Indlæg

/2 Kommentarer/i , , , , /af , , , ,

Efter 32 år må man gerne købe ny termokande

Efter 32 år må man gerne købe ny termokande

Om alt mellem himmel og jord

Det sker, folk, der ikke kender min hjemmeside, spørger, hvad jeg skriver om. Så er det så dejligt nemt at svare, at sidens undertitel er: “Om alt mellem himmel og jord”. Det bærer denne post præg af.

  1. Da jeg blev 25 år, og det er længe siden, fik jeg en Alfi kuglekande i stål af mine nærmeste venner. Den har holdt lige til nu dog med en enkelt udskiftning af gevindet. Men nu kan den ikke længere. Kaffen holdes ganske enkelt ikke ordentligt varm længere. Min dag starter med fire kopper kaffe, og jeg gider ikke drikke de to af dem halvkolde, så nu har jeg investeret i en ny termokande. Selvfølgelig samme slags. Den kostede spidsen af en jetjager, men holder den også 32 år, holder den længere end mig, og så er det okay, og der er fem års garanti på isoleringsfunktionen.
  2. Jeg kan næsten ikke holde ud at browse på Facebook, for jeg ser kun alle stave- og formuleringsfejl, og det bliver værre og værre. Altså det er (også) mig, der bliver værre og værre. Det er ret anstrengende. Det er en del af Aspergers Syndrom, at man har fokus på detaljer. Sådan bliver man blandt andet en god slægtsforsker.
    • Jeg undrer mig over, at folk ikke kan stave eller bare sjusker og over, at de ikke læser korrektur på egne indlæg/svar. Så mange ordblinde er der næppe.
    • Nu overfaldes jeg helt sikkert med kommentarer om, at jeg ikke selv er perfekt. Det ved jeg godt, jeg ikke er. Men jeg gør mig i det mindste umage; bedre kan man ikke gøre det.
  3. Eric kalder det “Sproglig biksemad”, og det betyder nærmest et rodsammen af typisk engelsk og dansk. Jeg faldt over en side, der tilbød “outdoor-aktiviteter”. Heldigvis var der en anden end mig, der spurgte: “Hvad er der nu galt med ordet “udendørs?””
  4. Jeg har været i distriktspsykiatrien fredag formiddag. Vi har talt videre om min dødsangst. Gitte er god, for hun betoner, at det nok er en almenmenneskelig problemstilling og ikke hænger sammen med, om man har den ene eller anden psykiatriske diagnose (eller flere). Fordi man har en eller flere diagnoser, er man jo ikke kun syg.
  5. Christian (lægen, der skrev epikrisen (= sammenfatningen)) skrev blandt andet: “Pt. angiver til sidst at der er tale om, at hun grundet sin bipolare diagnose muligvis skal flyttes over til et ambulant afsnit der specialiserer sig i affektive lidelser. Dette er pt. meget bekymret over da hun for første gang i mange år endelig er stabil og kan frygte at dette skift kan destabilisere hende meget. Det vurderes af ut. at det ville kunne være en destabiliserende der kan føre til, at pt. igen vil blive indlagt mere hyppigt og ad længere varighed og det håbes af ut. at det er muligt at pt. fortsat kan følges hvor hun går nu.” Det er fint, og han har forstået mig! Jeg ser bort fra alle de sproglige fejl. Jeg vil tage det op med Henrik (lægen) i DPC, når jeg i løbet af kort tid ser ham igen. Det er nok op ad bakke. Hvorfor skulle de dog give mig særbehandling, mens de overflytter alle andre affektive patienter?
  6. Jeg føler en vældig tristesse over adoptionssagens formuleringer om, at jeg, som ca. toårig, mistænkes at være “mentalt og motorisk retarderet”, hvorfor børnehjemmet “Dear Home” indlagde mig seks måneder på Rigshospitalets børneafdeling. Det er jo i forhistorisk tid og helt ligegyldigt nu, men jeg kan ikke lade være at tænke på det lille barn, der ikke fik tilstrækkelig kærlighed og omsorg, og derfor lukkede sig inde i sig selv og fremstod retarderet. Heldigvis for mig var der en socialrådgiver i Mødrehjælpen, der konkluderede, at “det barn trænger til en familie efter så langt et ophold på institution.” Og det havde hun ret i. Jeg ser bare barnet for mig.
    • Jeg har ikke børn, men jeg forestiller mig, man gør en masse for at formidle kærlighed og tryghed til det barn, man har i sin varetægt.
    • Er man ligeglad med et barn, trækker det sig ind i sig selv og lader som om, det er retarderet.
    • Nej, det er ikke fordi, jeg vil have ondt af mig selv, det er bare tanker, der dukker op.
  7. Også herhjemme har jeg netværksproblemer. Jeg er ved at blive vanvittig af det. Det har taget ca. 24 timer at skrive dette indlæg. Og jeg har ikke den ringeste forstand på netværk. Jeg har haft fat i min webhost, i Sucuri, der er udbyder af firewallen, YouSee, prøvet diverse browsere vel vidende at det ikke hjælper, indsat IP-adressen i hosts-filen, som vist nok er et lille trick, der bevirker, at forbindelsen ikke går via firewallen. Normalt har Sucuri lynhurtig support, men nu er der åbenbart gået weekend i den. Øv. Efter 32 år må man gerne købe ny termokande

