Transpersonerne og tørklæderne
De vigtigste valgtemaer?
Indholdsfortegnelse
0) Transpersonerne og tørklæderne
I denne artikel prøver jeg at få styr på tankerne om transpersoner og tørklæder, da begge diskuteres højlydt på Facebook. Dette er, hvad man på nudansk kalder et “long read”, altså et “langlæs” så sæt tid af, hvis du gider …
Er de virkelig de vigtigste valgtemaer, når forholdene i psykiatrien og resten af sundhedssektoren er uholdbare, når de unge trives dårligt, når inflationen raser, når ældreplejen er gået amok og når klimakrisen er enten nært forestående eller allerede brandaktuel med store skovbrande i Sydeuropa.
Jeg kommer helt sikkert til at lægge mig ud med mennesker, der mener noget andet end mig. Det er fint. Jeg diskuterer gerne. Kommentarer er velkomne her på siden, ikke på Facebook, idet sammenhængen mellem artiklen og kommentarerne så forsvinder i løbet af ganske få dage. Og det er ærgerligt for både dig og mig.
Kommenterer du her for første gang, skal din kommentar godkendes. Det skyldes kampen mod spam og andet skrammel. Det laver jeg ikke om på for din skyld.
1) Transpersonerne
Nogle mener, at man tildeles et køn ved fødslen, og at vi må acceptere, at køn er et spektrum.
Følgende citat stammer – lettere redigeret – fra en af mine bekendte på Facebook ved navn Anne Brøndum, der modigt lægger sig ud i debatten med de såkaldte “transaktivister”. Jeg er fuldkommen enig med Anne.
Biologisk køn er ikke et spektrum. Der er to køn: han og hun. Nogle føler sig som det modsatte køn, eller føler at deres køn er flydende. Men deres kromosomer vil stadig være enten xx eller xy.
Jeg røg selv en dag ind i en debat med transpersoner. Uha, det skal man passe på med, for hvert et ord bliver vendt, drejet og misforstået. Debatten bliver i realiteten en debat om følelser og ikke om facts.
Årsagen til min debat
Jeg tillod mig at have en mening om lovforslaget om, at de sidste fire cifre i CPR-nummeret kan ændres helt fra fødslen, dvs. det juridiske og reversible kønsskifte, der så besluttes af forældrene, da baby ikke har følelser for de tal. Vil man have en pige, men får en dreng, laver man da bare et juridisk kønsskifte.
Mine medkombattanter mente, at lovforslaget var væsentligt at få gennemført, da det kan være vældig svært i en lufthavn for en person, der i passet er anført som fx pige, da hun er født uden penis men med uterus mv., men er påklædt som dreng. Jeg spurgte, hvor stort “problemet” er. Flere blev sure over citationstegnet. Fra min side lå der intet nedladende i tegnet. Herefter måtte jeg fortælle lidt om mig selv. Og det udvider jeg i det følgende:
Min tid som “drengepige”
Jeg voksede op som det, man dengang kaldte “drengepige”, og jeg tænkte i mange år over, om jeg ikke hellere skulle have været en dreng.
Da jeg var ca. fem år, syntes min elskede far, jeg skulle gå til dans. Han var selv en dygtig danser med masser af præmier mv., og ønskede derfor at introducere mig til den verden. Jeg hadede det, og det værste var sådan set kjolen og de fine røde Scalasko. Jeg følte mig “klædt ud”, og i øvrigt foretrak jeg at klatre i træer, lege såkaldte “drengelege” og konstruktionslege med noget, der, dengang i forhistorisk tid (før 1972), hed Bilofix og Meccano. Biolofix var til de meget unge år, mens Meccano forudsatte, at man var lidt ældre, så man kunne styre de små metalskruer mv. Med begge dele kunne man bygge fx løftekraner mv.
Når drengene ikke ville danse med mig, lovede jeg dem tæv. Herefter ville de pudsigt nok gerne. Sikke nogle tøffelhelte.
Følelsen af at være klædt ud varede ved. Det værste ved konfirmationen var kjolen. Den hadede jeg også.
Jeg tænkte ikke på de sidste fire tal i mit CPR-nummer. I øvrigt er jeg født, før man opfandt CPR, der kom til i 1968. Der var jeg fem år.
Antallet af tissemænd skal være netop 1
Måske som konsekvens af i min barndom at have set for mange genitalier hos en voksen (min “mors” mand begik daglige overgreb gennem seks år), levede jeg 10-15-20 år som lesbisk. Det var det helt rigtige for mig, og jeg har elsket mange dejlige kvinder.
Jeg udviklede tesen om, at for at samfundet betragtede ens kærlighed som “rigtig”, skulle der i et parforhold være netop 1 tissemand. 2 var for mange, og 0 var for få.
Som voksen og for få år siden mødtes jeg med fuldt overlæg med et dejligt menneske, en mand, der var “gået hele vejen” og havde fået foretaget en irreversibel kønsskifteoperation, rejst mange gange til Belgien (jeg kan ikke huske hvorfor, men det havde helt sikkert med kønsskiftet at gøre) og havde haft de samme tanker som mig livet igennem. Jeg kunne stille ham alle de spørgsmål, der havde spøgt i knolden i så mange år. Det var dejligt at få nogle svar fra ham.
Jeg tog hele problematikken med til psykologen, og vi brugte mange seancer på at drøfte den. Jeg kom med mine tvivl: Skulle jeg også “gå hele vejen” og ville en kønsskifteoperation også være rigtig for mig? Efter mange samtaler gik jeg derfra med en klar bevidsthed om, at det skulle jeg ikke.
To valgtemaer: Transpersonerne og tørklæderne
Kunne vi ikke bare udvide grænserne for, hvad de to køn kan og må?
Min far, Jørgen Stegemüller (1922 – 1972), var en meget feminin mand. Han broderede mellemlægsservietter (jeg har dem stadig i en skuffe), mens min “mor” tog slæbet i haven med at lægge fliser Samtidig var han patriarkalsk og bestred et job, der dengang var forbeholdt mænd, idet han var direktør for en større tekstilvirksomhed.
Dvs. at jeg i nogle år oplevede, at man kunne være den, man var, uanset ens CPR-nummer mv. Eksempelvis blev jeg taget ud af danseskolen, da jeg “tilfældigvis” fik ondt i ryggen hver mandag ved 17-tiden og Scalaskoene klemte, selvom de havde den rette størrelse. Jubi op i ananas-æbletræet igen.
På gamle billeder har jeg set masser af mænd i min nærmeste Stegemüller-familie, der var temmelig feminine. Se fx på billedet til højre. Det forestiller Rudolph Wilhelm Stegemüller (1910 – 1975). Han er min granonkel. Billedet er større, hvis du klikker på linket og ser det på min TNG-side (du skal lidt ned ad siden for at se billedet i stor størrelse). Du må kalde mig Mads (eller noget andet), hvis han ikke har feminine træk.
Der har i den del af min slægt altid været vide grænser for, hvad man “kunne” og “måtte” som henholdsvis pige/kvinde og dreng/mand.
Et er, hvad der foregår i familien og slægten. Et andet er selvfølgelig, hvad der foregår i samfundet.
I mit liv som drengepige, senere lesbisk eller bare androgyn, og nu som absolut ingenting, har jeg faktisk aldrig oplevet nedsættende tale, diskrimination, stigmatisering eller problemer i lufthavne. Der er større stigma knyttet til psykisk sygdom. Folk syntes, jeg var “anderledes”, men det var uproblematisk.
Der var og er masser af årsager til, at jeg er anderledes. Min seksualitet var bare en af grundene. Jeg har haft relativt høje stillinger i centraladministrationen gennem 23 år. Nogle af dem har været stillinger med masser af magt, som man i gamle dage mente var for mænd. Ingen har nogensinde stillet spørgsmål ved, at jeg har en relativt maskulin udstråling.
Da jeg “sprang ud” (sådan hedder/hed det) som lesbisk i 1981, var de eneste, der ikke ville have med mig at gøre, min “mor” og hendes mand. Men det var gensidigt og dermed uproblematisk.
Ergo: lad dog mennesker være dem de er, og glem tallene i CPR-nummeret.
Det er min holdning, at forældre ikke ved fødslen eller senere har ret til at rode med de tal. Lad drengepigen og tøsedrengen lege de lege, de vil og senere bestride de jobs, de vil – og sidst men ikke mindst – have sex med dem, de vil.
Juridisk kønsskifte på børn er en urimelig handling – jeg vil kalde det et overgreb. Voksne kan gøre, som de vil evt. ved at “gå hele vejen” og få foretaget en kønsskifteoperation, hvor der ikke rigtig er nogen vej tilbage. At udvide grænserne ville også løse problemet med, at der er et frygtelig højt antal selvmord hos transpersoner.
