,

Psykiatritopmøde 2021

Psykiatritopmøde 2021

Jeg har været til Psykiatritopmøde 2021

Den slags kan heldigvis foregå online nu til dags. Især den første del af psykiatritopmødet var rigtig godt. Efter pausen fyldte Knud Romer alt for meget. Han åbner munden og lader herefter ingen andre få plads. Hans talestrøm med evindelige gentagelser om “containere” fjerner fokus fra, at han måske siger noget fornuftigt.

Optagelsen vil blive lagt ud på Det Sociale Netværks hjemmeside.

Første del af mødet handlede om psykiatripolitik og var interessant

Mødet blev indledt af formanden for PsykiatriNetværket, Poul Nyrup Rasmussen, hvis besindige og specielle måde at tale på, jeg altid godt har kunnet lide.

PsykiatriNetværket består af: Landsforeningen SIND, DepressionsForeningen, OCD-foreningen, Fountain House, LAP, Livslinien, LMS, ADHD-foreningen, Angstforeningen, Startlinjen, Skizofreniforeningen, Foreningen Død i psykiatrien, Outsideren, Håb i Psy-kiatrien og Det Sociale Netværk/headspace Danmark og Bedre Psykiatri.

Sundhedsminister Magnus Heuniche åbnede mødet

Magnus Heuniche indledte med at undskylde, at 10-års-planen for psykiatrien endnu ikke var færdig men vil være færdig og forelagt Folketinget inden jul (i år). De 10 år betyder ikke, at vi skal vente 10 år på planen. Medarbejderne i både ministeriet og Sundhedsstyrelsen har ligget underdrejet på grund af Covid19.

Hans første pointe var, at vi skal tale om “værdighed” i psykiatrien på samme måde som værdigheden er i højsædet i somatikken. Kvaliteten skal øges, mens tvangen skal reduceres. Han fortalte blandt andet, som udtryk for den manglende kvalitet, at 40 pct. af medarbejderne i social-psykiatrien er ufaglærte. Det er ganske enkelt ikke godt nok. Mine personlige erfaringer med en støttekontaktperson efter servicelovens § 85 bekræfter ministerens udsagn. Kvaliteten var ikke god nok. Hun var sød, men der var for meget papegøjesnak.

Meget tidligere og meget bedre forebyggelse

Der skal fokus på meget, meget tidligere forebyggelse, idet fx undersøgelser har vist, at ca. 25 pct. af de unge kvinder på gymnasialt niveau har det så dårligt, at de er eller forventer at blive selvskadende. (Min bemærkning: Og hvad vil det ikke koste på sigt?)

Han nævnte en række parametre, der gjorde, at psykisk sygdom faktisk er det største sundhedspolitiske problem, vi har i Danmark. Større end kræft, for det er der efter mange års ihærdig indsat kommet styr på. Nogle af parametrene var forkortet levetid, antal sygedage, antal genindlæggelser mv. samt det Finansministeriet kalder produktivitetstab.

Ministeren mente, at det hele menneske måtte i fokus, og at patienterne er mennesker og ikke borgere/patienter.

Han syntes, der var iværksat mange fine initiativer de seneste år, men at det minder for meget om, at man på et hus bygger udestuer, laver nye køkkener mv., men mangler fundamentet. Det fik Poul Nyrup til at indskyde, at kapaciteten er for ringe. Antallet af brugere vokser og vokser, men økonomien følger ikke med. Ministeren var overraskende nok enig og fremkom med det synspunkt, at antallet af genindlæggelser vil være stigende, når økonomien halter. Min respekt for ham steg med mange procentpoint, men for at dryppe lidt malurt i bægeret: der er jo også kommunalvalg i november.

Søren Magnussen fra “Frirum i psykiatrien”

Jeg har altid godt kunnet lide at lytte til Søren Magnussen, der selv er tidligere psykiatribruger. Det skyldes, at han er i stand til at knytte hverdagen på et afsnit med forståelse for det politiske niveau og hvordan man opnår resultater ad politisk vej.

Hans egne erfaringer er vist mest fra lukkede afsnit. Det er fx ham der står bag filmen (måske er der to afsnit?) “Lys på den lukkede”, som du bestemt bør se, hvis du ikke allerede har gjort det.

Hans pointer (han havde mest fokus på lukkede afsnit):

  • Der er for få aktiviteter på både lukkede og åbne afsnit.
  • Aktiviteter, normalitet og noget, der ligner hverdag, fylder for lidt og gør indlæggelserne unødvendigt lange.
  • Under indlæggelser er de kommunikative evner meget begrænsede. Det gør det ufatteligt svært at være sammen med andre, der har lige så dårlige kommunikative evner.
  • Psykiatrien i Danmark er meget kemisk orienteret og der er meget lidt tid til samtaler med læger og andet personale.
  • Der sker for lidt på et afsnit.
  • Der er mange fine ord her op til valget.

Anne Jøker: Ledelseskonsulent

Det er både patienter og medarbejdere, der skal anerkendes som hele mennesker.

Det ledelsesmæssige fokus bør overraskende nok være på: ledelse og konstant kompetenceudvikling.

