, , ,

Afrika under huden

Det er som om, jeg har fået Afrika under huden.

Der går ikke en dag, uden at jeg tænker på turen, de mennesker vi mødte og deres livsvilkår. Jeg tænker fx på dem, hver gang jeg tager et bad eller lader vandhanen løbe for at få koldt vand i glasset. Jeg tænker på dem, når jeg tænder lyset eller når der er et problem på arbejdet, der efter danske forhold synes stort.

Det at rejse ud i verden, sætter ens egen verden i perspektiv – og det er sundt! Af samme grund har jeg heller aldrig følt mig hævet over mennesker, der tager på charterture. En gang i Spanien oplevede jeg en gammel dansk kvinde, der hver morgen fodrede gråspurvene ud for sit lille studio. Hun havde fået rejsen i gave fra sine børn og børnebørn, og det var hendes første rejse til udlandet. Hun syntes, hun oplevede en masse og charterturen var hendes mulighed for at opleve et andet land og nogle andre gråspurve.

Men tilbage til Afrika: Vi var ude at bo – to og to – hos familier i lidt over et døgn. Jeg var på forhånd bange for lus og lopper og en eller anden slags dyr, som æder sig ind i ens tæer. Det viste sig at være helt ubegrundede bekymringer.

Kravet til familierne var, at der skulle være mindst én, der kunne tale engelsk. Rita og jeg boede hos Lewis på 19 år og hans mor Magdalena samt Lewis’ fem mindre søskende. Lewis havde netop afsluttet “form 4” på en secondary school, svarende til 11. klasse, og gik nu og ventede på at få sine karakterer. Han havde store planer for fremtiden og ønskede sig at blive læge. Ventetiden er fire måneder, fordi der er central bedømmelse. I ventetiden var han hjemme og hjælpe til i sin familie – og der er altid noget at gøre, når alting netop foregår ved håndkraft.

Familien havde to jordlodder (shambaer) med bananer og bønner. På dag to var vi med på markarbejde, og der er helt sikkert ikke er gået en stor afrikansk bønnedyrker tabt i mig. Magdalena løsnede jorden foran sig med en hakke, spyttede en majsbønne ud af reservoiret i munden, skubbede den næste hakkefuld jord over bønnen og fortsatte med at løsne det næste stykke jord. Det varede længe, før det gik op for mig, at det var bønner, hun spyttede ud. Men det er vanlig afrikansk effektivitet, for ved at opbevare bønnerne i munden, havde hun jo begge hænder fri til hakken. Jeg var bedre til at luge ukrudt omkring bananpalmerne!

Et af de store problemer i det nordlige Tanzania er den manglende regn, der tilskrives klimaforandringerne. Det regner simpelthen ikke længere, som det plejede. Lige nu betyder det, at kaffehøsten slår fejl, at bønnerne ikke spirer og at køerne ikke giver mælk, da det græs, de burde spise, er tørret ud. Det er ellers skik og brug, at der serveres the med mælk, når der kommer gæster, men ikke engang for penge var der mælk at få.

Denne kaffeplante ser ud som den skal, men vi har set alt for mange, der ganske enkelt var tørret ind og så næsten mugne ud.

Vi er blevet taget imod som konger og dronninger, vi har fået gaver – alle 16 – hvor end vi kom frem, og det er slet ikke til at forstå. Hvad ville jeg selv stille op, hvis der pludselig stod 16 afrikanere i min stue?

En tirsdag formiddag skulle vi lige kigge ind i en kirke, og det skulle bare være et kort besøg, hvor vi i fællesskab bad en bøn og i øvrigt kiggede os lidt omkring. Men da vi kom, blev vi mødt af et stort kor bestående af mænd, kvinder og børn, der sang, dansede og trommede for os. Det var fantastisk – mine billeder fra den seance er desværre ikke gode, fordi de er taget med for lang en lukkertid i forhold til at undgå rystelser. Vi blev indbudt til dansen, og dansede med, hvilket bragte megen latter med sig. Vi har jo slet ikke den rytme og smidighed i kroppen, som afrikanerne har.

Efter seancen i kirken tog vi alle hinanden i hænderne uden for kirken, mænd og kvinder, voksne og børn, sorte og hvide – alle skel var ophævet, da vi delte velsignelsen. Hårene rejste sig på mine arme. Disse mennesker ejer en livsglæde, som er forunderlig; de evner at give gaver til os i form af fine flettede bakker med vores navne, salt, æg, avokadoer og en høne – men selv ejer de dårligt salt til et æg. Målt med vores målestok mangler de alt, men de ejer en glæde ved livet og den blotte eksistens, som vi ikke kender til.

6 replies
  1. Ellen
    Ellen says:

    Dine ord – hverken de skrevne eller de uskrevne – efterlader nogen tvivl om, at du har haft en oplevelse, du aldrig vil glemme.
    Selv om vores ture til Afrika har været med andre forudsætninger og et andet formål, kan jeg nikke genkendende til din påstand om, at kontinentet ‘går ind under huden’, for det gør det i allerhøjeste grad.
    Du har haft nogle helt unikke oplevelser, som det har været meget spændende at læse om.
    Det er altid sundt at få sat tingene lidt i perspektiv.
    Vi skal til Afrika igen, og det skal du vist også 🙂

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      Jeg skal helt klart til Afrika igen! Men denne tur vil aldrig kunne gentages eller genopleves, derfor var den helt unik. Det sjove er faktisk, at jo længere tid, der går siden jeg kom hjem, jo mere fantastisk synes jeg, turen var. Jeg glæder mig til at vise jer billederne i galleriet.

      Svar
  2. Eric
    Eric says:

    Hvor er det rigtigt, det med at det er sundt at tage ud og se sin egen verden og sig selv udefra. Og det er ikke kun det materielle og fnidder, man får et nyt syn på.

    Afrika er i sandhed langt væk, og jeg kan forestille mig, at det giver en veritabel vidvinkel på det herhjemme!

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric – ja enhver rejse til det fremmede giver nye perspektiver på ens eget liv. Jeg har oplevet og tænkt det mange gange før, men det er i sandhed markant med turen til Afrika. En af turens helt store styrker har været, at vi kom så tæt på afrikanerne selv. Selv om jeg har været i Tanzania før, har jeg slet ikke oplevet landet på samme måde.

      Jeg sad i går på arbejdet med et stort problem, og pludselig tonede billederne af Afrika frem på nethinden – jeg stillede skarpt med den nye vidvinkel, og så var det som om problemet ændrede sig; større blev det i hvert tilfælde ikke.

      Svar
  3. Mogens
    Mogens says:

    Kære Hanne – hvor jeg glæder mig til den rejseskildrings aften med billeder, du bestemt bliver nødt til at holde en aften i vores kirke/menighedshus. Tak for at du ikke skriver i dagbogsform, men virkelig giver os muligheden for at leve os ind i dine oplevelser/iagttagelser. Hvor er det bare godt.
    knus fra Mogens

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      Kære Mogens

      Mange tak for din kommentar og tak fordi, du kan lide mine skriblerier. Planen er, at Runa og jeg i fællesskab vil lave en aften sammen ovre i kirken. Det kan dog godt være, at der kommer to aftener ud af det, for vores fokus er måske nok lidt forskellig. Jeg vil gerne vise mine billeder frem, medens Runas fokus mere er på selve projekt Mayaja og indsamlingen.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *