Tag Archive for: Politik

Uddannelsesreformen interesserer ingen

Regeringens pressemøde

Uddannelsesreformen interesserer ingen

Jeg så regeringens pressemøde kl. 11:00, og jeg må sige, at jeg er lidt rystet over, at en så gennemgribende og markant reform af universitetsuddannelserne ikke var interessant for det samlede pressekorps – endsige regeringen.

Statsminister Mette Frederiksen startede med at sige, at det hele handler handler om at gøre Danmark stærkere. Det skal ske ad to veje:

  1. En frihedsreform for den offentlige sektor, der indebærer at flytte rundt på 2½ mia. kr. Ikke så mange ved computeren og flere “varme hænder”
  2. En uddannelsesreform, der indebærer at flytte rundt på 2,0 mia. kr.

Der blev næsten ikke talt om uddannelsesreformen

Uagtet uddannelsesreformen er det største indgreb i mange, mange år, til en værdi af to milliarder kr., var der stort set ingen, der havde lyst at gå i dybden med emnet, hverken regeringen eller journalisterne.

Jeg har ikke tal på det antal gange, man – og det gjaldt i særlig grad Nicolai Wammen – sagde “heldigvis” til, at der i 2030 vil være 125.000 flere ældre og 50.000 flere børn. Engang kaldte man det “et demografisk problem”, men den tid er ovre.

Formiddagspressen ville hellere tale om en forældet sag om nedslagtningen af mink og øllebrød end om det, vi skal leve af i fremtiden: kvalificerede unge mennesker, som erhvervslivet siges at “skrige efter”.

Tiden gik med, at regeringen sagde det samme mange gange, så de var sikre på, vi forstod det: for meget bureaukrati i ældreplejen, hvor der bruges minimum 59 klik på at registrere, at gamle Hr. Hansen alligevel ikke skal have den pille, der er hældt op i dosseringsæsken, hvis den praktiserende læge har anbefalet, at der skal holdes en pause. Og her var statsministeren på lidt dybt vand: Man lægger altså piller “tilbage i skabet”. De sendes til destruktion. Jeg føler mig sikker på, at der findes både regler og retningslinjer om dette. Og det skal der også, for Helvede er hedt, hvis der ikke er styr på medicin og medicinhåndtering. Man “genbruger” ikke medicin. Det kan ikke være ret svært at forstå.

Herudover gik tiden med at tale om, at samme gamle Hr. Hansen måske gerne ville have øllebrød til fløde til morgenmad og hvor mange registreringer, der krævedes til dokumentation af det.

Jeg har intet som helst belæg for at vurdere, om der er for megen administration i ældreplejen. Siger samtlige kommunale medarbejdere, at der er for meget administration, så har de jo nok ret.

En storsmilende Astrid Kragh sagde: “Vi har ikke været tilstrækkeligt opmærksomme på, at en regel medførte administration”. Herre Jemini … er hun og den samlede regering da ikke klar over, at når der vedtages en regel, skal forvaltningsenheden også kunne dokumentere, at man lever op til den. Det kan heller ikke være ret svært at forstå.

Regeringen foreslår tre typer af kandidatuddannelser (hentet fra DR’s side)

  1. Etårig kandidat
    • Regeringen vil indføre en ny etårig kandidat, der skal gøre det lettere for de studerende at komme ind på arbejdsmarkedet, så snart de er færdiguddannede.
    • Den vil bestå af mindst 15 timers undervisning og vejledning om ugen.
    • Målet er, at 35 procent af kandidaterne bliver etårige. Vil især blive oprettet inden for humaniora og samfundsvidenskab.
  2. Erhvervskandidat
    • Regeringen vil udvide erhvervskandidatordningen til at gælde alle uddannelser, så studerende kan tage en kandidat og arbejde mindst 25 timer om ugen ved siden af studiet.
    • Erhvervskandidaten er planlagt over to eller fire år.
    • Målet er, at 15 procent af kandidaterne er erhvervskandidater.
  3. Toårig kandidat
    • De toårige kandidatuddannelser målrettes studerende, der skal forske eller arbejde i mere specialiserede jobfunktioner.
    • Vil især fortsætte på de sundhedsvidenskabelige, naturvidenskabelige og tekniske områder.
    • Cirka 50 procent af kandidaterne vil fortsat være toårige.

Man søger at sælge nedslagtningen som en forbedring

Uddannelsesreformen interesserer ingen

35 pct. af kandidaterne fra humaniora og samfundsvidenskab skal fremover være etårige kandidater. Det er de “almindelige kandidatstuderende”, idet nummer 2 og 3 er “noget andet”, fx fordi de vil være forskere. Specifikt blev der nævnt læger. Bemærk at kun en smule mere end en tredjedel af de studerende i de kommende tid forventes at være helt almindelige kandidatstuderende. Hvordan det “gør Danmark stærkere” har jeg svært ved at se.

Hvordan det skal “blive lettere at komme ind på arbejdsmarkedet” må henstå i floskel-skabet, for det blev ikke nævnt, begrundet eller spurgt til. Vi holdt os til de 59 klik og øllebrøden. Det er også lettere at forstå – og det gælder da især, når det bliver sagt mange gange.

Om de 15 pct. erhvervskandidater: Hvor mange mennesker med minimum 25 timers erhvervsarbejde, og måske også børn/koner/mænd/kærester forestiller man sig dog vil starte på en kandidatuddannelse?

Det virker efterhånden som om, man (både i regeringen og andre steder) antager, at en kandidatuddannelse er noget, man trækker i en automat. I min barndom havde bageren henne om hjørnet automater, hvor man puttede fx fem kroner i foroven og herefter trak i et sort bakelithåndtag og kunne fiske 10 Prince ud til far. Det er ikke sådan en kandidatuddannelse fungerer. Det er ikke en automat.

Vil man fx være en ordentlig jurist (det eneste fag jeg kender til), der har lært forudsætningerne for lovgivningen, for folkeretten, for hvad der er hhv. god og dårlig forvaltningsskik, som basalt set handler om borgeren retssikkerhed, for nu slet ikke at tale om det floffy “retfærdighed”, så er det altså ikke noget, man lige gør i kaffepausen eller efter aftensmaden.

Jeg har meget svært ved at se regeringens udspil som noget, der øger kvaliteten i uddannelserne – snarere tvært imod. Suk. Jeg bliver ked af det på de kommende kandidaters vegne, og korser mig over, at jeg blev kandidat i forhistorisk tid (1990).

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Universitetsreform: lær det hele på halv tid

Universitetsreform: lær det hele på halv tid

Kandidatstudiet halveres

Universitetsreform: lær det hele på halv tid

Jeg har lige set TV Avisen kl. 08:00 her søndag morgen. Regeringen lægger op til, at de unge i fremtiden skal tage en samfundsvidenskabelig eller humanistisk kandidatuddannelse på et år mod de nuværende to år. Statsminister Mette Frederiksen sagde, at baggrunden er, at der skal mere kvalitet i uddannelserne og at de skal gøres mere erhvervsrettede.

Besparelsen vil udgøre to milliarder kr.

Rektorernes formand kommenterede også og sagde blandt andet, at man ikke kan lære det hele på den halve tid.

Umiddelbart har jeg svært ved at forstå, hvordan kvaliteten øges, når den normerede tid halveres. Arbejdsgiverne er ivrige efter arbejdskraft; men de er formentlig mest interesserede i veluddannet arbejdskraft, ellers kunne de bare hive nogle unge ind fra gaden. Hvorfor gør de ikke det?

Beretning fra min egen studietid

Jeg er som bekendt jurist. En af årsagerne, til at jeg valgte netop det studie, var, at det kun var normeret til 4½ år, og jeg havde ikke råd til mere. Jeg havde ingen, der kunne støtte mig. Jeg valgte med hjernen.

