, ,

Tycho Brahes-dag?

Efter kalenderen er det ingen Tycho Brahes-dag i dag.

Alligevel er min printer overgået til alene at ville tegne alskens mærkelige streger i breve, og hverken stor eller lille dysetest hjælper. Jeg har prøvet alle de muligheder der er for at rense og afhjælpe problemet, men intet hjælper. Det kan da ikke være, fordi jeg forleden var så dum at udskrive ét stykke papir, efter den sagde, at nu var der ikke mere blæk.

Min telefon udstødte underlige pip-lyde, hvorefter den lagde sig til at dø. Jeg håber, den har det bedre i morgen efter at være fuldt ud genopladet. Men jeg tror ikke helt på det, for den bekræftelseslyd, der gerne skal komme, når man lægger røret på plads, udebliver helt. Jeg kunne selvfølgelig genåbne fejlsagen hos TDC, men hvad skulle de nu stille på med en defekt Jacob Jensen telefon?

I forbrugersamfundet går man straks over til at tænke i nye løsninger.

Jeg tror snildt, jeg kan finde en erstatning for min gode gamle Canon i865-printer, der har tjent mig i mange år. Nu om dage står valget mellem en inkjet-printer og en laserprinter – og jeg må gennemtænke, hvad mit behov i realiteten er. Nuvel af og til ønsker jeg at kunne printe et billede ud i helt fantastisk kvalitet, typisk et gammelt billede, der har med slægtsforskning at gøre, men i 99 pct. af tilfældene er der tale om print fra Word eller mailprogrammet af emner, der ikke kræver den store kunsneriske akkuratesse.

Hvis telefonen ikke af sig selv vækkes til live igen, er jeg mere på Herrens mark. TDCs fejlservice bliver nødt til at blive udfordret først, for hvis det er en fejl hos dem, kan jeg jo uden resultat købe 17 nye smarte telefoner.

Det er ganske vist ikke en Tycho Brahes-dag, men det føles sådan.

4 replies
  1. Ellen
    Ellen siger:

    Jeg havde helt glemt dette begreb – min mor nævnte det ofte, når tingene gik en eller anden imod.
    John har købt et par Canon-fotoprintere (inkjet) med tiden og har været supertilfreds med den kvalitet, de kan levere, selv når han printer et ekstra godt billede i A4-format. Hans erfaring er, at det næsten mere er papiret, det kommer an på, end printeren. Det ses meget tydeligt, hvis man printer samme billede på forskellige typer fotopapir.

    Jeg håber du finder ud af noget med din telefon, der ikke koster dig en formue.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      Gode gamle Tycho, hvordan kan han dog være gået i glemmebogen? 🙂

      Jeg er meget enig med John i, at det er papiret, der er den afgørende faktor. Jeg har nogle gamle billeder hængende i stuen, og dem har jeg så mænd bare selv printet ud på (vist nok) 280 grams-papir, og det er simpelthen ikke til at se, at de ikke er printet hos en fotohandler på professionelt udstyr.

      Telefonen: det er værre, for jeg ved ikke, om det er selve telefonen der er gået eller om det “bare” er min forbindelse, der er røget sig en tur. På HomeBoxen lyser telefonknappen så vældigt, mens telefonen er fuldstændig tavs. Normalt kommer der en bip-lyd, når man lægger røret på, så jeg har en fornemmelse af, at det er selve telefonen. Een ting er sikkert og det er, at jeg ikke skal have en Jacob Jensen telefon igen. Den, jeg har nu, har været byttet op til flere gange, fordi den holdt op med at virke.

      Svar
  2. Søren
    Søren siger:

    Hej Hanne

    Det er sansynligvis selve printerhovedet det er galt med. Oplevede nøjagtig det samme, prøvede alt muligt. Det kan ikke betale sig at beholde den gamle, uanset minder etc.

    En Canon Pixma Mg6150 så er der båbde til superflotte foto og det mere dagligdags. Kan kun anbefales.

    Mvh

    Søren
    http://www.stass.dk

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Søren

      Tak for din kommentar! Det er interessant, at du har haft helt tilsvarende oplevelser. Tusind tak for rådet om/til en ny printer; det er altid dejligt at have noget konkret at kigge efter, inden man begiver sig ud i IT-junglen. Når man bare sidder og kigger på nettet, ser de jo alle sammen lige gode og fine ud.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *