Indlæg

/6 Kommentarer/i /af

Kan psykiatribrugere skabe politisk fokus

Kan psykiatribrugere skabe politisk fokus

Hvordan råber man op?

Kan psykiatribrugere skabe politisk fokus

Det er ikke retoriske spørgsmål. Jeg spørger, fordi jeg ikke har forstand på den slags, men jeg håber, en eller flere af mine læsere har de rette kompetencer og også har lyst at dele viden i kommentarfeltet her på siden – ikke på Facebook. Hvis du kommenterer her for første gang, skal din kommentar lige godkendes (spamhensyn). Herefter vil du stryge lige igennem med de næste kommentarer.

Jeg spurgte på et tidspunkt Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS), om jeg som bruger kunne hjælpe dem i bestræbelserne på at skabe fokus på psykiatriens problemer? Var min “stemme” og historie noget værd for dem? Jeg fik et fint svar om, at jeg sikkert kunne bidrage, og at det bedste nok var et læserbrev i en avis.

Så “døde” den for mig, da aviser ikke er mit medie, og jeg aldrig har prøvet at skrive et sådant læserbrev. Det er lidt ærgerligt, da jeg forestiller mig, at brugererfaringer gennem mange år kunne være interessante for politikere uanset partifarve. Jeg er bedre kendt med internettets muligheder, og jeg har brug for den umiddelbare debat, der kan følge umiddelbart efter, jeg har trykket på “Udgiv”. Jeg er stort set holdt op med at debattere på Facebook, som er det eneste sociale medie, jeg bruger. Der kommer alligevel ikke noget ud af det. Det flytter sjældent noget, og kun få er interesserede i at lære noget nyt. Det gælder sikkert også mig selv.

Jeg er helt klar over, at der ikke er en eneste politiker, der kender til min beskedne hjemmeside og dermed mine erfaringer. Så det er næppe vejen frem. Hvad gør man i stedet?

Mange psykiatribrugere har muligvis ikke en “stemme” – og SIND hjælper ikke

Det kan være, en del psykiatribrugere ikke har en “stemme”. Derfor må os med en “stemme” råbe op og derved støtte de professionelle aktører. Det er nærmest en forpligtelse for os.

Vi har selvfølgelig patientforeningen “SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed“, der “arbejder for at skabe forståelse og tolerance for mennesker med sindslidelse og deres pårørende”.

De er bare ikke en aktiv spiller i debatten. Jeg ved godt, at formanden optrådte i en udgave af “Aftenshowet” forleden. Hun var meget påvirket af en hændelse, hun omtalte, så hun fik tårer i øjnene og kunne næsten ikke tale. Det er fuldt forståeligt, men det er ikke videre politisk slagkraftigt at sidde og græde på landsdækkende TV i et program, mange bryder sig om at se og danner meninger og holdninger ud fra.

Herudover kan man undre sig over, at der vist ikke er et eneste pip på deres hjemmeside om hændelsen i field’s, som jo er den, der har sat gang i den aktuelle, nødvendige debat. Jeg har dog fundet dette, men det er udateret, så man kan kun gætte på, at det relaterer sig til denne hændelse. Det er ikke professionelt. Den seneste opdatering af forsiden er fra den 23. juni, og drejer sig om “midlertidige tekniske problemer”. Helt midlertidige kan de nu ikke være, når de nu har varet i 15 dage.

I disse dage gør mange af SINDs medlemmer et kæmpe stykke arbejde for at holde humøret oppe hos mennesker med psykisk sårbarhed og deres pårørende.

Sammenligner man med en anden patientforening “Kræftens Bekæmpelse” er diskrepansen enorm. Havde hændelsen i field’s haft en “kræft-vinkel”, havde deres formand ikke grædt på landsdækkende TV, og deres hjemmeside havde helt sikkert været opdateret. Det er en forening med langt større slagskraft. Tænk bare på alle de kræftpakker, de har været med til at kæmpe igennem. Når de bruger deres stemme, lytter beslutningstagerne. De er simpelthen ikke til at komme udenom. Sådan en forening mangler vi.

Er PsykiatriAlliancen en “stemme” for os?

Herudover har vi PsykiatriAlliancen, der har udsendt en pressemeddelelse i maj 2022 med titlen: “PsykiatriAlliancens åbne brev til statsministeren” og den er god. Bortset fra det er der tilsyneladende ikke udsendt pressemeddelelser i ca. 5½ år (siden november 2016). Det tyder heller ikke på et videre slagkraftigt netværk. Det er synd, eftersom alle de relevante patientforeninger er repræsenterede i netværket. Det kan man læse på deres “Om-side“.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i /af

En telefonlinje er en billig psykiatrisk løsning

En telefonlinje er en billig psykiatrisk løsning

Hvis man nu vil tænke i besparelser

En telefonlinje er en billig psykiatrisk løsning

Jeg fandt en interessant artikel i Ugeskrift for Læger. Hvis du interesserer dig for psykiatri, økonomi og psykiatripolitik, bør du i det mindste skimme den.

Nu om dage er det meste forældet, nærmest før det er publiceret, og denne artikel er publiceret i “Ugevennen” 2-3 dage, før 10-årsplanen for psykiatrien blev præsenteret i Sundhedsstyrelsen den 13. januar. Planen blev aldrig drøftet mellem Folketingets partier. Det blev klart i starten af maj måned. Ergo: man kan mene, artiklen er håbløst forældet.

Det er dens konklusioner og forudsætninger imidlertid ikke. Den fortjener læsning. Enten langsom læsning ord for ord eller “akademisk læsning”. Sidstnævnte er vel bare et finere ord for skimlæsning? Konklusioner og forudsætninger er mere aktuelle end nogensinde før efter de frygtelige drab i field’s.

Ganske kort kan det siges:

Investerer vi 4½ mia. kr. ekstra årligt, kan vi reducere omkostninger på 110 mia, der er en følge af utilstrækkelig hjælp til psykisk syge mennesker gennem mange, mange år.

Lige nu omtales en telefonlinje, vi kan ringe til, hvis det er ved at tippe for os. Jeg skriver  “vi” og “os”, fordi jeg selv er psykiatribruger med to psykiatriske diagnoser (bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom).

Psykisk sygdom koster samfundet årligt omkring 110 milliarder alene i afledte effekter af utilstrækkelig hjælp. Det er mange penge. Aktuelt bruger vi cirka ni milliarder på behandlingspsykiatrien i Danmark om året. Hvis vi reelt vil løfte psykiatrien, er der behov for store investeringer. Så kan det godt være, at 4,5 milliarder lyder af meget for nogen, men samfundsøkonomisk koster det meget mere ikke at foretage denne investering med en tiårig reel psykiatriplan. Det vil jo formentlig få de 110 milliarder til at skrumpe i den anden ende, og vi kan spare nogle mennesker for unødvendigt lange og opslidende psykiatriske forløb, og flere mennesker kan få et bedre liv med deres sygdom eller ligefrem blive helbredt. Psykiske lidelser debuterer jo i de unge år – skizofreni er i 18-25-årsalderen – netop der hvor uddannelse og job tabes«, siger Mikkel Rasmussen.

Mikkel Rasmussen er ledende overlæge på Psykiatrisk Afdeling Vejle og næstformand i Dansk Psykiatrisk Selskab. Ergo er han ikke “hvemsomhelst”. Det er ham, VIVE og professor Poul Videbech fra Psykiatrisk Center Glostrup, der står bag beregningerne, som Merete Nordentoft, aktuel formand for Dansk Psykiatrisk selskab og professor, også omtalte Aftenshowet i går onsdag den 6. juli. Normalt ser jeg aldrig det program, men her syntes jeg alligevel, jeg ville se med.

Hvad nu hvis der var en døgnåben telefonlinje?

Det ville være dejligt, at der var et sted at ringe hen, som ikke lukkede kl. 16:00 og som ikke havde reduceret bemanding i ferieperioder, fordi de – som fx Psykiatrifonden – levede af private donationer. Men hvad nu hvis telefonlinjen sagde “Vi mener, du skal henvende dig i Akutmodtagelsen”, og man gjorde det, og Akutmodtagelsen svarede: “Desværre, der ligger allerede patienter i de senge, vi har; vi har ikke plads til dig”.

Det er virkeligheden for både os patienter og lægerne og alt det andet personale i psykiatrien. Der er ganske enkelt ikke senge nok. Jeg har selv prøvet flere gange på “Akutten” ikke at være syg nok til at komme gennem nåleøjet (lægens eget udtryk), og at blive sendt hjem igen med selvmordstanker. Så føler man sig som verdens mest ensomme menneske, der lige så godt kan tage livet af sig. Det lyder barskt, men sådan er det. Måske forstår du det ikke; og det er også i orden – og forståeligt. Man skal formentlig kende tankerne for at forstå dem.

Jeg er bare enig med Pernille Skipper, der siger “Dette er løftebrud”, når det rent faktisk står i “forståelsespapiret” fra 2019, at der skal lægges en 10-årsplan.

