Indlæg

/7 Kommentarer/i , /af ,

Psykiatrien er stadig udsultet

Psykiatrien er stadig udsultet

Arrig

Psykiatrien er stadig udsultet

Jeg kan blive så arrig, når jeg læser dette indlæg ovre hos Lene. Hun arbejder som sygeplejerske på et trombolyseafsnit, hvilket vil sige, at hun tager sig af mennesker, der har forskellige former for hjerneskader – og vist nok også mennesker, der er i risiko for at blive ramt. Når man kommer til hendes afsnit, er man derfor rigtig dårlig, og den medicin, man spiser, er ikke bolcher. Prøv at læse hendes indlæg for at se, hvordan hendes hverdage kan se ud. Jeg synes, det er rystende.

Eric kommenterede ved at spørge, hvad det er statsministeren mener, når han taler om “kernevelfærd”; det er åbenbart ikke noget, vi skal vente at se i sundhedssektoren, og den slet skjulte hensigt kan være at fyre lidt mere op under privathospitalerne.

Psykiatrien

Jeg genkender det; godt nok kun fra den anden side af bordet. De løber stærkt i psykiatrien. Psykiatrien er alvorligt udsultet, måske mere end det somatiske område, og der er ingen tegn i sol, måne og stjerner på, at der bliver gjort noget ved det. De hellige to pct. skal nås hvert år. Hvad pokker (jeg kan også værre ord, men de ser ikke godt ud på skrift) er det, der foregår?

Når jeg kan se, at medarbejderne har rigtig travlt, kan jeg ikke lide at “forstyrre” med fx et ønske om en snak. Og det er jo helt galt, når det er sådan. Måske gælder det især på et psykiatrisk afsnit, at patienterne har brug for en snak måske for at jage dårlige tanker væk, få afløb for diverse bekymringer om fremtiden eller jage stemmerne væk mv. Selvom medarbejderne ikke har tiden, er der flere af dem, der tager sig tiden.

En kvart million borgere til 13 sengepladser

Et enkelt eksempel på udsultningen: Det “gamle” 808 havde 18 åbne sengepladser, hvilket blandt andet betød, at man stoppede fire alvorligt syge mennesker ind på én stue. Er man indlagt i dagens Danmark, er man virkelig syg. Jeg har altid bedt om en kugledyne, men de tidligere kugler larmede helt enormt, så når jeg bevægede mig i sengen, kunne mine stue-medpatienter ikke sove, og de beskrev lyden som et tordenvejr.

Der var bad og toiletter på gangen.

I forbindelse med en fusion mellem Glostrup og Hvidovre, flyttede 808 op ad gangen til mere tidssvarende forhold med som hovedregel enestuer med eget bad og toilet. Dog er det stadig sådan, at når man får det lidt bedre, er der risiko for, at man bliver flyttet ind på en tosengsstue, fordi der kommer en ny patient, der har det værre. Det er ikke værdigt.

Før var der 18 åbne pladser. I forbindelse med fusionen og flytningen er der nu skåret ned til åbne 13 pladser. Optageomåderne er: Albertslund, Brøndby, Hvidovre, Høje Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk. Nu kender jeg ikke lige befolkningstallet for disse kommuner, men enhver kan sige sig selv, at 808 er voldsomt underdimensioneret. Hvor længe skal det vare ved? Lige til en hænger sig lysekronen?

Tilføjelse: Jeg har undersøgt befolkningstallene pr. kommune: Albertslund 27.780, Brøndby 20.000, Hvidovre 52.027, Høje Taastrup 48.853, Ishøj 21.675, Rødovre 37.540, Vallensbæk 15.727. Det giver i alt 223.602 – til 13 sengepladser. Det holder altså ikke.

Kræftområdet

Hvis man kan sige, at nogle patienter har det bedre, så er det på kræftområdet. Det betyder ikke, at jeg ikke mener, det er en forfærdelig sygdom, men der er en massiv spiller med indflydelsesrige kræfter: Kræftens Bekæmpelse. De er simpelthen så dygtige, og de har en kæmpe politisk gennemslagskraft. Jeg mener, at der er vedtaget fem kræftpakker, der er behandlingsgarantier, som blandt andet betyder, at behandling skal iværksættes inden for ganske korte frister mv. Der er brugt milliarder af kroner.

