Tag Archive for: Psykiatripolitik

/8 Kommentarer/i , /af ,

Burde vi rive psykiatrien ned?

Burde vi rive psykiatrien ned?

Vi vil så gerne have, du bliver lidt længere?

Burde vi rive psykiatrien ned?

Det er 12 år siden, Fakta gik bort fra det kendte slogan om at blive lidt længere. Nu overvejer jeg, om psykiatrien har adopteret det.

Min undren skyldes to emner, der beskrives i denne artikel.

Selvfølgelig skal vi ikke rive psykiatrien ned uden at erstatte den med en anden psykiatri. Der er så mange mennesker, der i et livsforløb kommer i kontakt med psykiatrien (det er vist ca. 40 pct., så vidt jeg lige husker), så selvfølgelig kan den ikke undværes, men noget er altså helt Anders And.

Gennem de seneste år har jeg været i kontakt med flere fagpersoner, der tager sig til hovedet og siger “Der er et eller andet helt galt. Gad vide om ikke vi skulle tænke det hele forfra?”

1: Du kan være med til at forbedre psykiatrien

Jeg var i Distriktspsykiatrien i formiddag, fordi en dygtig, ung ergoterapeut vil prøve at hjælpe mig med problemerne med den vanvittige sensitivitet overfor lyd og lugt. Jeg er virkelig glad for hjælpen, hvis der er en. Jeg er klar over, at han ikke er ansat som troldmand på Gammel Kongevej 33, men selv de mindste tip vil være kærkomne.

Mens jeg ventede, fandt jeg en lille pamflet i firfarvet, lækkert tryk på kraftigt pap i reolen. Den er næppe blevet til uden konsulentmedvirken. Overskriften var “Du kan være med til at forbedre psykiatrien”.

Selvfølgelig tog jeg et af papstykkerne, for jeg ville gerne fortælle en positiv “solstrålehistorie” om et langt, effektivt og trygt forløb, hvor min egen opfattelse er, at 50 pct. af helbredelsen har bestået af opbygning af relationer til både min kontaktperson i distriktet, de kendte ansigter på “mit 808” på Brøndbyøstervej 160 og en fantastisk overlæge og farmaceut i Glostrup.

De øvrige 50 pct. har bestået af mere end 100 ECT-behandlinger.

Det har som hovedregel – bortset fra lægerne i distriktet – været de samme mennesker siden sommeren 2014.

Historien har ikke skullet fortælles 107 gange. Det har været dejligt. Når jeg grædende stod med tasken på Brøndbyøstervej 14 dage efter seneste udskrivelse, sagde de “Vi er her for dig, Hanne”. Det udsagn glemmer jeg aldrig. Jeg var “kendt”, og det har sine fordele.

Nej, det kan du alligevel ikke være med til!

Glæden over at blive inviteret til at sige min mening varede imidlertid kun kort, for da jeg vendte papstykket om, stod der (jeg har kortet det lidt ned, men meningen er helt den samme):

  • … da du bedst fortæller, hvordan det er at være patient
  • Tjek din e-Boks, måske er du blandt de udvalgte, som modtager et link til et spørgeskema
  • Hvis du er en af dem, håber vi, du vil svare.

Enhver ved, at e-Boks skal tjekkes. Det gælder også psykiatribrugere – dummere er vi ikke. Får man et link, kan man svare eller lade være. Papstykket og konsulentkronerne er spildte og fuldkommen Anders And.

Hvad vil de med det? Hvorfor ikke lade det være fuldkommen åbent? Er det angsten for at få for mange svar? I sidstnævnte tilfælde kan de jo bare lade være at bearbejde dem. Ingen vil være i stand til at kigge dem i kortene.

2: Nogle kan ikke få tiden til at gå, mens andre er ved at dø af stress

I aftes havde TV Avisen et hårrejsende indslag fra et psykiatrisk center. Jeg kan ikke huske hvilket, men det er også historien uvedkommende.

