Indlæg

,

10-årsplanen for psykiatrien

10-årsplanen for psykiatrien

Der skal ske noget

10-årsplanen for psykiatrien

I starten af januar 2022 udgav Sundhedsstyrelsen “Fagligt oplæg til en 10-årsplan” (for psykiatrien forstås). Den samlede udgave er 207 sider, men der findes tillige en Pixiudgave på kun 24 sider. Fra sidstnævnte har jeg “hugget” en række uhyggelige citater. Har du interesse i psykiatriens problemer og fremtid, bør du i det mindste skimme den.

Læsningen af Pixiudgaven erindrede mig om de år, hvor jeg herhjemme stillede tasken uåbnet på gulvet, når jeg blev udskrevet fra psykiatrisk afdeling. Det kunne ikke betale sig at pakke ud, for erfaringen var, at jeg sikkert skulle retur inden for de nærmeste to uger. Det var hårde år. Heldigvis er det snart længe siden.

Nogle af problemerne i psykiatrien – citater fra Pixiudgaven:

Nogle kalder det “udfordringer”. Selv kalder jeg en spade for en spade. Det er problemer, og det handler om mennesker. Havde der været tale om cancer, var problemerne løst for længst.

“Denne faglige gennemgang viser, at der på blot et årti er sket en stigning på ca. 30 pct. i antallet af patienter med psykiske lidelser, der behandles på sygehus. Til sammenligning er antallet af patienter med somatiske sygdomme kun øget med 13 pct. i samme periode.”

“Det antages, at ca. 580.000 mennesker på nuværende tidspunkt har en psykisk lidelse og det skønnes, at ca. 40 – 50 pct. af befolkningen i et livsforløb vil få en psykisk lidelse. Blandt børn og unge vil ca. 15 pct. blive diagnosticeret med en psykisk lidelse inden de fylder 18 år. Tallene kan dog være højere, da det formodes, at en del mennesker med psykiske lidelser ikke bliver registreret i de nationale registre eller i spørgeskemaundersøgelser, og heller ikke nødvendigvis opsøger hjælp.”

“…i et samfundsperspektiv tegner psykiske lidelser sig for 25 pct. af den samlede sygdomsbyrde.”

“Der er for det første en markant overdødelighed…”

“For det andet er der mangel på forskning, evidensbaserede retningslinjer og opdaterede og veludviklede kvalitetsdatabaser. Der er andre lægefaglige specialer og fagområder med langt større videnskabelig tradition og højere prestige…”.

“For det femte: …Herudover er en meget høj andel af medarbejderne ufaglærte.”

“En anden del af overdødeligheden skyldes selvmord. Mennesker der har været indlagt på grund af en psykisk lidelse har en ca. 20 gange højere selvmordsrate end baggrundsbefolkningen. Specielt i forbindelse med indlæggelse og udskrivning er personer med psykiske lidelser særligt sårbare, særligt hvis de ikke gribes af en tilstrækkelig opfølgende indsats eller hvis de udskrives, før de er klar til det. I den første uge er risikoen over 200 gange højere end for baggrundsbefolkningen.”

“Manglende prioritering af forskning og faglig udvikling giver manglende prestige og udfordringer i forhold til fastholdelse og rekruttering.”

En helt særlig overlæge

Den overlæge, jeg har talt mest med under indlæggelserne, fik mange interne “tæsk”, fordi hun holdt for længe på patienterne. Den gennemsnitlige liggetid blev for lang på hendes afsnit sammenholdt med liggetiden på de andre afsnit. Hendes holdning var nemlig, at patienterne skulle have det godt, når de blev udskrevet. Det er utroligt, at den holdning kan medføre interne problemer. Har patienterne det ikke godt ved udskrivelsen, kommer de jo bare igen. Og måske har de det værre næste gang, og så bliver de endnu længere. En negativ spiral er startet.

Jeg en “svingdørspatient”

Man kan så sige, at jeg selv var “svingdørspatient”, når jeg end ikke pakkede tasken ud. Jeg har bare aldrig haft følelsen af for tidlig udskrivelse. Jeg har følt mig “udskrivningsparat”, som det vist kaldtes.

