Indlæg

/i /af

I konstruktiv dialog med psykiatrien

I konstruktiv dialog med psykiatrien

“Interview” på Psykiatrisk Center Glostrup

I konstruktiv dialog med psykiatrien

Som tidligere omtalt er jeg blevet bedt om at deltage i en “Patient og pårørendegruppe” på Psykiatrisk Center Glostrup. De skriver fx

“Patient- og pårørendehistorier kan handle om forløb, hvor noget gik galt, eller forløb, hvor behandlingen forløb rigtigt godt. Sidstnævnte kan især bruges til at identificere faktorer, der har særlig betydning for patienten og den pårørende, men som måske ikke tillægges særlig betydning af de sundhedsprofessionelle, fordi de er blevet hjemmeblinde og vante til den daglige rutine.”

Projektet er en del af “Sikker psykiatri”. Selvfølgelig vil jeg gerne deltage, for jeg synes, jeg har noget at bidrage med, og muligvis kan fungere lidt som “talerør” for de psykiatribrugere, der har mindre overskud. Efter ca. ti indlæggelser er mit erfaringsgrundlag stort og jeg kender mange tidligere medpatienter, der ikke lige har ressourcerne. Man kan kalde mig “svingdørspatient” eller “trænet bruger” alt efter behov og lyst.

Sikker psykiatri

Projektet har fokus på:

  • Undgå medicinfejl
  • Behandle fysiske sygdomme
  • Forebygge selvmord
  • Mindske tvang

Når jeg kigger ned over de fire punkter, er det svært at blive imponeret! Det sidste punkt med mindre tvang er måske nok noget nyt, men de tre øverste burde ikke være noget, der skal laves projekter om. Jeg forventer som patient, at de har styr på min medicin, for ellers kan jeg altså selv hælde op, som jeg jo gør herhjemme, hvilket jeg gør mig umage med. Det er svært, men jeg prøver. For så vidt angår tvang er det gudskelov ikke noget, jeg har oplevet. Jeg har kun set det i TV, og selv der virker det gruopvækkende. Det må være forfærdelig ydmygende at opleve. Min tanke er bare, at de vel gør det for patientens bedste.

For så vidt angår selvmordsscreeningen har jeg altid syntes, at den var lidt mystisk: De spørger, om jeg kan finde på at gøre noget, mens jeg er på afdelingen? Jeg svarer altid “Nej. Jeg skal være hjemme, for at det kan lade sig gøre”. Ingen har nogensinde fulgt op på det svar, selvom jeg kunne ønske mig det. Det lægger da op til at spørge yderligere til mine planer. Det er som om, at så længe jeg er i deres hænder er det fint, hvis jeg ikke tager livet af mig, men hvis jeg gør det herhjemme, er det okay.

Langt omkring

Jeg tror egentlig ikke, man kan kalde dagens seance for et interview, for hun var utrolig dygtig til at få mig til at tale frit fra leveren, og det fungerede fint. Og jeg har nogle budskaber, og jeg er vant til at “kæfte op” på en relativt pæn måde.

Det var lidt svært at få forklaret, at jeg ganske udmærket er klar over, at der er mange forhold, der er politisk bestemte, og som selv de fineste og dyreste leanprojekter ikke kan ændre på. Jeg har trods alt levet af at lave regneark i rigtig mange år. Et eksempel på dette er, at Hvidovre og Glostrup er fusionerede, så man skal henvende sig i Glostrup, hvis man gerne vil til Hvidovre. Der er ganske enkelt ikke en akutmodtagelse i Hvidovre længere. En overnatning med to gange ekstra rengøring (før og efter overnatningen), opredningen og fjernelsen af sengetøj mv. koster 3.700 kr. Hertil kommer taxaen til et par hundrede kroner. Samlet set ca. 4.000 kr. for ingenting. Sikke meget patientbehandling der kunne laves for de penge, hvis man ser det på årsbasis. Det er der sikkert nogle sundhedsøkonomer, der har regnet på.

