Indlæg

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Strategi i psykiatri

Strategi i psykiatri

Inspiration

Strategi i psykiatri: Min bekendt Søren på Bornholm, som jeg har lavet hjemmeside for, havde i dag et interessant interview med en kvinde, der har har været diagnosticeret bipolar siden 1998. Efterfølgende udspandt der sig, på hans Facebookprofil, en debat om, hvorfor tingene går så legende let for fx kræftpatienter?

Udredningsgarantien

Fra 1. september 2015 blev udredningsgarantien udvidet til også at dække psykiatrien… Vi takker mange gange. Men det er sådan, at udredningsgaranti ikke lig med behandlingsgaranti. Som psykiatrisk patient kan man nemt blive sendt hjem med invitation til at komme igen om fire måneder. Og i mellemtiden skal man gå nogle lange ture, for de er så gode for så meget.

Behandlingsgarantien

Et andet eksempel: en påske for et par år siden havde jeg det virkelig skidt og tænkte kun dårlige tanker. Jeg både ville dem og var bange for dem. Sikke et dilemma. Det var skærtorsdag. Jeg ringede først til Livslinjen, så til Psykiatrifondens telefonrådgivning og så til præsten. De syntes alle, jeg skulle lade mig indlægge. Jeg ringede til sidst til Akutmodtagelsen i Glostrup, for det er dyrt i taxa, hvis man bare bliver sendt hjem. Deres svar var, at jeg måtte gå til egen læge tirsdag efter påske, vente på næste aftale i Distriktspsykiatrien og i øvrigt huske på, at de var en akutmodtagelse.

Altså: når man har været indlagt tilpas mange gange, er man ikke længere akut, men derimod “svingdørspatient”. Jeg skulle hilse at sige, at man kan tage livet af  sig vældig mange gange fra skærtorsdag til 1. påskedag om aftenen.

Var jeg nu kommet med en kræftdiagnose, var jeg ikke bare blevet udredt inden 30 dage, jeg var også blevet behandlet.

Strategi i psykiatri

Min stemme fylder selvfølgelig ingenting i dette kæmpestore – sikkert strategiske – puslespil, hvor der er ikke er plads til, eller interesse i, en enkelt patients smålige og letkøbte input. Men: jeg har gentagne gange spurgt Psykiatrifonden, hvad det er, Kræftens Bekæmpelse kan, som vi mangler at kunne i psykiatrien? Kunne jeg hjælpe – helt gratis? Jeg er vant til at tænke politisk.

Kræftens Bekæmpelse er en enorm, dygtig, lobbyistisk, topstyret organisation (jeg kender en, der har arbejdet der) med masser af penge. Fx samlede de i – vistnok  2016 – 34 millioner kr.  ind ved den årlige landsindsamling. Bare for at få et størrelsesforhold så samlede Folkekirkens Nødhjælp samme år 11,4 millioner kr. ind ved deres sogneindsamling (kilde: årsrapporten 2016 på hjemmesiden).

Kræftens Bekæmpelse kan noget, vi ikke kan i psykiatrien. Og hvad er så det?  Hvordan kan vi blive klogere på det? Hvorfor kan de sparke døre ind på et strategisk og politisk niveau, når vi ikke kan?

Jeg har 25 gange forslået Psykiatrifonden en eller anden form for strategisk alliance med bl.a. SIND. Hver gang synes de, at det lyder vældig interessant og lige om lidt, er de klar til at gå i pressen osv. Der er bare lige det, at de ikke rider den dag, de sadler, og så er der lige en, der skal komme fra barsel, og så er der er anden der…. snik snak og visse vasse.  De falder tilbage på PsykiatriAlliancen, der er så ukendt, at end ikke min kontaktperson i Distriktspsykiatrien nogenSINDe havde hørt om den. Og se bare på deres hjemmeside hvor snapt det går. Senest aktivitet var i 2016. (Og det gælder også, når man besøger siden i 2021.)

Hvor længe skal det vare ved? Hvor længe skal vi acceptere, at psykiatrien er udsultet, så man kan blive sendt hjem igen efter et selvmordsforsøg med forslag om at finde en ny psykiater, et nyt job og så en tredje ting, jeg ikke kan huske? Det kan da ikke være sandt – eller kan det? Er psykiske sygdomme virkelig fortsat så underprioriterede overfor de somatiske?

Jeg bliver så vred!

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i , /af ,

Psykiatripolitik og ulighed i sundhed

Psykiatripolitik og ulighed i sundhed

(U)Lighed i sundhed

Psykiatripolitik og ulighed i sundhed

Jeg læste et interessant indlæg af Psykiatrifondens formand, Anne Lindhardt, som jeg er meget begejstret for. Hun er dygtigt, vidende og skarp. Hun skriver om uligheden mellem psykiske og somatiske sygdomme. Vi har fået udredningsgarantien på 30 dage, og det er selvfølgelig positivt. Problemet er, at der ikke fulgte penge med, hvilket vil sige, at personalet (igen) skal løbe stærkere.

Anne Lindhardt skriver

”Det, vi har brug for, er det, som vi har set inden for hjerte- og kræftområdet, hvor der reelt er blevet tilført ekstra og varige midler til særligt prioriterede indsatser. Hvis man ligeledes vil have hurtigere udredning og kvalitet i behandlingen i psykiatrien, så skal der tilføres flere varige penge. Ellers får vi ikke skabt mere lighed i sundhed.”

Hvad er det, de kan, som vi ikke kan?

Med “de” mener jeg dem, der kæmper for kræftpatienterne. Kræftens Bekæmpelse må være enormt kompetente, for de er alle steder, og de er dygtige til det, de laver. Som eksempel kan nævnes, at i 2016 (mener jeg, det var) samlede de ca. 30 millioner kr. ind ved deres landsindsamling. Til sammenligning samlede Folkekirkens Nødhjælp samme år ca. 14 millioner ind ved deres landsindsamling.

Der er tilvejebragt fem kræftpakker. Der er tilvejebragt milliarder af kroner og det vel at mærke på finansloven, så beløbene er faste indtægter og ikke som satspuljemidlerne til psykiatrien. Satspuljer er midlertidige penge, og sådan har det altid været alle de 23 år, jeg har beskæftiget mig med statslig resultat- og økonomistyring.

De har sparket dørene ind hos politikere og presse, og de bliver hørt.

Kunne vi ikke aflure dem nogle tricks? Hvad er det, de kan, som vi ikke kan? Er “markedet ” for småt (jf. at alle mennesker kender en eller flere, der har haft kræft)?

Psykiatrialliancen

Når man læser om alliancen, ser det rigtig godt og spændende ud. Det er netop en hel masse organisationer, der er gået sammen om skabe bedre betingelser på det psykiatriske område. “Sammen er vi stærke.” Jeg synes bare aldrig, jeg hører noget om deres resultater. Laver de ingenting? [Undskyld, her må jeg rette på mig selv. Jeg fandt faktisk et opslag på Psykiatrifondens Facebookside fra den 28. juni 2018. Der står:

Med fare for at sige “hvad sagde vi!” – så kan man håbe på, at der nu endelig sker noget. Tidligere i år efterlyste Psykiatrifonden og 32 andre organisationer samlet i Psykiatrialliancen et massivt løft af psykiatrien.

Nu er Sundhedsstyrelsen også med! Det fremgår af et oplæg til en styrket indsats for mennesker med psykiske sygdomme, som Sundhedsstyrelsen offentliggør torsdag. Konklusionen er, at behandlingen af personer med psykisk sygdom halter efter den kvalitet, som sundhedsvæsnet tilbyder borgere med fysiske sygdomme.

men det er nu ikke så meget, man har hørt om det.]

Det betaler sig på længere sigt

Anne Lindhardt skriver videre:

”Depression er en af de helt store sygdomsbyrder og koster samfundet 4,3 milliarder i tabt produktivitet. I stedet burde støtten til psykolog udvides, så vi kan undgå at udbetale førtidspensioner til mennesker, der kunne have været reddet, hvis de havde fået behandling tidligere.”

Dette synspunkt svarer fuldstændig til det, jeg selv har anlagt om psykologernes “Omsætningsgrænse” i mit forsøg på at opgøre omkostningerne ved mit 2½ år lange forløb. Jeg kunne let være landet på en førtidspension, faktisk ventilerede den kommunale sagsbehandler selv muligheden, men jeg ville ikke have pension, og det sagde jeg fra dag et.

Jeg har forgæves ledt efter modeller for en form for cost benefit analyse: Hvornår har diverse instansers investering i mig “tjent sig hjem”? Jeg ved det ikke, og jeg kan ikke finde ud af at regne det ud.

Psykiatripolitik og ulighed i sundhed

 

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Livsambilancer

Livsambilancer

Det ser godt ud

Livsambilancer

Jeg går og er så glad og tilfreds, idet jeg måske har fundet “vejen”. Forventningerne til livet, ambitionerne og ambivalensen på den ene side, og kompetencer og muligheder på den anden side, har måske fundet balancen – det tog sin tid at få det hele justeret ind, og det var hårdt arbejde, men jeg tror, det er lykkedes. Ingen kan spå om fremtiden, og derfor gør jeg det (jeg er nemlig ingen ingen): Det ser godt ud.

11 år med forkert diagnose

Tit tænker jeg, at jeg faktisk har det bedre nu, end før jeg blev syg. Man kan selvfølgelig spørge, hvornår det så var? Den endelige og rigtige diagnose kom i sommeren 2014, men jeg tillader mig (sammen med psykologen) at mene, at jeg i realiteten har været konstaterbart syg siden 2003, hvor jeg havde den første depression, og fik diagnosen “Tilbagevendende depressioner”. Hvis 2003 ikke kan gouteres, så i hver fald siden 3. januar 2006, hvor jeg søgte at gøre det forbi. Ikke-konstaberbart har jeg været syg siden min ungdom ifølge både speciallæge Pia Glyngdal og Psykiatrifondens psykolog.

I perioden frem til 2014 havde jeg tonsvis af u-erkendte manier, men ingen så dem, for jeg henvendte mig ikke til systemet, da jeg var ikke klar over, at det var sygeligt at arbejde 50 – 70 timer pr. uge. Jeg tænkte, at det var et udslag af nødvendighed for arbejdspladserne og mine egne ambitioner. På den måde kan jeg ikke klandre nogen for at have haft den forkerte diagnose i ca. 11 år.

Sommeren 2014 var jeg indlagt to gange en uge med mani. Jeg sov ikke, jeg spiste ikke, jeg mærkede ikke, men jeg brugte en masse penge. Jeg har præsteret at købe computere og anden hardware for 30.000 kr. på én dag. Det er alt sammen sikre tegn på mani. Jeg sov ikke, selv ikke når sener, muskler, hjerne og resten af kroppen var så overbelastet, at det gjorde afsindigt ondt alle steder. Jeg var så træt, at jeg ikke kunne sove. Det gjorde virkelig ondt. Jeg mener at, de under begge indlæggelser stoppede sovepiller i mig, som var det bolsjer, i hvert fald tre, tilsat massage og kugledyne (den tungeste på 12 kilo). Intet hjalp.

Overlægen (Melita) på afdeling 808 tog dernæst hånd om mig – og det var et vendepunkt. Hun lavede et længere interview (vist mere end en en time) og kom dagen efter tilbage med diagnosen: “Bipolar affektiv sindslidelse”. Den er ikke for børn, men hele mig var klar over, at det var rigtigt. I krop og i hjerte klingede det. Jeg vidste bare, at hun havde ret. Derudover er hun kanondygtig.

Sælgeren af IT-udstyret indvilgede i at tage det tilbage, da afdelingen kontaktede ham og fortalte, at det var et udslag af psykisk sygdom, og at jeg slet ikke havde råd til den slags.

Kognitivt efterslæb – politikere ville nok kalde det “historisk” 🙂

Jeg har enorme udfordringer (og her er det ikke synonymt med “problemer” idet jeg kæmper med det) med: koncentration, overblik, opmærksomhed og hukommelse:

  • Det er belastende ikke kunne se en TV-avis eller høre en prædiken, men det er jo ikke liv og død om at gøre, så det lever jeg med. På det seneste har jeg dog konstateret, at en rigtig interessant udsendelse på op til 45 min. kan gå igennem systemet. Jeg er enormt træt bagefter og dagen derpå – men det er en tilsvarende succes. Og jeg samler på små, sikre, synlige succeser.
  • Et stort savn og tab er knyttet til ikke længere at kunne læse bøger. Tidligere var jeg altid i gang med >= en bog. Det kan jeg ikke længere. Jeg er blevet godkendt til “Nota”, men jeg klarer ikke meget mere end ca. fire minutter ad gangen * fire af en lydbog. Tankerne fiser af, og det hænger ikke sammen.
  • Det er svært at erkende, at jeg fx ikke længere kan cykle den vej ind til byen, som jeg cyklede to gange dagligt i min. syv år. De kompenserende strategier hjalp/hjælper ikke. Jeg føler mig som en idiot, når jeg skal bruge kort og kompas for at komme fra stationen og til arbejdspladsen. Jeg håber, jeg vil blive i stand til at huske vejene, så jeg kan slippe hjælpemidlerne, eller i hvert fald bare kompasset.
  • Hukommelsen er helt og aldeles spoleret. Der er så meget, der er væk, som i fuldstændig væk, og det kan være svært, og jeg kan komme til at føle mig virkelig dum. Der er jobs, rejser, forløb, indlæggelser, som jeg kun kender til, fordi de er beskrevet et eller andet sted evt. på min egen blog. Når det er beskrevet, er det vel også sandt. På et tidspunkt kontaktede jeg faktisk Hvidovre Kommune for at spørge, om det virkelig var sandt, at jeg havde deltaget i et eller andet forløb hos “Rebound”, der er en eller anden form for “anden aktør”. Jo – kommunen mente nu nok, at de havde styr på deres oplysninger. Tjah… så var det vel endnu en ting, der var glemt. Det er underligt at se billeder fra Asien, primært Thailand og Vietnam, hvor jeg jo kan se, jeg har været, men absolut intet husker.

Held?

Lige nu sidder jeg så med et fast (fleks-)job på bare otte timer pr. uge. Opgaverne som “webmaster og skribent” er mine drømmeopgaver. Jeg elsker dem! Jeg kan bruge det, jeg kan, og det jeg ikke kan, bliver jeg nødt til at lære for at kunne udfylde jobbet. Det er bare fedt. Jeg holder af læreprocesserne. Jeg ville gerne arbejde 15 timer bl.a. for at bekæmpe ensomheden automatisk og komme mere hjemmefra. Det er ikke muligt lige nu, men det kan være det kommer. Der viser sig nok et eller andet.

Var jeg bare heldig? Der var bestemt nogle ting, hvor pilen pegede i min retning!

  • Overlæge Janne Baatz i Distriktspsykiatrien pegede på Psykiatrifonden som “anden aktør”. Hvidovre Kommune gik med på det trods den noget højere pris. Desværre er Janne Baatz gået på pension, for jeg ville så gerne sige hende tak. Hun var fantastisk. Hun havde altid tiden; hun kiggede aldrig på vækkeuret, som alle de øvrige medarbejdere i Distriktspsykiatrien. Hun var virkelig et dejligt menneske.
  • Jeg fik en fremragende psykolog og en ditto erhvervsrådgiver i Psykiatrifonden, som begge troede på, at jeg stadig kunne noget, også når jeg ikke selv troede på, at jeg ikke havde den mindste lille kompetence tilbage.
  • Psykiatrifonden fandt en 13 uger lang virksomhedspraktik i Folkekirkens Nødhjælp.
  • Folkekirkens Nødhjælp behøvede implementering af et HR-system.
  • Chefen for HR – Sune Lyng – så muligheder frem for begrænsninger mht. mig som medarbejder. Han sagde faktisk til Psykiatrifonden “Hun er sgu god”.

Endnu en “heldig” ting er, at Juristernes og Økonomernes Pensionskasse anså mig som havende mistet minimum 2/3 af erhvervsevnen. Det betyder, at jeg har et tilskud til den månedlige husholdning. Det er det, der gør det sjovt!

2½ år i helvede

Min glæde over den nuværende tilstand/situation skal ses i lyset af de 2½ år i helvede. Jeg forstår slet ikke, hvordan jeg kom igennem det – eller rettere det gør jeg delvist: for det første havde jeg Psykiatrifonden med en fantastisk psykolog og erhvervsrådgiver i ryggen og for det andet havde jeg min ligeså fantastiske bisidder fra SIND.

Det var frygteligt. De idelige tanker om/bekymringer for: økonomi, skulle jeg flytte?, ville jeg blive hjemløs? ville jeg havne på kontanthjælp? eksistensgrundlaget?, den enorme sociale deroute, fremtiden, totalt kaos, intet kendt, konstante suicidale tanker ofte i form af “Er det nu, jeg skal gøre det?”, hvilket ofte varede i uger ad gangen. Der var hele uger, hvor jeg boede i min seng, fordi jeg ikke turde stige ud af den.

Jeg tror, det kan være svært for andre at forstå, hvordan man overlever disse odds, så jeg prøver bare at beskrive, hvordan det kan være.

Kommet let til det?

