/12 Kommentarer/i , , , , /af , , , ,

Ordmenneske

Man skal vide, hvad man kan

Når man søger nyt job, må man støve inventarlisten af, så man kommer i tanke om, hvad man egentlig kan. Inventarlisten er bare et andet ord for kompetencer.  Jeg er gået over til at kalde mig selv for et “ordmenneske”, for det er forståeligt for de fleste (arbejdsgivere). Jeg elsker ordene og sætningerne, og jeg kan godt lide at finde på pæne af begge slags.

Jeg kan af og til godt lide at lege med lidt gammeldags ord. I supportgruppen har jeg i guiden om Mozilla Firefox skrevet, at programmet “kerer sig” om brugernes privatliv. Jeg fik op til flere henvendelser om, at jeg havde stavet forkert 🙂

Hvis man ikke er ordmenneske, så er man vel noget andet? “Noget andet” kan måske være “humørikonmenneske”, som fx forfatteren af teksten til højre, som jeg har anonymiseret bedst muligt. Teksten stammer fra en Facebookgruppe, hvor de fleste medlemmer må være under 30 år eller måske endda under 25 år. Jeg kunne ikke lige finde et af de mere grelle eksempler, men dette illustrerer vist egentlig problemet nogenlunde.

Jeg er næsten ikke i stand til at læse en sådan tekst. Min hjerne fungerer altså ikke på det niveau. Alle de små figurer bliver for mig bare forstyrrende elementer, som jeg forgæves forsøger at hoppe over for at få mening i det sorte på det hvide, som vi typisk kalder bogstaver. Helt overordnet synes jeg, man skal kunne udtrykke sig med ordene i sig selv uden at skulle ty til små figurer.

En form for leg

Det med ordene er for mig en form for leg. En kollega beder ofte om hjælp til korrekturlæsning, og jeg siger altid ja med glæde. Det er typisk referater på seks eller syv sider, men det tager mig ikke ret lang tid. Af og til dukker der små sjove ting frem: Når “kutyme” bliver til “kostume”, og når “engagement” bliver til “arrangement”, kan jeg ikke lade være at smile med lyd på. Vi har kontor lige op ad hinanden, så hun kunne høre mit smil. Heldigvis har hun humor og kunne også selv se det sjove i det.

En del af legen er at bruge ordnet.dk. Jeg slår dagligt op for at være sikker på, at jeg ikke skriver noget vrøvl. Hvis man vil lege sprogrøgter, må man da starte med at feje for egen dør.

De stillinger, jeg p.t. kigger på og selv prøver at skabe, indeholder opgaver med sprog og tekster. Hvis jeg kan finde noget med udvikling og vedligeholdelse af websites, sociale medier, guides til software, tekster, korrektur mv. er min lykke gjort, for det er opgaver, jeg elsker, og som jeg synes, jeg er kompetent til. Nogle af de firmaer, jeg har kontakt med lige nu, tilbyder præcis disse opgaver. Jeg tror på det, men jeg tør alligevel ikke tro på det, før jeg står med en kontrakt med to underskrifter. Det er lidt det med en fugl i hånden og ti på taget.

Professionelle sprogbrugere

Psykiatrifonden har lavet et telefoninterview med mig i forbindelse med, at de skal skrive en artikel om “Det gode liv på arbejdsmarkedet med psykisk sygdom”. Jeg fik udkastet til høring og kunne komme med kommentarer. Der var nogle rent faktuelle fejl, fx var Hvidovre Kommune blevet til Rødovre Kommune, men der var også en del anden sproglig misk mask.

Jeg rettede artiklen igennem med Words korrekturværktøj og returnerede den til journalisten. Jeg blev faktisk helt glad, da han svarede, at han havde accepteret alle mine forslag til ændringer.

Det er altid svært at gå i rette med skribenter (både professionelle og private), for de kan blive kede af det, og det er jo ikke mit ærinde. Ærindet er at prøve at skrive en korrekt tekst. Der er en tendens til “Jamen du kan jo godt forstå, hvad meningen er” eller “Få dig dog et liv. Fokusér på noget andet”. De synspunkter kan jeg slet ikke forstå.

Vi har et fint sprog med mange udfordringer og muligheder. Dem skal vi bruge.

/2 Kommentarer/i , , , , /af , , , ,

Sociale medier

Sproget på de sociale medier

Jeg “elsker” Facebook, der kan bruges til mange nyttige ting fx at holde sig ajour med vægtige artikler fra Information, Kristeligt Dagblad og Politiken. Jeg har fået kontakt med flere tidligere kolleger via Facebook. Sidder jeg og bøvler med et eller andet problem fx med PCen, er der altid en gruppe at stille spørgsmål i, og medlemmerne er altid søde og hurtige til at svare. Så langt så godt.