Jeg fik præsenteret mine hovedteser fra den tidligere blogpost, og jeg har fornemmelsen af, at jeg vandt gehør for dem, og det er jo ikke så ringe.

Hun stillede mange spørgsmål til min oplevelse af Hvidovre, og der kunne jeg jo kun sige, at jeg der føler mig tryg og i gode hænder. De ved, at jeg bare skal have en seng, når jeg henvender mig. Der skal jeg ikke “begynde forfra”. De kender mig.

Jeg prøvede at forklare, at når/hvis jeg henvender mig, er det efter langvarige overvejelser, fx en hel dag, hvor jeg har talt med Psykiatrifondens telefonrådgivning, Livslinjen og præsten. Hvis alle svar peger i den samme retning, tager jeg afsted og forventer så også at være “Ventet og velkommen” (tidens buzzwords). Jeg prøvede at forklare, at de tre til fire timer i deres arkitekttegnede venteværelse er et mareridt – et helvede er måske et bedre ord. TV2 kører ubarmhjertigt, og mine tanker kredser alene om angsten for at blive sendt hjem igen, for hvad så? Jeg henvender mig, når jeg synes, de skal passe på mig, fordi jeg ikke kan selv. Jeg kender efter 14 år min sygdom, og jeg ved, hvilken hjælp, jeg har behov for.

Status

Lige p.t. er status fantastisk! Jeg har ikke været indlagt de seneste ni måneder, og jeg er ved at få styr på mit liv, der ellers gik i stå i sommeren 2013. Efter fire år begynder det at ligne noget – men jeg har også arbejdet for det. Baseret på erfaringerne frygter jeg imidlertid for fremtiden, hvor jeg måske står uden job. Hvad vil det betyde? Skal jeg i gang med at kæmpe med ensomheden igen? Hvilke dårlige tanker vil det medføre?

Jeg håber på det bedste, og jeg kæmper for det, men ellers ved jeg da, at jeg er “Ventet og velkommen” på 808 i Hvidovre. Jeg skal bare først udstå ventetiden i det arkitekttegnede venteværelse i Glostrup.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/7 Kommentarer/i , /af ,

Psykiatrien er stadig udsultet

Psykiatrien er stadig udsultet

Arrig

Psykiatrien er stadig udsultet

Jeg kan blive så arrig, når jeg læser dette indlæg ovre hos Lene. Hun arbejder som sygeplejerske på et trombolyseafsnit, hvilket vil sige, at hun tager sig af mennesker, der har forskellige former for hjerneskader – og vist nok også mennesker, der er i risiko for at blive ramt. Når man kommer til hendes afsnit, er man derfor rigtig dårlig, og den medicin, man spiser, er ikke bolcher. Prøv at læse hendes indlæg for at se, hvordan hendes hverdage kan se ud. Jeg synes, det er rystende.

Eric kommenterede ved at spørge, hvad det er statsministeren mener, når han taler om “kernevelfærd”; det er åbenbart ikke noget, vi skal vente at se i sundhedssektoren, og den slet skjulte hensigt kan være at fyre lidt mere op under privathospitalerne.

Psykiatrien

Jeg genkender det; godt nok kun fra den anden side af bordet. De løber stærkt i psykiatrien. Psykiatrien er alvorligt udsultet, måske mere end det somatiske område, og der er ingen tegn i sol, måne og stjerner på, at der bliver gjort noget ved det. De hellige to pct. skal nås hvert år. Hvad pokker (jeg kan også værre ord, men de ser ikke godt ud på skrift) er det, der foregår?

Når jeg kan se, at medarbejderne har rigtig travlt, kan jeg ikke lide at “forstyrre” med fx et ønske om en snak. Og det er jo helt galt, når det er sådan. Måske gælder det især på et psykiatrisk afsnit, at patienterne har brug for en snak måske for at jage dårlige tanker væk, få afløb for diverse bekymringer om fremtiden eller jage stemmerne væk mv. Selvom medarbejderne ikke har tiden, er der flere af dem, der tager sig tiden.

En kvart million borgere til 13 sengepladser

Et enkelt eksempel på udsultningen: Det “gamle” 808 havde 18 åbne sengepladser, hvilket blandt andet betød, at man stoppede fire alvorligt syge mennesker ind på én stue. Er man indlagt i dagens Danmark, er man virkelig syg. Jeg har altid bedt om en kugledyne, men de tidligere kugler larmede helt enormt, så når jeg bevægede mig i sengen, kunne mine stue-medpatienter ikke sove, og de beskrev lyden som et tordenvejr.

Der var bad og toiletter på gangen.

I forbindelse med en fusion mellem Glostrup og Hvidovre, flyttede 808 op ad gangen til mere tidssvarende forhold med som hovedregel enestuer med eget bad og toilet. Dog er det stadig sådan, at når man får det lidt bedre, er der risiko for, at man bliver flyttet ind på en tosengsstue, fordi der kommer en ny patient, der har det værre. Det er ikke værdigt.

Før var der 18 åbne pladser. I forbindelse med fusionen og flytningen er der nu skåret ned til åbne 13 pladser. Optageomåderne er: Albertslund, Brøndby, Hvidovre, Høje Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk. Nu kender jeg ikke lige befolkningstallet for disse kommuner, men enhver kan sige sig selv, at 808 er voldsomt underdimensioneret. Hvor længe skal det vare ved? Lige til en hænger sig lysekronen?

Tilføjelse: Jeg har undersøgt befolkningstallene pr. kommune: Albertslund 27.780, Brøndby 20.000, Hvidovre 52.027, Høje Taastrup 48.853, Ishøj 21.675, Rødovre 37.540, Vallensbæk 15.727. Det giver i alt 223.602 – til 13 sengepladser. Det holder altså ikke.

Kræftområdet

Hvis man kan sige, at nogle patienter har det bedre, så er det på kræftområdet. Det betyder ikke, at jeg ikke mener, det er en forfærdelig sygdom, men der er en massiv spiller med indflydelsesrige kræfter: Kræftens Bekæmpelse. De er simpelthen så dygtige, og de har en kæmpe politisk gennemslagskraft. Jeg mener, at der er vedtaget fem kræftpakker, der er behandlingsgarantier, som blandt andet betyder, at behandling skal iværksættes inden for ganske korte frister mv. Der er brugt milliarder af kroner.

På det psykiatriske område er der hverken behandlingsgarantier eller poser med penge. Og det er så heller ikke helt korrekt: Der blev for et par år siden sendt 200 millioner kr. til psykiatrien, men den tidligere sundhedsminister (2015 – 2016) Sophie Løhde anede ikke, hvor pengene var blevet af!

Ekstrabevillinger til psykiatrien gives fra satspuljemidlerne, der er midlertidige/engangsløft, mens ekstrabevillingerne til kræftområdet altid er givet som varige løft på finanslovene. Det er fuldkommen urimeligt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/10 Kommentarer/i , , /af , ,

Aftabuisering

Aftabuisering

Er det korrekt?

Jeg ved faktisk slet ikke, om der er noget, der hedder “Aftabuisering” (men det er der nu). I min optik står det for at bryde tabuerne om (nej ikke “omkring”) psykisk sygdom. Jeg synes, det er et vigtigt område, og som ramt selv vil jeg gerne bidrage til det, hvad nu end ordet måtte være.

På arbejdet har jeg fx sagt, at hvis der er noget, de går og tænker over eller bare gerne vil vide, må de endelig spørge, for jeg har ingen hemmeligheder. Ikke en eneste hverken i HR eller i Genbrug har nogensinde stillet det mindste spørgsmål. Det kan skyldes to ting:

  • De har vitterligt ingen spørgsmål. Men det må da interessere dem, hvorfor jeg kun er der 15 timer om ugen?
  • De stiller ikke spørgsmål, fordi de ikke ved, hvordan de skal reagere på svaret, eller fordi de er berøringsangste overfor psykisk sygdom. På den måde kan man sige, at det viser, at der er et tabu om psykisk sygdom.