 

/2 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Datafascinationen og Systemizer-testen SPQ

Datafascinationen og Systemizer-testen SPQ

I en herlig gruppe med ligesindede

Posten handler om datafascinationen og Systemizer-testen SPQ

Min kærlighed til struktur og databaser krævede forklaring for at give mening. Derfor skal du til bunden af posten for at læse specifikt om SPQ.

Facebookgruppen “Aspergers Syndrom Danmark”

Jeg er med i en rigtig dejlig Facebookgruppe ved navn “Aspergers Syndrom Danmark”; den er god, fordi medlemmerne er rare og hjælpsomme, og fordi der aldrig er det, psykologen kaldte “fnidder-fnadder”. Tingene er ligeud ad landevejen.

Jeg skriver ikke selv specielt meget der, i den forstand at jeg ikke ret ofte tager initiativer til opslag, men jeg læser altid med, og er der noget, jeg synes, jeg kan svare på, gør jeg det.

Det sker ofte, at folk spørger “kender I det at…” et eller andet.

I forbindelse med at jeg har det så fantastisk med organiseringen af mine > 2.000 stedkoder, som andre garanteret synes er virkelig sært, når det er 27° C, og jeg kunne gå en tur i stedet, var det i dag min tur til at spørge, om de øvrige kendte glæden ved struktur og data. Og tænk det gjorde de!

Mit oplæg blev lidt langt, for jeg blev nødt til indledningsvist at forklare, hvad det overhovedet går ud på: der skal sogn, herred, amt og land på enhver lokalitet, der skal GPS-koordinater på, præpositionerne skal være korrekte (man er jo ikke født “på” Bjergby Sogn men “i”, man er ikke begravet “i” en eller anden kirkegård men “på” (selvom man godt nok kommer “i” jorden 🙂 ), store og små bogstaver skal være korrekte og konsistente hele vejen igennem, så det fx bliver: “på Brejning Kirkegård, Gauerslund Sogn, Holmans Herred, Vejle Amt, Denmark”.

Her er mit oplæg til debatten

Hej med jer.

Der er så tit nogle, der spørger “kender I det at….”. Nu har jeg et lignende spørgsmål, der kræver lidt indledende forklaring – men hold ud:

Jeg slægtsforsker og har gjort det siden 2003. Jeg har gjort mest ud af fortællingerne om de mennesker, jeg har i min database, men stamdata skal jo være på plads og korrekte, før man er en ordentlig slægtsforsker. Jeg er nået så langt, at det er svært lige at finde nye data på mine ca. 4.500 personer i databasen. Nu leger jeg i stedet med data:

Her kommer det så endelig:
Kender I det med at ELSKE at systematisere ting, fx data?
I databasen har jeg fx 2.032 stedkoder, men de har ikke samme struktur, idet de er samlet sammen over 18 år. Det har jeg nu besluttet, at de skal have. Så jeg har det helt fantastisk med at sidde og gennemgå dem alle, og sørge for at de faktisk får samme struktur i betydningen: lokalitet (hvis den findes), sogn, herred, amt og land. Det er et enormt arbejde, der kræver mange opslag rundt omkring for at finde information, men jeg glæder mig sådan over at mine stedkoder nu bliver ens.
På samme måde har jeg lige gjort orden i mere end 1.000 billedfiler: navngivet billedet med personnavne, og hvis det er et gruppebillede, så angivelse af alle personer i filnavnet fra venstre mod højre med efternavn, komma fornavn(e).
Jeg beklager, det blev lidt langt, men min kærlighed til struktur og databaser krævede forklaring for at give mening.

Arbejdet er på en måde lidt kedeligt, men resultatet bliver godt.

Derfor tager det sin tid

Det tager en pokkers tid, for der er næsten ikke grænser for, hvad jeg for 15 år siden fandt det unødvendigt at skrive. Det blev bare til fx “Bjergby kirkegård”. Javel ja – men dem er der jo en del af. Nu skal det være “Bjergby Kirkegård, Stigs Bjergby Sogn, Tuse Herred, Holbæk Amt, Denmark”. Men for at nå frem til det, kræver det en forståelse for, hvad Maren Sophie Christoffersdatter ellers foretog sig i Tuse Herred, hvor hun levede og jeg “kendte” hende.

For 15 år siden skrev jeg bare, at jeg havde fundet dødsfaldet på IGI (International Genealogical Index = amerikansk slægtsfuskerindex, nu slået sammen med Family Search, der kan være fint til at finde spor, men da heller ikke mere).

Jeg havde noteret, at den ægtefælle, hun døde fra i 1885, var den “forkerte”, han hed ganske enkelt noget “forkert”, idet hun jo var gift med Lars Hansen, men døde fra Christen Jensen, jf. kirkebogen. Dog havde jeg noteret, at han jo kunne være død, og hun kunne have giftet sig igen. I aftes sad jeg så og kunne finde på Arkivalier Online, at den var god nok: Lars Hansen var død i 1853 i Kundby, Kundby Sogn, Tuse Herred, Holbæk Amt, Denmark, og hun giftede sig anden gang med Christen Jensen den 23 okt. 1858 i Kundby Kirke, Kundby Sogn, Tuse Herred, Holbæk Amt, Denmark. Og pludselig stemmer det med folketællingerne, som fantastiske frivillige har transskriberet og tastet ind over en periode på ca. 20 år. Når man sådan lader sig “aflede”, tager det selvfølgelig tid, men det er et billede på de muligheder, vi har nu om stunder, som ikke fandtes for 15 år siden. Dengang måtte man prioritere tiden på arkivet ved mikrokortapparatet.

Nåh, men tilbage til sagen: Facebookgruppen

Det har været helt fantastisk at læse om foreløbigt 23 gruppemedlemmer (nu den 5/7 – 2021 er tallet steget til 39), der genkender min fascination af data, struktur, orden og mønstre. Fascinationen kommer til udtryk på mange forskellige måder, men grundsubstansen er der ingen tvivl om:

  • En bygger Lego, men ordner alle klodserne i en bestemt struktur, inden hun går i gang med et givent byggeri og når hun nedtager projektet.
  • En interesserer sig for psykiatriske diagnoser og er især fascineret af systematikken. Jeg kunne så supplere med, at da jeg blev syg, købte jeg “Medicinske fagudtryk – en klinisk ordbog med kommentarer” af Jan Rytter Nørgaard, NAF, fordi jeg ønskede at forstå det psykiatriske diagnosesystem bedre for at kunne stille bedre spørgsmål.
  • En sætter alt muligt i orden – og bruger også tid på at sætte ting i orden bagud, hvis hun finder et bedre system, selvom det nuværende egl. fungerer.
  • En er en fremragende bogholder, fordi bogholderi kræver systematik og orden. Hun systematiserer ofte (på sit job) flere ting, end hun egl. skal, bare fordi hun kan lide det.
  • En finder “nøglen” i computersystemer, uanset hvor få data, hun får stillet til rådighed.
  • En ser systemer og orden og har sans for detaljerne ligesom et puslespil, der skal gå op. Når hun lægger fysiske puslespil, er der også system i hendes tilgang.
  • En er på vej til at blive en fantastisk slægtsforsker, fordi hun har styr på ufatteligt mange detaljer i forbindelse med Titanics forlis. Hun kan fortælle historier om, hvem der gik først i redningsbådene, fremfor bare at formidle datoer. Og det er om folk hun “kendte”. Sådan skal det gøres!
  • En bruger ikke sine Filia-farver, for hun er ikke kreativ, men de er ordnet efter farveskala nede i æsken.

Det er så herligt at blive forstået helt ind til kernen. Vi med Aspergers syndrom kan altså noget, andre ikke kan – og så må andre mene, vi er sære.

Systemizer-testen (SPQ)

Da jeg blev udredt for Aspergers syndrom, medbragte jeg til 1. samtale en mappe til psykiateren indeholdende det, jeg regnede med, hun kunne få behov for til en start. Selvfølgelig ordnet i et eller andet system. Hun fortalte langt senere, at det var bare en af de små ting, der havde fået hende til med det samme at regne ud, at jeg var på Autismespektret.

Jeg gik igennem mange forskellige samtaler med den søde psykiater, og der var minimum tre tests. Den, jeg husker bedst, fordi jeg scorede vildt højt i den, var “Systemizer”. Så vidt jeg husker, scorede jeg her 94 eller 96 pct. Og det er eksorbitant. Hvis du har lyst at se dine talenter som “Systemizer”, findes testen her.