Problemerne (gen-)opstod, når hverdagens problemer med fremtid, job, bolig og al den anden usikkerhed bankede på. På et tidspunkt fik jeg tildelt en bostøtte efter en bestemmelse i Serviceloven, der skulle hjælpe med det. Idéen var sådan set god nok, men det er et eksempel på en ufaglært medarbejder, der udelukkende leverede “papegøjesnak”, og det var ikke behovet. Det løste ingen problemer.

Så stod respiratoren i klædeskabet og bippede døgnet rundt, naboerne hørte salonmusik fra tyverne og jeg svævede tyve centimeter over gulvet nede i Kvickly. Sådan var det selvfølgelig ikke i virkeligheden, men det var min virkelighed. Herefter turde jeg ikke være hjemme af angst for, hvor det kunne ende.

Der var klare fordele ved at være “kendt” i systemet/”svingdørspatient”: direkte nummer til afdelingen, nogen at ringe til døgnet rundt og en sygeplejerske, der sagde “Vi er der for dig Hanne”, da jeg grædende stod der igen med tasken. Det glemmer jeg simpelthen aldrig.

Det bør bare ikke være sådan, at det er fordelagtigt at være “kendt”, selvom det selvfølgelig er rart. De, der kommer første gang, skal da også have en god behandling.

Sammenligning med cancerområdet

Min egen onkel, professor Sigvard Kaae, forestod allerede i starten af 50’erne (altså for 70(!) år siden):

multidisciplinært samarbejde og fordelene ved interaktion mellem de forskellige behandlingsmodaliteter. Kaae var således tidlig til at introducere “evidence based medicine” og praktiserede dette i væsentligt omfang, blandt andet ved en fremsynet rolle inden for den multidisciplinære behandling af sarkomer (Kilde: Nekrolog i Ugeskrift for læger).

  • Er der prestige i cancerbehandling? Ja.
  • Er der tværgående samarbejde mellem de forskellige specialer? Ja.
  • Er der markant overdødelighed? Nej ikke længere som følge af de bredt accepterede kræftpakker. Faktisk er jeg ikke sikker på, om der nogensinde har været det, men der må på den anden side set være en årsag til, at man har investeret mange millioner/milliarder kroner i kræftpakkerne gennem årene.
  • Er bevillingerne på cancerområdet etårige satspuljemidler? Nej de er på finansloven og dermed flerårige (Finansloven udarbejdes altid med et fireårigt perspektiv).
  • Er der mangel på forskning, evidensbaserede retningslinjer og opdaterede og veludviklede kvalitetsdatabaser? Nej.
  • Er der en overdødelighed på 200 gange i den første uge efter udskrivelsen? Nej.
  • Er der en meget høj andel af ufaglærte medarbejdere? Nej.
  • Møder man i visse tilfælde patienterne med mistro og mistillid? Nej (det tror jeg ikke).

Kort sagt

Kan vi på psykiatriens område lære af indsatserne i kræftpakkerne, er meget nået. Og der er meget at gøre, for psykiatrien er udsultet og under pres. Der skal ske noget. Man kan kun håbe på, at 10-årsplanen for psykiatrien er starten på en positiv spiral.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Noter til finanslovsaftalen

Noter til finanslovsaftalen

Årets vigtigste dokument om 2022

Noter til finanslovsaftalen

Hvis du kun læser et enkelt dokument fra det offentlige pr. år, ligger det nu forrest på Finansministeriets hjemmeside og hedder “Finanslovaftale: Danmark ansvarligt ud af krisen – stram finanslov med plads til velfærd”. Finanslovsaftalen er altid spændende som en krimi, i hvert fald hvis man synes, politik og tal er interessante emner.

