Indlæg

/2 Kommentarer/i , /af ,

Sundhedsreform og psykiatri

Sundhedsreform og psykiatri

Sundhedsreformen skulle give psykiatrien et løft

Men hvad skete der? Sundhedsreformen tilføjede psykiatrien 30 nye sengepladser svarende til gennemsnitligt seks pr. region og svarende til 60 mio. kr. jf. artiklen på Berlingskes forside i dag.

Det forslår som en skrædder i helvede siger formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle:

“Det er atter engang klatbeløb, og det forslår som en skrædder i helvede. Det er positivt, at politikerne nu er begyndt at se på psykiatrien, men de forstår slet ikke alvorligheden af det mangeårige svigt og underfinansiering af psykiatrien,« siger Gitte Ahle og peger på, at de ekstra sengepladser ikke engang kan kompensere for det antal senge, som er blevet skåret væk de seneste år.”

SIND udtaler, at der er tale om “en dråbe i havet”.

Perspektivering

En af kategorierne til dagens indlæg hedder “psykiatripolitik”, for jeg synes, det er vigtigt til stadighed at sætte fokus på den udsultede psykiatri. Og hvem er bedre til det end psykiatribrugerne selv?

Med regeringen og Dansk Folkepartis egne ord vil psykiatriske patienter “opleve markante forbedringer” med sundhedsreformen. Det er nu svært at se.

Med respekt for at man ikke kan gøre alting op i Excel, er beregninger af omkostningerne til mit eget forløb alligevel interessante: lige knap 1,7 mio. kr. (inkl. sygedagpengene), og så mangler jeg endda at få indføjet omkostningerne til det ambulante forløb i Glostrup og den seneste indlæggelse. 35,3 af min slags så er den markante forbedring spist op.

Vitaminindsprøjtningen fra sundhedsreformen til psykiatrien svarer til ti pinocchiokugler til en meget stor tyrekalv; altså helt ude af proportioner.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) skyder skylden på regionerne og udtaler, at det er dem, der har behandlet psykiatrien stedmoderligt.

Så bliver alting nok bedre, når sundhedsreformen centraliserer magten på få hænder i noget, der vist skal kaldes “SundhedDanmark”. Ordet minder mig om “UdbetalingDanmark”, og jeg synes, sporene skræmmer.

/i , /af ,

80.000 børn

Når far eller mor er psykisk syg

Blot kort:

Psykiatrifonden kører p.t. en kampagne, hvor de samler underskrifter for at forsøge at sikre hjælp til de 80.000 børn, der har en mor eller far, som har en psykisk sygdom.

De børn er i større eller mindre omfang udsatte eller lider, og derfor er det vigtigt, at de får retskrav på hjælp og støtte, og derfor er det vigtigt at skrive under. Klik på billedet herunder og kom til Psykiatrifondens side – det burde virke…

For at skrive under, skal du indtaste dit mobilnummer. Hvis du ikke bryder dig om det, behøver du ikke klikke på linket.

80.000 børn

Egne tanker

Jeg tænker så tit på, at det er godt, jeg aldrig selv fik børn, for de skulle ikke vokse op med en psykisk syg mor! Noget andet er så, at de ville have været nærmest voksne i 2003, og i 2014 kunne jeg vel nærmest have været bedstemor 🙂

/6 Kommentarer/i , /af ,

Ingen kognitiv rest til 230 rubrikker

Ingen kognitiv rest til 230 rubrikker

Min seng er flyttet

Ingen kognitiv rest til 230 rubrikker

Jeg befinder mig endnu engang på det, der plejede at hedde Psykiatrisk Center Hvidovre. For postens indhold er det nye navn uinteressant.

Man kan kun være i Akutmodtagelsen i Glostrup i tre dage, hvorefter man bliver transporteret med taxa til Hvidovre. Det var altså rarere, da der også var en modtagelse her. Det er en belastning at blive flyttet, også selvom jeg kommer til mennesker, jeg kender og som kender mig.

Kimmie, jeg kender vældig godt, sagde, da jeg stod og tudede af ulykke over at være her igen: “Vi er her for dig”. Mere kan jeg ikke ønske mig.

Rubrikkerne og da Akutmodtagelsen i Glostrup rodede i min taske

Der var givet besked om, at jeg skulle være klar til transport kl. 12:30, og det var jeg så selvfølgelig. 12:15 kom hende, der talte til mig, som var jeg et barn, med et spørgeskema med 39 spørgsmål fordelt på 230 rubrikker. Da hun kom for at hente det, måtte jeg sige, at det kunne jeg simpelthen ikke overskue! Hun måtte tilbage og spørge en eller anden, om det var i orden. Det var det så, men hun puttede det i min taske med en reminder om, at jeg helst skulle udfylde det på nettet senest niende december. Det oplevede jeg som grænseoverskridende. Jeg skal nok selv bestemme over indholdet af min taske, uagtet jeg har en psykiatrisk diagnose, og jeg synes ikke, det er urimeligt.

Jeg udfylder det, hvis jeg får lyst! Det gør jeg nok ikke.