Jeg har enormt svært ved at se “problemet”. Men okay – måske har samfund og normer ændret sig. Og jeg mener ikke, man skal lovgive om et problem, man ikke kender omfanget af. Og det leder lige ind i tørklædedebatten.
2) Er tørklæderne virkelig en diskussion værd?
To valgtemaer: Transpersonerne og tørklæderne
“Kommissionen for den glemte kvindekamp” er – helt uden empiri men baseret på synsninger – fremkommet med et vanvittigt forslag om at forbyde muslimske piger at have tørklædet på i folkeskolen. De er parate til at “gå hele vejen” (her er der tale om en anden vej). Den vej må betrædes, hvis det grundlæggende princip i dansk ret og retspraksis om ligebehandling, gør det nødvendigt også at forbyde andre religiøse symboler. Det kan være kors, kippa eller noget helt tredje, som folk bruger til at symbolisere deres tro. Det kan også være at forbyde “at gå til præst” i skoletiden osv. Jeg ved godt, at det nu er henlagt til ydertimerne. Man kan f….. ikke lovgive mod en bestemt religion, mens man lader de andre være. Det må vel kaldes racisme?
Herudover vil det være forkasteligt at gå i gang med en lovgivningsproces uden et empirisk grundlag. Det har jeg aldrig set før. Det er politisk bestilt makværk op til endnu en beskidt valghamp. Klikker du på linket kan du læse om den del der.
På kommissionens hjemmeside har jeg sakset dette, men du kan finde hele sammenhængen nederst på denne side
Formand for Kommissionen for den glemte kvindekamp, Christina Krzyrosiak Hansen, udtaler:
”Piger, der vokser op i Danmark, skal selv kunne bestemme, hvilket tøj de vil gå i …
Hvis der indføres forbud mod tørklædet, kan pigerne netop ikke bestemme hvilket tøj, de vil gå i. Kan medlemmerne af kommissionen (de fleste er fra Dansk Folkeparti, resten er Socialdemokrater, blandt andet Christina Krzyrosiak Hansen) virkelig ikke indse det? Så må de være dummere end politiet tillader.
Er der et problem med udbredt social kontrol, skal det selvfølgelig løses. Men den med at “beskytte pigerne” har vi altså hørt før. Støjberg var afsender – derfor kalder jeg hende normalt “Støjsenderen”. Men vi må jo først vide 1) om der er et problem og 2) hvor stort det er. Synsninger er ikke tilstrækkelige.
I Danmark har vi gudskelov religionsfrihed. Det er så vigtigt, at det står i grundloven, som det ikke er meget, der kvalificerer sig til. Vil man virkelig foretage en grundlovsændring for at løse et problem, man ikke kender omfanget af?
3) Valgtemaer?
Det er min klare holdning, at Danmark har mange andre problemer, der skal løses før ukendte problemstillinger med transpersoner og tørklæder. Det er til gengæld ikke svært at forstå, at nogle finder begge velegnede til valgkamp. De er nemlig lette at forstå og synes noget om.
Det er meget sværere med psykiatrien og resten af sundhedsvæsenet, inflationen, samfundsøkonomien, beskæftigelsen, klimaet mv. I Ugeskriftet kan man eksempelvis læse følgende om psykiatrien, der er mit hjertebarn.
Kvalitetsløftet på kræftområdet var betinget af en meget stærk politisk vilje. Kære politikere, mobiliserer I den samme vilje på psykiatrien? skriver psykiater og stabslæge Jeanett Bauer.
Der er bare det, at de fleste partier (ingen nævnt, ingen glemt) har et partiprogram og en hjemmeside, hvor man kan læse programmet. Det bør være pligtlæsning inden god nat, før man står i det lille telt med blyanten i hånden.
Happy valgkamp!
Det vil næppe overraske dig, at jeg er principielt enig med dig i alt, du har skrevet i dit iøvrigt fremragende, meget nuancerede indlæg.
Jeg vil tilføje, at når nogle transpersoner meget let kommer til at føle sig trådt for nær, så er det nok faktisk, fordi de oplever et problem.
Som du ved bor jeg ikke i en af verdens største metropoler, men netop her kom jeg til at kende en transperson, der i øvrigt kommer fra et andet land hvor de ikke har tilsvarende problemer med den slags. Som jeg har forstået det, opererer man der med en 3. kategori ud over “mand” og “kvinde”. Denne person havde helt konkret problemer med at få udleveret noget nødvendig medicin på apoteket, hvor man hver gang ville ringe til vedkommendes læge for at spørge, om det nu også kunne være rigtigt. Det må sq da være vanvittigt irriterende, og er man lidt tyndhudet i forvejen, hvad man jo kan være af så mange grunde, skal der måske ikke så meget til, før den dag er ødelagt.