Folkekirkens Nødhjælp uploadede i dag denne lille video, der opfordrer til dialog om den hårde tone, der bruges. Deres påstand er, at det er så let at sidde hjemme ved tastaturet og bag skærmen og så råbe grimt. Jeg må give dem ret. Herunder er et par eksempler:

Jeg forstår ikke, hvordan der kan findes mennesker, der ytrer sig på den måde; eller jo det gør jeg måske nok, for det må være fordi, de selv på en eller anden måde er forsmåede og ikke har haft indflydelse på egen tilværelse. Men uanset hvad: Jeg græmmes. Fordi man selv har det hårdt, behøver andre vel ikke have det værre!

Jeg fulgte kommentarsporet til videoen. FKNs oplæg til debat drejede sig om sprog og ord, men på ingen tid drejede 75 pct. af kommentarerne sig om børnebegrænsning. En kommentar lød: “De oversvømmer os som græshopper” (der så også var skrevet med versaler). Folk skriver det mest forfærdelige om andre mennesker, bare fordi de ikke står ansigt til ansigt. Og det er ikke kun om de 800 millioner fattigste i verden, det er såmænd også om de øvrige, der ytrer sig med kommentarer.

Statsministeren sagde i en af sine nytårstaler: “Danmark er et kristent land”. Hvis det er sandt, må jeg sige, at barmhjertighed og næstekærlighed kan ligge på et meget lille sted.

Befolkningstilvæksten

Vi tager den lige en gang til: “Når levestandarden hæves i et land og børnedødeligheden dermed falder, begynder kvinderne at føde færre børn. Det har Hans Rosling, den svenske professor i international sundhed, flere gange demonstreret.” Kilde: Verdens bedste nyheder. Så længe, der er udbredt fattigdom, føder kvinderne mange børn i håb om, at bare nogle af dem overlever og kan være med til at forsørge dem, når de bliver gamle.

Brobyggeren Özlem Cekic

Özlem Cekic har netop udgivet bogen “Hvorfor hader han dig, mor?”, der handler om hendes enorme projekt “Brobygger”, hvor hun drikker “dialogkaffe” med de, der hader hende mest, typisk fordi hun er muslim.  Jeg følger hende på Facebook og er imponeret over, hvad hun ene kvinde har sat i værk og opnået. Og så er det, vi kommer tilbage til sproget på de sociale medier:

Hun viser af og til nogle af de mails hun får, og de har stort set ingen nedre grænse: Luder, perker, rotte, skrid hjem med dig, kulturberiger, og også længere flere sammenhængende ord som fx disse:

“Du er den heldige banan, der er havnet i et samfund, hvor du som kvinde får den respekt som tilkommer alle mennesker. Derfor må du forstå, Abrahamististiske religioner ikke har nogen fremtid her i Danmark. Du er kommet hertil som indvandrer, og forstår ikke den kamp landets befolkning har haft med religion. Din religion er ikke noget du bør være stolt af, eller et stykke bagage du bare mener folk har med. Abrahamistist religion er dumhed. Danmark skal videre fra dumhed, så derfor har politikere som dig ingen fremtid her. Fremtidens Danmark skal være for folk der kan tænke frit.“

Hun tror på, at vi kommer længst ved at tale sammen, og det er jeg fuldstændig enig i. Og når vi så gør det ansigt til ansigt, risikerer vi at forstå hinanden. Ansigt til ansigt kommer alle hadeordene med versaler ikke til syne.

 

/10 Kommentarer/i , , , , , /af , , , , ,

Eventuelt

Kontorfællesskab?

Søndag faldt jeg over KBHBASE, da jeg ledte efter noget helt andet, nærmere bestemt hvem en WordPressdesigner havde leveret hjemmesider til. De skriver sådan om sig selv:

KBHBASE er et kreativt og udviklende kontorfællesskab for designere, arkitekter, byggefolk og kreative iværksættere.

 

Jeg sendte dem en kort præsentation, mit CV og en anbefaling, og egentlig regnede jeg ikke med at høre noget som helst. Bare et skud i tågen. Jeg skrev:

Kære KBHBASE

Ved et tilfælde faldt jeg over jeres flotte hjemmeside, og jeg skriver til jer, fordi jeg tror, vi kan få et værdifuldt samarbejde.

Jeg tilbyder mig som en slags “altmuligmand” for en eller flere af virksomhederne i jeres kontorfællesskab. Jeg er især skarp på sproglige opgaver fx korrekturlæsning, på webservices og på al mulig software. I har specialisterne, og jeg kan tilbyde den sidste finish på utallige ydelser.

Mit tilbud til en eller flere af jer er, at I betaler for én times arbejde men får 15 timers arbejde. Denne mulighed bygger på en aftale med Hvidovre Kommune, hvor jeg er tilkendt et fleksjob efter psykisk sygdom. Siden januar 2016 har jeg arbejdet i Folkekirkens Nødhjælps hovedkvarter i København og har været rigtig glad for det. Organisationen har desværre ikke flere opgaver, og min kontrakt udløber til årsskiftet. Det er ikke min natur at læne mig tilbage og se, hvad der sker. Derfor undersøger jeg allerede nu markedet.