  • Den ene side af gangen husede et særligt afsnit, hvor 12 ud af 15 krævede sengepladser stod tomme, og derfor havde medarbejderne naturligvis svært ved at få tiden til at gå.
  • Den anden side af gangen var overbelastet. Patienterne lå i de nicher/indhak, der nu en gang er på en gang, i undersøgelseslokalerne mv., og medarbejderne kunne ikke få hverdagen til at hænge sammen. Deres whiteboard blev vist, og der var ikke plads til fem bogstaver mere.

En storsmilende Ulrik Wilbek, formand for KL’s Socialudvalg, medgav, at det da var problematisk. Sundhedsministeren var nogenlunde lige så engageret, men havde i øvrigt ikke tid.

Det er både Anders And og Georg Gearløs. Hvordan kan det dog gå til?

Noget må gøres

Disse to banale eksempler fra hverdagen i psykiatrien viser, at vi er nødt til at gøre et eller andet. Nogle af ressourcerne bruges ganske enkelt forkert på interimistiske lappeløsninger.

Det betyder naturligvis ikke, at sundhedsøkonom og professor Jakob Kjellberg fra VIVE har regnet forkert i forbindelse med 10-årsplanen for psykiatrien, hvor han, Sundhedsstyrelsen, Socialstyrelsen, Dansk Psykiatrisk Selskab m.fl. i januar 2022 kom frem til, at det udækkede behov er 4½ mia. kr.

Det er en svimlende sum (men kun ¼ af de kommende forsvarsudgifter). Og var det forkert, havde jeg selvfølgelig ikke kompetencerne til at se det.

Jeg ser bare to ting, jeg kan forstå, som jeg synes er idiotiske og som gør grin med en knalddygtig stab af medarbejdere, der vil stå på hovedet for netop deres patienter. Det er i hvert fald sådan, jeg har oplevet psykiatrien i lige knapt ni år.

Undskyld – men jeg måtte bare have luft!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Store Bededag er til at forstå men resten …

Store Bededag er til at forstå men resten …

Danskerne skal arbejde lidt mere

Store Bededag er til at forstå men resten …

Det er pudsigt: der er nu nedsat en “reformivrig regering”, som vil reformere alt, hvad den kan få øje på, og det er ikke så lidt.

Men hvad debatteres? Det gør fjernelsen af (formentlig) Store Bededag. Det kan man nemlig forstå. Resten er noget sværere.

Nationaløkonomi giver ikke sig selv. Jeg havde i 1984/85 en fantastisk underviser – ved navn Preben Etwil – i det fag. Jeg elskede økonomi og hadede arveret. De andre på holdet havde det modsat. Jeg skulle have taget konsekvensen og skiftet studie til polit.

Store Bededags oprindelse mv.

Store Bededag blev indført af Chr. den 5te ved denne forordning fra 27. marts 1686. Forordningen findes her i sin fulde ordlyd.

“Vi Christian den Femte, af Guds Naade, Konge til Danmarck og Norge etc. Giøre alle vitterligt, at Vi allernaadigst hafver for got anseet at anordne og paabiude, (…), at udi begge Vore Riger og tilhørige Lande, Aarligen paa dend fierde Fredag som efter Paaske Helligdage indfalder, een extraordinarie Bede-Dag skal holdis (…)”

Herved koncentrerede kongen adskillige andre helligdage i én stor. Det var smart af kongen og betegner den tids reformer og ønske om produktivitetsstigninger: “Vi smækker det hele sammen og sparer lidt hid og did.” Der er jo en grund til, at det kaldes “Store Bededag”

En afskaffelse af Store Bededag må derfor betyde, at nogle andre helligdage automatisk genindføres.

Nogle peger på Mariæ bebudelsesdags genkomst, men det er vist ikke en helligdag, selvom Wiki udnævner dagen til en “Bevægelig helligdag”. Dagen er bare en kirkelig mærkedag, som fortæller om, at ærkeenglen Gabriel kom til jomfru Maria og bebudede Jesu fødsel den førstkommende juleaften.