De bruger en masse ord, der gør det svært at læse de 26 sider i den utrolig interessante og væsentlige tekst. Det er ikke en hemmelighed, at jeg selv har lavet masser af bidrag til finansloven for diverse statsinstitutioner; derfor har jeg en forventning om at kunne læse teksten i aftalen, men den er til tider ret indforstået. Fx ved jeg ikke hvad “kapacitetspres” er, og derfor giver følgende centrale sætning fra indledningen ingen mening for mig: “Isoleret set bidrager aftalen til at dæmpe kapacitetspresset i økonomien med 0,1 pct. af BNP i 2022.”

Corona-vinterpakken

Som et engangsløft (vi kunne også kalde det en “overlevelsespakke”) er der afsat 1,0 mia. til det regionale sygehusvæsen (min fremhævning). Det er godt og lidt er bedre end ingenting. Måske kan der spares nogle tårer hos de sygeplejersker, der går grædende på arbejde, fordi de står med menneskers liv i hænderne, men der er alt for få hænder til de liv! Måske kan jordemødrene lidt bedre overskue alle de fødsler, de har gang i – på en gang… Jeg har aldrig født, men jeg tror ikke, det er rart, hvis jordemoderen løber rundt mellem adskillige fødende.

Personligt har jeg stor respekt for sygeplejerskernes arbejde. Jeg oplever dem som en utrolig dedikeret medarbejdergruppe, der følger opgaverne/patienterne til dørs for en latterlig grundløn, der er ringere end en folkeskolelærers.

Sundhedsvæsenet ville være endnu ringere stillet, hvis sygeplejerskerne ikke tog individuelt ansvar og løste de opgaver, der er behov for fremfor dem, der passer til lønnen. Jeg bliver fx holdt i hånden hver fjerde uge uden at skulle bede om det, fordi hun kender mig og ved, at jeg ikke bryder mig om at skulle spørge om det, fordi jeg så føler mig som en idiot. Hun tænker, husker og handler ganske gratis på sin viden og erfaring.

Jeg har oplevet en sygeplejerske på en overbelagt psykiatrisk afdeling sige ordret “Vi er her for dig, Hanne”, da jeg i 2018 stod der med tasken endnu engang, 1½ uge efter jeg senest havde sagt “farvel og mange tak for god behandling”.

Men nu er de kommunale sygeplejersker rasende, for der er ikke noget til dem, skønt de også har løftet – og stadig løfter – en enorm ekstraopgave i anledning af pandemien. De skriver fx, at de fik værnemidler som de sidste, at de fik tilbud om vacciner som de sidste og at deres værnemidler var af den dårligste kvalitet. De kommunale sygeplejersker er typisk i hjemmeplejen og kommer rundt til mange gamle mennesker, der i forvejen er syge (ellers havde de jo ikke hjemmesygepleje), og de tåler rigtig dårligt Covid-19; de kan faktisk ret let dø af det. Så skal sygeplejerskerne da naturligvis have både vacciner og værnemidler af ordentlig kvalitet!

I går læste jeg om en sygeplejerske fra hjemmeplejen, der har opgivet Danmark og nu i stedet søger job i Norge. Jeg forstår hende godt. Måske tager man endda i Norge højde for, at der skal være tid til transport mellem de gamles adresser. I Danmark – heller ikke i Hvidovre (jeg har spurgt) – er der ikke indregnet køretid. Det må medarbejderne selv finde ud af. Hvad er det for noget?

Finanslov er bare et andet ord for statens prioritering

Minkavlerne fik 18 – 19 mia., men sygehusvæsenet fik 1,0  mia…

Der er over en årrække 160 mia til flere motorveje, som billedet i toppen viser, men sygehusvæsenet fik 1,0  mia…

Mit hjertebarn “psykiatrien” er nævnt to gange i samme afsnit på side seks: “Kortlægning af udfordringer i PPR”. Det går ud på, at man afsætter 3,0 mio. til kortlægning af problemerne, fordi det er meget billigere end senere at skulle optage børn/unge i børne- og ungdomspsykiatrien. Det er selvfølgelig en rigtig fornuftig prioritering, men altså: der kom ikke noget til psykiatrien i den selv. Det kan skyldes, at der er (for store?) forventninger til den kommende 10-års plan for psykiatrien.