På det psykiatriske område er der hverken behandlingsgarantier eller poser med penge. Og det er så heller ikke helt korrekt: Der blev for et par år siden sendt 200 millioner kr. til psykiatrien, men den tidligere sundhedsminister (2015 – 2016) Sophie Løhde anede ikke, hvor pengene var blevet af!

Ekstrabevillinger til psykiatrien gives fra satspuljemidlerne, der er midlertidige/engangsløft, mens ekstrabevillingerne til kræftområdet altid er givet som varige løft på finanslovene. Det er fuldkommen urimeligt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/10 Kommentarer/i , , /af , ,

Aftabuisering

Aftabuisering

Er det korrekt?

Jeg ved faktisk slet ikke, om der er noget, der hedder “Aftabuisering” (men det er der nu). I min optik står det for at bryde tabuerne om (nej ikke “omkring”) psykisk sygdom. Jeg synes, det er et vigtigt område, og som ramt selv vil jeg gerne bidrage til det, hvad nu end ordet måtte være.

På arbejdet har jeg fx sagt, at hvis der er noget, de går og tænker over eller bare gerne vil vide, må de endelig spørge, for jeg har ingen hemmeligheder. Ikke en eneste hverken i HR eller i Genbrug har nogensinde stillet det mindste spørgsmål. Det kan skyldes to ting:

  • De har vitterligt ingen spørgsmål. Men det må da interessere dem, hvorfor jeg kun er der 15 timer om ugen?
  • De stiller ikke spørgsmål, fordi de ikke ved, hvordan de skal reagere på svaret, eller fordi de er berøringsangste overfor psykisk sygdom. På den måde kan man sige, at det viser, at der er et tabu om psykisk sygdom.

At imødegå tabuerne

Jeg har lige i øjeblikket “gang i” forskellige initiativer, hvor jeg kan bruge mig selv som en (god) case om et langt og trangt sygdomsforløb, der indtil videre er endt godt med et fleksjob. Jeg skriver “indtil videre” fordi man med bipolar affektiv sindslidelse aldrig ved, hvordan verden ser ud, når man vågner næste dag. Det er i sig selv en belastning. Jeg er blevet lidt bedre til at huske mig selv på, at det går over – måske allerede i morgen. Det har krævet træning at nå hertil.

1.  Jeg er blevet inviteret med i et bogprojekt, der handler om tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet herunder uplanlagt tilbagetrækning med baggrund i afskedigelse eller sygdom. Projektet forestås af en meget kendt journalist og forfatter. Hun har fundet mig via Facebook og min hjemmeside. Mere har jeg ikke lov at fortælle om det. Bøger skal være en hemmelighed, indtil de udkommer, siger journalisten/forfatteren. Hvad ved jeg om bogproduktion? 🙂

2. Min Psykolog Anette Friis, der tidligere var ansat i Psykiatrifonden, som jeg har haft et langvarigt forløb med, og som jeg synes er enormt dygtig, anbefalede mig at kontakte Psykiatrifondens pressemedarbejder, og fortælle, at jeg gerne ville medvirke til artikler, oplæg, blogposter mv. om “aftabuisering”. Og det gjorde jeg så. Jeg har fået et meget positivt svar om, at de er interesserede, og at de vil vende tilbage, når en medarbejder er tilbage fra barsel medio marts.

Psykiatrifondens formand Anne Lindhardt

3. Jeg er blevet inviteret til et gå-hjem-møde i Psykiatrifonden ultimo marts, hvor formand Anne Lindhardt vil foredrage om bipolar affektiv sindslidelse.

I virkeligheden er det kun jobcenterchefer og den slags, der er inviterede, men min tidligere erhvervsrådgiver har skaffet mig en invitation. Og jeg glæder mig allerede.

Jeg er såkaldt “Støttemedlem” hos Psykiatrifonden, og udover at støtte fondens arbejde, får man fire gange årligt deres blad, hvor blandt andet Anne Lindhardt udbreder sig om dette og hint. Det glæder mig altid at læse hendes artikler.

En anden stor aktør på dette “marked” er Knud Christensen fra SIND. Jeg oplever bare hans tilgang til psykisk sygdom som meget mindre nærværende og mere gammeldags end Anne Lindhardts. Hun taler/skriver ud fra et mangeårigt kendskab som overlæge, ja ikke engang bare “kendskab”, men direkte fingrene i suppen. Der er brug for kvinder som hende, hvis vi skal “rykke”.

