10 % af 10-årsplanen for psykiatrien
Politikerne er stolte. Hvad siger patienterne?
Indholdsfortegnelse
10 % af 10-årsplanen for psykiatrien
Jeg tror, der er noget, det politiske niveau helt har misforstået. Og det gælder uanset partifarve.
I går blev den længe ventede psykiatriaftale offentliggjort. Der er finansiering af 10 % af de omkostninger, som Dansk Psykiatrisk Selskab sammen med professor i Sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg har beregnet er nødvendige, hvis vi vil have en psykiatri, der kan løse opgaverne.
Dansk Psykiatrisk Selskab har udsendt denne pressemeddelelse i anledning af aftalen.
Det drejer sig ikke om indkøb af smarte møbler, flere kugledyner (selvom man som voksen sagtens kan blive mødt med en kugledyne til børn, fordi afsnittet ikke har råd til at købe en, der passer i størrelsen. Kugledyner er ofte et instrument til at nedbringe brugen af sovemedicin. Men så må man jo nøjes …) eller bedre computere.
Det drejer sig fx om, at lægerne ikke hver morgen skal lave over en liste over de mindst syge med henblik på at udskrive dem, fordi der er mere syge, der venter.
Bevillingerne øges med 450 millioner i 2023 ff. Men der er behov for 4,5 milliard. En 10-årsplan betyder ikke, at man skal løse 10 % af problemerne. Jeg tror, det er her, de har misforstået et eller andet, fordi tallet 10 indgår begge steder.
Flere politikere har stolt fortalt om resultatet på Facebook. Var jeg dem, ville jeg ikke føre mig frem med det, når de nu kun har løst en tiendedel af den stillede opgave. Jeg synes faktisk, det er pinligt. Jeg har både høfligt og venligt spurgt dem, hvad de så forestiller sig med de resterende 90 %, men det svarer de ikke på. De har sikkert travlt med (resten af) valgkampen.
Sundhedsstyrelsens og Socialstyrelsens faglige oplæg med 37 indsatser
I januar (dog 2022) præsenterede de to styrelser udkast til en 10-årsplan, der havde titlen “Bedre mental sundhed og en styrket indsats til mennesker med psykiske lidelser”. Det fremgik allerede af forståelsespapiret fra sommeren 2019, at regeringen sammen med støttepartierne skulle vedtage en 10-årsplan for psykiatrien. Udspillet har naturligt nok været forsinket af to år med Corona-pandemi.
Styrelserne har i fællesskab tillige udgivet en Pixi-udgave af udkastet. På 24 sider gennemgås baggrund og anbefalinger. Alt er utrolig gennemarbejdet og henvender sig både til det politiske niveau, klinikere og brugere, og man bliver bestemt klogere af at læse de få sider, der er både spændende og uhyggelige.
Klinikerne ved, hvor skoen trykker
Dagligt kan man læse om, hvor mange læger, der vælger at forlade psykiatrien, fordi de simpelthen ikke kan holde ud at afvise så mange mennesker, der angiveligt mangler hjælp. Eller om praktiserende læger, der henviser til psykiatrien, men mødes af afvisninger. Eller om, at der er en ventetid på 63 uger på at komme i behandling om en psykiater.
Hvor mange kræftpatienter beder man have tålmodighed i 63 uger? Svaret er “ingen”, for de kan være afgået ved døden inden da. Og sådan skal det også være, men sådan er det bare ikke på psykiatriens område.
Grafen herunder, som jeg har stjålet hos professor Merete Nordentoft, er den simple fortælling om udviklingen i omkostninger i hhv. somatik ctr. psykiatri. Jeg synes, den taler for sig selv.
Hvis man har selvmordstanker
Har man selvmordstanker, vil en besked om 63 ugers ventetid kunne gøre, at man tænker: “Det kan jeg ikke vente på. Livslinjen dutter optaget. Psykiatrifondens chat er ikke bedre. Nu gør jeg det, for jeg kan ikke andet, når ingen har tid til mig.” Når der ikke er hjælp at hente nogen steder, slutter man sig måske til den uhyggelige statistik, der viser, at den gennemsnitlige levetid for psykiatriske patienter er 10 – 20 år kortere end for baggrundsbefolkningen.
Prioriteringen af de unges mistrivsel
Det er fint, at den nuværende – nye – psykiatriaftale fokuserer på de unge, idet de er de kommende psykiatribrugere. De er potentialet. Det vil sige, kan vi stoppe deres mistrivsel, er der mulighed for, at vi ikke om 2, 5 eller 7 år (også) ser dem i voksenpsykiatrien. Og ser man problemerne med Excel-briller (jeg elsker Excel – ikke et ondt ord om regneark!), kan der ligge en besparelse en gang ude i fremtiden. Det er godt både for de unge og for samfundet.
Men vi har jo med aftalen ikke gjort ret meget for de voksne psykiatribrugere? Og os er der ganske mange af – skal vi vente til år 9 eller 10?
Har du en mening om hjemmesiden?
Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her:
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Trackbacks & Pingbacks
[…] stolt og meddelte, at de havde fundet 450 mio ekstra millioner årligt til psykiatrien. Det var 10 pct. af det beløb, Dansk Psykiatrisk Selskab sammen med professor i Sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg […]
Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.