Næh jeg synes ikke, jeg er kommet let til noget af det, der p.t. ser ud til at kunne blive et ganske udmærket liv. Region Hovedstaden har bevilget mange sessioner hos min psykolog. Vi har gravet dybt, inderligt og vedholdende, og jeg er hende stor tak skyldig. Det er ikke kommet af sig selv. Jeg har arbejdet for det, men hun har holdt hånden under mig, når det har været svært – og det har det ofte! Jeg har kæmpet hele mit liv – i hvert fald siden november 1972, hvor min far døde, og min mor efterfølgende giftede sig med en psykopat.

Vi har raget 98 pct. af knasterne af vejen. 2 pct. tilbage er ikke meget. Jeg havde aldrig troet, vi skulle nå så bette en residual. Det gør mig glad og gør, at jeg endelig kan se fremad. Jeg har knoklet for det. Ingen appelsiner er uden videre faldet ned i min turban.

Jeg er ikke vant til at komme let til noget, og det er ikke fordi, jeg ønsker at pive; det er bare en konstatering. Jeg er bare ikke vant til, at noget fremstår som let.

Konklusion

Det går godt! Jeg har fundet et job uden bagkant, hvor der bare lige mangler virksomhedens underskrift på kontrakten plus tre måneders prøvetid. Det er drømmeopgaver.

Min rædselsfulde angst for fremtid og system er ovre. Jeg kan slet ikke beskrive den tilhørende lettelse og følelse af livsgnist i den forbindelse.

Jeg har det formentlig bedre, end jeg havde det, før jeg blev syg. Det er da fantastisk – men der var også et helvede at gå igennem at nå hertil.

Og så er det jo altså forår og 15 grader. Livsambilancerne kunne ikke være meget bedre.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i , /af ,

De skjulte talenter med Aspergers syndrom

De skjulte talenter med Aspergers syndrom

De skjulte talenter

De skjulte talenter med Aspergers syndrom.

Det var en god aften på TV i går, for DR viste første udsendelse af en ny omgang “De skjulte talenter”. Jeg er fascineret af mennesker, der har en diagnose i autismespektret. Du milde hvad de kan under de rette betingelser. Jeg mener, det blev sagt, at lige knap en procent af befolkningen hører under spektret.

Vi så Louise, der arbejder på Novo Nordisk, og som ikke blev ramt af en fyringsrunde, og som – halvandet år efter første udsendelse – stadig kunne huske de 36 tilfældige tal. Det er slet ikke til at begribe. Bemærkelsesværdig var det, at hun performede glimrende på jobbet, men hjemme var der ikke styr på noget som helst; faktisk vil jeg kalde det for “kaotisk”.

Vi så også en Christina Sommer, der underviste i, hvad det vil sige at falde indenfor spektret, og hvorfor man gør det. Hvilke forhold i hjernen bestemmer dette? Jeg googlede hende og fandt frem til “Psykologisk Ressourcecenter” Navnet lugter som om nogle prøver at slå plat på tvivl og/eller nysgerrighed.

På siden ligger to tests, som jeg selvfølgelig tog, da den slags jo er sjovt. Jeg bonner ret kraftigt ud på dem begge, hvilket ikke er nogen overraskelse.

Her ligner jeg en med Aspergers syndrom

Det vanskelige i sociale relationer, behovet for ro og fordybelse evnen til at se detaljer, evnen til fordybelse og fascinationen af tal. Hvem bruger ellers timevis på at komme ud i Excels afkroge og finder det morsomt og udfordrende? Selvfølgelig kan man være glad for Excel uden at være autist, men det, der interesserer mig, er den samlede sum af indicier, eller hvad vi nu skal kalde dem.

Hvad jeg vil med det, ved jeg ikke, men jeg har kontaktet ressourcecenteret og bedt om at blive ringet op. Efter mange års “fornemmelse”, må jeg nu have “vished”. Der er så mange ting, der peger i den retning, og psykologen sagde så ofte “asperger-træk”. Min egen oplevelse er, at det med årene bliver mere end “træk”. Det bliver mere og mere udpræget, hvilket formentlig er meget naturligt, for sådan er det jo med mange ting.

Jeg har så ofte tænkt på, at jeg måske slet ikke skulle være blevet så vred på overlægen på akutmodtagelsen i Glostrup, der sagde “Aspergers syndrom, autisme, personlighedsforstyrrelser”? Måske så han bare meget mere klart end resten af “systemet”? Måske var han bare dygtigere – på kun 45 minutter?

