Indlæg

/4 Kommentarer/i , /af ,

Fattigdom stjæler barndomsminderne

Fattigdom stjæler barndomsminderne

Folkebladet havde en relevant artikel

Det ser ud som om, Folkebladet dækker os på Vestegnen, som ved Gud ikke er et velhaverkvarter. Jeg bor selv i Hvidovre Nord, som er det pæne kvarter. Vi bliver ikke forstyrret af de fattige her.

Bladet havde en meget interessant artikel, om en fattig familie. Bladet satte ansigt og stemme på det som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fornylig opgjorde til ca. 50.000 fattige børn. Her læser man om, hvordan det er at være fattig i dagens Danmark, helt nede på mikroplan. Er der mælk til maden, eller skal vi ud at skralde sent om aftenen, så børnene ikke opdager det og sover? Derfor kan man forstå det, hvis man altså vil have dele af virkeligheden serveret råt for usødet.

Jeg tænker på, hvordan det er som mor med en uddannelse på ernæringsområdet at skjule, at vi ikke har råd til sund mad?

Hvor længe kan det blive ved?

Jeg spørger mig selv, hvor længe dette kan blive ved? Hvor mange børn skal vokse op i fattigdom med en overhængende risiko for selv at blive fattige på livslang overførselsindkomst? Hvem har gavn af det? Samfundet har i hvert fald ikke, og den enkelte har bestemt heller ikke. Det er nedværdigende at være fattig, og stå i køen på den ydmygende trappe til jobcenter, sygedagpengeenhed, ydelsesenhed eller hvad det nu end kaldes. Idéen er den samme: Ydmygelse og nedværdigelse. Du skal ikke tro, du er noget.

Når man nedgør mennesker, bliver de mindre, og små mennesker slår ikke til på arbejdsmarkedet, i hjemmet eller som forældre. Det er en frygtelig ond skrue, der er sat i gang – men hvordan bryder vi den? Indtil videre har jeg ikke set nogen, der har et bud på en løsning. Dem, der kommer nærmest, er vist nærmest Alternativet, der byder ind med en “holistisk” synsvinkel.

Løsninger?

Vi bryder i hvert fald ikke den onde cirkel ved at “det skal kunne betale sig at arbejde” eller “stå op og gå på arbejde”. Ægteparret, vi møder i artiklen, er begge højtuddannede. Den ene er cand. jur og har har skrevet mere end tusind ansøgninger gennem de seneste tre år. Hun kommer af og til samtale, men “består” aldrig. Hun bliver altid vejet og fundet for let.

Jeg spejler mig selvfølgelig i hende. Jeg blev selv afskediget fra Moderniseringsstyrelsen (en del af Finansministeriet) pga. sygdom i sommeren 2013. Retrospektivt forekommer fyringen jo fornuftig nok, for jeg var jo hundesyg, og hang bare fast med det yderste af neglene. Jeg håbede at kunne holde ved, men det kunne jeg ikke!

Jeg havde allerede brugt det halve af mine 104 dagpengeuger, (jeg husker ikke på hvad) så der var et år at gøre godt med. Jeg skrev mange ansøgninger, men kom ikke engang til samtale til trods for at Gud og hver mand mente, at både ansøgninger og CV var i orden. Til sidst konkluderede jeg for mig selv, at jeg var blevet for gammel. Jeg var da 50 år gammel.

Paradoksalt nok reddede diagnosen i sommeren 2014 mig fra kontanthjælpen. Pludselig var jeg inde i et helt andet system, og min diagnose var en af dem, der udløste sygedagpenge i 22 uger plus 69 uger. Det var mere indbringende at være “bipolar” end at have “tilbagevendende depressioner”. Det kan være en redning at blive alvorligt syg, også selv om det forekommer absurd.

Tilbage til materien

Hvad gør vi med alle de, der gerne vil på arbejdsmarkedet, men ikke får lov at komme ind på det? Hvordan beskytter vi de fattige børn? Hvordan sikrer vi, at vi ikke bare reproducerer fattigdommen til næste og næste generation?  Det har ingen gevinst af. Hvorfor ser ingen en generation eller to frem? Der skal ikke mange kuglerammer til for at indse, at det vil være en god forretning at tage fat om nældens rod allerede nu. Fattigdom i generationer koster altså kassen!

