, ,

Sjov med Excel mv.

Sjov med Excel mv.

Der er kuk i det hele

Det er blevet så moderne at sige, at man har “psykisk stress”. Jeg er fuldt ud klar over, at kroppen også kan være stresset, men tidligere kaldte man bare stress for stress.

Hvis jeg imidlertid skal overgå til nutiden, så har jeg lige p.t. psykisk stress. Jeg er så uendeligt træt af hele kontraktscirkusset, hvor jeg til tider føler, at jeg er budbringeren melle de mange kokke i maden. Jeg orker det ikke – samtidig giver jeg ikke op. Jeg helmer ikke, før tingene er rigtige og også fagretligt korrekte.

Jeg kontrollerer og undersøger. Det giver mig en kortvarig følelse af kontrol over situationen, velvidende at jeg ikke har kontrollen, hvor et bedre ord er “magten”. Min bisidder siger ganske rigtigt, at jeg balancerer på en knivsæg.

Hvis arbejdsgiver på et tidspunkt får nok af mig og alle mine tal og paragraffer, kan de ombestemme sig og sige “Tak for det du har lavet, det var fint, men vi synes, dette er alt for besværligt. Farvel”. Jeg løber imidlertid risikoen. Det skal foregå ordentligt og lovmedholdeligt også selv om det er et fleksjob.

Herudover har kommunen forhåbentligt klokket i min udbetaling for marts. Den lyder netto på ca. 1.200 kr. Så ny mail til dem, der sikkert holder fri næste uge, nyt check af beløbet for februar, ny hovedregning, kan det overhovedet passe?

Derudover har de pludselig sendt mig 92,33 øre i § 34, som er en bestemmelse, hvorefter man kan få støtte til særligt høje boligudgifter. Jeg ser dem ganske vist ikke, da Udbetaling Danmark udbetaler -92,33 kr. og så går det jo lige op.

Jeg har bare aldrig haft noget med § 34 at gøre, udover at min bisidder søgte det for mig for flere år siden, da jeg var på sygedagpenge. Vi fik afslag, da jeg “tjente” for meget…

Øv – min psykiske habitus har det ikke godt med sådanne trakasserier.

Sjov med Excel

Og her kommer så endelig det sjove: Jeg “elsker” Excel, og jeg er ret god til det, da jeg har levet af det i mange år. Men ret beset har jeg primært brugt det til avancerede plus- og minusstykker.

Excel kan så meget andet, som jeg aldrig har sat mig ind i. Man skal jo vide funktionerne er der for at bruge dem, så det bider sig selv i halen og resulterer i, at man/jeg aldrig kommer videre.

Der er fx omkring 300 funktioner, og jeg kan bruge ti eller deromkring. Jeg har lavet én makro, velvidende at det er et genialt værktøj, men jeg ved ikke, hvordan man gør det på den smarte måde. Der er muligheder med VBA, men jeg kender det ikke.

Det korte af det lange er, at jeg har investeret i et onlinekursus bestående af adskillige timers video og ditto antal øvelser. Jeg er gået i gang og opdagede, at “betinget formatering” er meget mere interessant og virksomt, end jeg var klar over.

Weekenden skal gå med at komme i gang med videoerne og hygge mig med det. Jeg vil lave øvelserne og herefter tage nogle af mine eksisterende ark og bruge det indlærte på at gøre dem bedre. Det bliver sjovt! Og så må kontraktsret, fagret og § 34 sejle i deres egen sø. Jeg orker det ikke længere.

Post scriptum

Min cyberven oppe på Mors har en ven, der har behov for en hjemmeside. Den har jeg sagt ja til at lave. Lige nu er vedkommende ikke helt klar over, hvad siden skal kunne, men når hun er klar, er jeg også klar. Det bliver også sjovt.

 

Matadortesten

Flatterende?

Næh, det er vist ikke så flatterende at minde mest om Mads Skjern, når de fleste, der har taget testen, minder mest om Ingeborg, der er så sød og sympatisk.

Han har mange usympatiske sider, men han er også en dygtig mand, der sætter sig op mod det traditionelle jetset i Korsbæk og skaber en masse ud af ingenting. Det er da fine karakteregenskaber!

Du kan selv tage testen ved at klikke på billedet. Den er faktisk meget sjov.

Matadortesten

,

Direktiver og påbud

Direktiver og påbud

Jeg håber

Jeg håber så inderligt, at min kontakt til jobcenteret og jobnet.dk snart “går over” for denne gang, også selvom sagsbehandleren er blevet engleblid og vældig sympatisk. Men jeg ved jo først noget for alvor om tre – fire uger. Ventetiden kan jeg så bruge til at genere mine læsere med beretninger om det afskyelige jobnet.dk.

Herunder har jeg indsat en ganske tilfældig side, og med gult viser jeg de mange direktiver, diktater og påbud. Et afsnit hedder ganske vist “Rettigheder og pligter”, men jeg synes nu mest, der står noget om pligter.

