Tag Archive for: Leg

, ,

Hjernekassen med Peter Lund Madsen

Hjernekassen med Peter Lund Madsen

Meningsfyldt radio

Jeg har fundet ‘Hjernekassen med Peter Lund Madsen’ på P1 og hører den som podcast:

Peter Lund Madsen får hver uge besøg af eksperter i studiet. Alle emner kan blive belyst – lige fra menneskekroppens tarmflora til ekspeditioner på fremmede planeter. Og værten sørger altid for at binde historierne sammen med sin egen personlige ekspertise indenfor hjernevidenskab og psykiatri.

Det er utrolig spændende, bl.a. fordi der er meget om psykiatri, hvilket er naturligt, da Peter Lund Madsen selv er både psykiater og hjerneforsker. Han tager alle mulige emner, relateret til hjernen, op. Her til morgen har jeg hørt om cerebral parese og hjernetumorer. Tænk at kunne lave den slags til spændende radio. Det skal han have en præmie for.

Der ligger faktisk også en udsendelse om bipolar affektiv sindslidelse og en om Aspergers Syndrom syndrom, men ikke om jeg kan få mit udstyr til at afspille dem. De må være taget af, uden at linket er fjernet. Det er ærgerligt, for dem ville jeg selvfølgelig gerne have hørt.

Også i Hjernekassen: Voksne bygger med LEGO™

Der ligger også en udsendelse om voksne, der bygger med LEGO. The LEGO Foundation‘s Centre for Creativity forsker i leg og kreativitet. Folk, der bygger med LEGO, får styrket deres kreativitet, koncentration, fordybelse og kan opleve en passion for klodserne. LEGO indbyder til innovation og samarbejde. Legobyggere udklækker mange ingeniører.

Det minder mig om mit eget favoritlegetøj som barn. Det var netop LEGO. Jeg kunne være opslugt i dagevis af at bygge bondegårde og landsbyer, for dengang i slutningen af tresserne var LEGO jo ikke nær så avanceret, som det er i dag. Jeg fik på et tidspunkt en Renault model 1926, som føltes vældig vanskelig og avanceret, da jeg var syv eller otte år.. Når jeg ser på den i dag er det jo bare et par klodser, der er sat sammen. Noget andet jeg holdt meget af var Legotoget, som jeg havde meget udstyr til. Hertil skulle så bygges stationer, jernbaneovergange osv. Kun fantasien satte grænser.

Andet favoritlegetøj var Bilofix, Mecano og diverse værktøj. Dukkerne vidste jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med.

Opdatering 2021-10-21: Det viste sig senere, at dette var nogle af de klare tegn på Aspergers syndrom.

Pudsigt som et program som ‘Hjernekassen’ kan få sære associationer frem…

Renault 1926


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, , ,

Tanker

Moderatorer

En håndfuld gode mennesker læser med i min måske-bog, og det er bare rigtig dejligt, at de gider. Et emne, der går igen i feed backen fra dem alle, er, at mange emner med fordel kan foldes mere ud, at der kan elaboreres mere over dem.

Det, der langsomt er ved at gå op for mig, er, at jeg ofte regner med, at læseren ved, hvad jeg tænker, og at jeg derfor ikke skriver det ned.  Men det gør læseren selvfølgelig ikke. Det er faktisk ikke så let at få skrevet mere oveni det, jeg allerede har skrevet. Når jeg har trykket på send, føles kapitlet færdigt; det er det bare ikke.

Jeg er meget i processen. Jeg kan gå og gøre noget helt andet fx lave mad, og pludselig kommer der en tanke om, at dette og hint skal også med. Jeg skriver det med det samme for ikke at miste disse uomtvisteligt geniale input, der tilsyneladende kommer ud af den blå luft. Det er et godt billede på, hvordan hjernen arbejder. Den gå ikke i stå bare fordi, jeg steger bøffer.

Jeg er kommet et stykke vej med ca. 11½ kapitel, eller hvad man nu skal kalde dem., og jeg øver mig i at “folde ud”. Der er dage, hvor jeg tænker, at dette er et vanvidsprojekt, og jeg burde droppe det. Der er andre dage,  hvor jeg tænker, at det nok skal gå. Forfattercoachen sagde noget fornuftigt, nemlig at jeg skal skrive, når jeg har lyst, og at det ikke er et arbejde. Det var faktisk ret godt set af ham. Så nu siger jeg til mig selv, at det er en leg.

Efterhånden har jeg skrevet alt det, der er “omkring” selve emnet, som er sessionerne hos psykologen. Der er knapt 60, og jeg har lavet resumeer af dem alle. Så empirien fejler ikke noget. Jeg går som katten om den varme grød, og kan sandt for dyden ikke se, hvordan jeg skal få aktiveret hele det materiale. Jeg regner med en åbenbaring på et tidspunkt.

En anden leg

Jeg elsker gamle billeder, og bogen har fået mig til at kigge lidt på nogle af dem. Og det kom der nedenstående lille slideshow ud af. Der er et par af, der er meget grynede i forhold til originalen. Jeg tror, det skyldes, at de blive blæst for meget op. Hver pixel bliver formentlig strakt til det yderste, men det er ikke lige sådan at gøre noget ved. I får det som det er.

Billederne er nogenlunde kronologiske. Selv synes jeg, at musikken passer ret godt. Det er “Aint no cure for love” med Jeniffer Warnes fra albummet “Famous blue raincoat”, der udkom i 1987.