Jeg har talt med Livslinjen mange gange. Det er enormt dygtige mennesker, der kan få en til at holde fast i tvivlen: dvs. tvivlen om hvorvidt jeg skal tage mit eget liv eller ej? Vil jeg leve? Er verden et fattigere sted uden mig eller ej?

Er man tvivler, og det er jeg formentlig ikke den eneste, der er, skal man holde fast i tvivlen. De kender til tvivlen hos Livslinjen.

Det kan bare ikke være sandt, at vi ikke har råd til at betale de mennesker, der sidder og tager telefonerne og taler os tilbage til livet? Men er vi syge nok til en indlæggelse, og det er vi, når vi tænker sådan, skal der også være en seng til os – måske bare et par dage til en “kort stabiliserende indlæggelse“. Det er der bare ikke altid. For jer, der ikke kender tankerne, lyder det sikkert absurd. For os er det tanker, vi måske tør tale om og sætte ord på. Jeg har selv prøvet det et utal af gange – og jeg er ikke bange for at være åben om det – stigma eller ej. Det lever jeg med.

Nuvel: Væk fra alt det føleri – og over til finanslovsteknik

Jeg beklager. Der blev lidt meget “føleri”, men sådan kan det gå. Jeg kan også noget med finanslovsteknik, da jeg har levet af det i 23 år! Det er mere “hardcore” og følger her:

Adskillige år har vi læst om, at finansloven har leveret et “løft” til psykiatrien. Uden at jeg kan dokumentere det vha. troværdige kilder år for år, kan jeg fortælle, at adskillige af disse “løft” har fundet sted via de såkaldte satspuljemidler; finansiering via satspuljen er i sagens natur etårig. “Rigtige finanslovsmidler” er firårige. Det svarer fuldkommen til at man siger, at noget er til “projekter”. Projekter påbegyndes og afsluttes. Det er definitionen på et projekt. Det, der er løbende og firårigt, kaldes “drift”.

Skal man genoprette psykiatrien, hvilket der er behov for, og stille den på lige fod med fx cancerområdet, er det nødvendig med en langvarig indsats = drift. Et etårigt eller toårigt projekt rækker ganske enkelt ikke.

Vis mig den faggruppe, der kan udvikle og implementere nye, effektive indsatser på et år eller to – og vel at mærke samtidig gøre fagområdet attraktivt for nye ansøgere! Psykiatrien er netop nu kendetegnet ved at være befolket med ufaglærte medarbejdere og at være meget lidt prestigefyldt.

Det skal retfærdigvis siges, at der på Finansloven 2020 blev givet et løft på 600 mio kr. til flerårige midler. Det var dejligt. Vi takker mange gange. Problemet er, at det forslår som en skrædder et vist sted (og det sted plejer man at kalde “Helvede”), når der mangler 4½ mia kr. årligt i en periode på 10 år.

Løftebrud

Kort sagt: det er altså bare ikke godt nok med en telefonlinje. Jeg er enig med Pernille Skipper fra Enhedslisten i, at der er tale om et løftebrud. Nu skulle tre mennesker gå i døden, før man begyndte at tale om det. Det kan ikke være sandt.

 

/4 Kommentarer/i , /af ,

Psykiatriens synlighed efter field’s

Psykiatriens synlighed efter field’s

Tænk at det skulle til!

Psykiatriens synlighed efter field’s

Gud og hver mand har lige nu en holdning til den unge potentielle gerningsmand (han er ikke dømt, men alene varetægtsfængslet i surrogat) bag det frygtelige skuddrama i field’s, hvor uskyldige og tilfældige mennesker blev dræbt eller sårede. Nogle af disse holdninger er ganske forfærdelige. Her er et eksempel

Hvem der fortjener medfølelse i denne tid, er de efterladte for de dræbte og ikke en fuckup morder.

Jeg svarede vedkommende

Du taler om et menneske, der muligvis var alvorligt syg i gerningsøjeblikket.

Det fik jeg intet ud af, men det havde jeg naturligvis heller ikke forventet.

En havarikommission?

Heldigvis er der også fagpersoner fra psykiatrien, der udtaler sig og kan gøre det med vægt. En af dem er fx en af mine helte: professor Poul Videbech fra Psykiatrisk Center Glostrup. På dr.dk kan man lige nu læse blandt andet

Når der sker en togulykke eller et fly styrter ned, bliver en havarikommission sat til at undersøge, hvad der er sket, og hvordan det kunne være undgået.

Sådan burde det også være, når psykisk syge har begået kriminalitet, mener Poul Videbech, der er professor i psykiatri på Københavns Universitet.