Næh, dem vi skal have tilbage må være 3. juledag, 3. påskedag og i hvert fald Sankt Hans-dag. Muligvis er der flere helligdage, der blev bortrationaliserede ved reformen i 1686, vi nu får krav på.

Jeg ser “min præst” i morgen kl. 16. Hun er meget dygtig, meget intellektuel og teoretisk velfunderet, så jeg har bebudet hende, at hun inden mødet skal have sin kirkeret frem for at se på danskernes retsstilling, hvis Store Bededag virkelig afskaffes.

I øvrigt må det antages også at gælde andre end danske statsborgere her i landet, men det er blevet meget moderne for samtlige politikere på alle fløje at sige “danskerne” og “Danmark” i hver anden sætning.

Udkommet af den sparede Store Bededag

Salget af Store Bededag skal finansiere den øgede krigsindsats – først og fremmest i Ukraine. Hvordan sammenhængen helt præcist er, forstår jeg ikke rigtig, men der skulle gerne komme 4.000 årsværk (1 årsværk er 1.924 timer, fordi 37 timer pr. uge i 52 uger = 1.924) ud af det, og de årsværk må så have en værdi, og for den værdi kan vi købe nogle af de yderligere kugler, kanoner og krudt mv., som vi kan sende til Ukraine? “Nogle af” fordi der ikke er så mange af de 4.000 årsværk, der tjener en million, og der skal bruges 4½ mia., jfr. herunder.

Når Putin så engang er smidt ud af Ukraine, skal vi vel så have Store Bededag retur?

Nu gør jeg lidt grin med et emne, der overhovedet ikke er morsomt, for det drejer sig om menneskers liv og død; mennesker der er flygtet fra deres hjem måske med katten i en transportkasse i højre hånd og et barn i venstre hånd. Men det er virkelig det, der står i “Ansvar for Danmark”, som regeringsgrundlaget officielt hedder.

Se blot:

Side 11: “Med Putins angreb på Ukraine er der krig i Europa. Truslen er rykket tættere på. For at finansiere de øgede udgifter til forsvaret i de kommende år vil regeringen fremsætte et lovforslag, der afskaffer en helligdag, som træder i kraft i 2024. Danskerne skal bidrage til vores fælles sikkerhed.”

Side 36: “Regeringen vil derfor fremrykke indfasningen af det varige løft af udgifterne til forsvar og sikkerhed til 2 pct. af BNP fra 2033 til 2030 svarende til 4½ mia. kr. mere end forudsat i det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik. Danskerne bidrager til styrkelsen af vores fælles sikkerhed ved afskaffelsen af en helligdag.”

Som jeg husker det, var resultatet af det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik 18 mia. kr. ekstra i 2033 ff. Nu lægges der så 4½ mia. oveni og det allerede fra 2030. Det kan vel ikke betyde andet end at vi årligt skal have forøgede forsvarsudgifter på 22½ mia. Det er godt nok mange penge og kan næppe kaldes andet end oprustning!

Det demagogiske element

Der er lidt regerings-demagogi her: Hvem vil sige nej til at hjælpe Ukraine (hverken danskere eller andre nationaliteter)? Og det med Store Bededag mærker vi jo ikke så meget. Den kan vi hver især godt bidrage med. Det gør ikke ondt andet end i Facebookdebatterne.

Til sammenligning når den samlede psykiatri op på 4½ mia. ekstra qua regeringsgrundlaget og så er 10-årsplanen fuldt finansieret. Vi kunne altså gøre psykiatrien lidt over fem gange bedre for det beløb, vi nu skal købe krudt og kugler for. Vi kunne belægge alle sygeplejerskerne og værelserne med guld. Men det er så mange penge, at psykiatrien slet ikke kan bruge dem. Og det siger ikke så lidt efter årevis udsultning. Psykiatrien klarer 10-årsplanen med 4½ mia.

