Det er som om, jeg har fået Afrika under huden.

Der går ikke en dag, uden at jeg tænker på turen, de mennesker vi mødte og deres livsvilkår. Jeg tænker fx på dem, hver gang jeg tager et bad eller lader vandhanen løbe for at få koldt vand i glasset. Jeg tænker på dem, når jeg tænder lyset eller når der er et problem på arbejdet, der efter danske forhold synes stort.

Det at rejse ud i verden, sætter ens egen verden i perspektiv – og det er sundt! Af samme grund har jeg heller aldrig følt mig hævet over mennesker, der tager på charterture. En gang i Spanien oplevede jeg en gammel dansk kvinde, der hver morgen fodrede gråspurvene ud for sit lille studio. Hun havde fået rejsen i gave fra sine børn og børnebørn, og det var hendes første rejse til udlandet. Hun syntes, hun oplevede en masse og charterturen var hendes mulighed for at opleve et andet land og nogle andre gråspurve.

Men tilbage til Afrika: Vi var ude at bo – to og to – hos familier i lidt over et døgn. Jeg var på forhånd bange for lus og lopper og en eller anden slags dyr, som æder sig ind i ens tæer. Det viste sig at være helt ubegrundede bekymringer.

Kravet til familierne var, at der skulle være mindst én, der kunne tale engelsk. Rita og jeg boede hos Lewis på 19 år og hans mor Magdalena samt Lewis’ fem mindre søskende. Lewis havde netop afsluttet “form 4” på en secondary school, svarende til 11. klasse, og gik nu og ventede på at få sine karakterer. Han havde store planer for fremtiden og ønskede sig at blive læge. Ventetiden er fire måneder, fordi der er central bedømmelse. I ventetiden var han hjemme og hjælpe til i sin familie – og der er altid noget at gøre, når alting netop foregår ved håndkraft.

Familien havde to jordlodder (shambaer) med bananer og bønner. På dag to var vi med på markarbejde, og der er helt sikkert ikke er gået en stor afrikansk bønnedyrker tabt i mig. Magdalena løsnede jorden foran sig med en hakke, spyttede en majsbønne ud af reservoiret i munden, skubbede den næste hakkefuld jord over bønnen og fortsatte med at løsne det næste stykke jord. Det varede længe, før det gik op for mig, at det var bønner, hun spyttede ud. Men det er vanlig afrikansk effektivitet, for ved at opbevare bønnerne i munden, havde hun jo begge hænder fri til hakken. Jeg var bedre til at luge ukrudt omkring bananpalmerne!

Et af de store problemer i det nordlige Tanzania er den manglende regn, der tilskrives klimaforandringerne. Det regner simpelthen ikke længere, som det plejede. Lige nu betyder det, at kaffehøsten slår fejl, at bønnerne ikke spirer og at køerne ikke giver mælk, da det græs, de burde spise, er tørret ud. Det er ellers skik og brug, at der serveres the med mælk, når der kommer gæster, men ikke engang for penge var der mælk at få.

Denne kaffeplante ser ud som den skal, men vi har set alt for mange, der ganske enkelt var tørret ind og så næsten mugne ud.

Vi er blevet taget imod som konger og dronninger, vi har fået gaver – alle 16 – hvor end vi kom frem, og det er slet ikke til at forstå. Hvad ville jeg selv stille op, hvis der pludselig stod 16 afrikanere i min stue?

En tirsdag formiddag skulle vi lige kigge ind i en kirke, og det skulle bare være et kort besøg, hvor vi i fællesskab bad en bøn og i øvrigt kiggede os lidt omkring. Men da vi kom, blev vi mødt af et stort kor bestående af mænd, kvinder og børn, der sang, dansede og trommede for os. Det var fantastisk – mine billeder fra den seance er desværre ikke gode, fordi de er taget med for lang en lukkertid i forhold til at undgå rystelser. Vi blev indbudt til dansen, og dansede med, hvilket bragte megen latter med sig. Vi har jo slet ikke den rytme og smidighed i kroppen, som afrikanerne har.

Efter seancen i kirken tog vi alle hinanden i hænderne uden for kirken, mænd og kvinder, voksne og børn, sorte og hvide – alle skel var ophævet, da vi delte velsignelsen. Hårene rejste sig på mine arme. Disse mennesker ejer en livsglæde, som er forunderlig; de evner at give gaver til os i form af fine flettede bakker med vores navne, salt, æg, avokadoer og en høne – men selv ejer de dårligt salt til et æg. Målt med vores målestok mangler de alt, men de ejer en glæde ved livet og den blotte eksistens, som vi ikke kender til.