Hvis beslutningstagerne tilslutter sig Poul Videbechs forslag om en havarikommission, er det muligt, at man qua “…hvordan det kunne være undgået” endeligt indser, at psykiatrien er nødlidende og har været det i stigende grad siden særforsorgens udlægning i 1980.

Tænk at der skulle en så frygtelig handling til, før det blev synligt for enhver. Tænk at det skulle koste tre menneskeliv. Jeg forstår det ikke.

10-årsplanen for psykiatrien

Det er kun to måneder siden, 10-årsplanen blev hældt af det politiske skakbræt, eller et andet bræt, med argumenter om, at det sikkert ville være godt (måske endda bedre?) at gå til spejder og/eller spille brætspil. Civilsamfundet blev omtalt som en aktør, der måtte træde til, når psykiatrien ikke skulle opgraderes. Den interessante og vigtige “pixiudgave” af 10-årsplanen kan læses her.

Jeg havde set frem til den politiske håndtering af udspillet, så jeg var uendeligt skuffet over, at drøftelsen aldrig kom, og at man kasserede det faglige oplæg udarbejdet af Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen i fællesskab, når baggrunden var følgende

Af forståelsespapiret, “Retfærdig retning for Danmark”, aftalt den 25. juni 2019 mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, fremgår det, at regeringen vil indgå aftale om en 10-års plan for psykiatrien med forpligtende mål om bl.a. at mindske antallet af genindlæggelser, nedbringe ventetiden og øge gennemsnitslevealderen for mennesker med psykisk lidelse.

Stigmatiseringen er en del af synligheden

Lige nu er det utrolig ubehageligt at leve med to psykiatriske diagnoser. Det skyldes, at pøbelvældet på de sociale medier har travlt med at producere tal om, hvor farlige vi er, hvor megen kriminalitet, vi begår, hvor mange der indsættes i varetægtssurrogat mv. Stigmaet vokser ind i himlen. Bare det at diskussionen føres er ubehageligt.

Jeg har ledt efter valide tal, men kan ikke finde nogle, jeg tør tro på. Og derfor gengiver jeg ingen her bortset fra tal fra den tidligere formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, nu retspsykiater, Gitte Ahle, som jeg har fundet på dr.dk

Gitte Ahle har tidligere stået bag en af de største undersøgelser af psykisk syges kriminalitet, som hun lavede for Justitsministeriet.

Dengang gennemgik de i alt 218 sager fra 2016 om kriminalitet begået af psykisk syge og konkluderede, at ud af de 13 sager om drab og drabsforsøg, der havde været, kunne 11 have været undgået, hvis gerningsmanden havde fået tilstrækkelig behandling.

I årenes løb har jeg været indlagt et utal af gange og dermed haft et utal af medpatienter. Ingen af dem har begået personfarlig kriminalitet. Måske har de kørt over for rødt, men det er vist også det værste.

Selv tror jeg ikke, jeg på noget tidspunkt har overtrådt nogen bestemmelser. Men stigmaet rammer også mig.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/5 Kommentarer/i , /af ,

Hvor bliver 10-årsplanen af

Hvor bliver 10-årsplanen af

Rystende svar fra Mette Frederiksen

Hvor bliver 10-årsplanen af

Psykiater Merete Nordentoft skrev i går på sin Facebookprofil følgende:

Jeg hørte statsministerens spørgetime i dag. Pia Olsen Dyhr spurgte hvor psykiatriplanen blev af? Statsministeren svarede at det nok ikke var muligt at rekruttere personale, og at vi skulle grave et spadestik dybere og tænke på om ikke civilsamfundets fællesskaber kunne forebygge psykisk sygdom. Prøv at forestille jer reaktionerne hos Kræftens Bekæmpelse hvis statsministeren påstod at fodbold eller brætspil kunne forebygge kræft? Psykiske sygdomme er stigmatiserede folkesygdomme, vi kan tilbyde behandling af langt højere kvalitet, hvis vi fik mulighed for det. Vi skal have en ambitiøs psykiatriplan nu.

Pernille Skipper skriver blandt andet om Mette Frederiksens svar

Jeg har sakset disse to citater fra Pernille Skippers Facebookprofil. De er taget en lille smule ud af sammenhængen, men det er ikke citatfusk, der stod bare noget midt imellem, som jeg ikke gengiver.

Hun talte om fodbold og om at gå til spejder som et svar på den totale mangel på tilstrækkelig hjælp og behandling, der er, til de mennesker, der har en psykisk sygdom eller de alt for mange unge der mentalt mistrives. Forestil jer, hvis det havde været svaret til manglende behandling af folk med kræft eller hjertesygdomme?