Jeg elsker tal og tallenes magi, og dette er måske eksempler på at få milliarderne til at blive til menneskepenge. Til noget der er til at forstå. Det er årsagen til, at vi taler om afskaffelsen af Store Bededag. Den er nemlig håndgribelig!

Store Bededag er til at forstå men resten …

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , /af ,

Arbejdsfællesskab løb tør for idéer og viden

Arbejdsfællesskab løb tør for idéer og viden

Regering afløst af “arbejdsfællesskab”

Arbejdsfællesskab løb tør for idéer og viden

Puh ha, jeg bliver trist over at se præsentationen af arbejdsfællesskabet. På et tidspunkt var jeg nødt til at slukke.

Den 10-årige psykiatrihandlingsplan er nu finansieret!

Jeg kan få øje på én positiv ting: en finansiering af den 10-årige psykiatrihandlingsplan. Det er godt. Og det gør mig glad på en ellers trist dag, for det er pinedød nødvendigt.

Den 27. september 2022 kom den daværende regering sammen med støttepartierne stolt og meddelte, at de havde fundet 450 mio ekstra millioner årligt til psykiatrien. Det var 10 pct. af det beløb, Dansk Psykiatrisk Selskab sammen med professor i Sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg havde beregnet var nødvendige, hvis vi vil have en psykiatri, der kan løse opgaverne, nemlig de opgaver, der er beskrevet i “Bedre mental sundhed og en styrket indsats til mennesker med psykiske lidelser”. Det er det, vi i daglig tale kalder 10-årsplanen for psykiatrien.

Så vidt jeg læser regeringsgrundlaget, er planen nu fuldt finansieret. I det nye papir “Ansvar for Danmark” står der side 18 og 19:

På baggrund af Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til en 10-års plan vil regeringen prioritere yderligere 3 mia. kr. til indsatser over den samlede 10-årige periode, således at planen er fuldt finansieret. Bevillingen kommer oven i løftet af psykiatrien i den foregående regeringsperiode. Den ekstra og historisk store investering i psykiatrien vil betyde, at vi om 10 år har øget bevillingen til området med 4 mia. kr. hvert år. Regeringen vil præsentere et udspil og invitere til forhandlinger blandt Folketingets partier.

De må være løbet tør for idéer

Arbejdsfællesskab løb tør for idéer og viden

Arbejdsfællesskab løb tør for idéer og viden

Jakob Ellemann-Jensen kravlede op i et træ, faldt ned og fik blå mærker undervejs. Det forstår man, men skulle han få det psykisk svært med alle udmeldingerne af partiet, vil han formentlig kunne henvende sig til de dygtige medarbejdere i psykiatrien, når snak på et tidspunkt er omsat til handling.

Der var mange ord på dagens pressemøde, og jeg sidder tilbage med følelsen “Jamen hvad betyder det i praksis?” Det synes jeg ikke, jeg kan gennemskue. Men det kan selvfølgelig være, at det netop skal være sådan, idet arbejdsfællesskabet nu har lagt de overordnede milepæle tilrette og først derefter vil udmønte det i konkret politik. Og den skal vi høre om i morgen.

Én ting kan jeg dog gennemskue, og det er, at de, på et tidspunkt i løbet af de 43 hengåede dage, må være løbet tør for idéer men derpå så lyset: vi afskaffer Store Bededag. Tænk at man for at “øge arbejdsudbuddet” tyer til at afskaffe en 336 år gammel helligdag. Kan man virkelig det?

Nåh, det har de vel tænkt over, og det er selvfølgelig en lav pris at betale for de godter, der (måske) følger med.