Jeg tror nu heller ikke, at forslagsstillerne har haft til hensigt, at forældrene skal kunne skifte personnummer på den lille nyfødte efter forgodtbefindende, det var vist nærmest, fordi man ikke kunne blive enige om, hvor sådan en aldersgrænse skulle gå. Men sådan en lov er jo noget roderi, netop fordi man kan forestille sig et par kuleskøre forældre, der med loven i hånd vil kræve at få det gennemført. Det kan man selvsagt ikke have, og som absolut minimum må man forlange loven formuleret sådan, at der skal specialister ind over.
Man kunne selvfølgelig også holde op med at give folk personnumre, der viser, hvilket biologisk køn de har. Men sådan en løsning er selvfølgelig alt for logisk og billig til, at det kan lade sig gøre. Sarkasme slut.
Sagen er jo den, at der findes 2 biologiske køn. Og nogle ganske få, der er udstyret med delvise genitalier fra begge køn – her er jeg ikke klar over, hvordan det ligger med kromosomerne, men det er formentlig en ganske, lille bitte del af transpersonerne, der er sådan indrettet. Som jeg har forstået det, handler det om, hvordan man psykisk har det med sit køn. Det er skammeligt, at man i debatten ikke formår at skelne mellem fysisk og psykisk køn, for det er da helt klart et overgreb, hvis man vil tvinge en fysisk “pige” i flæser og lyserødt, eller en fysisk “dreng” i typisk drengeantræk. Her ligger der også en ende, man kunne trække i. Hvorfor skal der partout (igen) være sådan en forskel på tøj til drengebørn og til pigebørn? Det er da helt overflødigt, i hvert fald så længe børnene ikke selv har en mening om, hvad de vil have på. Når de først får det, stiller sagen sig selvfølgelig helt anderledes.
Derudover er jeg fuldstændig enig med dig i, at større rummelighed med hensyn til hvem der kan elske hinanden og hvordan i allerhøjeste grad er tiltrængt.
Tørklæderne orker man jo næsten ikke at tale om mere. Jeg har selv gået med tørklæde, dels når det var koldt, dels når mit hår var træls, dels når der var lus på den skole, hvor jeg arbejdede, men aldrig af religiøse grunde. Den sociale kontrol er den bold, der skal gås efter. Jo mere man lægger hindringer for, at muslimske piger kan gå med tørklæde, jamen, jo mere vil de jo ønske at gøre det, sådan er den menneskelige natur nu en gang indrettet.
Og altsammen er jo alvorligt nok, og så fylder det så godt i den snarligt forventede valgkamp, hvilket er den egentlige årsag til, at det skal på bordet nu.
Det er måske nemmere at have meninger om ltbg+ og tørklæder end om vi skal betale noget mere i skat, så der kan blive råd til at hjælpe de mennesker, der har det skidt og til at redde, hvad der måtte være tilbage af et klima, vi kan leve i.
@ Henny
Jeg skulle lige se “TV-trilogien” med de tre statsministerkandidater. Det var i øvrigt en god debat, som jeg skriver om i morgen. Derfor den lidt længere responstid.
Må jeg til gengæld komplimentere dig for dit gode og nuancerede svar, hvor du bringer nogle områder op, som jeg faktisk aldrig har tænkt på? Herunder svarer jeg dig afsnit for afsnit:
1) Du har helt ret i, at når nogle transpersoner føler sig trådt på/gået for nær, er det fordi, de oplever et problem. Det, jeg spurgte debattørerne om, var også mere omfanget af problemet. En enkelt var fuldkommen ligeglad med omfanget, men ville bare have noget lovgivning – nu. Det er jeg som tidligere bureaukrat selvfølgelig uenig i. Hvis det drejer sig om 10.000 mennesker, skal vi selvfølgelig gennemføre en lovgivning, der afhjælper det. Drejer det sig om 100, synes jeg, vi må hjælpe de mennesker på en anden måde.