Det er selvfølgelig umådelig positivt, at de gerne vil have patienternes feed back udover den feed back, man også skal give på apppen, som dog kun har 11 spørgsmål. Som tidligere beskrevet er jeg bare hamrende træt af at skulle stå for diverse virksomheders kvalitetsarbejde: “Tryk ni hvis du var tilfreds”. Det må de selv finde ud af. Hvordan kan de have en forestilling om, at man har en såkaldt “kognitiv rest”, der kan bruges til at udfylde/forholde sig til 230 rubrikker, når man lige er kommet gennem nåleøjet og blevet indlagt? Til tider forstår jeg ikke, hvad de dog tænker på.

Hvor er logikken?

For eksempel kan de lade være at tale ned til mig (Glostrup) og for eksempel kan de sørge for, at der er stikkontakter nok (Hvidovre). På indeværende stue er der i alt en stikontakt til to eltandbørster, to iPads og to iPhones (kan substitueres). Byggeriet er fra før alskens elektronik, fair nok, men måske kunne man have banket nogle stikkontakter op, før man lagde ny linoleum og malede den lange gang?

Gentagelse fremmer forståelsen

I dag mødtes jeg af en utrolig sød ung læge, der gerne ville høre alle de ting, jeg også har fortalt ca tre gange i Glostrup. Hun syntes, det var flot, jeg selv havde regnet ud, det var en psykose. Det synes jeg nu ikke. Fx er Psykiatrifondens hjemmeside meget oplysende.

Da det er første fulde dag i morgen – som nu er blevet til i dag – onsdag, skal jeg igen til lægesamtale. Jeg har heldigvis gemt mine noter, så jeg kan huske at sige det samme.

Natlige bekymringer

Når man ligger vågen et “nyt” sted på en tosengsstue, hvor den ene seng gudskelov er tom, men det er sikkert en stakket frist, kan små problemer blive store, og problemer af ukendt størrelse kan blive endnu større. Jeg tog fat i Berit, og hun hjalp mig af med nogle af bekymringerne:

De sørger for den endelige medicinafklaring og bestiller dosisdispenseringerne på mit eget apotek. Bliver der et “slip”, pakker de det til mig. Jeg troede, jeg skulle rode Distriktspsykiatrien ind i det, og jeg kunne ikke regne kalenderkoordineringen ud.

Forsigtigt luftede jeg bekymring over, om lægerne koordinerer og arbejder sammen. Det kunne hun selvfølgelig ikke svare på. Jeg er bare så bange for at alt det, Kasper Thybo Reff, Christina Skovsende Eriksen og jeg har opnået, går fløjten, fordi “min tissemand er større end din”.

Nå det går vel alt sammen, og det er nok bare fordi, det er nat.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/6 Kommentarer/i /af

Maraton med brækket ben

Maraton med brækket ben

Samtale med Kasper Reff

Maraton med brækket ben

Lige nu er det lidt uklart, ikke det hele, men det halve. Jeg udbredte mig overfor Kaper om, at jeg ikke syntes, jeg kunne noget mere, og at intervallerne mellem indlæggelserne bliver kortere og kortere, og hvad så med arbejdsmarkedet? Og kan jeg overhovedet noget mere?

Han sagde selvfølgelig det, jeg udmærket ved, nemlig at man heller ikke løber maraton med et brækket ben, og at det ikke er lige nu, jeg skal tage stilling til alt det.

Nu skal den nye medicin først virke, og det kan tage noget tid (1 – 2 uger og garanteret mere), og så kan jeg begynde at tage stilling til, hvad pokker jeg skal stille op med mig selv. Jeg synes ikke, det er selvindlysende.

Jeg bad om hans vurdering af, hvad jeg skulle sige til Jobcenteret, som jeg jo altså indtil videre har et fint forhold til. Han svarede “foreløbig tre uger”, og det har jeg så telefonisk videreformidlet til min konsulent. Jeg tror, det betaler sig at være bare lidt proaktiv.

Kasper Reff er klar i spyttet: det er en psykose

Kasper sagde det ligeud, men vi kender jo også hinanden, det er en psykose. Jeg fortalte ham om “filmen”, hvor jeg gennem 14 måneder så og hørte min egen død og begravelse. Dengang var der ingen i psykiatrien, der ville sætte ord på. Kasper ville godt: psykose. Det er altså mærkeligt, at man ved et tilfælde skal støde ind i den rette psykiater, fordi der kommer en farmaceut forbi og spørger til bivirkninger. Men uanset det ene eller det andet tilfælde, er jeg meget glad for at være her.

Den tyrkiske/kurdiske folkemusik blandet med klaver, som man hører det spillet i finere saloner (så fine steder har jeg aldrig været, men jeg har set det på TV), måske i tyvernes Wien eller Berlin, har jeg ikke lyst til at være alene hjemme med.

Abilify

Næste skud i bøssen er et præparat kaldet Abilify, som skulle være meget virkningsfuldt selv i små doser, så nu prøver vi det. Dur det ikke, eller er der for mange bivirkninger, må vi prøve noget andet, tredje, fjerde… Det er ikke ret godt for pengepungen, da det koster 1.400 kr om måneden… Jeg må høre ham, om der kan være tilskudsmuligheder, for jeg synes, det er mange penge. Men det er vel en kommunal udgift, og jeg vil jo aldrig komme i betragtning der.

Besøg?

Det kan være, jeg får besøg i ugens løb. Jeg glæder mig allerede, for tiden kan godt blive “lidt” lang. De øvrige patienter er vældig søde men samtaleemnerne kan godt blive lidt ensformige: “Har du også været på lukket?”, “Er det første gang du er her?” Næh, det er vist nok 11 gang…

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.