Store Bededag stammer fra en forordning, som blev udstedt 27. marts 1686. Dagens formelle navn var “ekstraordinær, almindelig bededag”, og den blev placeret den fjerde fredag efter påske. Dagen var én af i alt 3 faste- og bededage, som blev indført takket være Hans Bagger, som var biskop i Roskilde fra 1675 til 1693.

De slagtede også store dele af videnssamfundet

Har vi ikke hørt mange gange, at Danmarks vigtigste råstof er dygtige unge med viden, som de kan stoppe ind i videnssamfundet? For at vi kan gøre os gældende både hjemme og internationalt, skal vi både være dygtigere og mere veluddannede end de andre landes unge. Det ændres der på med et par trylleslag:

Jeg glæder mig over, at jeg uddannede mig for mange år siden, og at jeg nu er så gammel (snart 60 år), at der ikke længere er nogen, der har brug for min viden. Jeg er ikke længere god til at lære nyt, men som en gammel cirkushest, der trækkes af stald, kan jeg stadig de gamle tricks, og så kan jeg jo bare falde tilbage på dem.

At slagte store dele af uddannelsesområdet er ren Galimatias, og lyttede man til nyeste forskning, ville man høre, at den væsentligste årsag – blandt alle årsager – til unges mistrivsel er “tempo”, det at alt skal gå så hurtigt.

Man siger, man vil gøre noget ved mistrivslen – men samtidig skruer man ned for den tid, man har lov at studere for at gøre Danmark klogere. Jeg kan ikke få det til at hænge sammen, men jeg ved selvfølgelig godt, at politik og logik er to inkommensurable størrelser.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i /af

Mister psykiatribrugerne fodfæstet?

Mister psykiatribrugerne fodfæstet?

Skal vi tænke psykiatrien forfra?

Mister psykiatribrugerne fodfæstet?

Jeg har fået og får en fremragende behandling i psykiatrien (både i hospitalspsykiatrien og i Distriktspsykiatrien), men hvis vi skal redde psykiatrien, der ved Gud er nødlidende, skal vi måske tænke den helt forfra? Måske er det slet ikke nok bare at tænke i manglende millioner og milliarder? Måske skal vi satse på et at skabe holdbare relationer mellem mennesker og blive ved at stille krav til brugerne?

Denne artikel er blev til med inspiration fra en professionel, der ser mange psykiatribrugere men ikke er ansat i psykiatrien. At skabe debat på området er stort set umuligt. Det er som at slå i en dyne, og jeg overvejer, hvad det kan skyldes.

Man siger “Du snakker, som du har forstand til”. Hvordan skulle jeg kunne andet? Det er da logik. Jeg vil kunne angribes for at skrive, som jeg har forstand til. Det er helt fint! Bare du gør det i kommentarfeltet nederst. Jeg skal nok svare sammesteds!

Psykiatribrugerne skal understøtte de professionelle

Jeg vil så gerne skabe et forum, der kan understøtte de professionelle på området. Et sted, de professionelle kan rette henvendelse og bede om input, empiri, hjælp, inspiration – you name it. Mulighederne er legio.

Vi kan godt og mange os har årelange erfaringer både fra arbejdsmarkedet og fra psykiatrien.

Jeg har præsenteret forskellige klinikere for idéen, og flere siger, den er god, men den er åbenbart så usædvanlig, at den er vanskelig at forklare. Til tider skal jeg gentage mig selv fem gange, før det går op for min samtalepartner, at jeg simpelthen vil “vende bøtten”.

Vi har ressourcer og vi har noget at byde på. Vi er ikke kun nogle, der skal hjælpes af systemet. Vi er ikke kun passive modtagere.

Jeg har ledt med lys og lygte efter andre psykiatribrugere, der er politisk interesserede, for de må da findes, men jeg har aldrig fundet nogen. Når jeg tænker tilbage på de mange medpatienter, jeg har haft siden sommeren 2014, kan jeg også kun komme i tanke om en eneste blandt vel nogle hundrede, der kunne være relevant. Og jeg kender kun hans fornavn, så han er umulig at opspore. Det er årevis siden, men jeg husker stadig, at han sagde: “Jeg er altid psykisk sårbar; men når jeg er psykisk syg, er jeg indlagt”. Han var en klog fyr, der kunne mere end at lægge puslespil, spille Ludo eller Uno.

