, , , ,

Bloggens fødselsdag

12 år

Bloggen fylder i dag 12 år, og jeg spørger mig selv, “hvor er alle drømmene…” (en schlager med Maria Stenz fra 1973)? Jeg ved det ikke, og måske er det også ligegyldigt. Faktisk kan jeg ikke huske at have haft drømme. Måske er det også bedre bare at leve her og nu?

Posterne har været kopieret adskillige gange mellem forskellige databaser, platforme og CMS’er, og på en eller anden måde er meget fra de første år gået tabt, så der kun vises en fejlbesked. Google bryder sig ikke om den slags. For et par uger siden gjorde jeg derfor kort proces og slettede alt fra 2005 og 2006. Det er bedre sådan.

Jeg har meget glæde af at skrive, at prøve at lave pæne sætninger og finde de helt rigtige ord. Herudover medfører bloggen et virtuelt fællesskab. De blogs, jeg følger, har jeg fulgt i årevis, og nogle af forfatterne har jeg sågar mødt. Det har været hyggeligt. Pudsigt at træffe mennesker, man kender ret godt, uden nogensinde før at have mødt dem.

Bloggen er også et værn mod ensomhed. Føler jeg mig ensom, hiver jeg mig selv op med hårrødderne og skriver et indlæg. Det virker godt. Måske kan man kalde det endnu en kompenserende strategi?

Den seneste periode har budt på en del erindringer. Det er godt at dele dem, også selv om det er tydeligt, at mine kære læsere ikke ved, hvad de skal svare. I forbindelse med mit helhjertede forsøg på at skrive en bog, har flere spurgt mig, om jeg gør det for at blive klogere på mig selv. Det korte og klare svar er “nej, for det er jeg allerede blevet”. Det seneste års tid har virkelig rykket på den front. Det er i sig selv fantastisk.

Tanzania 2010

Dagens slideshow (og så har jeg vist heller ikke flere billeder at gøre godt med) bygger på en rejse til Karagwe stift i Tanzania i 2010, hvor jeg deltog i en mellemkirkelig rejse for at opleve, hvordan et evangelisk-luthersk kirkesamfund fungerer langt pokker i vold, et sted hvor alle jordvejene er røde.

Der er måske lidt vel mange tomater, med den røde farve gør sig så godt på billeder. Herudover er det slående, hvor mange farver der er på alle mulige dagligdags ting.

Musikken er Dire Straits’ “You are so far away” fra albummet “Brothers in arms” fra 1985. Slideshowet varer 4:46 minutter.

God fornøjelse hvis du kigger med.

, , ,

Tanker

Moderatorer

En håndfuld gode mennesker læser med i min måske-bog, og det er bare rigtig dejligt, at de gider. Et emne, der går igen i feed backen fra dem alle, er, at mange emner med fordel kan foldes mere ud, at der kan elaboreres mere over dem.

Det, der langsomt er ved at gå op for mig, er, at jeg ofte regner med, at læseren ved, hvad jeg tænker, og at jeg derfor ikke skriver det ned.  Men det gør læseren selvfølgelig ikke. Det er faktisk ikke så let at få skrevet mere oveni det, jeg allerede har skrevet. Når jeg har trykket på send, føles kapitlet færdigt; det er det bare ikke.

Jeg er meget i processen. Jeg kan gå og gøre noget helt andet fx lave mad, og pludselig kommer der en tanke om, at dette og hint skal også med. Jeg skriver det med det samme for ikke at miste disse uomtvisteligt geniale input, der tilsyneladende kommer ud af den blå luft. Det er et godt billede på, hvordan hjernen arbejder. Den gå ikke i stå bare fordi, jeg steger bøffer.

Jeg er kommet et stykke vej med ca. 11½ kapitel, eller hvad man nu skal kalde dem., og jeg øver mig i at “folde ud”. Der er dage, hvor jeg tænker, at dette er et vanvidsprojekt, og jeg burde droppe det. Der er andre dage,  hvor jeg tænker, at det nok skal gå. Forfattercoachen sagde noget fornuftigt, nemlig at jeg skal skrive, når jeg har lyst, og at det ikke er et arbejde. Det var faktisk ret godt set af ham. Så nu siger jeg til mig selv, at det er en leg.

Efterhånden har jeg skrevet alt det, der er “omkring” selve emnet, som er sessionerne hos psykologen. Der er knapt 60, og jeg har lavet resumeer af dem alle. Så empirien fejler ikke noget. Jeg går som katten om den varme grød, og kan sandt for dyden ikke se, hvordan jeg skal få aktiveret hele det materiale. Jeg regner med en åbenbaring på et tidspunkt.