Debatten er entydig. Fokus er på, hvor meget ikke-vestlige indvandrere koster – og det er formuer. Men hvad nu hvis vi satte dem ud på arbejdsmarkedet og krævede at få noget igen? Hvad med alle de syge, som vi ikke vil give en førtidspension? Hvad nu hvis vi brugte alle “kontrolkræfterne”på dem, der ikke var udredte, mens de udredte, med en udsigtsløs diagnose, kunne få fred? Altså alle dem hvor alskens læger, speciallæger, smerteklinikker mv. siger, at arbejdsevnen er “væsentligt og varigt” forringet. Lad dog de mennesker få fred fx i et fleksjob på muligvis bare nogle få timer om ugen.

Fleksjob

Med reformen fra 2013 er der sket en række ændringer, som har gjort det mindre interessant at være ansat i et fleksjob. Det har jeg ikke mærket noget til, og jeg er bare kisteglad for ordningen, som den er nu.

Min arbejdsarbejdsgiver betaler for den tid, jeg arbejder. Er jeg fraværende pga. sygdom, får de refusion fra dag 1. Kommunen supplerer op til et eller andet magisk niveau, jeg endnu har til gode at forstå.

Mona, der sidder nede på kommunen, og gør diverse bevillingsbreve til kroner i min netbank, har såmænd inviteret mig til at se, hvordan det forgår, når hun plotter tingene ind i noget, der ligner en tyve år gammel terminal fra IBM (brun baggrund og blinkende orange cursor). Jeg har selvfølgelig takket ja til den fine invitation. Jeg nænnede bare ikke at fortælle hende, at jeg ikke forstod så meget af det, hun skrev ind i de forskellige felter. Men hun er altså skide sød… og den slags initiativer er med til at sikre, at borgere og kommuner kommer tættere på hinanden. Som alt overvejende hovedregel har jeg fået den bedste service i Hvidovre Kommune.

Fleksjobordningen er i sig selv genial! Man kan arbejde alt det, man kan. Er der behov for det, kan man blive en dag hjemme og arbejde derfra. Det er fantastisk. Når jeg arbejder hjemme, leverer jeg mere, end når jeg møder til frokost i Farum.

/14 Kommentarer/i , , /af , ,

Tidsregistrering og makroer

Tidsregistrering og makroer

Det er så sjovt

Tidsregistrering og makroer

Nu befinder jeg mig jo pludselig i det pulserende, private erhvervsliv, hvor jeg lægger de fire timer i Farum og de fire timer herhjemme. Vi har lavet det sådan, fordi jeg har 1½ times transport hver vej. Det er en god løsning.

Jeg har fundet et lille Excelprogram på nettet, hvor jeg registrerer, hvad jeg bruger min tid på. Herefter har jeg lavet min første makro (Eric – hvad siger du så? ) i Excel, så det er lettere at få et overblik, og jeg har tilføjet nogle funktioner, jeg synes manglede. På under et splitsekund er alt sat overskueligt op, det ser pænt ud, og de rette summeringer er lavet. Det var i virkeligheden ikke så svært. Jeg er sikker på, at min metode var håbløs, men jeg konstaterer med tilfredshed, at det virker – og jeg har fået mod på at lave flere makroer.

Min tanke er, at når jeg arbejder så meget hjemme, og i det hele taget arbejder med ting, min nye arbejdsgiver ikke ved, hvad er, må de da have en interesse i, hvad jeg egentlig laver. Jeg viste selvfølgelig arket frem men – og nu kommer overraskelsen – det interesserer dem i virkeligheden slet ikke, bare jeg leverer resultater.

Jeg bliver selvfølgelig ved med at tidsregistrere, for om end ikke andet, vil jeg da selv gerne vide, om jeg er foran eller bagud med timer. Fx: jeg sad forleden dag med noget, der normalt vil tage en halv time, men det tog tre… Her kan jeg godt lide at kunne skrive opgaven og i kommentaren skrive, at det drillede.

Et helt andet politisk system

Jeg kommer jo fra staten, hvor der er et evindeligt pres på produktiviteten og på, hvad vi leverer for skattekronerne. Vi får altid at vide, at vi laver for lidt, drikker for meget kaffe, og at vi bare skulle se, hvordan det foregår ude “i virkeligheden”. Og “virkeligheden” skal som hovedregel forstås som “det private”.