Hvorfor findes de interesserede psykiatribruger ikke?

Når det er så svært at finde “medsammensvorne”, skyldes det så, at psykiatribrugerne mister fodfæstet undervejs i hele processen? Mister de initiativet? Bliver de så sløvede af medicinen, at de ingen tanker tænker mere? Eller bliver de så udslidte af kampen for/imod arbejdsmarkedet, at de til sidst er fuldkommen nedbrudte?

Holder vi mennesker unødigt længe på medicinen -> så de bliver passive -> så de ikke gør nogen skade? Dette betyder ikke, at jeg på nogen måde bifalder Professor Peter C. Gøtzsche.

Jeg har et lille sjovt eksempel a propos medicinen: Jeg har en smart vægt, der gemmer resultater. En dag fik jeg den tanke at veje mig; det er ikke noget, jeg går op i, for jeg kan jo mærke om bukserne strammer eller ej. Det er indikator nok for mig.

Nå, men jeg startede appen og steg op på vægten. Seneste vejning var fra den 27. april 2018: 71,3 kg. og BMI på 26,2. Forskellen til nu er så stor, at appen spurgte: “Er du sikker på, at det er den samme person?”. Her er kun mig, så det kunne jeg bekræfte. Dagens tal var 58,9 kg. og BMI på 21,6. Jeg har absolut intet gjort for at tabe mig. Jeg er for doven og uinteresseret til at motionere, så det er jeg hverken holdt op med eller begyndt på. Jeg er begyndt at lave (ganske vist sund) mad fra HelloFresh fem gange ugentligt. Jeg er ikke begyndt at ryge, for det har jeg “altid” gjort. Den eneste ændring, jeg kan få øje på, er, at at jeg næsten ikke tager noget medicin mere. Det er da tankevækkende!

Hvad kunne vi gøre i stedet?

Hvad ville der ske, hvis vi turde tænke det hele forfra?

Hvad ville der mon ske, hvis vi for flertallet af psykiatribrugerne (for de fleste er jo velfungerende og bare sårbare, indtil de bliver syge) prøvede et kort øjeblik at løfte blikket bare en anelse fra diagnoserne og så på den enkeltes funktionsniveau? Okay, her niveauet, hvad kan vi gøre for at afhjælpe det, du lige nu ikke kan håndtere ved egen kraft?

Så ville vi fortsat stille krav til mennesker = vi ville fortsat respektere, at du er et menneske. Min erfaring er, at folk gerne vil deltage i samfundslivet og fx gerne vil arbejde. Lige nu kan de bare ikke. Hvad ville der ske, hvis vi i stedet stillede afpassede krav?

Hvad ville der ske, hvis det ikke nærmest var en umulighed at skaffe en psykolog på en psykiatrisk afdeling? Hvad ville der ske, hvis vi sørge for muligheden for at opbygge vedvarende relationer mellem behandlere og patienter? Millioner og milliarder afhjælper ikke de manglende vedvarende relationer.

Selv er jeg været så lykkelig for, at mine behandlere (lige bortset fra lægerne) har været de samme gennem alle årene. Der har været – og er – gennemgående figurer, som jeg er fuldkommen tryg ved. Har jeg bare været heldig? Nej, jeg har gennem hele processen haft overblik og overblikket har gjort, at jeg kunne stille krav til min behandling. Derfor har jeg fået en fremragende behandling.

Lige nu sker der det, at folk giver op og giver slip. Kun få undgår at miste de vigtigste kognitive funktioner. De fleste mister overblikket over deres eget liv. Det er et skråplan. Og det må vi da kunne lave om på?

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.