2) Situationen på apoteket for den transperson, du kender, er naturligvis dybt diskriminerende og stigmatiserende, men jeg synes primært, det vidner om apotekspersonalets manglende villighed og empati overfor et menneske, der måske er en af deres faste kunder. Herre Jemini, hvis det menneske altid kommer på netop det samme apotek (og det kunne man jo aftale med vedkommende, at hen (ingen slåfejl!) skulle), så kunne der da snildt laves en – evt. skriftlig – aftale, der skulle medbringes ved hvert køb. De år, hvor jeg selv kom meget på mit lokale apotek, kunne de næste mit CPR-nummer udenad. De kendte deres kunde. Er man i en situation, hvor man ofte kommer på apoteket, er man måske også mere sårbar. Og så er en behandling, som den du beskriver, helt “hat og briller”. Men problemet kunne med let løses. Det ville endda være gratis, bortset fra papiret aftalen var skrevet på og en smule toner til printeren.
3) Ja. Enig – der skal specialister til forud for et evt. juridisk kønsskifte. Du har fuldkommen ret. Jeg er ikke kendt med indholdet af lovforslaget, men vil prøve at finde det (i morgen). For at en specialistvurdering skal give mening, skal barnet have en vis alder. Jeg går ud fra, at det er en psykiater og en psykolog, der i fællesskab skal udrede barnet. Jeg har ikke en brik forstand på børn, så jeg kan kun komme i tanke om, at psykologen fortalte mig, at det er omkring 12-års alderen, børn begynder at stille de store eksistentielle spørgsmål om fx liv og død, og bliver opmærksomme på, at de ikke er verdens centrum, men at der er andre omkring dem, de skal tage hensyn til. Derfor forestiller jeg mig, at det måske også er der, de bliver bevidste om deres køn – og måske de problemer de oplever med at være en pige, der føler, at hun måske hellere skulle have været en dreng. Så måske kunne man sætte grænsen ved 12-års alderen? Selv husker jeg ikke, hvornår jeg tænkte de tanker første gang. Det var nu nok noget tidligere; men man kan forestille sig, at de ikke fyldte ret meget, idet jeg, mens min far levede (til jeg var otte år), havde lært, at der var rum til alle uanset hvad.
4) Ja mange taler for et fortløbende CPR-nummer, som ikke afslører ens køn. Det, synes jeg faktisk, er en rigtig god løsning. Det er nok bare afsindig dyrt at ændre i alle de IT-systemer, der forudsætter en sammenhæng i det med de lige og ulige tal. Tænk bare på alt det bøvl og besvær (og omkostninger) der var i 2018 i forbindelse med at implementere GDPR i alle systemer, og det vedrører jo i vidt omfang ikke enkeltpersoner. Det er blot en forudsætning for, at enkeltpersoner kan udnytte deres rettigheder.
5) “… delvise genitalier fra begge køn”. Ja, det har jeg også læst om, og det må være frygtelig ubehageligt for de mennesker. Jeg har ingen anelse om omfanget, men mit helt ubehjælpsomme gæt er, at det drejer sig om 100 mennesker. Dem kunne man vel hjælpe kirurgisk, hvis de ønsker hjælp? Jeg tænker på noget så jordnært om det svære i at være i svømmehallens omklædningsrum. Hvilken indgangsdør skal man vælge, og kigger folk ikke bare frygtelig meget på en? Og tænk hvis folk holdt op med bare at glo, men rent faktisk stillede spørgsmål og åbnede for en dialog. Måske ville det hjælpe alle parter?
6) Ja. Det er nødvendigt at komme fri af min selvudviklede og uvidenskabelige tese om antallet af tissemænd pr. parforhold. Selv om det er mere end 40 år siden, jeg sprang ud, føler jeg mig overbevist om, at tesen fortsat lever og har det godt. Altså at man stadig tæller …
7) Angående tørklæderne, som jeg næsten heller ikke selv orker at diskutere, har du ret i, at der nok vil være en vis form for “obsternasighed” (jeg er lidt i tvivl, om ordet er rigtigt valgt). Med det mener jeg bare, at jeg er enig med dig: Det, man ikke må, bliver bare mere tillokkende. Og mht. til ret unge piger, vil et forbud kunne gøre forældrene obsternasige, så de i endnu højere grad vil sige: “Vores datter skal f…. have tørklæde på”. Jeg ser det største problem i, at nogle forældre vil tage deres børn ud af skolen. I Frankrig er det fem pct., der har gjort det. Det er ikke sådan, man arbejder på (yderligere og succesfuld) integration.
8) Ja, enig igen. Synsningerne trives langt bedre mht. transpersoner og tørklæder. Inflation, klima, økonomi, og sundhedsvæsenets kollaps er det langt sværere bare at synes noget om.