Skulle jeg have valgt med hjertet, havde jeg valgt en humanistisk kandidatuddannelse (fx dansk og historie eller tysk og historie, samfundsfag eller måske noget med latin). På Statens Kursus til Studentereksamen havde vi lært refleksion, at stille spørgsmål og selvstændig tænkning. Lærerkollegiet var fantastisk. Det passede som fod i hose til en humanistisk kandidatgrad. Men dengang i starten af firserne var alle mine medkollegianeres frygt, at de med deres humanistiske kandidatuddannelse i hus kunne imødese langtidsarbejdsløshed. Dengang kunne man – som det hed sig – “fodre svin med humanister”.

En anden årsag til mit valg var, at der i min gård på Amagerkollegiet boede en ung mand med en fantastisk rolig udstråling. Han læste jura og røg pibe. Min tanke var, at hvis jeg valgte samme fag og begyndte at ryge pibe, ville jeg opnå den samme ro. Det er selvfølgelig latterligt, men det er ikke desto mindre sandt. Altså gjorde jeg begge dele.

Jeg overskred den normerede studietid med et år, fordi jeg havde for meget erhvervsarbejde. Det havde på den anden side to fordele:

  1. Studiegælden ville blive mindre, og
  2. det ville gøre det lettere at få arbejde efter studiet, for allerede dengang var arbejdsgiverne meget interesserede i erhvervserfaring. Man var altså af flere årsager tvunget til at arbejde samtidig med, at man skulle studere på fuld tid.

Jeg havde adskillige studenterjobs. Det var lige fra togstewardesse hos DSB, hvor man stod op og lavede kaffe hele vejen fra Kbh. H. til Frederikshavn, som da var en tur på ti timer, til forskningsassistent på universitetets Kriminalistisk Institut og som sagsbehandler i det, der dengang hed “Registertilsynet”. Pengene skulle tjenes ind på den ene eller den anden måde.

Det første år på jura inkluderede faget “Nationaløkonomi”, som de færreste jurastuderende bryder sig om.

Vores lærer hed Preben Etwill, og han var utrolig inspirerende. Jeg traf ham mange år senere, hvor han var kontorchef i Danmarks Statistik og jeg var specialkonsulent i administrationen der. Det var så “galt,” at jeg udover pensum også læste den amerikanske “Economics”. Amerikanske lærebøger forklarer ofte tingene grundigere, kommer med flere eksempler og lignende. Prøv fx også selv at sammenligne amerikanske YouTube-instruktionsvideoer med danske. Amerikanerne siger tingene syv gange, så de er sikre på, at det er sivet ind.

Jeg burde have reageret på, at jeg foretrak nationaløkonomien frem for fx person-, familie- og arveret. Jeg skulle ganske enkelt have skiftet studie, men jeg kunne ikke overskue det, og det var også et spørgsmål om min private økonomi.

Selvom jeg arbejdede meget, var det statsgaranterede banklån alligevel løbet op i 325.000 kr., som det tog 13 år at betale tilbage. Bankerne tjente godt på de studerende dengang, for der blev tilskrevet renter både i studietiden og mens man tilbagebetalte. Da jeg endelig havde tilbagebetalt det hele, følte jeg mig rig hver eneste måned. Så vidt jeg husker, var den månedlige ydelse 2.700 kr., der i nutidsværdi (godt nok 2020) svarer til ca. 4.500 kr. Gad nok vide hvor meget jeg i alt tilbagebetalte? Tager man nutidsværdien og ganger den op med de 13 år (13 * 12* 4.500) får man lige knap ¾ million.

Universitetsreform: lær det hele på den halve tid

Coelestem adspicit lucem

Oven over universitetets hovedindgang på Frue Plads i København sidder en ørn og nedenunder en indskrift, der lyder: Coelestem adspicit lucem, ordret: ”(den/ørnen) skuer det himmelske lys”. Skriften refererer til ørnen, der fra portalen på Københavns Universitets hovedbygning skuer imod det himmelske lys.