At imødegå tabuerne

Jeg har lige i øjeblikket “gang i” forskellige initiativer, hvor jeg kan bruge mig selv som en (god) case om et langt og trangt sygdomsforløb, der indtil videre er endt godt med et fleksjob. Jeg skriver “indtil videre” fordi man med bipolar affektiv sindslidelse aldrig ved, hvordan verden ser ud, når man vågner næste dag. Det er i sig selv en belastning. Jeg er blevet lidt bedre til at huske mig selv på, at det går over – måske allerede i morgen. Det har krævet træning at nå hertil.

1.  Jeg er blevet inviteret med i et bogprojekt, der handler om tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet herunder uplanlagt tilbagetrækning med baggrund i afskedigelse eller sygdom. Projektet forestås af en meget kendt journalist og forfatter. Hun har fundet mig via Facebook og min hjemmeside. Mere har jeg ikke lov at fortælle om det. Bøger skal være en hemmelighed, indtil de udkommer, siger journalisten/forfatteren. Hvad ved jeg om bogproduktion? 🙂

2. Min Psykolog Anette Friis, der tidligere var ansat i Psykiatrifonden, som jeg har haft et langvarigt forløb med, og som jeg synes er enormt dygtig, anbefalede mig at kontakte Psykiatrifondens pressemedarbejder, og fortælle, at jeg gerne ville medvirke til artikler, oplæg, blogposter mv. om “aftabuisering”. Og det gjorde jeg så. Jeg har fået et meget positivt svar om, at de er interesserede, og at de vil vende tilbage, når en medarbejder er tilbage fra barsel medio marts.

Psykiatrifondens formand Anne Lindhardt

3. Jeg er blevet inviteret til et gå-hjem-møde i Psykiatrifonden ultimo marts, hvor formand Anne Lindhardt vil foredrage om bipolar affektiv sindslidelse.

I virkeligheden er det kun jobcenterchefer og den slags, der er inviterede, men min tidligere erhvervsrådgiver har skaffet mig en invitation. Og jeg glæder mig allerede.

Jeg er såkaldt “Støttemedlem” hos Psykiatrifonden, og udover at støtte fondens arbejde, får man fire gange årligt deres blad, hvor blandt andet Anne Lindhardt udbreder sig om dette og hint. Det glæder mig altid at læse hendes artikler.

En anden stor aktør på dette “marked” er Knud Christensen fra SIND. Jeg oplever bare hans tilgang til psykisk sygdom som meget mindre nærværende og mere gammeldags end Anne Lindhardts. Hun taler/skriver ud fra et mangeårigt kendskab som overlæge, ja ikke engang bare “kendskab”, men direkte fingrene i suppen. Der er brug for kvinder som hende, hvis vi skal “rykke”.

Jeg synes, hun taler om “moderne psykiatri”, med alt hvad det nu engang indebærer. Jeg ser meget frem til at møde hende. Jeg har været fan i flere år.

4. Erhvervsrådgiverens nye chef vil også gerne hilse på mig som en del af gå-hjem-mødet og tale om hjemmeside mv. Det er bare rigtig dejligt. Jeg kan muligvis sælge et par synspunkter hid og did.

Konklusion

Hvis man har mod på det, er der mange muligheder for at komme ud i marken og påvirke synspunkter og debat. Jeg vil gerne være med, for jeg føler, at jeg har noget at bidrage med med 10 indlæggelser, 51 ECT-behandlinger (elektrochok), et selvmordsforsøg og et fleksjob på 15 timer. Jeg vil evt. kunne skabe et (fagligt/personligt) netværk på baggrund af den slags aktiviteter, så der er flere mulige gevinster.

