Hvad med min replik?

youSee

De nye telefoner snupper min replik

De nye telefoner afslører (naturligvis) hvem det er, der ringer op. Er det en smart phone kan den nok også logge, hvor opkaldet sker fra, hvor længe det varer osv. Alt sammen herlige informationer, som måske endda kan bruges til noget nyttigt.

Hvad med min replik?

Problemet er, hvor min replik bliver af? Fx ringer jeg til Yvonne, der siger “Hej Hanne” – men jeg forventer, at hun siger “Hej det er Yvonne”, hvorefter jeg forventer at kunne sige “Hej det er Hanne”. Altså har Yvonne stjålet min replik, og jeg ved ikke, hvad jeg nu skal sige. Jeg oplever det rigtig ofte.

Selvfølgelig stjæler Yvonne ikke rigtigt, og selvfølgelig gør ingen dette af ond vilje, men det efterlader mig en smule usikker på hvordan jeg skal fylde kommunikationsbristen ud. Gad vide hvor længe “tyveriet” har stået på?

Dør telefonsamtalerne ud?

En anden ting man kan spørge om er, hvorvidt telefonsamtalerne er ved at dø ud til fordel for fx beskeder på Messenger eller andre beskedtjenester? Det, vil jeg synes, er synd. Der er intet så godt som en god solid telefonsamtale, hvor man “når” hinanden, så det ikke gør så meget, at det er længe siden, man har setes. Den slags samtaler er vist ved at dø ud, da flere mennesker siger, de hader at tale i telefon. Damn… For jeg elsker det, da det er en god måde at holde de sociale kommunikationskanaler åbne.

4 Svar
  1. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    I lige måde, da! Mht. påsken, altså.

    Det “sjove” er, at siden jeg er begyndt at filtrere ukendte opkald fra, er det ikke sket en eneste gang, at en vigtig opringning ikke er gået igennem. Opkaldene fremgår jo stadig af opkaldslisten, og jeg tjekker da pligtskyldigst med jævne mellemrum, men til dato har det altså vist sig, at alle med relevant grund til at henvende sig, har befundet sig i telefonbogen på forhånd. Den eneste undtagelse, jeg kan forestille mig ville opstå en gang ad åre, er hvis jeg skal have mere kontakt med kommunen. De kommunale har det med at ringe op fra nogle andre numre, end dem, man skal ringe til. Det kan de jo så bare lade være med, vil jeg mene.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Tak!

      Jeg nægter at tro, at du kan opdrage på kommunen og deres brug af forskellige telefonnumre. Den enkelte hjemmehjælper (eller hvad de nu hedder) har sikkert sit eget nummer, eller de har en stak telefoner, som de deler tilfældigt ud af hver morgen – random… Men ja selvfølgelig kan du kode de 20 numre ind, og så virker dit system stadig. Og det er jo godt!

      Vi har talt om din metode før, og jeg har faktisk overvejet den, lige til der ringede tre ukendte, men relevante, på samme dag. En af dem var distriktspsykiatrien, der oplyste, at min kontaktperson var blevet syg, og de ringer fra sære femcifrede numre. Resten var vist noget med, at jeg havde købt noget på nettet, der skulle leveres på min adresse. De opkald ville jeg jo nødig være gået glip af.

  2. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Jeg tror snarere, det er tiden, der gør, at vi skal have nogle andre telefonvaner. Fx, hvis man stadig tillader opringninger fra ukendte (jeg gør ikke), kan man vel næppe som privatperson forsvare at give sig til kende? Hvis man gør, er man nærmest selv ude om det, hvis man bliver spammet, scammet og generet fra den dag og i al evighed, hvor man altså har det telefonnummer. I gamle dage var det en selvfølgelighed, at man gav sig til kende, når man tog telefonen. Det er nok mindst 30 år siden, jeg har gjort det som privatperson.

    Nu er det ikke det store problem for mig, idet jeg faktisk ikke gider tale i telefon. Men jeg har nu heller aldrig betragtet telefonsamtaler som noget, hvor det på forhånd var fastlagt, hvem der skulle sige hvad.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Jamen så er jeg 30 år bagud, og det går nok også endda 🙂

      Hvis ukendte ringer, præsenterer jeg mig med mit fulde navn (dog ikke mellemnavnet), og jeg bliver altså ikke spammet, scammet eller alt mulig andet. Hvis det er nogen af Topspammerne, fanges de af True Caller, og er det “de almindelige”, siger jeg bare, at jeg er på Robinsonlisten. Det har en glimrende effekt. Ukendte opkald kan jo sagtens være vigtige og derfor sorterer jeg dem ikke fra. Det eneste spam/terror jeg har modtaget var såmænd fra et familiemedlem…

      Når kendte ringer siger jeg “Hej det er Hanne”, og det oplever jeg som en konvention – altså lidt fastlagt.

      Du må have en god påske.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.