Ydelserne skal hvert år blive de berygtede to pct. billigere. Kvinderne skal så også føde to pct. hurtigere. Dybest set er der jo stemmer og symbolpolitik i udsagnet: “Hvad får vi for pengene, og får vi nok?” Derfor er tidsregistrering en nødvendighed. Hvordan kan vi vide, hvad ydelserne koster, hvis vi ikke tæller op, hvor mange timer vi har brugt på at fremstille dem? Hvordan kan vi vide, at vi har nået de to procent, hvis vi ikke har en hel masse data at gange og dividere med? Det er fuldt forståeligt, men måske har det taget overhånd?

Inhabil

Jeg er i virkeligheden inhabil, idet jeg har implementeret tidsregistreringssystemer i tre styrelser plus Udenrigsministeriet, og det har forekommet mig at være helt naturligt. Og derfor er det en meget speciel følelse at kommer til det private og opdage, at de synes, den slags er irrelevant. På samme måde skal jeg ikke have madpakke med. De betaler frokosten. Al den slags skal jeg godt nok vænne mig til. Jeg forstår det slet ikke, men der er på en måde noget befriende over det.

På en måde kan man sige, at det jeg kommer fra, er et “kontrolhelvede” – på den anden side har den udefinerede masse  “skatteborgerne” ret til at vide, hvad de får for pengene. Ministeren vil gerne kunne gå ud at sige, at han/hun har styr på sin biks, og at vælgerne derfor trygt kan stemme på ham/hende ved næste valg.

At bruge priserne

Når vi nu har ganget og divideret tilstrækkelig mange data i Excel, ved vi, hvad ydelserne koster, og vi kan oplyse, at de blev 2,1 pct. lavere end det foregående år. Så langt så godt.

Jeg talte forleden med en ven om alle disse ting. Hun mente, at det ville være næsten umuligt at opgøre, hvad fx en hospitalsseng kostede i døgnet. Det synes jeg nu ikke, man skal vel bare tage de direkte omkostninger og lægge overheadet til? De første gange man gør det, kan det selvfølgelig være enormt svært at få lagt en andel af fx havemanden og huslejen til en sengedag og få noget fornuftigt ud af det. Der er en række definitioner og regneregler, der skal på plads, men raketvidenskab bliver det altså aldrig.

Når man kender priserne, kan man også opgøre, hvordan bevillingerne bør se ud. Hvis en psykiatrisk afdeling kører på pumperne, og det gør den, har de behov for at kunne sige: Vi har konstant overbelægning, og vi har ydet 51 ECT-behandlinger ekstra. Jeg er helt klar over, at overbelægningen selvfølgelig bringer den gennemsnitlige pris pr. sengedag ned. Der kan køres flere patienter gennem systemet for de samme penge. Huslejen og havemanden bliver billigere pr. sengedag. De ekstra patienter skal selvfølgelig også have mad, medicin, pleje og alt det andet, der hører med til at være indlagt. Men gennemsnitsprisen må alt andet lige falde.

Jeg ville gerne opgøre omkostningerne

I mit strandede bogprojekt ville jeg gerne opgøre omkostningerne til mit forløb. Sundhedsdatastyrelsen har nogle “lækre” regneark med DRG-priser. DRG står for “diagnoserelaterede grupper” og er et begreb, der er alment brugt i sygehusvæsenet. DRG-priserne på hjemmesiden er alle opdaterede. Priserne rummer både somatikken og psykiatrien. Der ligger en takst for ECT-handlinger på ca. 2.800 pr. styk. Det tal gangede jeg med 51 og fik derved et beløb på ca. en kvart million. Altså har væsenet givet mig ECT for en kvart million. Hvis man vil vide, hvad et forløb som mit har kostet, skal dette beløb selvfølgelig med – det er jo enormt mange penge.

Jeg har stået på hovedet for at finde ud af, om det var den rigtige pris på denne ydelse og på et par andre ting i form af fem timers neuropsykologisk undersøgelse, en tur på Hukommelsesklinikken mv.

Jeg blev sendt hid og did i systemet gennem tre måneder. Jeg endte i RegionH, der efter fem uger skrev, at man ikke brugte DRG-taksterne i psykiatrien, og at man i hvert fald ikke vidste, hvad en ECT-behandling kostede.

Jeg er meget overrasket! Hvorfor bruger man ikke DRG-taksterne, når de findes? Hvorfor er de fuldt opdaterede, når de ikke skal bruges til noget? Hvordan kan psykiatrien ansøge om øgede bevillinger, når man ikke ved, hvad ydelserne koster? Til sidst opgav jeg at stille flere spørgsmål, og de var også temmelig trætte af mig.

Det foregår vist nok sådan, at det enkelte psykiatriske center får en arbitrært fastsat pose penge, og uanset antallet af patienter og ECT-behandlinger mv. skal de bare løse opgaverne for de penge.

Der er ikke noget at sige til, at psykiatrien er udsultet! Ved brug af DRG-takster (eller nogle andre takster) kunne dette ret let ændres. Jeg kommer gerne og laver et par regneark til dem.

Men hvis bevillingsgiverne ikke vil kende til fakta, er det selvfølgelig også lettest at vende det blinde øje til. Det er bare ikke tilfredsstillende for os, der bruger psykiatrien.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/6 Kommentarer/i /af

Tandsundhed for psykiatribrugere

En af os

Tandsundhed for psykiatribrugere

Der findes et glimrende initiativ, der hedder “EN AF OS”. Formålet er:

Landsindsatsen EN AF OS har til formål at afstigmatisere psykisk sygdom i Danmark – altså slut med diskrimination og udelukkelse af mennesker, der har eller har haft en psykisk sygdom. Det skal være lettere for den enkelte med psykisk sygdom at leve et fuldt og godt liv som en ligeværdig del af samfundet. Kilde: En af os’ hjemmeside. Lige p.t. har EN AF OS en kampagne om tandsundhed for psykiatribrugere. De prøver at vejlede om den tandsundhed, der er så vigtig, når man tager psykofarmaka. Lige p.t. har de en debat på Facebook, hvor brugere fortæller om deres problemer med bisserne.

Tandsundhed beskrevet af en bruger

En bruger skriver fx:

“Jeg har i mange år haft dårlige tænder og har nu gebis. I mine depressioner har jeg ikke orket at passe mine tænder. At psykisk sygdom og dårlige tænder hænger sammen har jeg selv googlet mig lidt frem til. Men jeg har aldrig oplevet nogen steder, at der er fokus på det. De to af mine børn har også diagnosen bipolar. Min søn mangler tænder og drømmer kun om at få gebis. Han er 26 år. Min datter på 24 år har også tandproblemer. De er begge meget bange for at gå til tandlægen og har kun været det få gange de sidste 10 år.”

For mig at se, er sådan et statement frygteligt. Det må være frygteligt ikke at have sine egne tænder. Tandsundhed er lig med livskvalitet.

EN AF OS har også gennemført en større undersøgelse blandt mere end 1.000 psykiatribrugere:

“Undersøgelsen dokumenterer, at mange personer, der tager medicin mod psykiske lidelser, oplever tandproblemer. Den peger også på, at personer, der får medicin for deres psykiske sygdom, ikke oplever at blive tilstrækkeligt oplyst i tide om mulige bivirkninger og følgesygdomme relateret til munden. Mange nævner alvorlige sociale og fysiske følger af dårlig tandsundhed.”

Der var ved Gud ingen, der på forhånd fortalte mig om problemerne med tænderne. Det blev først klart, da det var for sent. Da havde de alle travlt med at fortælle mig, at jeg skulle gøre noget ved min tandsundhed, men hvad kan man gøre på sygedagpenge – eller eventuelt kontanthjælp?

Tandlægerne siger, at alle mine skader skyldtes medicinen. Det er dejligt, men hvis jeg skal være 100 pct. ærlig, tror jeg også, der var perioder under depressionerne, hvor jeg ikke orkede at passe mine tænder! I mine depressioner har jeg kun haft ét fokus: at overleve indtil i morgen.

Der er adskillige informationer for brugere her.

Mulighed for at komme til specialtandpleje og tilskudsregler

“Alle kommuner skal have et tilbud om specialtandpleje til voksne, der ikke kan benytte de almindelige tilbud om tandpleje på grund af betydelige og varige funktionsnedsættelser, f.eks. på grund af en psykisk lidelse. Specialtandplejen arbejder både sundhedsfremmende, forebyggende og behandlende med det formål, at fremme den enkeltes trivsel ved at kunne bevare tænder, mund og kæber i funktionsdygtig stand hele livet. Hvis du bor i et botilbud eller anden form for kommunal eller regional boform, eller hvis du er indlagt i psykiatrien eller tilknyttet distriktspsykiatrien, kan du henvises direkte til specialtandpleje. Direkte henvisning kan ske via det tilknyttede personale, som har et godt kendskab til dig og dit funktionsniveau jfr. Bekendtgørelse om tandpleje, kapitel 3 om specialtandplejen.”

Kunne jeg have haft gavn af disse regler?

Jeg sidder og bliver lidt ond i sulet. Jeg har (snart) hostet op med 103.615 kr. af egen lomme til en total renovering af mine tænder, som jeg er lykkelig for, men jeg kunne formentlig have haft glæde af bekendtgørelsen, idet jeg enten konstant har været indlagt eller i hvert fald hele tiden har været – og stadig er – tilknyttet distriktspsykiatrien.

Hvorfor søren er der ikke nogen, der har gjort mig opmærksom på dette? Jeg er, så vidt jeg kan regne ud, færdig med at betale til november 2018. Jeg har beroet mig på, at tandlægen ville indgå på en afdragsordning, banken (Nordea) ville nemlig ikke, uagtet jeg har været kunde i 37 år, og aldrig har skyldt så meget som en bøjet femøre. Men nu har jeg altså prioriteret min tænder højt, men vær venligst opmærksom på, at det at prioritere, fordrer noget at prioritere med/af.

Tænderne er mine, hver og en

Det var ikke kun distriktspsykiatrien, der ikke åbnede mine øjne (* Se dog note 1 og 2 nederst). Kommunen gjorde heller ikke, da jeg søgte om en enkeltydelse som hjælp. De svarede fem måneder efter ansøgningsdatoen, at de gerne ville have et nyt overslag fra en ny tandlæge. Det fik jeg så lavet. Det første overslag fra min “gamle” tandlæge lød på ca. 70.000 kr. Det nye overslag fra min nye tandlæge lød på 151.000 kr.  Den nye tandlæge var god og spurgte, om jeg ville have den billigste behandling eller den rigtige behandling. Jeg er sådan et enten-eller-menneske, jeg prioriterer kvalitet øverst, så jeg bad om den rigtige behandling. Og jeg var parat til at betale selv, uagtet det ville tage lang tid at komme igennem regningen.

Den billigste behandling havde været proteser i både over- og undermund. Jeg ved ikke, hvad prisen så ville have været, men den ville helt sikkert have været langt under de 103.615 kr.

Nu er jeg bare så glad for at have mine egne flotte tænder, som Nadia (min søde tandlæge) altid roser, når jeg kommer hver tredje måned. Men jeg er også omhyggelig – nærmest hysterisk – jeg børster uhyre grundigt morgen og aften, og jeg bruger både morgen og aften tandtråd og interdentalbørster (flaskerensere). I alt bruger jeg otte til ni minutter. Jeg vil gøre alt for at passe mine tænder, så jeg kan vedblive at passe mine nu flotte tænder.

Det er nemlig livskvalitet – for mig – og jeg har selv betalt hver en bøjet femøre!

Noter

* Note 1: Min kontaktperson i distriktspsykiatrien oplyser: “Vi har udtrykkeligt fået besked på, at det kun er for patienter som af psykiske årsager ikke kan benytte almindelig tandlæge”.

* Note 2: 8. marts 2018: Vi har drøftet spørgsmålet igen, herunder at jeg var vel hurtig til viderebringe et udokumenteret budskab. Det skal forstås sådan, at § 13 i BEK nr 1658 af 22/12/2017 skal læses i sammenhæng med § 12. Jeg undskylder mange gange.

I § 13 står: “Stk. 2. Personer, der er omfattet af § 12, som er indlagt på eller tilknyttet psykiatriske hospitalsafdelinger, herunder distriktspsykiatriske ordninger, vil kunne henvises direkte til specialtandpleje.”

Altså skal man være omfattet af § 12, før § 13 kommer i spil.

I § 12 står: “Kommunalbestyrelsen skal tilbyde et specialiseret tandplejetilbud (specialtandpleje) til sindslidende, psykisk udviklingshæmmede m.fl., der er tilmeldt folkeregistret i kommunen, og som ikke kan udnytte de almindelige tandplejetilbud i børne- og ungdomstandplejen, praksistandplejen eller i omsorgstandplejen.”

