Ansøgning. Studentermedhjælper med stærke skriftlige kompetencer. Jeg har set jeres stillingsopslag, og ”Din profil” er lig min profil. I beskriver mit drømmejob! Jeg elsker det danske sprog og synes, det skal behandles godt og også bedre, end man tit ser. Jeg bliver ofte brugt til korrekturlæsning, som jeg ligefrem synes er sjovt. Det vil ikke føles som arbejde, men som leg, at gennemgå sproget i jeres tekster.
En håndfuld gode mennesker læser med i min måske-bog, og det er bare rigtig dejligt, at de gider. Et emne, der går igen i feed backen fra dem alle, er, at mange emner med fordel kan foldes mere ud, at der kan elaboreres mere over dem.
Det, der langsomt er ved at gå op for mig, er, at jeg ofte regner med, at læseren ved, hvad jeg tænker, og at jeg derfor ikke skriver det ned. Men det gør læseren selvfølgelig ikke. Det er faktisk ikke så let at få skrevet mere oveni det, jeg allerede har skrevet. Når jeg har trykket på send, føles kapitlet færdigt; det er det bare ikke.
Jeg er meget i processen. Jeg kan gå og gøre noget helt andet fx lave mad, og pludselig kommer der en tanke om, at dette og hint skal også med. Jeg skriver det med det samme for ikke at miste disse uomtvisteligt geniale input, der tilsyneladende kommer ud af den blå luft. Det er et godt billede på, hvordan hjernen arbejder. Den gå ikke i stå bare fordi, jeg steger bøffer.
Jeg er kommet et stykke vej med ca. 11½ kapitel, eller hvad man nu skal kalde dem., og jeg øver mig i at “folde ud”. Der er dage, hvor jeg tænker, at dette er et vanvidsprojekt, og jeg burde droppe det. Der er andre dage, hvor jeg tænker, at det nok skal gå. Forfattercoachen sagde noget fornuftigt, nemlig at jeg skal skrive, når jeg har lyst, og at det ikke er et arbejde. Det var faktisk ret godt set af ham. Så nu siger jeg til mig selv, at det er en leg.
Efterhånden har jeg skrevet alt det, der er “omkring” selve emnet, som er sessionerne hos psykologen. Der er knapt 60, og jeg har lavet resumeer af dem alle. Så empirien fejler ikke noget. Jeg går som katten om den varme grød, og kan sandt for dyden ikke se, hvordan jeg skal få aktiveret hele det materiale. Jeg regner med en åbenbaring på et tidspunkt.
Jeg elsker gamle billeder, og bogen har fået mig til at kigge lidt på nogle af dem. Og det kom der nedenstående lille slideshow ud af. Der er et par af, der er meget grynede i forhold til originalen. Jeg tror, det skyldes, at de blive blæst for meget op. Hver pixel bliver formentlig strakt til det yderste, men det er ikke lige sådan at gøre noget ved. I får det som det er.
Billederne er nogenlunde kronologiske. Selv synes jeg, at musikken passer ret godt. Det er “Aint no cure for love” med Jeniffer Warnes fra albummet “Famous blue raincoat”, der udkom i 1987.
Man kan overveje, om jeg har lavet en masse gode grøntsager, som der skal serveres gås til, eller om det handler om handler om fodtøj, der skal gås til?
Det handler om fodtøj! Og mit fodtøj skal ikke gås til.
Mine “ballerinasko” i størrelse 40 er ikke egnede til vinterbrug. Det bliver for koldt, og modstanden mod snedriverne er utilstrækkelig, så jeg gik til ecco, hvis sko og støvler passer godt til mig.
De har en en fantastisk service, for jeg fik min egen personlige assistent. Han tog tålmodigt støvler frem og tilbage fra kælderen. Efterhånden fik jeg indkredset, hvilken model jeg kunne lide, men ak den var ikke i størrelse 41. Størrelse 40 duede ikke for pløsen gnavede på vristen. Og jeg er af den faste overbevisning, at fodtøj ikke skal gås til. Det skal være som fod i hose. Det skal passe med det samme. Det skal være som at komme hjem.
Jeg prøvede mindst syv par. Endelig faldt valget på “ecco gora”, og de er fede. Jeg synes godt nok, prisen er lidt hamper. Men hvis de nu holder ti år, og vi snyder og regner sommermånederne med, er den månedlige omkostning reduceret til 12 kroner og 50 øre. Det er da til at holde ud.
Skulle snedriverne denne vinter blive eksorbitante, finder jeg mine elskede vandrestøvler frem. De har været på toppen af både Kilimanjaro (Tanzania) og Fansipan (Vietnam), så de er for længst gået til.