Hold øje

Gennemgang af behov

Jeg har længe haft på fornemmelsen, at jeg hos YouSee betaler for meget mere, end jeg bruger. “Pakkerne” er simpelthen for store. Fx har jeg fri tale, men jeg taler maks 10 timer pr. måned set over et år. På deres hjemmeside kan man tjekke historikken, og den viste klart, at jeg betalte for mere, end jeg har behov for.

Også for det mobile bredbånd til iPadden betaler jeg for meget. TV og internet kan kun blive billigere, hvis jeg opgiver min højhastighedsforbindelse, og det vil jeg ikke.

I virkeligheden burde jeg gennemtænke hele molevitten, men jeg kan ikke rigtig gennemskue det. Der er masser at finde med Google, og der er også noget, der er billigere, men siderne fortæller oftest ikke noget om oppetider eller om de reelle hastigheder, som er ret vigtige for mig. Endvidere har jeg ikke rigtig forstand på det, men jeg ved, at jeg helst vil have det hele hos én leverandør. Der skulle vel ikke være en af jer, der kan komme med input evt. et link?

Nu med regning

Efter at have betjent mig selv og ikke kunne komme længere, ringede jeg til YouSee, der på fornemste vis hjalp mig med at få pakkerne tilpasset mit behov. Der var kun småpenge at spare men alligevel…

Mobilabonnementet blev reduceret fra 159 kr. til 119 kr. Det samme gjorde det mobile bredbånd. Man betaler forud.

Dagen efter fik jeg en mail, hvor de fortalte, at de havde hævet 119 kr. Jeg skrev til dem, at det altså ikke var mig, der skyldte dem 119 kr., men at det var dem, der skyldte mig 40 kr. Min mail fik dem til uden videre at gå mine konti igennem, og derefter kom der en mail om, at de havde trukket 330 kr. for meget. Normalt holder jeg aldrig øje med de regninger. Det vil jeg begynde at gøre nu!

YouSees hjemmeside

Det firma har en af Danmarks ringeste hjemmesider. For det første er den evigheder om at hente siderne ned til ens computer og for det andet, er det komplet umuligt at finde rundt. Det skyldes blandt andet, at man har en konto pr. produkt, hvilket betyder, at man skal logge ind og ud adskillige gange, hvis man vil undersøge flere konti, og det tager som sagt sin tid. Jeg undrer mig over, at så stort et firma ikke gør et eller andet ved det. Oplagte muligheder er:

  1. Lav én side, hvor man kan få adgang til alle konti på én gang ved at klikke på et eller andet.
  2. Gør noget ved loadtiden. Det er en af de ting, der irriterer mig, hver gang jeg skal ind på siden.
  3. Gør siden intuitiv. Man er nødt til at rode rundt i lang tid, inden man finder det, man skal bruge.
  4. Gør det muligt at se det kreditkort, man benytter. Lige nu står der bare, at der er et kort, men man kan ikke se hvilket.
  5. Hvis man fx skifter kort, får man den første måned et brev om, at det kort, de har registreret, ikke fungerer. Det er da OK. Problemet er bare, at det fx vedrører “Regning nummer 9”, men ingen steder fremgår det hvilken af de tre konti, nummer ni vedrører. Og da man ikke inde under betalingskortene kan se kortnummeret, er det også umuligt at sikre, at det nye kort er tilknyttet alle de rette konti. Altså bliver man nødt til at ringe til dem, og det kan i travle perioder medføre, at man skal vente 45 minutter.
  6. Sjusk og dårlig hundeservice!
8 replies
  1. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Vi har helt valgt tv-pakker fra og nøjes med det, man kan streame på nettet. Det er ikke så lidt, skulle jeg hilse og sige. Du har fuldstændig ret i, at man skal holde øje med sine regninger. I øjeblikket overvejer jeg at skære ned på mit mobilabonnement. Jeg er så lidt hjemmefra, at jeg faktisk ikke har noget videre brug for at have data på den. Det vil ikke udgøre den store besparelse, men mange bække små gør en stor å!