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i , /af ,

Man binder os på mund og hånd

Man binder os på mund og hånd

Et hit under krigen

Liva Weel indspillede i 1940 “Man binder os på mund og hånd” som er en revyvise. Teksten er af Poul Henningsen (PH) og komponisten er Kai Normann Andersen. Teksten har i tredje vers adskillige underforståede hilsner til værnemagten, men de fattede dem aldrig helt. Det til trods flygtede PH til Sverige i 1943 og blev der til kapitulationen.

Kilde: Wikipedia.

Tredje vers:

Man binder os paa Mund og Haand,
men man kan ikke binde Aand,
og ingen er fangne,
naar Tanken er fri.
Vi har en indre Fæstning her
som styrkes i sit eget Værd,
naar bare vi kæmper for det vi kan li.
Den som holder Sjælen rank kan aldrig blie Træl.
Ingen kan regere det som vi bestemmer sel.
Det lover vi med Haand og Mund
i Mørket før en Morgenstund,
at Drømmen om Frihed
blir aldrig forbi.

En helt anden historie

Min historie finder sted i marts 1976 på Sydfyn i en stokroseidyl, hvor jeg boede fra 29. december 1975 (jeg er 12 år) til 12. juli 1978 (jeg er 14 år).

Min mor er indlagt i to uger på Odense sygehus, hvor hun føder min halvbror ved kejsersnit. Den slags tog simpelthen så uendelig lang tid dengang, og derudover var der vist også noget med en navlestreng et par gange om halsen.

Psykopaten havde naturligvis frit spil i de to uger. Som jeg husker det, brugte han det meste af sin tid på at se pornofilm i soveværelset på smalfilmsapparatet. Derudover kritiserede han min madlavning, for jeg var på det tidspunkt ikke klar over, at man ikke putter sild i biksemad. 🙂

Og nu har jeg gået længe nok om den varme grød

En eftermiddag binder han mig på hænder og ankler til en spisestuestol ved det runde spisebord i stuen og kræver oralsex. Om det så rent faktisk blev sådan, kan jeg ikke huske. Jeg kan heller ikke huske, hvordan jeg kom fri igen, eller hvad der så skete. Som hovedregel er min hukommelse om den fjerne fortid god. Jeg tolker det selv sådan, at det har været slemt, når jeg ikke kan huske så meget af det.

Det er formentlig den mest ekstreme magtmanifestation i de seks år. Det er et af de værre erindringsglimt, der pludselig er dukket op. Jeg skyder “skylden” på bogprojektet, men glæder mig samtidig over, at få det frem i lyset. Først når jeg kan se tingene, kan jeg agere.

Psykologen siger: “Voldsomt ydmygende, fornedrende og nedværdigende.”

Et barn flygter i sådanne situationer ud af sig selv og ser det hele udefra. Jeg var passiv, men det var også det klogeste. Havde jeg gjort modstand, havde jeg opildnet ham til endnu mere magt.  Det er kun den fysiske krop, der har været tilstede. Den mentale del har været et andet sted. Psykopaten ønskede sig mere at få magt end at have sex. Det vanskelige ved dette glimt er: længst muligt ude i “Absurdistan”. Han fik aldrig magten, idet jeg ikke var i min krop. Beskyttelsesfaktor: Intellekt. Det værste: Afmagten. Men fantastisk at have styrken til at overleve på trods.

Der er en øvelse i at tilgive pigen, og ikke skamme hende ud for at have været passiv. Det svarer til, at mange voldtægtsofre påtager sig skylden, fordi de var passive. Den tilgivelse har jeg ikke svært ved. Og det svarer fuldstændig til, at jeg aldrig nogensinde har været i tvivl om, at det ikke var min skyld. Der er jeg langt heldigere stillet end andre, der blev misbrugt. Det er jeg glad for.

Vi taler lidt om, at det ikke er svært at forstå, jeg blev syg: For det første er der en høj grad af genetik forbundet med bipolar affektiv sindslidelse. For det andet har de ekstreme ydre påvirkninger være med til at sætte hele systemet under et voldsomt pres. For at håndtere og overleve dette “laver” barnet sygdommen.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.