Legetøj

Det er muligvis lidt sært, men jeg motiveres af tal, procenter og grafer. Endvidere morer det mig at følge onlinekurset i Excel, som jeg har købt hos Proximo (til halv pris). Det er faktisk bedre end godt. Pyh hvor har jeg spildt meget tid gennem årene ved at lave beregningerne på en tåbelig måde. Men jeg vidste ikke bedre. Jeg antager, at jeg er undskyldt – og i øvrigt glemt.

Jeg har – efter lang tids arbejde/udfordringer/sjov fået lavet et regneark, som jeg vil prøve at følge mit vægttab ved hjælp af. Jeg gør ikke rigtig fremskridt, selvom jeg går en masse skridt. Men det kommer vel…

Psykiatriske patienter dør tidligere af livsstilssygdomme

DR2 sendte i aftes et afsnit af “Lægen flytter ind”. Lægen er Charlotte Bøving, der på sin Facebookside delte en video samt denne tekst:

Marion kender hospitalerne inde- og udefra gennem et utal af indlæggelser. Hun lider af sukkersyge og overvægt, der forstærkes af psykiske problemer, så Charlotte Bøving opdager, at det ikke er så ligetil at komme igennem med gode råd om en sundere livsstil – alligevel er motivationen til at spore hos Marion!

Marion er borderliner og forfærdeligt selvskadende. Jeg har mødt mange mennesker, der skar i sig selv men sørme aldrig nogen, der skar sig så dybt i maven, at kniven fandt vej til de indre organer. De piger/kvinder, for det er oftest kvindekønnet, jeg har mødt, “nøjedes” med at skære sig i armene. Arrene talte deres eget tydelige sprog.

Jeg ved absolut intet om diagnosen borderline, og følgende kan lyde nedsættende, men er bestemt ikke ment sådan: er borderline psykiatriens svar på somatikkens fibromyalgi? Altså en diagnose, man tyr til, når man kan se, at patienten har haft det virkelig skidt/rædsomt/forfærdeligt gennem flere år, men lægestanden alligevel ikke helt kan få symptomer og sygehistorie til at passe ind andre steder?

Marion har sukkersyge, er overvægtig, ryger 30 smøger om dagen og spiser den forkerte mad (for meget mayonnaise, slik, cola osv.). Charlotte Bøving kommer med et centralt statement: mange psykiatriske patienter dør tidligere af livsstilssygdommene end af den tilgrundliggende diagnose. Hun konfererer det med Marions læge på afdelingen, der er enig.

Jeg selv har fået at vide, at man som bipolar dør gennemsnitligt 14 år før raske mennesker, men jeg har ikke været opmærksom på den anden del af det!

Marion har været tilmeldt et diabetesambulatorium, kurser i diabetes mv. Nu er “diabetessystemet” imidlertid holdt op med at kontakte hende, for hun møder jo alligevel aldrig op. Det svarer helt til SMS’erne fra tandlægen… Hun kommer ikke, fordi hun dels er for dårlig, dels fx ikke magter at tage bussen de fem km hen til ambulatoriet.

Charlotte vender følgende med lægen: der er mange diabetikere i psykiatrien, så kunne man under indlæggelserne sørge for at der, fx en gang om ugen, kom en diabeteslæge på afdelingen? Hvis indlæggelsen kun varer en uge eller to, kan der selvfølgelig ikke flyttes bjerge, men mange psykiatriske patienter er jo indlagt i månedsvis. Og for så vidt angår de korte indlæggelser kunne man måske tegne og fortælle samt skabe opmærksomhed om, at det er pokkers vigtigt, at komme på ambulatoriet, kurset mv., og måske tale om, hvad der kunne gøre, at man magtede at komme derhen? Kunne mormor eller en anden følge på vej?

Efter at have set udsendelsen er jeg ikke i tvivl om, at psykiatrien har vendt det blinde øje til disse problemstillinger – måske på grund af den meget kemiske tilgang vi i Danmark har til behandling af psykiske lidelser. Jeg har intet mod medicinen, spiser den nærmest med glæde, men den kan altså ikke stå alene!

Højinteressant

Det var slående for mig, at jeg i aftes var i stand til at se TV i 2 * 45 minutter, eftersom det var højinteressant. Jeg kan jo dårligt se TV-avisen 18:30, som, når man skærer alt det ligegyldige fra, vel varer omkring 18 minutter. Jeg var helt udmattet bagefter, men det var særdeles tilfredsstillende at opleve det.