SEO: at plukke de lavthængende frugter først
Indholdsfortegnelse
Søgemaskineoptimering (SEO) er en balanceakt
SEO er en balanceakt mellem alt det, Google måler på. Fx må titlen hverken være for lang eller for kort og metabeskrivelsen må ikke være mere end 920 pixels bred.
Metabeskrivelsen er det, der mere specifikt fortæller, hvad den konkrete side handler om. Det er de to linjer lige under sidens titel. Beskrivelsen fortæller brugeren, der har fået resultatet frem efter at have indtastet en søgefrase, hvad han/hun kan forvente, hvis vedkommende klikker videre ind på selve søgeresultatet. Hvis man fx søger på mit navn, får man følgende, som jeg selv synes beskriver de absolut vigtigste emner under sidens titel:
Mine hidtidige metabeskrivelser er virkelig ikke videre intelligente, eftersom de er dannet ud fra det automatiske uddrag, jeg brugte i årevis – og det automatiske uddrag er hos mig de første ca. 225 bogstaver, men de giver sjældent mening. Der er kun en ting at gøre: at gå i kødet på dem. Var jeg dog bare gået i gang for 5 eller 10 år siden.
Titlerne er heller ikke videre gode
Talrige titler siger intet om, hvad siden drejer sig om, men er mere resultatet af en øjeblikkelig sindsstemning, en “ordleg” eller hvad der nu var plads til, dengang der næsten ikke var plads til titler. Også dem må jeg i kødet på.
Jeg havde en klar plan med fokusområder, men den er svær at følge, for kommer man i gang med en given fejltype, følger der mange andre med. Når jeg alligevel er inde på en given side, kan jeg jo lige så godt rette alle fejlene. Så nu har jeg i stedet valgt at fokusere på at plukke de lavthængende frugter først. Jeg retter på de emner, hvor der er færrest fejl. Således er jeg fx blevet færdig med “Siden har en for lang metabeskrivelse”. Der var kun 58, men det greb jo altså om sig; derfor tog det et par dage.
Nu overvejer jeg, hvad den næste frugt skal være. Der er kun 61 med for lang en titel. Det ville være til at overkomme – men jeg forstår ikke helt fejlen, for i disse tilfælde er der faktisk tale om gode titler, der ret præcist fortæller Google, hvad siden handler om.
Et eksempel er denne side: https://stegemueller.dk/kvoteflygtninge-paa-midlertidigt-ophold/ Jeg er ikke klar over, hvor lang en titel “må” være; nogle skriver om 70 pixels og andre har lavet værktøjer til at teste de forskellige parametre. Denne side er fx god at bruge, og her vises titlen med kvoteflygtningene ikke som værende for lang. Jeg synes, Morningscore tager fejl og vil spørge dem, hvordan det hænger sammen. De er flinke til at svare på mails – også i weekenden.
SEO er tilfredsstillende og Morningscore hjælper på vej
Det er tungt, der er lang vej til målet, men det er uhyre tilfredsstillende at flytte en sides score fra fx 10 til 87. Efter sådan en 50 – 60 stykker har jeg fattet pointen, og så er der kun 1.550 tilbage, og det er bare at gå i gang 🙂
At rydde op i stedkoderne i TNG var barnemad sammenlignet med dette. Jeg kan bare så godt lide orden i sagerne.
Jeg er begejstret for Morningscore, som ret præcist viser, hvor man skal sætte ind. Jeg fik forhandlet mig til 25 pct. rabat ved at kombinere en rabatkode fra WebGain med betaling for et år. Når året er gået, har jeg lært det, der er ryddet op, og herefter vil jeg kunne klare mig med gratis værktøjer.
Tilbagemeldingerne kan være lidt nedslående: fx “6.938 billeder mangler ALT tags”. Jeg begriber ikke, hvordan de kommer til det tal, når mit mediebibliotek kun rummer omkring 1.000 billeder. Det må være de størrelsesvarianter, som temaet Enfold – eller noget andet – genererer af det enkelte billede. Jeg har ofte undret mig over, hvor alle de ekstra billeder kommer fra. Jeg kunne godt tænke mig at slette dem, da de bare er fyld. Ulempen er selvfølgelig, hvis jeg alligevel har brugt nogen af dem, og en side så efterfølgende bare har en form for pladsholder uden indhold.
Det gode er, at Rank Math vist nok er i stand til at sætte tagget på af sig selv, for selvom jeg er et arbejdsomt menneske, går jeg lige godt ikke i gang med 7.000 billeder. Rank Math har været installeret en uge, men antallet af billeder, der mangler ALT tag, er ikke faldet, som det burde. Jeg kontaktede supporten, som vejledte om en lidt anden fremgangsmåde. Den har jeg nu fulgt og er meget spændt på at se fremdriften, når Morningscore kører en scanning i morgen søndag. Rank Math kan selvfølgelig ikke sætte tagget på 7.000 billeder på en time. Det vil vel være en proces, der løber lidt over tid.