/i , /af ,

Katastrofe

Katastrofe

Katastrofe

19-12-2018 19:54:56

Katastrofen indtrådte ved 15-tiden, hvor en supporter bad mig slette en af temafilerne til hjemmesiden. Der var flere ved samme navn, og jeg var klar over, at jeg bruger den, der hedder noget med ’child’, så jeg slettede den anden; det skulle jeg aldrig have gjort, for det fik siden til at gå helt ned, og backuppen fejlede. Jeg er helt elendig.

  1. Det hele startede med, at jeg ikke kunne overføre til min testside
  2. Det skulle så undersøges, og konklusionen blev, at jeg må overføre i mindre bidder, da der er så meget indhold…
    • Det forstår jeg nu ikke helt, da jeg har flest ord og færre billeder, og
    • jeg er omhyggelig med at optimere mine billeder
  3. Herefter viste loggen, at den natlige backup fejler. Igen var konklusionen, at temafilerne er for store. Det var så der, jeg skulle slette, men slettede noget forkert. Jeg føler mig ikke helt godt nok vejledt.

For mig er det en katastrofe – intet mindre. Andre vil have det anderledes. Det ved jeg godt. Min hjemmeside, og bloggen især, er mine tro følgesvende, som jeg har meget glæde af og har brugt oceaner af tid på – og lært meget ved at arbejde med. Og nu også dette…

Lige nu sidder jeg og prøver at genskabe siden vha. en backup fra webhotellet. Her ligger alle filerne. Lykkes det ikke, har jeg alle filer fra 13/11 i Jottaclooud. Jeg kan ikke helt regne ud, hvor meget jeg så vil miste, men vel primært de små billeder til blogposterne, da posternes indhold er gemt i databasen, og den er formentlig (?) uskadt.

Dette her vil koste data. Spørgsmålet er hvor meget?

Ny hjemmeside

19-12-2018 20:38:52

Mens jeg venter i ’spænding’ på al det her up- og download,… YES så er den der. Hvor er jeg godt tilpas igen. Fem timer kan være lang tid i min verden. Jeg har ikke mistet data.

Nåh det jeg egentlig ville fortælle var, at jeg er i færd med at bringe min side ind i nutiden. Den kommer til at se ca. sådan ud. Det vil tage sin tid med alle de yderste undersider, så det må komme lidt efter lidt. Og nogle, men ikke alle, linker til denne liveside, hvilket jeg ikke begriber. Nogle menuer dur, men ikke alle, men sådan er der så meget. Det kommer alt sammen.

Panikken angående den nuværende side er ovre, og det er det væsentligste lige nu.

 

/6 Kommentarer/i , , , , /af , , , ,

Bloggens fødselsdag

12 år

Bloggen fylder i dag 12 år, og jeg spørger mig selv, “hvor er alle drømmene…” (en schlager med Maria Stenz fra 1973)? Jeg ved det ikke, og måske er det også ligegyldigt. Faktisk kan jeg ikke huske at have haft drømme. Måske er det også bedre bare at leve her og nu?

Posterne har været kopieret adskillige gange mellem forskellige databaser, platforme og CMS’er, og på en eller anden måde er meget fra de første år gået tabt, så der kun vises en fejlbesked. Google bryder sig ikke om den slags. For et par uger siden gjorde jeg derfor kort proces og slettede alt fra 2005 og 2006. Det er bedre sådan.

Jeg har meget glæde af at skrive, at prøve at lave pæne sætninger og finde de helt rigtige ord. Herudover medfører bloggen et virtuelt fællesskab. De blogs, jeg følger, har jeg fulgt i årevis, og nogle af forfatterne har jeg sågar mødt. Det har været hyggeligt. Pudsigt at træffe mennesker, man kender ret godt, uden nogensinde før at have mødt dem.

Bloggen er også et værn mod ensomhed. Føler jeg mig ensom, hiver jeg mig selv op med hårrødderne og skriver et indlæg. Det virker godt. Måske kan man kalde det endnu en kompenserende strategi?