  • Jeg er nærmest stolt over at have studeret her, selvom meget af mit studie, manuduktionerne, var henlagt til elendige klasselokaler i Vestergade. Stolene var ganske vist et godt bytte for de hårde, fastmonterede træbænke på Frue Plads.
  • Jeg er glad for, at have studeret i en tid, hvor man kunne (og skulle) stille “de frække spørgsmål”, og hvor der vel at mærke var tid til at besvare dem.

Hvis de kandidatstuderende i fremtiden skal tage kandidatgraden på et år frem for to, bliver der ikke meget tid til selvstændig refleksion og frække spørgsmål. Men det er jo ofte det, arbejdsgiverne har brug for. De har da ikke behov for folk, der kun kan “automatsvarene”.

Vil man fx gerne have jurister, der har gennemført en kandidatuddannelse på tre år? Hvor meget juridisk metode og konkret lovstof kan man lære på den tid?

Et eksempel: P.t. hjælper jeg som led i frivilligt arbejde en lille NGO et par timer om ugen med at få styr på deres administrative processer. De har indgået en kontrakt om leverance af funktioner til deres hjemmeside. De bad mig kigge på kontrakten og se, om der var noget, der “stak ud”. Det mente de ikke selv, der var, men jeg fandt alligevel 19 punkter, man kunne stille spørgsmål ved. Kontrakten er for længst underskrevet, så der er i virkeligheden ikke meget idé i min gennemgang. NGO’en var alligevel glad for at have fået pillet kontrakten fra hinanden, så de nu har lidt bedre chancer, når de skal forhandle med leverandøren. Måske har jeg lært dem, at man skal læse det med småt, inden man skriver under?

Hvad betyder ens ophav?

Selvom det er 32 år siden, jeg blev kandidat, og selvom jeg nu er pensionist med et væld af kognitive problemer, kan jeg stadig tænke, være kritisk og stille spørgsmål, for det sidder på min rygrad. Det vil ikke være gældende for fremtidens kandidater. Man kan nemlig ikke lære det hele på den halve tid – og da slet ikke, når man skal arbejde ved siden af.

Venstre har foreslået, at man fjerner det sjette SU-år, så det kun er muligt at få SU i fem år. Det vil sige, at er man mere end fem år om sin kandidatuddannelse, skal man finansiere alt selv via erhvervsarbejde. Man studerer altså ikke hurtigere, når man skal arbejde på fuld tid. Den manglende SU vil så netop kunne føre til “evighedsstudenter”.

Jeg kommer selv af ingenting, hvor “min mors” længste uddannelse var, at hun havde været “i huset” som ca. 15-årig. Jeg kan faktisk kun huske hende i et job: morgenrengøring på lægehuset i Assens. Hendes mand var ganske vist folkeskolelærer, men der var ingen fokus på almendannelse. Min far var ganske vist veluddannet (en treårig uddannelse fra Den Danske Væveskole), men han var jo død mange år tidligere i 1972.

Var jeg derimod kommet af et rigmandshjem med to gode indkomster, opsparing, hus der var betalt osv. kunne de måske have hjulpet, når SU’en stoppede i Venstres model.

At gennemføre regeringens reformudspil samt barbere antallet af år, man kan få SU, vil cementere forskellen på unge, der komme fra øvre middelklasse og derover og på den anden side dem, der kommer fra alt derunder.

Klasseforskellene vil træde endnu tydeligere frem. Det er en farlig vej at gå, når vi har behov for masser af veluddannede unge.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her:

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Kampen om magten: Hvem skal lede landet?

Mette Frederiksen var bedst

Kampen om magten: Hvem skal lede landet?

Lige så meget som jeg holder af data i tabeller og tal i Excelark, holder jeg af en god politisk debat. I aftes satte jeg mig derfor og så den første offentligt kendte debat på DR: “Kampen om magten: Hvem skal lede landet?”.

Sædvanligvis giver jeg op halvvejs, eller tænder måske ikke en gang, men i aftes holdt jeg ud, da der for en gangs skyld blev talt politik. Det var befriende, at der ikke blev talt indvandring, flygtninge eller tørklæder. Tak for det DR og Kim Bildsøe Lassen især.

Først da Jakob Ellemann-Jensen begyndte at sige sine foretrukne ord “Magtfuldkommen” og “Mink” om og til Mette Frederiksen, overvejede jeg at slukke. Det gjorde jeg dog ikke, idet jeg gerne ville se og høre Jens Ringbergs og Christine Cordsens analyser i det følgende program.

Jens Ringberg og Christine Cordsen sagde det selv: “Vi er jo nogle gamle nogle”. Det er nok derfor, jeg så godt kan lide dem; der er ikke meget sniksnak og smartness over dem. Kim Bildsøe Lassen og Johannes Langkilde er også dygtige journalister, der med både charme og vedholdenhed forsøger at holde politikerne fast på de stillede spørgsmål. Også de ubehagelige der ikke skaffer stemmer.

Klar tale fra Mette Frederiksen

Vi har en statsminister, der er en enormt dygtig retoriker. Jeg stemmer ikke på Socialdemokratiet længere, men derfor kan jeg jo godt se og høre det positive ved Mette Frederiksen. Da hun ankom til DR-byen, var hun klar med punchlines (korte effektfulde pointer eller overskrifter). De gik rent ind. Hun sagde blandt andet (jeg tog noter til hele udsendelsen):

Inflation, klima, ingen tanker om topskattelettelser, høj beskæftigelse, lav arbejdsløshed, danskerne skal komme godt gennem krisen, energiforsyning, inspireret af det nationale kompromis om forsvarsforbeholdet.

Det skaffer stemmer, og det er og skal også være hendes hendes prioritet nummer 1 p.t. Hun lød nærmest som en rigtig socialdemokrat i liga med Poul Nyrup Rasmussen, Svend Auken og Anker Jørgensen. Skulle jeg stemme på en af de tre, ville det helt sikkert blive på Mette Frederiksen.

Heldigvis er der flere muligheder. Jeg kan nemlig godt huske deres flygtningepolitik, der blandt andet har mantraet “En fast hånd i ryggen”, som handler om, hvordan politiet skal agere, når de følger en flygtning til lufthavnen og sidder ved siden af vedkommende på vej (evt. tilbage) til Syrien.

Søren Pape Poulsen med dannebrog i reverset

Det er lige før, jeg brækker mig, når jeg ser Søren Pape Poulsens dannebrog i reverset. Hvad pokker er det for et signal at sende til medborgere med en anden etnicitet end dansk?

Du behøver ikke svare, for jeg kan sagtens selv regne det ud. Det skaffer sikkert stemmer, og han vil jo så gerne være statsminister.  Jakob Ellemann-Jensen har også et eller andet i reverset, men det er mere afdæmpet, og i hvert fald kan jeg ikke se, hvad det forestiller.

Søren Pape Poulsen burde udelukkes fra transmissioner med lyd og billede. Han afbryder konstant og hans hovedrysten og smørrede grin er ikke til at holde ud at høre eller se på. Jeg mener ikke, man kan tillade sig den slags, bare fordi man er uenig i medkombattantens udsagn. Lad Pernille Vermund om det. Hun har perfektioneret det til fulde og gør det konstant. Hende kan jeg heller ikke holde ud, men hun deltog heldigvis ikke i aftes.

Debatten om skatten

Debatten om topskatten er en enorm gave fra Søren Pape Poulsen til Mette Frederiksen og resten af Socialdemokratiet. Hendes centrale budskab i den forbindelse er, at Søren Pape Poulsens økonomiske plan, der indebærer en fjernelse af topskatten, er et voldsomt eksperiment med velfærden. Jeg synes, hun har ret!

Mette Frederiksen spørger meget præcist til logikken bag en 0-vækst (0,1 pct. er meget tæt på 0), der ifølge Finansministeriet vil medføre afskedigelse af 40.000(!) medarbejdere i den offentlige sektor, og så det demografiske træk, som med Mette Frederiksens ord betyder flere børn og flere ældre. De ansatte på landets plejehjem løber allerede stærkt.

