Ordmenneske
Man skal vide, hvad man kan
Når man søger nyt job, må man støve inventarlisten af, så man kommer i tanke om, hvad man egentlig kan. Inventarlisten er bare et andet ord for kompetencer. Jeg er gået over til at kalde mig selv for et “ordmenneske”, for det er forståeligt for de fleste (arbejdsgivere). Jeg elsker ordene og sætningerne, og jeg kan godt lide at finde på pæne af begge slags.
Jeg kan af og til godt lide at lege med lidt gammeldags ord. I supportgruppen har jeg i guiden om Mozilla Firefox skrevet, at programmet “kerer sig” om brugernes privatliv. Jeg fik op til flere henvendelser om, at jeg havde stavet forkert 🙂
Hvis man ikke er ordmenneske, så er man vel noget andet? “Noget andet” kan måske være “humørikonmenneske”, som fx forfatteren af teksten til højre, som jeg har anonymiseret bedst muligt. Teksten stammer fra en Facebookgruppe, hvor de fleste medlemmer må være under 30 år eller måske endda under 25 år. Jeg kunne ikke lige finde et af de mere grelle eksempler, men dette illustrerer vist egentlig problemet nogenlunde.
Jeg er næsten ikke i stand til at læse en sådan tekst. Min hjerne fungerer altså ikke på det niveau. Alle de små figurer bliver for mig bare forstyrrende elementer, som jeg forgæves forsøger at hoppe over for at få mening i det sorte på det hvide, som vi typisk kalder bogstaver. Helt overordnet synes jeg, man skal kunne udtrykke sig med ordene i sig selv uden at skulle ty til små figurer.
En form for leg
Det med ordene er for mig en form for leg. En kollega beder ofte om hjælp til korrekturlæsning, og jeg siger altid ja med glæde. Det er typisk referater på seks eller syv sider, men det tager mig ikke ret lang tid. Af og til dukker der små sjove ting frem: Når “kutyme” bliver til “kostume”, og når “engagement” bliver til “arrangement”, kan jeg ikke lade være at smile med lyd på. Vi har kontor lige op ad hinanden, så hun kunne høre mit smil. Heldigvis har hun humor og kunne også selv se det sjove i det.
En del af legen er at bruge ordnet.dk. Jeg slår dagligt op for at være sikker på, at jeg ikke skriver noget vrøvl. Hvis man vil lege sprogrøgter, må man da starte med at feje for egen dør.
De stillinger, jeg p.t. kigger på og selv prøver at skabe, indeholder opgaver med sprog og tekster. Hvis jeg kan finde noget med udvikling og vedligeholdelse af websites, sociale medier, guides til software, tekster, korrektur mv. er min lykke gjort, for det er opgaver, jeg elsker, og som jeg synes, jeg er kompetent til. Nogle af de firmaer, jeg har kontakt med lige nu, tilbyder præcis disse opgaver. Jeg tror på det, men jeg tør alligevel ikke tro på det, før jeg står med en kontrakt med to underskrifter. Det er lidt det med en fugl i hånden og ti på taget.
Professionelle sprogbrugere
Psykiatrifonden har lavet et telefoninterview med mig i forbindelse med, at de skal skrive en artikel om “Det gode liv på arbejdsmarkedet med psykisk sygdom”. Jeg fik udkastet til høring og kunne komme med kommentarer. Der var nogle rent faktuelle fejl, fx var Hvidovre Kommune blevet til Rødovre Kommune, men der var også en del anden sproglig misk mask.
Jeg rettede artiklen igennem med Words korrekturværktøj og returnerede den til journalisten. Jeg blev faktisk helt glad, da han svarede, at han havde accepteret alle mine forslag til ændringer.
Det er altid svært at gå i rette med skribenter (både professionelle og private), for de kan blive kede af det, og det er jo ikke mit ærinde. Ærindet er at prøve at skrive en korrekt tekst. Der er en tendens til “Jamen du kan jo godt forstå, hvad meningen er” eller “Få dig dog et liv. Fokusér på noget andet”. De synspunkter kan jeg slet ikke forstå.
Vi har et fint sprog med mange udfordringer og muligheder. Dem skal vi bruge.