/6 Kommentarer/i , , , , /af , , , ,

Bloggens fødselsdag

12 år

Bloggen fylder i dag 12 år, og jeg spørger mig selv, “hvor er alle drømmene…” (en schlager med Maria Stenz fra 1973)? Jeg ved det ikke, og måske er det også ligegyldigt. Faktisk kan jeg ikke huske at have haft drømme. Måske er det også bedre bare at leve her og nu?

Posterne har været kopieret adskillige gange mellem forskellige databaser, platforme og CMS’er, og på en eller anden måde er meget fra de første år gået tabt, så der kun vises en fejlbesked. Google bryder sig ikke om den slags. For et par uger siden gjorde jeg derfor kort proces og slettede alt fra 2005 og 2006. Det er bedre sådan.

Jeg har meget glæde af at skrive, at prøve at lave pæne sætninger og finde de helt rigtige ord. Herudover medfører bloggen et virtuelt fællesskab. De blogs, jeg følger, har jeg fulgt i årevis, og nogle af forfatterne har jeg sågar mødt. Det har været hyggeligt. Pudsigt at træffe mennesker, man kender ret godt, uden nogensinde før at have mødt dem.

Bloggen er også et værn mod ensomhed. Føler jeg mig ensom, hiver jeg mig selv op med hårrødderne og skriver et indlæg. Det virker godt. Måske kan man kalde det endnu en kompenserende strategi?

Den seneste periode har budt på en del erindringer. Det er godt at dele dem, også selv om det er tydeligt, at mine kære læsere ikke ved, hvad de skal svare. I forbindelse med mit helhjertede forsøg på at skrive en bog, har flere spurgt mig, om jeg gør det for at blive klogere på mig selv. Det korte og klare svar er “nej, for det er jeg allerede blevet”. Det seneste års tid har virkelig rykket på den front. Det er i sig selv fantastisk.

Tanzania 2010

Dagens slideshow (og så har jeg vist heller ikke flere billeder at gøre godt med) bygger på en rejse til Karagwe stift i Tanzania i 2010, hvor jeg deltog i en mellemkirkelig rejse for at opleve, hvordan et evangelisk-luthersk kirkesamfund fungerer langt pokker i vold, et sted hvor alle jordvejene er røde.

Der er måske lidt vel mange tomater, med den røde farve gør sig så godt på billeder. Herudover er det slående, hvor mange farver der er på alle mulige dagligdags ting.

Musikken er Dire Straits’ “You are so far away” fra albummet “Brothers in arms” fra 1985. Slideshowet varer 4:46 minutter.

God fornøjelse hvis du kigger med.

/2 Kommentarer/i , , , , /af , , , ,

Sociale medier

Sproget på de sociale medier

Jeg “elsker” Facebook, der kan bruges til mange nyttige ting fx at holde sig ajour med vægtige artikler fra Information, Kristeligt Dagblad og Politiken. Jeg har fået kontakt med flere tidligere kolleger via Facebook. Sidder jeg og bøvler med et eller andet problem fx med PCen, er der altid en gruppe at stille spørgsmål i, og medlemmerne er altid søde og hurtige til at svare. Så langt så godt.

Folkekirkens Nødhjælp uploadede i dag denne lille video, der opfordrer til dialog om den hårde tone, der bruges. Deres påstand er, at det er så let at sidde hjemme ved tastaturet og bag skærmen og så råbe grimt. Jeg må give dem ret. Herunder er et par eksempler:

Jeg forstår ikke, hvordan der kan findes mennesker, der ytrer sig på den måde; eller jo det gør jeg måske nok, for det må være fordi, de selv på en eller anden måde er forsmåede og ikke har haft indflydelse på egen tilværelse. Men uanset hvad: Jeg græmmes. Fordi man selv har det hårdt, behøver andre vel ikke have det værre!

Jeg fulgte kommentarsporet til videoen. FKNs oplæg til debat drejede sig om sprog og ord, men på ingen tid drejede 75 pct. af kommentarerne sig om børnebegrænsning. En kommentar lød: “De oversvømmer os som græshopper” (der så også var skrevet med versaler). Folk skriver det mest forfærdelige om andre mennesker, bare fordi de ikke står ansigt til ansigt. Og det er ikke kun om de 800 millioner fattigste i verden, det er såmænd også om de øvrige, der ytrer sig med kommentarer.

Statsministeren sagde i en af sine nytårstaler: “Danmark er et kristent land”. Hvis det er sandt, må jeg sige, at barmhjertighed og næstekærlighed kan ligge på et meget lille sted.

Befolkningstilvæksten

Vi tager den lige en gang til: “Når levestandarden hæves i et land og børnedødeligheden dermed falder, begynder kvinderne at føde færre børn. Det har Hans Rosling, den svenske professor i international sundhed, flere gange demonstreret.” Kilde: Verdens bedste nyheder. Så længe, der er udbredt fattigdom, føder kvinderne mange børn i håb om, at bare nogle af dem overlever og kan være med til at forsørge dem, når de bliver gamle.