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Åh ja, der kunne vist være meget at spare ved at droppe TV-pakken. Mit TV-behov drejer sig om daglige 25 minutter til TVA. Og dem kan jeg jo også se min iPad.

      Det med mobilen lyder som en god idé for dig. Jeg er trods alt nogenlunde lidt uden for mit hjem, så det vil ikke rigtig gå.

      Og ja: Hold øje med regningerne.

      Svar
  2. Eric
    Eric says:

    Man kommer nemt til at betale for meget, hvis man ikke er om sig, og det er jo netop platfidusen med pakkeløsninger. Jeg kunne såmænd undvære TV eller nøjes med DR, men der er et par programmer, fruen ønsker (og det er selvfølgelig OK), og så følger en stribe ragelse med, som vi aldrig ser, men betaler for.
    Det svarer sig at følge med og tjekke, for med betalingsservice bliver det alt “for nemt”. Fx opdagede jeg primo januar, at vores rejseafbudsforsikring var steget 31 %, hvilket var helt ublu. Det ville jeg ikke stå model til og opsagde skidtet. Jeg havde det godt med, at den ikke bare smuttede igennem pga. automatikken.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      Jeg kan også fint leve uden andet end DR. Jeg ser alt det andet, og udnytter ikke alle de smarte ting, min boks kan. Det sker vel 1 – 2 gang om året, at jeg ser TV2, som fx da de sendte “Børn på bistand”, som var en fremragende dokumentarserie i tre afsnit.

      Det er rigtigt, at med BS bliver det for nemt. Man glemmer at se efter, om alt er i orden. Det er ligesom de tjenester – fx ved køb af software – hvor man har afgivet kortoplysninger, og de så bare trækker beløbet hvert år. Dem ser man heller ikke, før det er for sent.

      Dine 31 pct. er jo helt horrible. Det var godt du kom firmaet i forvejen, og fik det afmeldt.

      Svar
  3. Anette
    Anette says:

    Det en helt umulig verden
    har dog opgivet you see/tdc (jeg husker det som samme firma) efter de med meget kort varsel valgte at nedlægge det produkt jeg havde til mobilen, og tilbyde mig et “bedre” ja altså et dyre hvor jeg ikke fik mere for pengene andet end noget jeg ikke skulle bruge (hvorfor jeg netop ikke havde valgt det produkt)
    Håber du finder en løsning der passer dig
    jeg er glad for at have samlet næsten alt 1 sted (mobilen er for sig selv)

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Anette

      Ja det skal samles på kun et sted, for jeg kan ikke overskue det, hvis det ligger op til fire forskellige sider.

      Det er så let at blive bondefanget. Godt du fik sagt fra.

      Ja jeg vil meget gerne finde en løsning, og jeg tror også på, at det er muligt.

      Svar
  4. Lene
    Lene says:

    Det er en jungle. Angående det med at skulle logge på og af hele tiden, så tror jeg det skyldes den forklaring, jeg fik af TDC: de må ikke køre det som et samlet produkt, så hvert produkt skal være et selvstændigt modul. Det var noget med konkurrencelovgivningen. Vi betaler også for meget, men jeg har opgivet lige nu at gøre mere ved det, fordi vi har så dårlig mobilforbindelse og derfor er nødt til at en bestemt udbyder samt fastnet.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Lene

      Netop: Jungle. Jeg har nærmest givet op, eller jeg har i hvert fald brugt timevis uden at blive nævneværdigt klogere på alt det der.

      Det er selvfølgelig meget fornuftigt, at de skal holde koncernens produkter isolerede. Og det er jo også en måde at finde ud af, hvilke produkter der giver henholdsvis over- og underskud.

      Ved at bruge lidt tid på det og ved at ringe til dem, sparer jeg omkring hunderede kr. pr. måned, og det er jo næsten ligegyldigt for budgettet; det generede mig bare at betale for en masse, jeg ikke har brug for.

      Der er selvfølgelig fordele ved at bo i en storby, og det er den fine forbindelse til mobilen og den høje hastighed på internettet.

      Gad vide om der ikke findes en eller anden tjeneste, der kunne oplyse om den optimale sammensætning af produkterne? Det må der næsten gøre.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *