Psykiatri på dagsordenen
Indholdsfortegnelse
Psykiatri skal på dagsordenen
Flere organisationer prøver nu at sætte psykiatri på den politiske dagsorden.
Psykiatrifonden
Psykiatrifonden inviterer til valgmøde med folketingskandidater fra en lang række partier.
Hør hvad politikerne mener om prioritering af psykiatrien i en tid, hvor antallet af mennesker, ikke mindst børn og unge, med psykisk sygdom er voksende, hvor den sociale ulighed i sundhed er stor, hvor der fortsat er en overdødelighed blandt mennesker med psykisk sygdom, og hvor der er et stort behov for at skabe plads til mennesker med psykisk sygdom i arbejdsfællesskaber.
Fonden har i øvrigt ændret sit slogan fra ‘Et godt liv til flere’ til ‘Vi vil ligestille fysisk & psykisk sygdom’. Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om denne ændring, selvom man selvfølgelig kun kan være enig i det nye slogan. Jeg synes bare, det gamle inkluderede flere.
Mikkel Rasmussen
Psykiater og formand for Psykiatrilisten Mikkel Rasmussen vil have psykiatrien på som tema i valgkampen. Derfor afholder han 1. juni en happening for psykiatrien, hvor kendte ansigter inden for psykiatri, politik og endda musik deltager.
Han støttes af professor Poul Videbech (Glostrup), der håber, at happeningen kan råbe politikerne op den 1. juni.Poul Videbech vil holde en tale til de forsamlede, som forhåbentlig udgøres af 500 – 1.000 mennesker.
Hvor er det godt
Hvor er det godt, der er nogle, der forsøger at sætte psykiatrien på den poliske dagsorden, for spørger man de etablerede partier, får man henholdende svar.
Jeg har fx spurgt Radikale Venstre hvad de vil gøre for psykiatrien. De svarede “Vi kæmper for at ligestille psykisk sygdom med somatisk, og vi vil gerne give gratis psykologhjælp til unge. Vi skal have styrket det psykiatriske behandlingssystem, som i mange år har lidt under en stedmoderlig behandling – dette bl.a. med flere midler over Finansloven“.
Tjekker man deres hjemmeside under psykiatri står der næsten intet andet end lidt om unge. Hvad så med os gamle?
Er jeg at finde?
Jeg har lyst til at gå til begge dele, men kender jeg mig selv ret, kommer jeg ikke ud ad døren. Psykiatrifonden streamer heldigvis deres vælgermøde via Facebook, så jeg kan se med der.
Tjah, man kan jo mene, at det er på sin plads at sætte dette tema og mange andre på dagsordenen i en valgkamp. Problemet er bare, at politikere er villige til at sælge deres sjæl + deres bedstemor for en femmer (1 stemme), når der er valgkamp. Man kan overhovedet ikke regne med noget, de siger i valgkampen, hvorfor jeg også er stærk tilhænger af, at man laver valgkampe så korte som vel muligt.
Jamen, hvordan skal man så finde ud af, hvem man skal stemme på? Det er til gengæld enkelt: Man skal se på, hvad politikerne _gør_/har gjort tidligere, ikke _høre_ så meget på deres snak.
Jeg ser, at du peger mere og mere på de Radikale efterhånden. Det, vil jeg mene, er en fejl. De radikale har det med at _sige_ en hel masse, som man kun kan erklære sig enig i, og de har indtil flere virkelig sympatiske politikere, som man nærmest kan komme til at holde af. Man kan bare ikke regne med, at partiet gør det, de har sagt, det vil gøre. Det er historien tyk med eksempler på. Det har været vigtigere for de Radikale at have fingeren med i magtpotten end at holde deres valgløfter og dermed holde fast i nogle principper.
@ Henny
Som Eric plejer st skrive, skal politikerne måles på, hvad de har gjort i den forgangne periode og ikke på hvad de siger, de vil gøre i den kommende periode. Det er jeg fuldkommen enig i. Det betyder dog ikke, at jeg ikke bryder mig om en god lang valgkamp, hvor alle partier kan komme til orde. Selv følger jeg Å, Ø og B og synes det er dødspændende.
Jeg er meget i tvivl om, hvad jeg skal stemme! I mange år har jeg jo stemt på Ø, men deres EU-politik huer mig ikke, alt andet er jeg enig i. Jeg er også enig i alt Rad. siger og gør, men hvis de, som du skriver, nærmest er rede til at sælge deres egen bedstemor for at få magt, vil det være stemmespild set fra min side. Jeg har læst om Hilmar Baunsgaard (vi er i slægt), der krydsede sig igennem og endte med at danne en VK-regering. Det er vel et historisk eksempel på det, vi drøfter?
En ting jeg ikke bryder mig om ved partiet er, at de vil fastholde ‘velfærdsaftalen’ fra 2006(?) og således gradvist forringe pensionsalderen. Denne stigning vil de bruge til at finansiere den øgede velværd (både fastholde og udbygge). På hjemmesiden skriver de således: “Vi vil ændre vores tilbagetrækningssystem, så det afspejler, at vi lever længere og sundere, så dem der kan bliver på arbejdsmarkedet lidt længere, mens de nedslidte skal have bedre tryghed for at kunne trække sig lidt tidligere. Desuden vil forbedre indsatsen inden for omskoling og forebyggelse, så vi undgår nedslidning i det omfang, vi har set.”
Når jeg tager diverse valgtests, havner jeg netop på Ø og B. Der er godt nok langt fra et liberalt parti til Enhedslisten, men det afspejler vel bare politisk tvivl og engagement?
Man behøver såmænd ikke gå tilbage til “Hillemænd” Baunsgård for at finde eksempler på de Radikales cyklen efter magten. De var jo trods alt også med i regeringen Thorning- Schmidt, ikke?
Det kan lyde håbløst gammeldags, men jeg mener stadig, det holder med en analyse af, hvordan de mener, forholdet til produktionsmidlerne er/skal være. Hvis et parti der holder på, at dette forhold fortsat skal være, som det “altid” har været, kan man godt gå ud fra, at dette forhold er vigtigere for dem end _alt_ andet. Kald det bare vulgærmarxisme, hvis du vil! Det kan jeg såmænd godt holde til.
Jeg er jo heller ikke selv vild med Øs holdning til EU, som du ved, men jeg mener, at det går i den rigtige retning, idet liste Ø denne gang opstiller selvstændigt til EU-parlamentet. Det tyder på, at de faktisk har lyttet og er på vej til at rette ind efter, at man realpolitisk ikke har råd til at give afkald på europæisk samarbejde, heller ikke selvom det ikke er optimalt og lugter ikke så lidt.
@ Henny
Og EL har taget det ud af deres partiprogram, at deres varmeste ønske er at få en folkeafstemning om, at vi skal melde os ud af EU hurtigst muligt. Det er meget positivt, synes jeg.
Selv synes jeg også, det er mærkeligt pludselig at ville stemme på et liberalt parti, men de har simpelthen så mange værdier og mærkesager, som jeg kun kan være enig i. ‘Vulgærmarxisme’ har jeg ingen problemer med 🙂
Jo du har da forresten ret i, at de var med Thorning-regeringen, men det var før, jeg for alvor interesserede mig for politik. Og det var også dem, der var med til folkeskolereformen, som ved Gud var noget makværk. Jeg kan nemt blive i tvivl, og måske drejer jeg om på en tallerken ned i stemmeurnen; jeg ved det ikke, for jeg er mere i tvivl ved dette valg end nogensinde før.