Jeg synes, hun taler om “moderne psykiatri”, med alt hvad det nu engang indebærer. Jeg ser meget frem til at møde hende. Jeg har været fan i flere år.

4. Erhvervsrådgiverens nye chef vil også gerne hilse på mig som en del af gå-hjem-mødet og tale om hjemmeside mv. Det er bare rigtig dejligt. Jeg kan muligvis sælge et par synspunkter hid og did.

Konklusion

Hvis man har mod på det, er der mange muligheder for at komme ud i marken og påvirke synspunkter og debat. Jeg vil gerne være med, for jeg føler, at jeg har noget at bidrage med med 10 indlæggelser, 51 ECT-behandlinger (elektrochok), et selvmordsforsøg og et fleksjob på 15 timer. Jeg vil evt. kunne skabe et (fagligt/personligt) netværk på baggrund af den slags aktiviteter, så der er flere mulige gevinster.

Jeg har været lidt i gang tidligere, hvor jeg skrev til initiativet “En af os”, der ligger under “PsykInfo“. Bolden blev kastet frem og tilbage mellem de to gennem et års tid. Det gider jeg ikke. Skal jeg stille mig til rådighed – og det vil jeg gerne – så skal der altså være klarhed over, hvem der har ansvar for hvad.

Der er mange tabuer, der bør aflives og manes i jorden. Jeg vil gerne være med.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/9 Kommentarer/i /af

Ministerposter

Statsret

Jamen så fik vi da lige en ny regering. Egentlig er det lidt underligt, at man kan danne en ny regering, uden at man har spurgt befolkningen, hvad den synes. Jeg mener, hvorfor kan de bare skalte og valte med stemmerne? Tænk hvis befolkningen slet ikke ville stemme sådan? Jeg er udmærket klar over, at de selvfølgelig har mere styr på statsretten, end jeg har, og at de ikke sådan render rundt og begår grundlovsbrud. Men det er da en tanke værd.

Thyra Frank (LA)

Vi fik et par nye ministerier heriblandt et “Ældreministerium” med Thyra Frank (LA) som minister. Hun drev for år tilbage plejehjemmet Lotte, og skabte vist forrygende resultater – jeg aner ikke, hvad de gik ud på, men det kan Lars Løkke Rasmussen åbenbart huske, ellers havde han vel ikke gjort hende til minister?

Ministeren har allerede gjort i nælderne ved at melde ud, at det er kommunerne, der – i kraft af deres selvstyre – er ansvarlige for plejehjemmene og de ældres forhold.

For en gangs skyld er jeg enig med Dansk Folkeparti. Hvis ældreministeren ikke er ansvarlig for de ældre, hvad skal hun så lave?

Dansk Folkeparti indkalder nemlig den nyudnævnte minister i en såkaldt forespørgselsdebat i Folketingssalen. Det sker på baggrund af en række udtalelser, Thyra Frank gav i et interview med Tv2, hvor hun blandt andet slog fast, at ansvaret for svigt i ældreplejen ligger hos kommunerne – og ikke hos hende.

Hvis du følger ovenstående link, vil du allernederst finde tekst, der bekendtgør, at hun selvfølgelig mener, det er hendes ansvar, og at hun bare fik udtrykt sig lidt klodset. Hvad skal man snart tro?

Jeg fik en tanke, og det er alene ironi, men hvis et ældreministerium er udtryk for, at man vil tage sig af udsatte befolkningsgrupper, hvad så med en psykiatriminister og måske en hjemløseminister? Og der er helt sikkert flere, der kunne fortjene et ministerium.

Nu om dage er de ældre 68’erne, der har reddet på en positiv bølge hele livet og kun har haft medgang. Deres levestandard har hele tiden været højt på skalaen, de fik gode uddannelser og derfor er det svært at forstå, at de pludselig skal gå med en våd ble. Og dette er på ingen måde en blåstempling af de urimelige forhold på plejehjemmene og i de private hjem (“længst muligt i eget hjem…” forfærdeligt ævl).