En psykisk sygdom er ikke et spørgsmål om mistrivsel eller at “ungdommen skal være mere robust for livet er hårdt” (ja, det sagde hun gudhjælpemig). Mistrivsel blandt unge er vigtigt, men det er ikke et spørgsmål om at gøre de unge mere hårdføre, og det er slet ikke tilstrækkeligt til at sikre ordentlig behandling af psykisk sygdom.

Når man er “psykosenær”

Jeg har Gudskelov aldrig haft en “fullblown” psykose, men jeg kender mange, der har, fordi jeg har været indlagt ca. “100 gange”. Hverken når man har en rigtig psykose, eller når man er “psykosenær” (det er det kliniske udtryk; det står masser af gange i min Sundhedsplatform (SP)), kan man gøres mere robust, dyrke spejder, sport eller spille brætspil.

Når man konstant hører en respirator inde i klædeskabet med dens evindelige bip bip-lyde, når man tror, naboerne spiller tyvernes salonmusik, og man går langs væggene for at validere det, eller når man svæver 20 centimeter over gulvet nede i Kvickly, er man syg, for intet af dette er selvfølgelig virkeligt! Man kan f…. ikke gå til spejder eller spille brætspil. Hvad tænker hun på?

Statsministeren fatter ikke, at man har behov for en psykiater og ikke en tropsfører eller en spejderuniform. Man bliver angst for, hvad det kan udvikle sig til, og man ringer til afsnittet for at få hjælp. Er man heldig, har de også en seng til en. Er man uheldig, får man den fjerde seng på en tresengsstue. Så må man lade iPadden op i håndvasken og man man må undvære en natlampe. Men det er alligevel bedre end at være alene med angsten derhjemme. Angsten for at “om lidt tjekker jeg ud for sidste gang, for dette holder jeg ikke til længere”.

Er det et godt afsnit, og har man været der før, har de også en god læge, en specialuddannet psykiater, der forstår, hvad man siger og ikke møder en med mistro og mistillid. For ja det er da mærkeligt både med respiratoren, salonmusikken og “svæveriet”. Det forstår den gode psykiater. Statsministeren gør helt åbenlyst ikke!

Når statsministeren ikke selv forstår det

Der er en grund til, at vi i Danmark har et system, hvor de politisk udpegede ministre bestiller diverse opgaver hos deres administration, dvs. deres ansatte embedsværk. Det er en tradition, vi skal være stolte af, for det er det, der bevirker, at der – som hovedregel – træffes kvalificerede beslutninger og vedtages lovgivning baseret på saglige drøftelser og evidens.

Selvfølgelig kan statsministeren ikke have indgående viden om psykiatri. Jeg vil i hvert fald nødig diagnosticeres af hende. Hun har sit embedsværk. Hun lytter bare ikke til det.

Merete Nordentoft skriver, at Socialstyrelsen og Sundhedsstyrelsen har stået bag et stærkt fagligt oplæg, hvor jeg bare har læst pixiudgaven og kommenteret den her, men det smider Mette Frederiksen helt åbenlyst i papirkurven og mener, civilsamfundet må træde til, når temmelig syge mennesker skal hjælpes.

Endnu engang bekræftes det, at psykiatrien er stedbarnet i dansk sundhedspolitik. Det var aldrig gået på kræftområdet. Kræftens Bekæmpelse havde stået der med det samme. De er nemlig dygtige(re) til at kæfte op. Kræft er på en eller anden måde “finere” og mere prestigefyldt end psykiatri. Gad nok vide hvorfor det er sådan? Er det fortidens oplevelser af, at vi er en form for sindssyge eller har spist for få D-vitaminer i barndommen?

Hvad har “vi” at gøre med?

Jeg er jo bare patient, så jeg har ikke fuldt ud forstand på mulighederne, men jeg har da hørt om følgende:

Jeg har mistet troen på, at vi kan råbe politikerne op, når Mette Frederiksen blankt afviser udspillet fra Socialstyrelsen og Sundhedsstyrelsen. Et udspil kan simpelthen ikke komme højere oppe fra. Det kan ikke være bedre. Sundhedsstyrelsen er det øverste rådgivende organ på området. Og de to styrelser har sammen med DPS arbejdet på udspillet i flere år.

Jeg er meget skuffet og glæder mig over, at det er virkelig mange år siden, jeg har stemt på Socialdemokratiet. Faktisk er jeg nærmere rasende! Jeg ved bare ikke, hvor jeg skal gøre af mit raseri andet end disse 964 ord, nogle måske læser.

Jeg ved med andre ord ikke, hvordan man bliver hørt, når man bare er patient i psykiatrien.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.