Afslutningsvist kan jeg fortælle, at mine indkøbssedler er struktureret efter butikkens orden. Så er det jo meget lettere at gå på indkøb. Det forstod psykiateren med det samme. Jeg kan også fortælle, at jeg har sådan et pænt glasskab fra Montana med glaslåger, så man kan se indholdet. Glassene er rettet ind med lineal, for ellers kan jeg ikke holde ud at se på dem. Psykiateren sagde: “Det er bare et eksempel på, i hvor høj grad, du er en Systemizer.

Psykiateren hed i øvrigt Pia Bohn Christiansen, og jeg fandt frem til netop hende, fordi hun havde forstand på både bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers Syndrom, og det havde jeg “krævet”. Hun havde godt nok en ventetid på ca. ni måneder, men det var der så ikke noget at gøre ved, og i øvrigt var hun værd at vente på.

Min egen historie om vejen til diagnosen

Er du interesseret, kan du her læse min personlige beretning om Aspergers syndrom og om udredningen.

Nyttige eksterne links

Logo Facebookgruppen Aspergers Syndrom Danmark

Logo fra Facebookgruppen Aspergers Syndrom Danmark. Klik på billedet bringer dig til gruppen.

Dansk Facebookgruppe om Aspergers syndrom: Den hedder Aspergers Syndrom Danmark. Gruppen er for alle med interesse i Aspergers Syndrom i Danmark.

Endnu en Facebookgruppe om Aspergers syndrom. Gruppen er kun for piger og kvinder med en Autismespektrum-forstyrrelse. Det vil sige at du skal have en officiel autismediagnose.

Aspergerforeningen. Jeg bruger ikke selv siden så meget, men de har mange fine links til yderligere information og viden.

/i , /af ,

De kognitive deficitter

De kognitive deficitter

Skulle jeg have haft pension?

De kognitive deficitter.

Kognition: kendt fra 1962 fra engelsk cognitive, af latin cognitus, perfektum participium af cognoscere ‘lære at kende, erkende, forstå’

Deficit: fra latin deficit ‘der mangler’, af deficere ‘mangle’.

Kilde: Den Danske Ordbog

Af og til tænker jeg, at jeg har snydt hele systemet og slet ikke skulle have været tilkendt pensionen. Jeg kan jo fx koncentrere mig i timevis om at systematisere ting, fx. mine gamle billeder og blive ved og ved med at gennemgå filerne, til alt stemmer med databasen, alle navne er rigtige (hedder de nu fx. Christensen eller Kristensen?), alle personer på billedet er angivet i filnavnet i den rigtige rækkefølge fra højre mod venstre og (stort set) ingen billeder er for store til import i TNG-siden. Efter mange forsøg er jeg kommet frem til, at de skal være max. ca. 700 * 1.000 px.

Jeg tror alligevel, den er god nok, for:

hvis nu hjernen havde fungeret “normalt”:

  1.  havde jeg kun været halvt så lang tid om at få styr på de pokkers billeder (der er i øvrigt kun 339 tilbage ud af de 1.061, jeg startede med),
  2. havde jeg ikke været overrasket over at læse om de mennesker, jeg traf i starten af min slægtsforskning og som har givet mig en masse informationer og lånt/foræret mig billeder. Som hovedregel har jeg noteret, hvornår jeg har truffet dem og selvfølgelig deres navne mv. Men jeg er helt blank, når jeg skal prøve at huske selve mødet. Det er præcis det, den første overlæge i distriktspsykiatrien kaldte for “absencer”,
  3. havde jeg ikke skullet opgive at finde rundt i Google Maps til brug for TNG. Jeg bliver så forvirret af alle de “hjælpsomme” links. Hvorfor kunne de ikke stille det op ad modum: “gør sådan og sådan”, helst tabellarisk med 1, 2, 3 osv.?. Der er vel kun én vej?,
  4. havde jeg ikke ved hvert eneste blogindlæg skullet slå op, hvor stort billedet skal være for at passe ind på forsiden. Det er som om, de 665 * 531 px. ikke vil indprente sig. Efter mindst 25 poster med den nye størrelse, burde den vel sidde fast?,
  5. havde jeg selv kunnet hælde medicinen op hver anden uge, så hjemmeplejen ikke må komme og gøre det. Det skyldes ikke, at jeg ikke kan ramme hullerne i æskerne, men at jeg ikke har det overblik, der bevirker, at jeg kan se, om der er nok til næste runde, så egen læge eller distriktspsykiatrien skal kontaktes, for at jeg ikke kommer til at mangle noget,
  6. havde jeg kunnet huske en indlæggelse på seks dage på Hvidovre Hospital i sommeren 2020 på den afdeling, der har med stofskifte ting og sager at gøre (lige nu kan jeg heller ikke huske, hvad den kaldes). Jeg kan se i Sundhedsplatformen, at jeg har været der, men jeg husker absolut intet. Det er lidt underligt,
  7. havde jeg haft overblik over alt det, jeg gemmer (filer, noter osv.) for netop ikke at glemme,
  8. havde jeg ikke måttet spørge folk, jeg har siddet i menighedsrådet med i otte år, hvad det nu er, de hedder, når jeg møder dem på Hvidovrevej. Ansigtsgenkendelsen er simpelthen væk. Det har jeg drøftet på skrift med professor Poul Videbech, der kun sjældent har oplevet noget lignende. Jeg tror ikke, han helt tror mig.

Når jeg bare er mig selv, går det alligevel godt nok

Havde jeg skullet passe et job, havde det været meget problematisk. Når jeg bare er mig selv og kan dyrke mine egne nørderier i mit eget tempo, betyder det ikke så meget, bortset fra alle de noter og lydfiler jeg er ved at drukne i. En dag må jeg rydde op.

Jeg har en gammeldags pen og blok ved venstre hånd, hvor jeg noterer idéer og indfald, der ikke skal gemmes i længere tid. Jeg er storforbruger af midlertidige filer i Notepad på det elektroniske skrivebord. Og jeg optager vigtige samtaler, fx dem med psykologen, og jeg hører dem faktisk mindst et par gange efter sessionen. Og så længe hjemmeplejen er så venlig at hælde medicinen op, de “småting” der er tilbage af den, går det alt sammen.

Mine omgivelser har vænnet sig til, at jeg har en hukommelse som en si, og er så venlige kun sjældent at påpege det.

/4 Kommentarer/i /af

At blive indlagt i psykiatrien er ikke let

At blive indlagt i psykiatrien er ikke let

Det er et nåleøje

At blive indlagt i psykiatrien er ikke let. Man skal komme med presserende selvmordstanker, næsten -planer.

Jeg har ikke længere styr på antallet af indlæggelser, men så vidt jeg husker, er jeg kun blevet sendt hjem fra akutmodtagelsen en gang. Det var efter et ubehjælpsomt selvmordsforsøg i 2006. Lægen spurgte mig, om jeg ville love ikke at prøve igen. Jeg svarede, at det kunne jeg ikke garantere; der var jo en grund til, at jeg havde prøvet. Herpå sendte hun mig hjem til en tom lejlighed, hvor alt var gjort parat til ikke at overleve.

Den optælling af indlæggelser, jeg har, starter i 2014, hvor jeg for alvor blev syg, og hvor diagnosen blev stillet. Frem til oktober/november 2018 har jeg været indlagt 11 gange svarende til 220 sengedage. En dag ved lejlighed skal jeg have opdateret optællingen og opgjort samtlige omkostninger. Indtil videre er jeg kommet til 1,7 millioner kr., som dog inkluderer sygedagpengene fra kommunen.

Jeg er altså kommet gennem nåleøjet 11 gange.

Lægens ord og bord

Det er ikke mig, der har opfundet termen “nåleøjet” om det kunststykke, der skal til for at blive indlagt. Det kommer fra en læge til en stuegangssamtale i det netop afsluttede forløb. Jeg havde i flere dage gået og tænkt over, om jeg bare var en lystløgner eller måske en hypokonder. Måske var der slet ikke nogen selvmordstanker og heller ikke nogen gulnede polaroidfotos fra 70’erne, hvor jeg selv hænger fra et træ. Måske havde jeg digtet det hele? Men jeg så og oplevede jo det hele, og det gjorde ikke min grundstemning bedre. Nu skulle jeg både kæmpe med selvmordstankerne, med billederne inde i hovedet og så også med tvivlen om hvorvidt, jeg bare var en løgner og hypokonder.

Det med hypokonderen passede godt med, at folk, der besøgte mig, sagde, at jeg så helt almindelig ud – altså så nærmest godt ud. Jeg kiggede på mine medpatienter. Men de så også godt ud. Altså kan det at se skidt ud ikke være et kriterium for at være på en psykiatrisk afdeling i ugevis.

Lægen greb heldigvis ind og sagde, at selv den største tryllekunstner ikke kunne komme igennem modtagelsen i Glostrup med flere overlæger uden virkelig at fejle noget.

På en måde blev jeg pludselig glad for min psykose og mine selvmordstanker.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.