Jeg har i øvrigt fået en lille fjer i hatten i den forbindelse: Psykiatrifonden vil sammen med Vive prøve at finde ud af, hvad psykiatrien burde koste. De har kontaktet mig for at spørge, om jeg evt. vil være med til at regne på det, og om de må bruge mit materiale. Det vil jeg selvfølgelig gerne være med til. De har fundet frem til mig, fordi jeg for flere år siden forgæves forsøgte at finde ud af, hvad mit eget forløb havde kostet. Efter at have plaget livet af adskillige regnedrenge, kommunen, Distriktspsykiatrien mv. gav jeg op efter et par måneders arbejde. Det lykkedes mig aldrig at finde ud af, hvordan et afsnit fik fastsat sine bevillinger. Der er i mellemtiden indført en udredningsgaranti på 30 dage. Det er fint, men der er ingen behandlingsgaranti – altså kan man få at vide, at man er vældig syg i løbet af 30 dage, men man kan ikke vide, hvornår man kan blive behandlet. Sig lige det til en kræftpatient…

Og mere prioritering: læser man noget af det, der ikke forhandles om i forhandlingslokalerne, men som bare er, fordi det er en videreførelse af tidligere politiske aftaler, er det interessant at kigge i Forsvarsministeriets forslag til finanslov § 12. På side 18 af 94 findes afsnittet “Anskaffelse af nye kampfly” og tabellen herunder (bemærk det er i mio. kr., og at man skal dividere mio. kr. med 1.000 for at få det omregnet til mia. kr.), som sætter milliarden til sygehusvæsenet i endnu et perspektiv:

 

Noter til finanslovsaftalen

Noter til finanslovsaftalen

 

Provenumæssige konsekvenser ved afskaffelse af håndværksdelen af af BoligJob-ordningen

I faktaarket under Tabel 1 om Provenumæssige konsekvenser ved afskaffelse af håndværksdelen af af BoligJob-ordningen er der følgende note: “Det bemærkes, at der er betydelig usikkerhed vedr. de skønnede effekter på gør-det-selv-arbejde og sort arbejde, som indgår i de skønnede adfærdsvirkninger.”

Sort arbejde har “altid” eksisteret, men det er nærmest blevet legaliseret, når det flytter ind i finanslovsaftalens faktaark. Det er selvfølgelig ærlig snak og realisme, men hvor meget har man sat af til at bekæmpe det?

Falder man til patten og opgiver kampen mod det sorte arbejde? Personligt har jeg aldrig nogensinde fået udført sort arbejde. Har jeg ikke råd til en “hvid” elektriker, må jeg vente, til jeg har sparet op. Sort arbejde er noget svineri og det er samfundsundergravende. Det samme gælder skattesnyd, der kan gøre mig rasende. Hvis alle betalte den skat, de skulle, ville der være til et bedre sundhedsvæsen både i regionerne og i kommunerne.

Det var bare det, jeg ville.

 

 

,

Psykiatritopmøde 2021

Psykiatritopmøde 2021

Jeg har været til Psykiatritopmøde 2021

Den slags kan heldigvis foregå online nu til dags. Især den første del af psykiatritopmødet var rigtig godt. Efter pausen fyldte Knud Romer alt for meget. Han åbner munden og lader herefter ingen andre få plads. Hans talestrøm med evindelige gentagelser om “containere” fjerner fokus fra, at han måske siger noget fornuftigt.

Optagelsen vil blive lagt ud på Det Sociale Netværks hjemmeside.

Første del af mødet handlede om psykiatripolitik og var interessant

Mødet blev indledt af formanden for PsykiatriNetværket, Poul Nyrup Rasmussen, hvis besindige og specielle måde at tale på, jeg altid godt har kunnet lide.

PsykiatriNetværket består af: Landsforeningen SIND, DepressionsForeningen, OCD-foreningen, Fountain House, LAP, Livslinien, LMS, ADHD-foreningen, Angstforeningen, Startlinjen, Skizofreniforeningen, Foreningen Død i psykiatrien, Outsideren, Håb i Psy-kiatrien og Det Sociale Netværk/headspace Danmark og Bedre Psykiatri.

Sundhedsminister Magnus Heuniche åbnede mødet

Magnus Heuniche indledte med at undskylde, at 10-års-planen for psykiatrien endnu ikke var færdig men vil være færdig og forelagt Folketinget inden jul (i år). De 10 år betyder ikke, at vi skal vente 10 år på planen. Medarbejderne i både ministeriet og Sundhedsstyrelsen har ligget underdrejet på grund af Covid19.

Hans første pointe var, at vi skal tale om “værdighed” i psykiatrien på samme måde som værdigheden er i højsædet i somatikken. Kvaliteten skal øges, mens tvangen skal reduceres. Han fortalte blandt andet, som udtryk for den manglende kvalitet, at 40 pct. af medarbejderne i social-psykiatrien er ufaglærte. Det er ganske enkelt ikke godt nok. Mine personlige erfaringer med en støttekontaktperson efter servicelovens § 85 bekræfter ministerens udsagn. Kvaliteten var ikke god nok. Hun var sød, men der var for meget papegøjesnak.

Meget tidligere og meget bedre forebyggelse

Der skal fokus på meget, meget tidligere forebyggelse, idet fx undersøgelser har vist, at ca. 25 pct. af de unge kvinder på gymnasialt niveau har det så dårligt, at de er eller forventer at blive selvskadende. (Min bemærkning: Og hvad vil det ikke koste på sigt?)

Han nævnte en række parametre, der gjorde, at psykisk sygdom faktisk er det største sundhedspolitiske problem, vi har i Danmark. Større end kræft, for det er der efter mange års ihærdig indsat kommet styr på. Nogle af parametrene var forkortet levetid, antal sygedage, antal genindlæggelser mv. samt det Finansministeriet kalder produktivitetstab.

Ministeren mente, at det hele menneske måtte i fokus, og at patienterne er mennesker og ikke borgere/patienter.

Han syntes, der var iværksat mange fine initiativer de seneste år, men at det minder for meget om, at man på et hus bygger udestuer, laver nye køkkener mv., men mangler fundamentet. Det fik Poul Nyrup til at indskyde, at kapaciteten er for ringe. Antallet af brugere vokser og vokser, men økonomien følger ikke med. Ministeren var overraskende nok enig og fremkom med det synspunkt, at antallet af genindlæggelser vil være stigende, når økonomien halter. Min respekt for ham steg med mange procentpoint, men for at dryppe lidt malurt i bægeret: der er jo også kommunalvalg i november.

Søren Magnussen fra “Frirum i psykiatrien”

Jeg har altid godt kunnet lide at lytte til Søren Magnussen, der selv er tidligere psykiatribruger. Det skyldes, at han er i stand til at knytte hverdagen på et afsnit med forståelse for det politiske niveau og hvordan man opnår resultater ad politisk vej.

Hans egne erfaringer er vist mest fra lukkede afsnit. Det er fx ham der står bag filmen (måske er der to afsnit?) “Lys på den lukkede”, som du bestemt bør se, hvis du ikke allerede har gjort det.

Hans pointer (han havde mest fokus på lukkede afsnit):

  • Der er for få aktiviteter på både lukkede og åbne afsnit.
  • Aktiviteter, normalitet og noget, der ligner hverdag, fylder for lidt og gør indlæggelserne unødvendigt lange.
  • Under indlæggelser er de kommunikative evner meget begrænsede. Det gør det ufatteligt svært at være sammen med andre, der har lige så dårlige kommunikative evner.
  • Psykiatrien i Danmark er meget kemisk orienteret og der er meget lidt tid til samtaler med læger og andet personale.
  • Der sker for lidt på et afsnit.
  • Der er mange fine ord her op til valget.

Anne Jøker: Ledelseskonsulent

Det er både patienter og medarbejdere, der skal anerkendes som hele mennesker.

Det ledelsesmæssige fokus bør overraskende nok være på: ledelse og konstant kompetenceudvikling.

Peer-Partnerskabet

Jeg tror, jeg har hørt om Peer-Partnerskabet tidligere. Det er vist dem, der tidligere hed Peer-netværket. Det er et samarbejde mellem Det Sociale Netværk og SIND og egentlig et forskningsprojekt, hvor de frivillige medarbejdere, skal kende psykisk sygdom på egen sjæl. Projektet har fokus på det, man stadig kan, mens der i systemet af naturlige årsager er fokus på alt det, man ikke kan. Først når man kan tilstrækkelig lidt, kan man få hjælp fx ved at blive indlagt.

Mange med psykisk sygdom kæmper også med ensomhed og måske misbrug. Og efter måneder på et afsnit, har man nærmest glemt at lave mad. Her kan netværket/partnerskabet måske træde til.

Merete Nordentoft: Overlæge ved Psykiatrisk Center København og professor i psykiatri ved Københavns Universitet

Merete Nordentoft er også en af dem, jeg altid gerne lytter til.

Hun fortalte, at flere og flere siger det samme: der er tale om et folkesundhedsproblem. Vi bliver nødt til at øge kvaliteten. Der skal mere “håndholdt hjælp” til.

Herefter gav hun et for mig velkendt eksempel med mundtørhed som følge af antipsykotisk medicin, der kan smadre tænder (og udseende) fuldstændigt. Man kan få støtte fra kommunen til den enorme tandlægeregning, der kan være en følge, men det er en betingelse, at det første man gør er at henvende sig til kommunen og udfylde diverse formularer og skemaer. Man må altså ikke først have været ovre hos tandlægen og få lavet en indledende undersøgelse og evt. et overslag. Herudover skal det være tidligt på budgetåret, så pengene i kommunen ikke er brugt op…

Hvem kan udfylde Excelarket, når de lige har forsøgt selvmord eller bare har det afskyeligt og dårligt kan overskue at være i live?

Et løft af psykiatrien kommer til at koste penge, men det har vi vidst i mange år. Problemerne har vokset sig større og større, fordi der ikke er sat ind.

Peder Hvelplund: Psykiatriordfører fra Enhedslisten

  • 10-års planen bør have fokus på konkrete målbare mål! Fx længere gennemsnitlig levealder.
  • Der skal være tid og ressourcer til relationsarbejdet mellem patienter og medarbejdere, der ikke kan udføres 2 pct. hurtigere end sidste år.
  • Nedsæt fx et psykiatriråd, der holder øje med, om målene nås.

De pårørendes betydning

Igen og igen blev der talt om de pårørende, den store betydning, de har, og hvor svært de kan have det. Jeg kan ikke lade være at tænke på, om mit eget forløb ville have været anderledes, hvis jeg havde haft (flere) pårørende? Faktisk tror jeg det ikke. Jeg er ingen selskabspapegøje, og hvem havde gidet være samme med mig alle de perioder, jeg ikke kunne stå ud af sengen, og ikke orkede at gå i bad, fordi det medførte, at jeg så skulle tørre mig på ryggen.

Et enkelt slag ramte hårdt: En veninde gennem mere end 30 år sagde i en telefonsamtale under en indlæggelse, at jeg “var blevet min sygdom”. Det blev jeg godt nok ked af. Vi fik det aldrig redt ud, og hun er ikke længere blandt os.

Gad vide, hvem der sagde det?

En debattør, som jeg desværre ikke fik noteret hvem var, sagde noget fornuftigt: “Mennesker passer først i kasser, når de er døde”.

Mit eget efterskrift

Engang skrev jeg en post, jeg kaldte “Samspil som forudsætning”. Den må være gået til de evige bitmarker, for jeg kan i hvert fald ikke finde den igen. Jeg så den ellers for  nogle dage siden i forbindelse med SEO-projektet.