Jeg vedlægger mit CV og en udtalelse fra min tidligere chef i Folkekirkens Nødhjælp. I disse dokumenter vil I blandt andet se, at min uddannelsesmæssige baggrund er en juridisk kandidateksamen fra 1990, en 23-årig karriere i staten med henholdsvis resultat- og økonomistyring og ledelse af større IT-projekter. Udtalelsen fra min tidligere chef taler vist for sig selv.

Med disse få ord håber jeg at have skabt en interesse hos en eller flere af jer, så vi kan få en snak i løbet af kort tid.

Anette (psykologen) har flere gang haft talt om, at jeg kunne virke i den slags landskab, hvor flere mindre firmaer kunne deles om mig fx fire/fem/seks psykologer, der havde behov for lidt lækre og opdaterede hjemmesider. Af den grund turde jeg byde ind på det.

Hun har banket ind i hovedet på mig, at der er to ufravigelige krav:

  1. Fastansættelse da jeg nu skal have noget stabilitet.
  2. Eget kontor da udefrakommende støj er for stressende for mig. Bipolar lidelse og stress passer overhovedet ikke sammen.

Respons

De skrev – til min store overraskelse – tilbage i dag. Det lyder rigtig godt:

Tak for din henvendelse,

Vi syntes dit tilbud lyder meget interessant,

Vores bekymring er om vi kan levere arbejde nok som er interessant for dig.

Vi har en hjemmeside der skal holdes ved lige samt profiler på facebook og Linkedin som også skal holdes ved lige og gerne have nogle opdateringer løbende.

Derudover vil der være mulighed for at hjælpe nogle af firmaerne på kontoret med for eks. deres hjemmesider, tekster og andre lignede opgaver. Vi kan måske også finde andre praktiske opgaver.

Uden at bruge meget tid på at forklare vores set up vil jeg tilbyde at du kommer forbi og ser stedet, får en kop kaffe og så kan vi snakke om mulighederne hvis det fortsat har din interesse.

Vi har aftalt at tage en snak i morgen formiddag. Det glæder jeg mig vældig meget til, da deres mail rammer mine kernekompetencer og ditto interesser. Det kunne da være så fedt…

/i , , , /af , , ,

Diverse

Emoticons og emojis

Humørikonerne hedder også “emoticons” og “emojis”. Man bruger dem, når man vil udtrykke sig… De kan fx se sådan ud: ?? 😀 ☂? . Der er mange flere her og her. Og egentlig er de jo meget søde i begrænsede mængder.

I nogle af de Facebookgrupper, jeg følger, er der mennesker, der bruger et humørikon i hver eneste sætning. Det gør teksten stort set umulig at læse.

“når man vil udtrykke sig…” ja tak, vil udtrykke sig, men man kan ikke kan udtrykke sig. Set fra mit perspektiv skyldes den udbredte brug af humørikoner, at man ikke kan finde ud af at bruge ord og begreber og forstå sprogets nuancer.

Jeg peger også på mig selv!

OK – når man peger fingre ad andre, er der som bekendt altid tre fingre, der peger mod en selv. Jeg bruger dem også engang imellem i fx en mail. Jeg bruger dem, når jeg vil bløde en sætning op, og når det ville kræve en hel masse ord at bløde den op. Så kan et humørikon gøre nytte. Men der skal altså kun være ét pr. mail eller pr. blogpost.

Og noget helt andet – Carly Simon

Jeg kom på en eller anden måde til at tænke på “As times goes by” med Carly Simon. Det er en del af den musik, jeg tog med mig fra Amagerkollegiet – min musiksmag gik i stå i 80’erne, men det gør ikke noget. Jeg kan såmænd stadig teksten udenad. Den er her, og albummet hedder “Coming Around Again”.

Fem folkeskoler

Utallige er de gange, jeg har sagt til Anette (psykologen), at jeg har gået på fem folkeskoler. I dag satte jeg mig ned og talte op: Var det nu virkelig sandt? Jeg vil jo på ingen måde snyde eller lyve – det er såmænd slemt nok endda. Men det er nu rigtig nok. Det er fem styks.

Faktum er: Jeg var altid nået til et andet sted i regne- eller læsebogen end de andre børn. Enten var jeg foran eller bagud, men jeg var under alle omstændigheder altid forkert. Jeg har altid skullet kæmpe for at måtte være i livet. På den anden side: Mit medfødte intellekt bragte mig på omgangshøjde. Jeg kunne læse og regne, før jeg kom i skole – selvfølgelig simple tekster og lette regnestykker, men alligevel… Det har på mange måder været min redning.