Jeg har været lidt i gang tidligere, hvor jeg skrev til initiativet “En af os”, der ligger under “PsykInfo“. Bolden blev kastet frem og tilbage mellem de to gennem et års tid. Det gider jeg ikke. Skal jeg stille mig til rådighed – og det vil jeg gerne – så skal der altså være klarhed over, hvem der har ansvar for hvad.

Der er mange tabuer, der bør aflives og manes i jorden. Jeg vil gerne være med.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/9 Kommentarer/i /af

Ministerposter

Statsret

Jamen så fik vi da lige en ny regering. Egentlig er det lidt underligt, at man kan danne en ny regering, uden at man har spurgt befolkningen, hvad den synes. Jeg mener, hvorfor kan de bare skalte og valte med stemmerne? Tænk hvis befolkningen slet ikke ville stemme sådan? Jeg er udmærket klar over, at de selvfølgelig har mere styr på statsretten, end jeg har, og at de ikke sådan render rundt og begår grundlovsbrud. Men det er da en tanke værd.

Thyra Frank (LA)

Vi fik et par nye ministerier heriblandt et “Ældreministerium” med Thyra Frank (LA) som minister. Hun drev for år tilbage plejehjemmet Lotte, og skabte vist forrygende resultater – jeg aner ikke, hvad de gik ud på, men det kan Lars Løkke Rasmussen åbenbart huske, ellers havde han vel ikke gjort hende til minister?

Ministeren har allerede gjort i nælderne ved at melde ud, at det er kommunerne, der – i kraft af deres selvstyre – er ansvarlige for plejehjemmene og de ældres forhold.

For en gangs skyld er jeg enig med Dansk Folkeparti. Hvis ældreministeren ikke er ansvarlig for de ældre, hvad skal hun så lave?

Dansk Folkeparti indkalder nemlig den nyudnævnte minister i en såkaldt forespørgselsdebat i Folketingssalen. Det sker på baggrund af en række udtalelser, Thyra Frank gav i et interview med Tv2, hvor hun blandt andet slog fast, at ansvaret for svigt i ældreplejen ligger hos kommunerne – og ikke hos hende.

Hvis du følger ovenstående link, vil du allernederst finde tekst, der bekendtgør, at hun selvfølgelig mener, det er hendes ansvar, og at hun bare fik udtrykt sig lidt klodset. Hvad skal man snart tro?

Jeg fik en tanke, og det er alene ironi, men hvis et ældreministerium er udtryk for, at man vil tage sig af udsatte befolkningsgrupper, hvad så med en psykiatriminister og måske en hjemløseminister? Og der er helt sikkert flere, der kunne fortjene et ministerium.

Nu om dage er de ældre 68’erne, der har reddet på en positiv bølge hele livet og kun har haft medgang. Deres levestandard har hele tiden været højt på skalaen, de fik gode uddannelser og derfor er det svært at forstå, at de pludselig skal gå med en våd ble. Og dette er på ingen måde en blåstempling af de urimelige forhold på plejehjemmene og i de private hjem (“længst muligt i eget hjem…” forfærdeligt ævl).

Spørg dem der har forstand på det

Mit budskab er i stedet: Hvis vi skal skabe – og det skal vi utvivlsomt – bedre forhold for de ældre, så er der kun et sted at starte, og det er hos de ældre selv. Det svarer fuldstændig til, at vi skal spørge psykiatribrugerne selv, når vi vil skabe bedre forhold dem. Og det gør ledelserne rent faktisk. Det er ikke raketvidenskab.

Jeg kan ikke lade være at indføje, at jeg i mine 23 år i staten har haft mange opgaver, der bestod af at lave alle mulige omlægninger af arbejdsgange og sørge for, at dette blev understøttet af diverse IT-systemer. Jeg har altid holdt på, at det første og det vigtigste var at spørge dem, der sad med opgaverne nu. Det har ofte været op ad bakke, at få cheferne med på idéen, men de har nu endt med at give mig ret. Ingen kender opgaverne bedre end dem, der sidder med dem. Det er heller ikke raketvidenskab.