En anden leg

Jeg elsker gamle billeder, og bogen har fået mig til at kigge lidt på nogle af dem. Og det kom der nedenstående lille slideshow ud af. Der er et par af, der er meget grynede i forhold til originalen. Jeg tror, det skyldes, at de blive blæst for meget op. Hver pixel bliver formentlig strakt til det yderste, men det er ikke lige sådan at gøre noget ved. I får det som det er.

Billederne er nogenlunde kronologiske. Selv synes jeg, at musikken passer ret godt. Det er “Aint no cure for love” med Jeniffer Warnes fra albummet “Famous blue raincoat”, der udkom i 1987.

, , , ,

Ordmenneske

Man skal vide, hvad man kan

Når man søger nyt job, må man støve inventarlisten af, så man kommer i tanke om, hvad man egentlig kan. Inventarlisten er bare et andet ord for kompetencer.  Jeg er gået over til at kalde mig selv for et “ordmenneske”, for det er forståeligt for de fleste (arbejdsgivere). Jeg elsker ordene og sætningerne, og jeg kan godt lide at finde på pæne af begge slags.

Jeg kan af og til godt lide at lege med lidt gammeldags ord. I supportgruppen har jeg i guiden om Mozilla Firefox skrevet, at programmet “kerer sig” om brugernes privatliv. Jeg fik op til flere henvendelser om, at jeg havde stavet forkert 🙂

Hvis man ikke er ordmenneske, så er man vel noget andet? “Noget andet” kan måske være “humørikonmenneske”, som fx forfatteren af teksten til højre, som jeg har anonymiseret bedst muligt. Teksten stammer fra en Facebookgruppe, hvor de fleste medlemmer må være under 30 år eller måske endda under 25 år. Jeg kunne ikke lige finde et af de mere grelle eksempler, men dette illustrerer vist egentlig problemet nogenlunde.

Jeg er næsten ikke i stand til at læse en sådan tekst. Min hjerne fungerer altså ikke på det niveau. Alle de små figurer bliver for mig bare forstyrrende elementer, som jeg forgæves forsøger at hoppe over for at få mening i det sorte på det hvide, som vi typisk kalder bogstaver. Helt overordnet synes jeg, man skal kunne udtrykke sig med ordene i sig selv uden at skulle ty til små figurer.

En form for leg

Det med ordene er for mig en form for leg. En kollega beder ofte om hjælp til korrekturlæsning, og jeg siger altid ja med glæde. Det er typisk referater på seks eller syv sider, men det tager mig ikke ret lang tid. Af og til dukker der små sjove ting frem: Når “kutyme” bliver til “kostume”, og når “engagement” bliver til “arrangement”, kan jeg ikke lade være at smile med lyd på. Vi har kontor lige op ad hinanden, så hun kunne høre mit smil. Heldigvis har hun humor og kunne også selv se det sjove i det.

En del af legen er at bruge ordnet.dk. Jeg slår dagligt op for at være sikker på, at jeg ikke skriver noget vrøvl. Hvis man vil lege sprogrøgter, må man da starte med at feje for egen dør.

De stillinger, jeg p.t. kigger på og selv prøver at skabe, indeholder opgaver med sprog og tekster. Hvis jeg kan finde noget med udvikling og vedligeholdelse af websites, sociale medier, guides til software, tekster, korrektur mv. er min lykke gjort, for det er opgaver, jeg elsker, og som jeg synes, jeg er kompetent til. Nogle af de firmaer, jeg har kontakt med lige nu, tilbyder præcis disse opgaver. Jeg tror på det, men jeg tør alligevel ikke tro på det, før jeg står med en kontrakt med to underskrifter. Det er lidt det med en fugl i hånden og ti på taget.

Professionelle sprogbrugere

Psykiatrifonden har lavet et telefoninterview med mig i forbindelse med, at de skal skrive en artikel om “Det gode liv på arbejdsmarkedet med psykisk sygdom”. Jeg fik udkastet til høring og kunne komme med kommentarer. Der var nogle rent faktuelle fejl, fx var Hvidovre Kommune blevet til Rødovre Kommune, men der var også en del anden sproglig misk mask.

Jeg rettede artiklen igennem med Words korrekturværktøj og returnerede den til journalisten. Jeg blev faktisk helt glad, da han svarede, at han havde accepteret alle mine forslag til ændringer.

Det er altid svært at gå i rette med skribenter (både professionelle og private), for de kan blive kede af det, og det er jo ikke mit ærinde. Ærindet er at prøve at skrive en korrekt tekst. Der er en tendens til “Jamen du kan jo godt forstå, hvad meningen er” eller “Få dig dog et liv. Fokusér på noget andet”. De synspunkter kan jeg slet ikke forstå.

Vi har et fint sprog med mange udfordringer og muligheder. Dem skal vi bruge.