Trustpilot har vist stor magt

Trustpilot har vist stor magt

Det er lykkedes at bryde gennem en lydmur

Trustpilot har vist stor magt

Midt i september 2021 købte jeg noget software, der kostede spidsen af en jetjager; faktisk kostede det 12,24 kr. pr. dag, men jeg havde ganget og divideret, mente jeg havde råd og forinden besluttet, at det nok var pengene værd, da det kunne understøtte en proces, jeg gerne ville kaste mange kræfter efter målt i timer og dage og uger (og sikkert også år) . Og det var helt bestemt det bedste software, jeg havde set i dets kategori. Herudover havde jeg fået det anbefalet af en professionel i branchen, der havde anbefalet det til mange af sine kunder, der var glade og tilfredse. Så altså: jeg hostede op med den eksorbitante sum.

Jeg gik i gang med at bruge det og syntes om meget af det, jeg så.

Oktober 2021

Den 23. oktober konstaterede jeg, at der var fejl i softwaren, og at jeg ikke kunne stole på produktets resultater. Det vil sige, jeg kunne slet ikke bruge det til mit formål, der primært var af analytisk art. Jeg skrev til firmaet og fortalte om de fejl, jeg kunne se, men også, at jeg ikke havde det ringeste problem med selv at tage fejl, men så måtte de forklare mig, hvad jeg gjorde forkert. Jeg fremsendte en stribe analyser bilagt dokumentation for det, jeg mente, der var galt.

Firmaet havde mange bortforklaringer og lyttede reelt ikke til mine indvendinger. Jeg brød ikke gennem lydmuren men fik nærmest en sludder for en sladder retur. De forholdt sig ikke til det, jeg havde brugt tre timer på at udarbejde og forklare.

November 2021

Midt i november gentog jeg analyserne, brugte igen tre timer og fremsendte endnu engang et oversigtsnotat med oversigter bilagt en stribe Excel-filer, så de kunne se, hvordan jeg kom frem til mine resultater, og det jeg simpelthen ikke kunne forstå. Endnu engang skrev jeg til firmaet, at jeg måske tog fejl, men så måtte de fortælle mig, hvori mine fejl bestod. Jeg bad tillige om et estimat for, hvornår de ville dykke ned i de problemer, jeg påpegede.

Firmaet lovede på det tidspunkt, at de ville vende tilbage, når de havde set på tingene. Jeg hørte intet. Det tog jeg som udtryk for, at de netop ikke havde set på tingene. Anderledes kunne det vel næppe tolkes?

13. januar 2022

Den 13. januar sen aften skændtes vi, så det bragede pr. chat, for på det tidspunkt havde jeg regnet ud, at de måtte tilbagebetale mig 4.050,22 kr. for den tid, hvor det beviseligt ikke havde fungeret. Der ville jeg ganske enkelt ikke vente længere på at få den vare, jeg havde betalt i dyre domme. Hvis de refunderede mig de lidt over 4.000 kr., ville de slippe for at høre mere fra mig. Det var endda billigt sluppet.

De oplyste, at den del af varen, der har min interesse, ikke var en del af “kerneydelsen”, men det havde jeg aldrig fået noget at vide om, for så havde jeg jo ikke købt varen. De oplyste også, at det ikke var deres “politik”, at tilbagebetale et beløb til kunder, der ikke fik den vare, de havde betalt for. Jeg svarede, at jeg var tindrende ligeglad med den ene og den anden politik. Enten måtte de levere varen i funktionsdygtig stand eller også ville jeg ganske enkelt have mine penge igen. Der står altså ikke idiot i panden på mig.

Jeg fremsatte en form for mæglingsforslag, nemlig at vi tog en telefonsamtale. Det ville de ikke, da de ikke kunne finde rundt i diverse opgørelser, som de også mente var forældede.

“Aftalen”, eller hvad man skal kalde den, blev, at jeg ved udgangen af januar lavede alle analyserne endnu en gang, for så ville alt være rettet op og se helt rigtigt ud. Sagde de.

31. januar 2022

Uden at jeg egentlig havde lyst, investerede jeg endnu en gang tre timer i skidtet. Og det så overhovedet ikke bedre ud – faktisk tværtimod. Meget var blevet værre, og meget var fuldkommen uændret siden november. Igen lavede jeg et oversigtsnotat og en stribe Excel-ark. Notatet var denne gang stillet endnu mere “pædagogisk” op, så det burde være muligt (og let) at se, hvilke problemer, jeg fortsat kunne konstatere og dokumentere.

Magien og truslen, der brød lydmuren

I den ledsagende mail skrev jeg

Hvis jeg ikke modtager en tilbagebetaling på 4.050,22 inden den 8. februar i år, har jeg kun en mulighed tilbage, når I ikke ønsker at indgå i en dialog, og det er at skrive en begrundet dårlig anmeldelse på Trustpilot. Jeg er ked af det, men jeg har købt en vanvittigt dyr ydelse, der slet ikke kan det, jeg skal bruge den til. Jeg har ikke behov for smarte ikoner osv. Jeg har behov for at danne overblik, og det er ikke muligt. Og jeg blev ikke orienteret om, at CSV-filerne ikke var en del af (kerne-)ydelsen.

Jeg har ventet siden den 23. oktober 2021 på, at værktøjet skulle kunne det, jeg har behov for og betalt en formue for. Nu vil jeg ganske enkelt ikke vente længere. Det har ikke engang været muligt at få et estimat for, hvornår man ville nå til at prioritere mine problemer. Jeg giver op!

Og så skete der endelig noget efter 102 dages kamp. Pludselig har de forholdt sig til, hvad jeg har skrevet, pludselig er der dialog og pludselig er de på tilbagetog og takker mig for mit egentlig ret store arbejde med at påvise fejlene i deres produkt. Pludselig er de klar over, at de har en opgave med at få produktet til at fungere, og pludselig nævner de selv, at de selvfølgelig skal godtgøre mig for den tid, produktet ikke har fungeret.

Det er det, der får mig til at tænke, at for en virksomhed, der kun har ganske få anmeldelser på Trustpilot, faktisk kun fire, vil en begrundet dårlig anmeldelse betyde rigtig meget, 20 pct., så bare truslen gør, at de kommer ud af starthullerne. Trustpilot kan altså noget!

Nu mangler jeg bare at vinde over Microsoft.

2 Svar
  1. Eric
    Eric siger:

    Træls kamp, men det var da godt, at du fandt på det med “truslen” om at skrive en anmeldelse.
    Jeg bruger selv Trustpilot fra tid til anden. Konceptet er godt for forbrugerne, hvis man vel at mærke ser på de over-begejstrede anmeldelser med skepsis (de kan sagtens være fabrikerede, det er der mange eksempler på) og samtidig sorterer de værste brokkehoveder fra.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Ja, du har ret: det var træls. Idéen med truslen var faktisk ikke min egen, jeg kan ikke tage æren. Den kom fra Michael Storm, min gode,faste udvikler gennem mange år.

      Jeg er også begyndt at kigge på Trustpilot af og til, for idéen er god nok. Der var engang, jeg troede, firmaer kunne betale sig til gode anmeldelser, og derfor brugte jeg det ikke. Senere har jeg så fået at vide fra seriøs kilde (husker ikke hvilken), at det er en vandrehistorie og at det ikke er muligt.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.