Kuglestol fra Protac

Kuglestol fra Protac

Jeg har gjort en god handel

Ved udgangen af marts, lige efter min seneste udskrivelse, søgte jeg en del på nettet efter en brugt kuglestol fra Protac. Jeg fandt ikke noget. I går ville jeg søge på Facebooks Marketplace efter et brugt skrivebord, så min arbejdsplads kan blive bedre rent ergonomisk.

Min gamle søgning på en kuglestol fra Protac var imidlertid gemt i Marketplace, og pludselig var der rent faktisk en brugt kuglestol i Jylland.

Nyprisen hos Protac er 12.250 kr., men sælger havde den til 6.000 kr. Jeg slog til og føler, jeg har gjort en god handel. Den er, i følge det oplyste, i super fin stand, fremstår som ny og er alene til salg, fordi brugeren er flyttet. Jeg kender jo kuglestolene rigtig godt og ved, at de er udført i et materiale, der gør, at jeg kan have min stol resten af livet. Set ud fra det perspektiv er prisen absolut rimelig.

Sælger er også tilfreds med handlen, idet det er svært at sælge noget så dyrt på nettet. Hun fortalte, at hun ellers kun havde fået “skambud”, som fx er, at folk siger: “du kan få 1.000 kr.”. Det er da skamløst.

Hun har været så fin, at hun har arrangeret transport med en privat mand, der alligevel skulle til Hillerød…, så jeg får den leveret lige til døren i aften ved 19-tiden. Nej hvor jeg glæder mig. Transporten kommer til at koste 200 kr., som skal dække brændstof og broafgift. Hvis der så også er til en kop kaffe, er det fint med mig, for transporten kunne ikke arrangeres med hverken GLS, DAO eller Danske Fragtmænd.

Hvad vil jeg med min kuglestol?

Allerøverst på ønskelisten står det at sove bedre, og en kuglestol er ifølge både fysioterapeuten og ergoterapeuten på afsnit 808 (på psyk.) en god vej til bedre søvn, måske især til bedre indsovning. Som et led i den almindelige søvnhygiejne kan indgå at sidde i stolen en times tid hver aften og ikke rigtig foretage mig noget andet end at bladre i fx kogebøger eller måske bare glo ud i luften.

Jeg har sovet dårligt siden 1980’erne eller retter: siden 1980’erne har jeg haft svært ved at falde i søvn. Og lige nu forstår jeg, at det er en del af autismen/Aspergers Syndrom. Det er et af de sikre symptomer, og det er da også et spørgsmål, der går igen i diverse tests i et udredningsforløb.

Herudover skal den bruges som hvilestol, når den indre uro er på vej til at tage over. Jeg tænker at jo mere, jeg kan gøre selv jo bedre.

I følge Protac kan kuglestolen:

Protac SenSit® kan anvendes af alle aldersgrupper til lindring af motorisk og psykisk uro. Den gavner også personer med ADHD, autisme, neurologiske lidelser, psykiske lidelser, sanse- og udviklingsforstyrrelser.
2 Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jørgen

      Ja for søren, jeg har været heldig.

      Ja også stolen er sansestimulerende og beroligende og har så tillige den funktion, at når man slår vingerne op om sig, er man pakket godt ind. Sådan satte jeg mig i går og faldt i søvn…

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.