Tanker
Indholdsfortegnelse
Moderatorer
En håndfuld gode mennesker læser med i min måske-bog, og det er bare rigtig dejligt, at de gider. Et emne, der går igen i feed backen fra dem alle, er, at mange emner med fordel kan foldes mere ud, at der kan elaboreres mere over dem.
Det, der langsomt er ved at gå op for mig, er, at jeg ofte regner med, at læseren ved, hvad jeg tænker, og at jeg derfor ikke skriver det ned. Men det gør læseren selvfølgelig ikke. Det er faktisk ikke så let at få skrevet mere oveni det, jeg allerede har skrevet. Når jeg har trykket på send, føles kapitlet færdigt; det er det bare ikke.
Jeg er meget i processen. Jeg kan gå og gøre noget helt andet fx lave mad, og pludselig kommer der en tanke om, at dette og hint skal også med. Jeg skriver det med det samme for ikke at miste disse uomtvisteligt geniale input, der tilsyneladende kommer ud af den blå luft. Det er et godt billede på, hvordan hjernen arbejder. Den gå ikke i stå bare fordi, jeg steger bøffer.
Jeg er kommet et stykke vej med ca. 11½ kapitel, eller hvad man nu skal kalde dem., og jeg øver mig i at “folde ud”. Der er dage, hvor jeg tænker, at dette er et vanvidsprojekt, og jeg burde droppe det. Der er andre dage, hvor jeg tænker, at det nok skal gå. Forfattercoachen sagde noget fornuftigt, nemlig at jeg skal skrive, når jeg har lyst, og at det ikke er et arbejde. Det var faktisk ret godt set af ham. Så nu siger jeg til mig selv, at det er en leg.
Efterhånden har jeg skrevet alt det, der er “omkring” selve emnet, som er sessionerne hos psykologen. Der er knapt 60, og jeg har lavet resumeer af dem alle. Så empirien fejler ikke noget. Jeg går som katten om den varme grød, og kan sandt for dyden ikke se, hvordan jeg skal få aktiveret hele det materiale. Jeg regner med en åbenbaring på et tidspunkt.
En anden leg
Jeg elsker gamle billeder, og bogen har fået mig til at kigge lidt på nogle af dem. Og det kom der nedenstående lille slideshow ud af. Der er et par af, der er meget grynede i forhold til originalen. Jeg tror, det skyldes, at de blive blæst for meget op. Hver pixel bliver formentlig strakt til det yderste, men det er ikke lige sådan at gøre noget ved. I får det som det er.
Billederne er nogenlunde kronologiske. Selv synes jeg, at musikken passer ret godt. Det er “Aint no cure for love” med Jeniffer Warnes fra albummet “Famous blue raincoat”, der udkom i 1987.
Stegemüller
At skrive en bog er en proces. Den proces kan antage mange former. En kan være aha. Det der skal dukke op, dukker nok op. Pludselig.
@ Jørgen
Ja du har helt ret i, at det er en proces. Og hold da op, hvilke erindringsglimt, der dukker op. Det er virkelig mærkeligt. Alle de “store” glimt er diskuteret igennem med psykologen. De “små” håndterer jeg ganske udmærket selv.
Det er en interessant proces, og jeg kan mærke, at det går bedre og bedre. Det havde dog været rart, om jeg havde prøvet at skrive et speciale, så jeg havde noget erfaring med længere tekster at trække på. Men sådan var jurastudiet ikke. da jeg læste,
Det kan være en lærerig proces at få feedback på det, man skriver. Hvis man kan rent tidsmæssigt, kan det også være frugtbart at lade det skrevne ligge så tilpas længe, at man selv kan læse det med friske øjne. Jeg har i hvert fald skrevet meget, som jeg ville have skrevet anderledes i dag.
En frisk tekst kan også være så indarbejdet i korttidshukommelsen, at man “bliver blind” og fx helt kan overse de trykfejl, man omgående ville se på et senere tidspunkt. Tekster har godt af at blive skrevet frit fra leveren og så blive pudset og poleret, når de har modnet.
@ Eric
Jeg tror, du har helt ret i det med at lægge det væk et stykke tid, måske bare tre eller fire dage, og så se på det igen. Jeg gør det lidt, men ikke systematisk.
Du har også ret i det med at skrive frit fra leveren. Det prøver jeg faktisk også, og jeg kan mærke, at jo længere hen i processen, jeg kommer, jo lettere går det. I starten skrev jeg kun om fakta, men nu får jeg sat flere ord på. Herudover griber jeg det hele baglæns an. Fx: “Man” skal starte med målgruppe(r) og formål, og så skrive direkte til dem. Jeg gjorde det omvendt. Jeg skrev fem eller seks kapitler, og herefter kunne jeg se, hvilken bog det skal blive og hvem den er til. Det skal være en “fagbog” for bipolare og erfaringsbog til personalet i psykiatrien, hospitalspræster og psykologer. Jeg lod indholdet bestemme og ikke omvendt. Det kan da være, det giver bagslag på et tidspunkt, men for mig føles det indtil videre rigtigt.