Ifølge Mette Frederiksen vil fjernelse af topskatten betyde, at de rige bliver rigere, og det skal de fattigste betale for. Igen synes jeg, hun har ret.

Hun erkender blankt, at der er alvorlige problemer med fastholdelse og rekruttering i både psykiatrien og resten af sundhedsvæsenet. Vikarerne er dyrere end det fastansatte personale, men det er sidstnævnte, der skal lære dem op, hvis det da ikke lige er de tidligere kolleger, der har søgt til et vikarbureau for at få større indflydelse på fx arbejdstiderne. De behøver ingen oplæring.

Desværre blev hun svag, da hun sagde, at nogle skulle have mere i løn, men hun ville ikke stå der og svare på, hvilke personalegrupper, hun tænkte på. Det var ikke godt tænkt rent strategisk, men egl. synes jeg, det var rigtigt. Selvfølgelig skal hun ikke stå i DR-byen og love lønløft til hverken den ene eller den anden gruppe, hvis Finansministeriet ikke er færdig med regnemaskinen og det derfor heller ikke er drøftet i folketingsgruppen, i regeringen og med støttepartierne.

Hun erkendte uden videre, at planen var at ansætte 1.000 flere medarbejder i sundhedsvæsenet, men at det ikke var lykkedes. Det er da klar tale, og ikke et forsøg på at smyge sig udenom ubehagelige kendsgerninger. Det kan jeg godt lide hende for.

De forbandede mink

Det er de forbandede mink, der gør, at Jakob Ellemann-Jensen elsker ordet “magtfuldkommen” og får ham til at sige, at når der kommer en borgerlig regering, er det ikke så vigtigt for ham, hvem der er statsminister (en underlig udmelding fra en statsministerkandidat), for han og Søren Pape Poulsen vil alligevel sidde og tale sammen. Det kom nærmest til at lyde som et kollektiv med fællesmøder, rundbordssamtaler og enstemmige beslutninger.

Mette Frederiksens replik var klar og skarp: Ja, regeringen traf en forkert beslutning, og jeg har fået en næse, men hvad ville du Søren Pape Poulsen have gjort, hvis det var dig, der havde modtaget en så klar risikovurdering fra Statens Seruminstitut i en krisesituation? Det fik vi intet svar på fra Søren Pape Poulsen.

Jakob Ellemann-Jensen havde til gengæld svar på rede hånd. Han ville, efter rundbordssamtalerne i kollektivet, have beordret aflivning af mink i risikozonerne, men ladet dem udenfor risikozonerne overleve. Det er vel svært at sige, at det er forkert? Men jeg ved ikke, hvad der stod i risikovurderingen, så det er bare et gæt. Og der er mange, der gætter – ikke mindst de tudende, forhenværende minkavlere.

Ud med unødigt bureaukrati og ind med produktivitetsstigninger i den offentlige sektor

Findes der mon et eneste menneske, der mener, at unødigt bureaukrati er noget positivt, vi skal bevare? Nej vel.

Grunden til, at mange i sundhedsvæsenet næsten bruger mere tid foran skærmen med at dokumentere end sammen med patienterne, er jo, at findes der ingen dokumentation, er Helvede hedt, hvis noget går galt. Og mennesker laver af og til fejl. Sådan er det. Patienterne skal kunne klage og evt. få erstatning og det kan de ikke få, hvis det ikke kan dokumenteres, at der skete en fejl begået af x, y eller z. Det er faktisk ret simpelt og vel ikke så svært at forstå selv for borgerlige vælgere, der er så glade for retssikkerhed?

Jeg har selv oplevet, at være enormt glad for, at “min” overlæge i Distriktspsykiatrien havde afsat 60 minutter til en samtale. Det gav jeg udtryk for. Han svarede, at de 20 minutter var til dokumentation. Hvis vilkårene er sådan i hele psykiatrien og måske også resten af sundhedsvæsenet, at en tredjedel af tiden er til dokumentation, forstår man kollapset.