Den drejede sig om, at “mine aktører” har været i stand til at løfte den opgave, mange andre ikke magter: samspillet mellem alle de mange involverede, der alle hver for sig ville mig det bedste. Godt nok følte jeg mig ofte som budbringer mellem dem, men jeg bragte gerne bud, da det var i min egen interesse, at alle var orienterede om status. Måske var jeg bare heldig?

På en måde genoplever jeg en stor del af forløbet i forbindelse med SEO-projektet, fordi jeg har kastet mig over sider og poster med etiketten “Bipolar affektiv sindslidelse”, for dog at holde fokus, og hvor jeg selvfølgelig er nødt til at læse indlæggene ordentligt igennem for at optimere dem.

Det er ikke alt samme lige munter læsning. Det er svært at læse om psykoserne, om at gå langs væggene for at finde ud af, om Jimi Hendrix’ musik kom fra naboerne eller fra mit eget hoved, om dengang det lød som om, der stod en respirator i klædeskabet osv. Uf. Det er gudskelov datid.

Det er en del af det bipolare, at der altid kan komme nye episoder, men bare de har længere intervaller end i 2018, hvor det var ind og ud – og ind og ud. Eric beskrev det engang som at følge en yo-yo. Og det havde han ganske ret i.

Noget, jeg også har bidt mærke i i forbindelse med optimeringen, er en udtalelse fra overlægen på 808, Melita Svraka, “Min holdning er, at når patienterne bliver udskrevet, skal de have det godt!” Jeg tror bestemt ikke, hun står alene med den holdning, men der er mange yngre overlæger, der slet ikke har hendes gennemslagskraft.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Psykiatri på dagsordenen

Valgkampen og psykiatrien

Psykiatri skal på dagsordenen

Flere organisationer prøver nu at sætte psykiatri på den politiske dagsorden.

Psykiatrifonden

Psykiatrifonden inviterer til valgmøde med folketingskandidater fra en lang række partier.

Hør hvad politikerne mener om prioritering af psykiatrien i en tid, hvor antallet af mennesker, ikke mindst børn og unge, med psykisk sygdom er voksende, hvor den sociale ulighed i sundhed er stor, hvor der fortsat er en overdødelighed blandt mennesker med psykisk sygdom, og hvor der er et stort behov for at skabe plads til mennesker med psykisk sygdom i arbejdsfællesskaber.

Fonden har i øvrigt ændret sit slogan fra ‘Et godt liv til flere’ til ‘Vi vil ligestille fysisk & psykisk sygdom’. Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om denne ændring, selvom man selvfølgelig kun kan være enig i det nye slogan. Jeg synes bare, det gamle inkluderede flere.

Mikkel Rasmussen

Psykiater og formand for Psykiatrilisten Mikkel Rasmussen vil have psykiatrien på som tema i valgkampen. Derfor afholder han 1. juni en happening for psykiatrien, hvor kendte ansigter inden for psykiatri, politik og endda musik deltager.

Han støttes af professor Poul Videbech (Glostrup), der håber, at happeningen kan råbe politikerne op den 1. juni.Poul Videbech vil holde en tale til de forsamlede, som forhåbentlig udgøres af 500 – 1.000 mennesker.

Hvor er det godt

Hvor er det godt, der er nogle, der forsøger at sætte psykiatrien på den poliske dagsorden, for spørger man de etablerede partier, får man henholdende svar.

Jeg har fx spurgt Radikale Venstre hvad de vil gøre for psykiatrien. De svarede “Vi kæmper for at ligestille psykisk sygdom med somatisk, og vi vil gerne give gratis psykologhjælp til unge. Vi skal have styrket det psykiatriske behandlingssystem, som i mange år har lidt under en stedmoderlig behandling – dette bl.a. med flere midler over Finansloven“.

Tjekker man deres hjemmeside under psykiatri står der næsten intet andet end lidt om unge. Hvad så med os gamle?

Er jeg at finde?

Jeg har lyst til at gå til begge dele, men kender jeg mig selv ret, kommer jeg ikke ud ad døren. Psykiatrifonden streamer heldigvis deres vælgermøde via Facebook, så jeg kan se med der.