne favnende mennesker!

PS: Billedet passer slet ikke, men det er det eneste jeg har fra min barndom: Min far og mig ca. 1966, hvor de lige har hentet mig. Fed unge 🙂

/2 Kommentarer/i /af

Løvsaven der kom tilbage

telefon

Efterdønningerne af telefonterroren

Jeg skrev tidligere om telefonterroren, der nu gudskelov synes at være hørt op. Mit system er ikke gearet til den slags lige p.t. Hun (kusinen) sagde bare sådan nogle mærkelige ting, som sætter tanker i gang hos mig blandt andet om en løvsav.

Tjenestemandspensionen

Psykopaten var jo (over-)lærer, og kusinen fortæller, at han blev afskediget med tjenestemandspension, fordi jeg i en stil skrev sandheden om nogle af de de seksuelle overgreb gennem seks år. Efter fyringen måtte han nøjes med at save i træ med sin elskede løvsav. Han og min mor producerede træsprællemænd i store mængder. De havde et firma, de kaldte ‘Trewa’ for tre gange Wagnholt, deres efternavn, underforstået at så var jeg ekskluderet fra det gode selskab. Det gjorde mig nu ikke noget, jeg hedder hellere Stegemüller – men det gør mig noget, at løvsaven dukker op igen. Jeg troede, jeg for bestandigt var forbi det punkt.

Kusinen husker bedre, end jeg gør, eller også ræsonnerer hun bare bedre. Alt dette ligger tilbage til perioden 1974 – 1980. Jeg burde selv have tænkt over det med tjenestemandspensionen. Psykopaten har haft en fed forretning af misbruget, og det var mig, der betalte prisen. Den pris der altid vil være for høj.

Stilen

I stilen fra skolen (hvilken skole? der er tre at vælge mellem: Vollsmose, Hårby, Aakirkeby) skulle jeg åbenbart have skrevet om det med tvangen til at kalde psykopaten for ‘far’ og om hans cerutlugtende åbentstående morgenkåbe. Jeg husker ikke stilen, men resten husker jeg ganske udmærket. Kusinen kalder det nedladende for ‘psykisk incest’. Jeg har korrigeret og fortalt, at der var tale om daglige fysiske overgreb. Hun kalder det lige så nedladende for ‘erindringsforskydninger’. Jeg ved ganske udmærket, hvad jeg har oplevet, og jeg husker udmærket den forbandede brun-orange morgenkåbe og hans ‘dikkeværk’. Jeg lider ikke af erindringsforskydninger! Det er sikkert få, der vil forstå mig, når jeg skriver tingene, som de var, men jeg gør det ikke desto mindre.

Det sorte lig

Engang i oktober 2018 fik jeg en mail fra en af psykopatens slægtninge om, at han var død ca. syv år før. Vedkommende skrev også, at psykopaten muligvis var død som en ret ensom mand, idet ingen ville tage sig af hverken begravelse eller bo. Jeg mener at huske, at jeg havde en samtale med den pågældende slægtning og i den forbindelse kom det på tale, at liget var sort, da det blev fundet, og det er vel ikke unaturligt, når det har ligget et godt stykke tid? Jeg videregav oplysningen om farven til kusinen, men det skulle jeg aldrig have gjort, for det kunne hun fabulere længe over.

Telefonsamtalen

Kusinen kom ind på den telefonsamtale, der blev den sidste mellem min mor og mig i 22 år. Jeg husker den som den samtale, hvor jeg fortalte om, hvad der var foregået gennem seks år. Kusinen mener, at de ‘slog hånden af mig’ fordi jeg ‘var til damer’, hvor hun så end måtte have sin viden om den samtale fra. Kusinen mente, min mor ikke vidste noget om noget.

Jow min mor vidste ganske udmærket alt om alting, for jeg fortalte det allerede, inden hun giftede sig med psykopaten. Der var stor opstandelse i to dage, hvorefter hun aldrig nogensinde fulgte op på det. Hun spurgte aldrig, om det var ‘gået over’ eller lignende. Da jeg traf hende igen i 2003 efter de 22 år uden kontakt, spurgte jeg hende direkte, om hun havde vidst, hvad der foregik. Det bekræftede hun. Jeg spurgte herefter, hvorfor hun så ikke gjorde noget. Svaret var, at det kunne hun ikke overskue med to børn.

Indhentet af fortiden?

Nej jeg er ikke indhentet af fortiden, men det chokerer mig, at underlige detaljer gør så stort et indtryk, at det er som at være der selv. Gudskelov har telefonen ikke ringet i dag.

PS: Så ringede den netop, og hjertet hamrer. Jeg tænder for ‘Debatten’ på DR2, måske får det pulsen på plads igen?