, ,

Se nærmere til

Gammel musik?

Jeg ses jævnligt med en tidligere medpatient. Hun er rigtig sød og ca. 32 år. En dag nævnte jeg “Regnvejrsdag i november” af Pia Raug, og jeg fik tilføjet, at den kendte hun nok ikke. Jo jo hun kendte den skam godt, for hun havde deltaget i en kirkelig aktivitet, hvor der blev spillet “gammel musik” 🙂  Jeg kunne ikke lade være med at grine både af hende og mig selv.

Albummet “Hej lille drøm” er fra 1978 – og det er en stor del af min ungdom i 1980’erne.

Er det en single?

På en væg i stuen har jeg min egen gamle “Karius og Baktus”-plade rammet ind i mahogni sammen med coveret. Hun spurgte en dag, “Er det en single?” Det siger sørme meget om de år, der er gået.

Regnvejrsdag i november

En dag gik jeg hjem fra stationen i øsende regnvejr og kom pludselig til at tænke på “Regnvejrsdag i november”, og det specielle var, at jeg kunne huske stort set hele teksten. Det var jeg meget overrasket over. På den anden side har jeg jo en hørt den LP minimum 5.000 gange dengang…

Se nærmere til

Den smukkeste sang på pladen er “Se nærmere til“. Sangen er et digt, som en sygeplejerske på et engelsk alderdomshjem fandt i en afdød gammel dames sengeskuffe. Den kan jeg stort set også udenad. Jeg læste et eller andet sted, at den sang burde være pensum for enhver SOSU- og sygeplerskestuderende. Det, synes jeg egentlig, giver god mening.

God weekend!

 

,

Musik-minder

Jeg flyttede til Amagerkollegiet 10. juni 1981 (noget kan jeg da huske…), og min verden blev for altid forandret. Jeg var 16 år og de andre væsentligt ældre, men de tog godt imod mig – især Helle og Claus.

De var en vigtig del af min proces med at blive voksen. De er begge døde nu efter et mærkeligt og trist forløb. De var en stor del af min ungdom, og selv om vi ikke har set hinanden de seneste 4-5 år, er der alligevel en særlig grad af forbundethed. Det er trods alt 34 år… Claus’ søster har inviteret til en lille mindehøjtidelighed, og jeg har sagt, at jeg gerne vil være med til at sige et sidste farvel. Jeg vælger at huske på alle de gode stunder og vores rejser sammen.

Politisk var der også tale om et for mig væsentligt stilskifte, da jeg flyttede til kollegiet: Jeg kom fra et sted, hvor Fremskridtspartiet var in, og hvor man ønskede sig flere atomkraftværker. Sådan var det (gudskelov) ikke på kollegiet! Jeg blev voksen derude.

Vi hørte meget musik i de år. Og det, der forbinder min aktuelle oprydning med ungdomsårene, er alle de kunstnere, som vi tog på Femøren lørdag efter lørdag for at høre: Bjørn Afzelius, Anne Linnet, Lis Sørensen, C.V. Jørgensen osv.

Nu sidder jeg med alle CD’erne, som jeg for længst har overspillet til min computer og lavet sikkerhedskopi af på et andet drev. Oprydningen får mig til at høre noget af musikken igen: Bruce Springstien, Carol King, Dire Straits, Eurythmics, Fleetwood Mac osv. Det er minderne om en fin ungdom med andre unge, der tog hånd om mig. Jeg ved ikke, hvor jeg havde været uden dem.

Jeg tror, alle skiverne ryger i en af de sorte sække. Jeg hører dem jo ikke, og har ikke hørt dem i de 7-8 år, jeg har boet i Hvidovre. De ligger fint på D-drevet med en kopi på I-drevet.

Det er en anden tid nu.

Efterskrift: Jeg skal måske fortælle, at jeg også er kommet til at lytte til den dejlige gamle musik, fordi jeg har skrevet en guide til VLC Media Player: https://supportpcogandet.dk/vlc-media-player/

Impostor-syndrome

Jeg må bare fortælle om det!

På en eller anden måde kom Sune (der også er Mensaner) og jeg i går ind på temaet:

  • Vi kan være bange for, at vi bliver afsløret af omverdenen i i virkeligheden ikke at være særligt kvikke. At det bare er noget, vi har bildt dem ind. At det bare er held.
  • Når jeg er indlagt, er jeg konstant bange for, at “de” pludselig skal finde ud af, at jeg i virkeligheden ikke fejler noget som helst men selv har digtet det hele.
  • Og talrige andre situationer hvor jeg føler, jeg snyder.

Der er et ord for det: “Impostor-syndrome” – det var jeg slet ikke klar over. Der er masser af engelske artikler om det på nettet, men jeg er ikke så god til at læse engelsk, så jeg har fundet noget på dansk.

Artikel i dagbladet Information 2010

Information kalder det “Bedragersyndromet” i denne glimrende artikel. De skriver blandt andet:

Bedragersyndromet er altså en ekstraordinær udgave af præstationsangsten, hvor de ramte presser sig selv til det yderste i alle sammenhænge, arbejder usædvanligt hårdt, læser og sikkert overlæser, hvorefter de end ikke tør tro på deres eget glimrende resultat. Ida Koch pointerer, at det akademiske miljø med dets abstrakte og ukonkrete succeskriterier særligt kan befordre denne altoverskyggende selvusikkerhed og angst for afsløring.

 

Såkaldte high-achievers med flotte karakterer, gode job og udmærkelser, der frygtede den store afsløring på trods af omverdenens åbenlyse anerkendelse. De frygtede den dag, hvor omverdenen ville indse, at deres straight As ikke var egen fortjeneste, men rent og skært held. Tilbage var de blot sølle løgnere, der i årevis havde kæmpet for at opretholde facaden som de kloge og dygtige kvinder.

Testen på Potentialefabrikken

Der er også en anden interessant dansk side: Potentialefabrikken. Siden rummer en konkret test, som jeg selvfølgelig tog.

Resultatet var:

“Du har en score over 80, og det betyder, at du ofte har en intens oplevelse af impostor-fænomenet. Jo højere score, desto oftere og mere alvorligt vil impostor-fænomenet forstyrre dit liv.”

Det er fuldstændig rigtigt. Det passer perfekt på mig. Tænk jeg har da aldrig vidst, at fornemmelsen af hele tiden at snyde/bedrage min omverden havde et navn.

Jeg sender et link til denne blogpost til min psykolog, for det kunne egentlig være interessant at tale med hende om det.