,

Flere billeder fra Tanzania, Karagwe

Lidt flere billeder fra Karagwe i Tanzania

I skulle have haft alle 341 billeder i webgalleriet, men jeg kan ikke få det til at virke! Øv, men det skal nok lykkes på et eller andet tidspunkt. Det giver omvendt muligheden for at fortælle lidt mere af historien. Når jeg ser på mine billeder, er der rigtig mange af børn, og den naturlige forklaring er, at der er så mange børn i Tanzania – 50 pct. af befolkningen er under 15 år, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan de vil håndtere det.

Skolesystemet opfanger omkring 80-90 pct. af børnene, der starter i primary school (1. – 7. klasse), og evt. fortsætter i secondary school (8. – 11. klasse), hvis der er råd til det. Systemet er engelsk inspireret og børnene bor ofte på skolen. Måske er det lidt svært at se på det lille billede, men det er en opvask på en skole…

Vi oplevede en del undervisning, og for en dansker virker det som gammeldags terperi på et niveau, der slet ikke modsvarer børnenes alder. Jeg skulle fx spidse ørerne til en time om “udvikling af handel i den prækoloniale tid”. Børnene gik formentlig i 5. – 6. klasse, og de skrev pænt det samme i deres hæfter, som læreren skrev på tavlen, men der var ingen dialog og ingen der stillede spørgsmål… Klassekvotienten lå typisk omkring 50 elever pr. klasse.

Her er ingen Miele, der klarer vasken! Alting sker ved håndkraft. En af de ting vores familie, som vi boede hos et døgn, spurgte om var, om det er rigtigt, at vi i Europa bruger strøm til alting – det kunne vi jo kun bekræfte. Afrikanerne er simpelthen så rene og pæne i tøjet, og jeg undrer mig over, hvordan de bærer sig ad med at være det, for vi var stort set snavsede, så snart vi trådte ud af hoveddøren.

Rejsen i hovedtræk: Fly fra London til Entebbe i Uganda (9 timers flyvning), herefter ligeså mange timer i minibus til Kayanga, som var vores hjem i tre dage. På den første dag havde vi et program med 21 punkter med blandt andet en masse besøg hos familier. Da vi var igennem de første fire punkter tænkte jeg, at “dette klarer jeg ikke 14 dage i træk”, men sådan blev det heldigvis heller ikke. Der var en god balance mellem dage med fuldt program og dage, hvor der også var tid til at trække vejret og måske også gå lidt for sig selv.

Efter Kayanga gik turen til Nkwenda, hvor vi boede fire nætter på et ungdomscenter, der også driver et gæstehus. På ungdomscenteret er der en håndværkerskole, hvor der uddannes murere og tømrere, og hvor pigerne lærer madlavning og syning. Efter endt uddannelse får pigerne en symaskine med sig, så de umiddelbart efter kan skabe deres egen lille virksomhed. Det gik aldrig op for mig, hvor pengene til alle disse symaskiner kommer fra, men måske er de inkluderet i skolepengene.

En dag var vi opdelt i små grupper og på besøg hos forskellige familier. Jeg landede hos lederen af en bibelskole – og det blev en lang eftermiddag, for det er svært at holde en samtale i gang i mange timer med mennesker, man ikke kender, også selv om man ihærdigt prøver at stille spørgsmål om alt, der fremmedartet og anderledes. Der burde være et program med en eller anden form for indlagte aktiviteter. Vi så hele bibelskolen, derefter spiste vi og så var det ellers om at prøve at holde samtalen i gang. Men igen: Vi har kun mødt venlighed og imødekommenhed!

I afrikansk mad indgår der konstant bananer, og vi har skitseret modellen til en kogebog, der kan hedde “Bananer på 100 måder”. Bananerne koges ofte sammen med bønner og det ender som en eller anden form for mos, der er meget mættende og sikkert også er sund. Vi har fået fin mad! Først og fremmest bananer og bønner, men også ris (stenene sorteres fra med håndkraft), “knust ko” og ditto kylling, masser af friske ananas og hos Else Højvang, der er tovholder på projekt Mayaja, også masser af dejligt friskbagt brød.

