I konstruktiv dialog med psykiatrien

I konstruktiv dialog med psykiatrien

“Interview” på Psykiatrisk Center Glostrup

I konstruktiv dialog med psykiatrien

Som tidligere omtalt er jeg blevet bedt om at deltage i en “Patient og pårørendegruppe” på Psykiatrisk Center Glostrup. De skriver fx

“Patient- og pårørendehistorier kan handle om forløb, hvor noget gik galt, eller forløb, hvor behandlingen forløb rigtigt godt. Sidstnævnte kan især bruges til at identificere faktorer, der har særlig betydning for patienten og den pårørende, men som måske ikke tillægges særlig betydning af de sundhedsprofessionelle, fordi de er blevet hjemmeblinde og vante til den daglige rutine.”

Projektet er en del af “Sikker psykiatri”. Selvfølgelig vil jeg gerne deltage, for jeg synes, jeg har noget at bidrage med, og muligvis kan fungere lidt som “talerør” for de psykiatribrugere, der har mindre overskud. Efter ca. ti indlæggelser er mit erfaringsgrundlag stort og jeg kender mange tidligere medpatienter, der ikke lige har ressourcerne. Man kan kalde mig “svingdørspatient” eller “trænet bruger” alt efter behov og lyst.

Sikker psykiatri

Projektet har fokus på:

  • Undgå medicinfejl
  • Behandle fysiske sygdomme
  • Forebygge selvmord
  • Mindske tvang

Når jeg kigger ned over de fire punkter, er det svært at blive imponeret! Det sidste punkt med mindre tvang er måske nok noget nyt, men de tre øverste burde ikke være noget, der skal laves projekter om. Jeg forventer som patient, at de har styr på min medicin, for ellers kan jeg altså selv hælde op, som jeg jo gør herhjemme, hvilket jeg gør mig umage med. Det er svært, men jeg prøver. For så vidt angår tvang er det gudskelov ikke noget, jeg har oplevet. Jeg har kun set det i TV, og selv der virker det gruopvækkende. Det må være forfærdelig ydmygende at opleve. Min tanke er bare, at de vel gør det for patientens bedste.

For så vidt angår selvmordsscreeningen har jeg altid syntes, at den var lidt mystisk: De spørger, om jeg kan finde på at gøre noget, mens jeg er på afdelingen? Jeg svarer altid “Nej. Jeg skal være hjemme, for at det kan lade sig gøre”. Ingen har nogensinde fulgt op på det svar, selvom jeg kunne ønske mig det. Det lægger da op til at spørge yderligere til mine planer. Det er som om, at så længe jeg er i deres hænder er det fint, hvis jeg ikke tager livet af mig, men hvis jeg gør det herhjemme, er det okay.

Langt omkring

Jeg tror egentlig ikke, man kan kalde dagens seance for et interview, for hun var utrolig dygtig til at få mig til at tale frit fra leveren, og det fungerede fint. Og jeg har nogle budskaber, og jeg er vant til at “kæfte op” på en relativt pæn måde.

Det var lidt svært at få forklaret, at jeg ganske udmærket er klar over, at der er mange forhold, der er politisk bestemte, og som selv de fineste og dyreste leanprojekter ikke kan ændre på. Jeg har trods alt levet af at lave regneark i rigtig mange år. Et eksempel på dette er, at Hvidovre og Glostrup er fusionerede, så man skal henvende sig i Glostrup, hvis man gerne vil til Hvidovre. Der er ganske enkelt ikke en akutmodtagelse i Hvidovre længere. En overnatning med to gange ekstra rengøring (før og efter overnatningen), opredningen og fjernelsen af sengetøj mv. koster 3.700 kr. Hertil kommer taxaen til et par hundrede kroner. Samlet set ca. 4.000 kr. for ingenting. Sikke meget patientbehandling der kunne laves for de penge, hvis man ser det på årsbasis. Det er der sikkert nogle sundhedsøkonomer, der har regnet på.

Jeg fik præsenteret mine hovedteser fra den tidligere blogpost, og jeg har fornemmelsen af, at jeg vandt gehør for dem, og det er jo ikke så ringe.

Hun stillede mange spørgsmål til min oplevelse af Hvidovre, og der kunne jeg jo kun sige, at jeg der føler mig tryg og i gode hænder. De ved, at jeg bare skal have en seng, når jeg henvender mig. Der skal jeg ikke “begynde forfra”. De kender mig.

Jeg prøvede at forklare, at når/hvis jeg henvender mig, er det efter langvarige overvejelser, fx en hel dag, hvor jeg har talt med Psykiatrifondens telefonrådgivning, Livslinjen og præsten. Hvis alle svar peger i den samme retning, tager jeg afsted og forventer så også at være “Ventet og velkommen” (tidens buzzwords). Jeg prøvede at forklare, at de tre til fire timer i deres arkitekttegnede venteværelse er et mareridt – et helvede er måske et bedre ord. TV2 kører ubarmhjertigt, og mine tanker kredser alene om angsten for at blive sendt hjem igen, for hvad så? Jeg henvender mig, når jeg synes, de skal passe på mig, fordi jeg ikke kan selv. Jeg kender efter 14 år min sygdom, og jeg ved, hvilken hjælp, jeg har behov for.

Status

Lige p.t. er status fantastisk! Jeg har ikke været indlagt de seneste ni måneder, og jeg er ved at få styr på mit liv, der ellers gik i stå i sommeren 2013. Efter fire år begynder det at ligne noget – men jeg har også arbejdet for det. Baseret på erfaringerne frygter jeg imidlertid for fremtiden, hvor jeg måske står uden job. Hvad vil det betyde? Skal jeg i gang med at kæmpe med ensomheden igen? Hvilke dårlige tanker vil det medføre?

Jeg håber på det bedste, og jeg kæmper for det, men ellers ved jeg da, at jeg er “Ventet og velkommen” på 808 i Hvidovre. Jeg skal bare først udstå ventetiden i det arkitekttegnede venteværelse i Glostrup.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.