Peer-Partnerskabet

Jeg tror, jeg har hørt om Peer-Partnerskabet tidligere. Det er vist dem, der tidligere hed Peer-netværket. Det er et samarbejde mellem Det Sociale Netværk og SIND og egentlig et forskningsprojekt, hvor de frivillige medarbejdere, skal kende psykisk sygdom på egen sjæl. Projektet har fokus på det, man stadig kan, mens der i systemet af naturlige årsager er fokus på alt det, man ikke kan. Først når man kan tilstrækkelig lidt, kan man få hjælp fx ved at blive indlagt.

Mange med psykisk sygdom kæmper også med ensomhed og måske misbrug. Og efter måneder på et afsnit, har man nærmest glemt at lave mad. Her kan netværket/partnerskabet måske træde til.

Merete Nordentoft: Overlæge ved Psykiatrisk Center København og professor i psykiatri ved Københavns Universitet

Merete Nordentoft er også en af dem, jeg altid gerne lytter til.

Hun fortalte, at flere og flere siger det samme: der er tale om et folkesundhedsproblem. Vi bliver nødt til at øge kvaliteten. Der skal mere “håndholdt hjælp” til.

Herefter gav hun et for mig velkendt eksempel med mundtørhed som følge af antipsykotisk medicin, der kan smadre tænder (og udseende) fuldstændigt. Man kan få støtte fra kommunen til den enorme tandlægeregning, der kan være en følge, men det er en betingelse, at det første man gør er at henvende sig til kommunen og udfylde diverse formularer og skemaer. Man må altså ikke først have været ovre hos tandlægen og få lavet en indledende undersøgelse og evt. et overslag. Herudover skal det være tidligt på budgetåret, så pengene i kommunen ikke er brugt op…

Hvem kan udfylde Excelarket, når de lige har forsøgt selvmord eller bare har det afskyeligt og dårligt kan overskue at være i live?

Et løft af psykiatrien kommer til at koste penge, men det har vi vidst i mange år. Problemerne har vokset sig større og større, fordi der ikke er sat ind.

Peder Hvelplund: Psykiatriordfører fra Enhedslisten

  • 10-års planen bør have fokus på konkrete målbare mål! Fx længere gennemsnitlig levealder.
  • Der skal være tid og ressourcer til relationsarbejdet mellem patienter og medarbejdere, der ikke kan udføres 2 pct. hurtigere end sidste år.
  • Nedsæt fx et psykiatriråd, der holder øje med, om målene nås.

De pårørendes betydning

Igen og igen blev der talt om de pårørende, den store betydning, de har, og hvor svært de kan have det. Jeg kan ikke lade være at tænke på, om mit eget forløb ville have været anderledes, hvis jeg havde haft (flere) pårørende? Faktisk tror jeg det ikke. Jeg er ingen selskabspapegøje, og hvem havde gidet være samme med mig alle de perioder, jeg ikke kunne stå ud af sengen, og ikke orkede at gå i bad, fordi det medførte, at jeg så skulle tørre mig på ryggen.

Et enkelt slag ramte hårdt: En veninde gennem mere end 30 år sagde i en telefonsamtale under en indlæggelse, at jeg “var blevet min sygdom”. Det blev jeg godt nok ked af. Vi fik det aldrig redt ud, og hun er ikke længere blandt os.

Gad vide, hvem der sagde det?

En debattør, som jeg desværre ikke fik noteret hvem var, sagde noget fornuftigt: “Mennesker passer først i kasser, når de er døde”.

Mit eget efterskrift

Engang skrev jeg en post, jeg kaldte “Samspil som forudsætning”. Den må være gået til de evige bitmarker, for jeg kan i hvert fald ikke finde den igen. Jeg så den ellers for  nogle dage siden i forbindelse med SEO-projektet.

Den drejede sig om, at “mine aktører” har været i stand til at løfte den opgave, mange andre ikke magter: samspillet mellem alle de mange involverede, der alle hver for sig ville mig det bedste. Godt nok følte jeg mig ofte som budbringer mellem dem, men jeg bragte gerne bud, da det var i min egen interesse, at alle var orienterede om status. Måske var jeg bare heldig?

På en måde genoplever jeg en stor del af forløbet i forbindelse med SEO-projektet, fordi jeg har kastet mig over sider og poster med etiketten “Bipolar affektiv sindslidelse”, for dog at holde fokus, og hvor jeg selvfølgelig er nødt til at læse indlæggene ordentligt igennem for at optimere dem.

Det er ikke alt samme lige munter læsning. Det er svært at læse om psykoserne, om at gå langs væggene for at finde ud af, om Jimi Hendrix’ musik kom fra naboerne eller fra mit eget hoved, om dengang det lød som om, der stod en respirator i klædeskabet osv. Uf. Det er gudskelov datid.

Det er en del af det bipolare, at der altid kan komme nye episoder, men bare de har længere intervaller end i 2018, hvor det var ind og ud – og ind og ud. Eric beskrev det engang som at følge en yo-yo. Og det havde han ganske ret i.

Noget, jeg også har bidt mærke i i forbindelse med optimeringen, er en udtalelse fra overlægen på 808, Melita Svraka, “Min holdning er, at når patienterne bliver udskrevet, skal de have det godt!” Jeg tror bestemt ikke, hun står alene med den holdning, men der er mange yngre overlæger, der slet ikke har hendes gennemslagskraft.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.