Alting er simpelt men fungerer på en eller anden måde. Det varede lidt før det gik op for os, at ovenstående er den lokale tankstation 🙂

6 Svar
  1. Ingrid Askjær
    Ingrid Askjær siger:

    Hej Hanne!
    Skønt at du kan lide at fortælle så godt om oplevelser fra turen til Afrika.
    Jeg må indrømme at jeg læser alt , hvad du ser og oplever, og jeg bliver så godt tilpas og glad for læsningen.
    jeg skammer mig næste over, sådan at tage del i en andens oplevelser.
    men tak for billeder og oplevelserne.
    Venlig hilsen Ingrid

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      Hej Ingrid

      Tusind tak for din kommentar!

      Jamen du er da så hjerteligt velkommen – jeg skriver jo, fordi jeg kan lide at formidle mine små og store oplevelser til mine heldigvis mange trofaste læsere af mit “Vindue mod verden”. Det glæder mig, at du har kunnet lide fortællingerne fra Afrika. Der kunne i realiteten skrives mange flere historier derfra, og jeg tror de kommer, når først jeg får mit kære galleri til at køre. Desværre er jeg ikke selv dygtig nok til at opgradere galleriet og venter nu på, at en ven har tid at hjælpe med det.

      De bedste hilsner
      Hanne

  2. Gert Larsen
    Gert Larsen siger:

    Kære Hanne!

    Esso, BP, Q8 eller Statoil? Dejlig tankstation. Jeg kan huske fra Zimbabwe, at de kunne lave de mest fantastiske sandaler ud af brugte bildæk, og så var de mere holdbare end Teva. Eneste problem var måske at de var samlet med (rustne) søm. Ikke det mest bahagelige, hvis de stak op gennem bunden.

    Kh
    Gert.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      Kære Gert

      Jeg tror, der er tale om en fusion af de fire nævnte olieselskaber 🙂

      Når jeg får gang i mit galleri, vil du finde billeder af sko i Tanzania. Jeg har taget en del af disse billeder for netop at vise, hvad der kan bære en afrikaner rundt på jorden, og jeg har også set flere af den type, du nævner.

  3. Ellen
    Ellen siger:

    Det her er altså bedre end en bog!
    Du fortæller meget levende og koncentreret om forholdene dernede og om dine oplevelser og tankerne omkring dem.
    Jeg håber, du kunne og stadigvæk kan lide bananer 🙂
    Da vi var i Sydafrika og skulle ind og se the townships, var vi blevet anbefalet at medbringe tuschpenne i hobevis som gaver, for det kunne ungerne slet ikke få nok af. Det var sandelig også et hit! Lærerne modtog dem på børnenes vegne og skulle nok sørge for at administrere dem på retfærdigste vis.
    Bare en ide til en anden gang, for jeg kunne forestille mig, at du havde lyst til at tage en lignende tur igen.
    Tak for endnu en dejlig og hjertevarm fortælling og nogle skønne, skønne billeder… er der dog ikke et blad, du kunne skrive en artikel til?

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Ellen. Jeg takker mange gange! Det glæder mig meget, at du kan lide mine fragmentariske fortællinger fra Karagwe. Der er så mange indtryk, som jeg gerne vil formidle og jeg forsøger at finde en form, hvor jeg kan få det meste med, uden at det bliver en dagbog. Mange af de andre skrev dagbog og det ærgrer jeg mig nu over ikke at have gjort. Dagbogsformen tvinger nogle rammer frem, som jeg ikke bryder mig om – det bliver som om, man så skal fortælle i kronologisk orden. Jeg vil hellere udtage temaer. Når jeg kommer længere med skriverierne kunne jeg overveje en artikel til Danmission, der på det overordnede plan står for projekt Mayaja – men først skal mine trofaste læsere have historierne!

      Gruppen som helhed havde masser af gaver med: penne, tøj, briller, sengelinned og håndklæder og måske også sko og alt blev uddelt rundt omkring hos familierne, vi besøgte, og det bragte glæde. Inden vi tog hjemmefra havde jeg det svært med de der gaver, fordi jeg syntes, at der var lidt “de rige giver til de fattige” og fordi jeg godt nok har mange gamle t-shirts, men dem bruger jeg jo selv… Da vi først stod der, var det klart, at hjælpbehovet er enormt, og at jeg godt kunne have gravet lidt i klædeskabet eller kunne være gået på indkøb i en genbrugsbutik. Det, vi dårligt gider have mere, vækker glæde i Afrika.

      Jeg kan rigtig godt lide bananer, men lige nu holder jeg altså en banan-pause 🙂

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.