Den seneste periode har budt på en del erindringer. Det er godt at dele dem, også selv om det er tydeligt, at mine kære læsere ikke ved, hvad de skal svare. I forbindelse med mit helhjertede forsøg på at skrive en bog, har flere spurgt mig, om jeg gør det for at blive klogere på mig selv. Det korte og klare svar er “nej, for det er jeg allerede blevet”. Det seneste års tid har virkelig rykket på den front. Det er i sig selv fantastisk.

Tanzania 2010

Dagens slideshow (og så har jeg vist heller ikke flere billeder at gøre godt med) bygger på en rejse til Karagwe stift i Tanzania i 2010, hvor jeg deltog i en mellemkirkelig rejse for at opleve, hvordan et evangelisk-luthersk kirkesamfund fungerer langt pokker i vold, et sted hvor alle jordvejene er røde.

Der er måske lidt vel mange tomater, med den røde farve gør sig så godt på billeder. Herudover er det slående, hvor mange farver der er på alle mulige dagligdags ting.

Musikken er Dire Straits’ “You are so far away” fra albummet “Brothers in arms” fra 1985. Slideshowet varer 4:46 minutter.

God fornøjelse hvis du kigger med.

/4 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Tanker

Moderatorer

En håndfuld gode mennesker læser med i min måske-bog, og det er bare rigtig dejligt, at de gider. Et emne, der går igen i feed backen fra dem alle, er, at mange emner med fordel kan foldes mere ud, at der kan elaboreres mere over dem.

Det, der langsomt er ved at gå op for mig, er, at jeg ofte regner med, at læseren ved, hvad jeg tænker, og at jeg derfor ikke skriver det ned.  Men det gør læseren selvfølgelig ikke. Det er faktisk ikke så let at få skrevet mere oveni det, jeg allerede har skrevet. Når jeg har trykket på send, føles kapitlet færdigt; det er det bare ikke.

Jeg er meget i processen. Jeg kan gå og gøre noget helt andet fx lave mad, og pludselig kommer der en tanke om, at dette og hint skal også med. Jeg skriver det med det samme for ikke at miste disse uomtvisteligt geniale input, der tilsyneladende kommer ud af den blå luft. Det er et godt billede på, hvordan hjernen arbejder. Den gå ikke i stå bare fordi, jeg steger bøffer.

Jeg er kommet et stykke vej med ca. 11½ kapitel, eller hvad man nu skal kalde dem., og jeg øver mig i at “folde ud”. Der er dage, hvor jeg tænker, at dette er et vanvidsprojekt, og jeg burde droppe det. Der er andre dage,  hvor jeg tænker, at det nok skal gå. Forfattercoachen sagde noget fornuftigt, nemlig at jeg skal skrive, når jeg har lyst, og at det ikke er et arbejde. Det var faktisk ret godt set af ham. Så nu siger jeg til mig selv, at det er en leg.

Efterhånden har jeg skrevet alt det, der er “omkring” selve emnet, som er sessionerne hos psykologen. Der er knapt 60, og jeg har lavet resumeer af dem alle. Så empirien fejler ikke noget. Jeg går som katten om den varme grød, og kan sandt for dyden ikke se, hvordan jeg skal få aktiveret hele det materiale. Jeg regner med en åbenbaring på et tidspunkt.

En anden leg

Jeg elsker gamle billeder, og bogen har fået mig til at kigge lidt på nogle af dem. Og det kom der nedenstående lille slideshow ud af. Der er et par af, der er meget grynede i forhold til originalen. Jeg tror, det skyldes, at de blive blæst for meget op. Hver pixel bliver formentlig strakt til det yderste, men det er ikke lige sådan at gøre noget ved. I får det som det er.

Billederne er nogenlunde kronologiske. Selv synes jeg, at musikken passer ret godt. Det er “Aint no cure for love” med Jeniffer Warnes fra albummet “Famous blue raincoat”, der udkom i 1987.