Spørg dem der har forstand på det

Mit budskab er i stedet: Hvis vi skal skabe – og det skal vi utvivlsomt – bedre forhold for de ældre, så er der kun et sted at starte, og det er hos de ældre selv. Det svarer fuldstændig til, at vi skal spørge psykiatribrugerne selv, når vi vil skabe bedre forhold dem. Og det gør ledelserne rent faktisk. Det er ikke raketvidenskab.

Jeg kan ikke lade være at indføje, at jeg i mine 23 år i staten har haft mange opgaver, der bestod af at lave alle mulige omlægninger af arbejdsgange og sørge for, at dette blev understøttet af diverse IT-systemer. Jeg har altid holdt på, at det første og det vigtigste var at spørge dem, der sad med opgaverne nu. Det har ofte været op ad bakke, at få cheferne med på idéen, men de har nu endt med at give mig ret. Ingen kender opgaverne bedre end dem, der sidder med dem. Det er heller ikke raketvidenskab.

/16 Kommentarer/i , /af ,

Effektivt

Effektivt

Egen læge er super effektiv

I onsdags var jeg hos min erhvervsrådgiver i Psykiatrifonden, og vi talte en del om nutiden men også om den fremtid, der lurer lige om hjørnet. Hun kaldte det for en form for livskrise, som det ville være fornuftigt at få en form for hjælp til i form af psykologbistand.

Efter hendes mening kunne en sådan krise udløse nye udsving til både den ene og den anden side og selvfølgelig hindre mig i at arbejde eller bare finde et arbejde. Og det går ikke.

Den fantastiske psykolog jeg havde i Psykiatrifonden er i mellemtiden blevet selvstændig. Jeg indvilgede i idéen om at prøve at finde frem til hende og høre, om hun vil have mig igen. Det vil hun gerne.

Parallelt hermed skulle jeg finde ud af, om der var nogen steder at få en økonomisk håndsrækning, da psykologbistand er temmelig dyrt. Jo mere jeg tænkte over det, jo mere nærliggende og rigtigt forekom det at være.

At finde frem til en håndsrækning

Jeg startede med mit forsikringsselskab, men jeg har kun en hjemforsikring, så der var ikke noget at hente. De henviste til fagforeningen.

Herefter skrev jeg til Djøf, der undersøgte sagen ret grundigt. Da de konstaterede, at der ingen muligheder var hos dem selv, gik de i gang med at kigge på fonde mv. Men der var ikke noget at gøre. Hun ringede og fortalte om alt det, hun havde kigget på. Det virkede meget seriøst og omhyggeligt.

Hun anbefalede egen læge, som skulle kunne give en henvisning.

Egen læge er effektiv

Fra jeg skrev nedenstående (som er mindre end de tilladte 750 karakterer 🙂 ) til min egen læge, til hun svarede, gik der vel omkring en halv time, før hun kom med det positive svar, at hun havde lagt henvisningen på psykologernes fælles server! Jeg er virkelig imponeret over, at den slags kan gøres så effektivt. Måske har det at gøre med, at jeg er “kendt” i det psykiatriske system?

Det var i onsdags, jeg talte med erhvervsrådgiveren og nu her 48 timer efter, sidder jeg med en henvisning, og flere gode mennesker har været i gang med at hjælpe og undersøge forskellige muligheder.

Imponerende! Endnu engang glædes jeg over, hvor effektivt “systemet” kan være. Det bedste er faktisk, at det bliver den psykolog, jeg kender, for jeg orker ikke at fortælle min livshistorie én gang til.

Her er mailen til lægen:

Kære Dorte

Min kontrakt hos Folkekirkens Nødhjælp udløber ved årsskiftet. Det betyder, at jeg skal finde et nyt fleksjob. Psykiatrifonden vurderer, at det er en livskrise, idet jeg finder hele min identitet i at arbejde. De anbefaler en psykolog. Jeg har kontaktet den psykolog, jeg har haft i Psykiatrifonden, og som kender mig gennem et helt år. Hun er meget dygtig og operationel.

Hun har et ydernummer og vil således kunne hjælpe mig, hvis du vil skrive en henvisning. Jeg kan godt betale det reducerede beløb, men jeg vil have svært ved den fulde timepris på 1.100 kr.

Psykiatrifonden vurderer tillige, at den situation, der opstår ved årsskiftet kan være med til at udløse nye udsving. Jeg har lige været indlagt 6½ uge.

Kan/vil du hjælpe?

Vh.
Hanne

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.