Brobyggeren Özlem Cekic

Özlem Cekic har netop udgivet bogen “Hvorfor hader han dig, mor?”, der handler om hendes enorme projekt “Brobygger”, hvor hun drikker “dialogkaffe” med de, der hader hende mest, typisk fordi hun er muslim.  Jeg følger hende på Facebook og er imponeret over, hvad hun ene kvinde har sat i værk og opnået. Og så er det, vi kommer tilbage til sproget på de sociale medier:

Hun viser af og til nogle af de mails hun får, og de har stort set ingen nedre grænse: Luder, perker, rotte, skrid hjem med dig, kulturberiger, og også længere flere sammenhængende ord som fx disse:

“Du er den heldige banan, der er havnet i et samfund, hvor du som kvinde får den respekt som tilkommer alle mennesker. Derfor må du forstå, Abrahamististiske religioner ikke har nogen fremtid her i Danmark. Du er kommet hertil som indvandrer, og forstår ikke den kamp landets befolkning har haft med religion. Din religion er ikke noget du bør være stolt af, eller et stykke bagage du bare mener folk har med. Abrahamistist religion er dumhed. Danmark skal videre fra dumhed, så derfor har politikere som dig ingen fremtid her. Fremtidens Danmark skal være for folk der kan tænke frit.“

Hun tror på, at vi kommer længst ved at tale sammen, og det er jeg fuldstændig enig i. Og når vi så gør det ansigt til ansigt, risikerer vi at forstå hinanden. Ansigt til ansigt kommer alle hadeordene med versaler ikke til syne.

 

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Følsom med Rejseholdet

Gamle TV-serier

Jeg er håbløst bagud, men det er jo ikke noget nyt 🙂 , for jeg kan vældig godt lide serier som: “Matador”, “Krøniken” og “Rejseholdet”. Sidstnævnte er fra 2000 – 2004, så den hører næsten til det museale, men den har et tempo, der gør, at jeg kan følge med, selvom jeg normalt har svært ved at se TV pga. diverse kognitive vanskeligheder. Rejseholdet fås hos Blockbuster til en absolut rimelig pris: 32 afsnit for 196,00 kr. Nu har jeg købt dem alle.

DR har åbenbart en politik, der gør, at de ikke lægger hele serier på nettet. Fx ville jeg forleden se Krøniken afsnit 2. Det kan man ikke, med mindre man accepterer “synstolkning”, hvilket er ulideligt, når man ikke har et synshandicap. De har afsnit et. Hvorfor ikke resten? Det har jeg skrevet til dem og spurgt om. De vil svare indenfor fire uger…

Rejseholdet

I aftes sad jeg og så afsnit fem og seks fra en ukendt sæson (måske nok et). I afsnit fem døde Ingrids mand Søren efter en hjerneblødning og en mislykket operation i hjernen. Det var så fint lavet, at tårerne trillede hos mig. Måske er jeg bare over-følsom p.t., men det var virkelig fint tænkt og spillet. Jeg forstår godt, at serien i 2002 fik en Emmy.

Min favoritkarakter er Thomas La Cour (Lars Brygman), der nærmest er clairvoyant, når han går rundt og taler højt med sig selv på et gerningssted og forestiller sig, hvordan forbrydelsen fandt sted, og hvad der i øvrigt hændte der.

Mads Mikkelsen i rollen som Fischer er et markant medlem af holdet. Hans til tider rå fremgangsmåde er på kanten af det lovlige, men han skaber mange resultater til holdet. Når man ser ham i denne serie, forstår man, at han har haft en karriere i USA. De har også et ret råt politikorps.

Charlotte Fich i rollen som Ingrid er det udtrykte billede på en kvinde, der både er følsom og ambitiøs. Oftest fremstilles disse egenskaber op som hinandens modsætninger, men ikke her. Hun rummer det hele, og hun er en fremragende teamleder.

Download

Blockbuster har mærkeligt nok ingen kobling til iTunes. Det bevirker, at man skal downloade dem til iPad én ad gangen. Det tager sin tid, når der er 32 afsnit. Så der er god mulighed for, at jeg ikke kommer til at kede mig i dag…

God søndag.

 

 

 

 

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Pseudoindflydelse

Mener du noget?

DR har på deres Facebookside(r) fundet på noget nyt, som de nok selv synes er kækt: De stiller læserne de mærkeligste spørgsmål. I dag er det fx:

  1. “I Aarhus vil man stimulere de nyfødtes sanser med Mozart og modermælk. Hvad mener I om idéen?”
  2. Fra DR Nyheder: “Politisk flertal vil sikre gratis nøgenbadning. Skal du benytte dig af tilbuddet?” Billedet foroven er fra Helgoland – en badeanstalt på Amager, og det er denne, der “debatteres”.

Reaktionerne udebliver da heller ikke, men på grund af spørgsmålets karakter (nr. to) bliver svarene til “ja” og “nej” uden forklaring eller uddybning. Det forekommer ret uinteressant, og det gælder såmænd både artiklen og svarene.

Mht. til nummer et  kommer der på grund af spørgsmålets udformning flere argumenter og forklaringer på “hvorfor” og vist mest “hvorfor ikke”.

Pseudoindflydelse

Hvad får DR mon ud af at stille den slags spørgsmål? Hvor vil de hen med det?

Når folk svarer, har de vel en eller anden formodning om at blive hørt. Hvorfor ellers svare? Realiteten er, at svarene ikke samles sammen og sendes til en minister, en rådmand (eller -kvinde), en borgmester mv. De havner på en eller anden server hos Facebook, og så kan de ligge der og forene bits og bytes i en længere årrække indtil formaterne er forældede.

Konklusion: Man bilder folk ind, at de har en eller anden form for indflydelse, men det  har de ikke. Derfor tillader jeg mig at kalde det for pseudoindflydelse.