En hurtig optælling viser, at der i den bette tekst herunder står “du skal” intet mindre end syv gange. Så er det vel sevet ind hos de fleste. Note: Og jeg har endda glemt et “Du skal” i “Aktiviteter du skal deltage i”. Så faktisk er der otte. Til slut står der tre gange, hvordan man mister sin ledighedsydelse.

Jeg havde faktisk planlagt at lave en lang liste over malfunktionerne på jobnet og så sende den til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), der stå for jobnet.dk. Det kunne fx være:

  • Man kan ikke kopiere et dokument ind i et fritekstfelt, hvis dokumentet indeholder anførselstegn. Man kan derimod godt skrive tegnene bagefter.
  • Man kan ikke angive, at et stillingsopslag ikke har en ansøgningsfrist, i de tilfælde hvor det af opslaget fremgår, at ansøgningerne behandles løbende. Jeg valgte at skrive den oplysning i adressefeltet, for det var eneste mulighed – og så har jeg forhåbentlig også irriteret nogen 🙂 Men de kan ikke komme efter mig. Jeg har jo opfyldt mindst én af mine utallige pligter.
  • Søgningen efter ledige passende fleksjobs er lige bred nok. Jeg prøvede at søge på noget, der passede til mig. Jeg fik 14.494 hits.
  • Søgefunktionen er som standard indstillet til at se på stillinger i en radius af 100 km. Man kan ikke ændre på tallet. De får altså ikke mig til at tage 100 km. med det offentlige. Det har jeg simpelthen ikke kræfter til, og jeg gætter på, at mange raske heller ikke vil kunne overkomme så lang en transporttid.

Morten (Jobøst) fik faktisk den gode idé, at hvis jeg lavede listen, kunne vi i fællesskab rette henvendelse til STAR og fortælle dem, at de måske havde brug for mig. Den idé ville jeg aldrig selv have fået. Morten er så kreativ.

Jeg har prøvet at tale med min sagsbehandler om alle disse tåbelige ting ved jobnet.dk. Han slår opgivende ud med armene, og lader som om, at det er bare så tåbeligt som det er, og så må jeg indrette mig efter det. Han har slet ikke forstået, at man bliver nødt til at kæmpe, hvis man vil ændre på tingenes tilstand. Men har man sit på det tørre, behøver man det selvfølgelig heller ikke.

 

Direktiver og påbud

,

Livet er et puslespil

Livet er et puslespil

Pensionsbidraget

Jeg fik ikke sagt, at jeg også skal have pension af min løn. Jeg ville jo bare så gerne have jobbet og (overbe-)vise dem om, at jeg stadig kan noget.

En opringning til djøf viste, at det er et gråt marked. Satsen ligger på alt mellem 17,1 pct. af lønnen ned til ca. 5 pct. af lønnen, når der er tale om det private arbejdsmarked. De 17,1 pct. hidrører fra satsen i staten. Man skal selv klare den forhandling, men har selvfølgelig djøf i ryggen. Det er en god fagforening, og jeg har været medlem, siden jeg læste. Når man er i fleksjob, er satsen ned på ca. 400,- kr. i kvartalet. Det er absolut rimeligt.

Jeg synes, det er svært, når den nye arbejdsgiver allerede syntes, at selve lønnen var lidt af en kamel at sluge. På den anden side: Selvom det er et fleksjob, er jeg jo stadig en medarbejder, der har nogle kompetencer, og kan levere varen. Hvorfor skulle jeg så ikke have et ordentligt pensionsbidrag? Skal jeg virkelig stå med hatten i hånden? Jeg undrer mig over, at området ikke er reguleret? På den måde kommer det til at virke som om, parterne gensidigt skal synes, den anden part er “sød”/”rar”/”dygtig” mv.. Det bliver alt for let noget rod.

Et tastatur

I lang tid har jeg haft kig på dette tastatur til min højtelskede iPad. Nu er det endelig på lager igen, og jeg har bestilt det. For de 738,- får man både et tastatur og et cover, og jeg synes, det er pengene værd. Jeg vil lige fejre den fine samtale i går.

Jeg bruger min  iPad meget, fx til lige at tage hurtige noter, der synkroniserer med Evernote. Lige p.t. er det kun mig, der kan forstå noterne. Når jeg får et rigtigt tastatur, vil teksterne blive til rigtige tekster…

Når jeg skal køre frem og tilbage til Farum, bliver det rigtig dejligt at kunne følge med på fx Facebook og skrive nogenlunde begavede kommentarer via et rigtigt tastatur. Jeg er virkelig ikke ret god til at bruge det indbyggede tastatur i iPadden.

Afhængig af diverse distributører, bør vidunderet være her i morgen.

PS: Hrmmmm…. der er fejl i deres systemer, så de har den alligevel ikke.  ØV.-

Livet er et puslespilNår livet er et puslespil

Jeg har brugt dagen på at pusle med Scribus og dets former og  billeder. Jeg fik lavet en eller anden form for logo, og det er alt sammen bare for sjov, men jeg synes da godt, det kan bruges som en overgang. Og om end ikke andet så har jeg lært noget og moret mig en hel del.