Selv har jeg levet mange år med “2-procents-kravet”, dvs. at vi hvert år skulle reducere omkostningerne med 2 pct. men i øvrigt levere den samme service og de samme ydelser. Vi skulle selv opfinde metoderne til at få det til at lykkes. Jeg tror, kravet er fjernet, men nu er det på vej tilbage.

Jeg får kvalme, hver gang de borgerlige siger, at der er behov for effektivisering af den offentlige sektor og at den private sektor er meget dygtigere og billigere. Efter et decennium, hvor der kun var 98 pct. af ressourcerne tilbage året efter, tror jeg ganske enkelt ikke på, at man på en gang kan opretholde fx retsgarantierne og den samme service og samtidig være mere effektive. Der er skåret ind til benet. Nu er det nok.

Søren Pape Poulsen har været ude med noget pladder om, at vi kan lave koloenorme besparelser i hjemmeplejen ved at overgå til dosispakninger.

Jeg får selv hjælp fra hjemmeplejen til medicindossering. De kommer ca. 20 minutter hver anden uge og hælder op i æskerne, og det er jeg meget taknemmelig for, da jeg selv har problemer med overblik. Jeg kan godt ramme hullerne i æskerne, men jeg kan ikke overskue, om der vil være tilstrækkeligt med piller til de 14 dage, der følger efter de aktuelle 14 dage.

Dvs. at de bruger ca. 520 minutter på mig årligt. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvor mange borgere, der får den hjælp, men jeg har svært ved at tro, at det virkelig vil forslå noget i den samlede samfundsøkonomi. Men det er så let at forstå den slags små regnestykker, og derfor tager man fat i dem. Sådan er politik desværre, når det drejer sig om kampen om magten og hvem, der skal lede landet.

Det kommende valg til Folketinget

Det kommende valg til Folketinget

Politisk hjemløs

Det kommende valg til Folketinget

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal stemme ved det kommende valg. Det er naturligvis ikke på nogen af de nedenfor omtalte partier, og jeg frygter valgkampen, der i realiteten har været i gang meget længe. Jeg synes, den er svinsk og baseret på fraværet af seriøse debatter. Personhetzen på statsministeren fylder alt for meget og er modbydelig. Kun et parti debatterer ordentligt og det er Radikale; jeg har bare ikke lyst til at sætte mit kryds ved dem (igen).

Kommissionen for den glemte kvindekamp

Alene navnet på kommissionen symboliserer en høj grad af populisme. Michael Benzon skrev til mig på Facebook “Data … Hvad skal man dog med besværlige data, som kan ødelægge en god teori?” Oprindeligt lyder det:

One of the greatest tragedies of life is the murder of a beautiful theory by a gang of brutal facts

Citat: Benjamin Franklin

Anledningen var et klip af lidt over et minuts varighed, hvor Anita Johnson, der er medlem af “Kommissionen for den glemte kvindekamp“, udtaler sig om en anbefaling. Det er den om at forbyde muslimske piger at gå med tørklæde i skolen.

Hun siger: “Først kommer vi med anbefalinger. Vi er ikke en kommission, der skal analysere. Næste step er at analysere og indsamle”.

Seriøse kommissioner arbejder i den omvendte rækkefølge:

  1. kende problemerne,
  2. kende problemes omfang, og
  3. foreslå løsninger på problemerne.

Sikke noget politisk makværk. Det er et tydeligt bestillingsarbejde, der hænger sammen med det kommende valg til Folketinget, som jeg frygter. Jeg har hørt statsminister Mette Frederiksen sige noget i retning af “Vi skal passe på pigerne”. Jeg kan ikke genfinde det præcise citat, men jeg ved, jeg husker rigtig, for jeg tænkte “Den hyletone har jeg haft i min øresnegl før.” Dengang var Inger Støjberg ophavskvinden.

Af kommissionens hjemmeside fremgår blandt andet følgende: “At være en del af Danmark, selv vælge sin uddannelse, vælge sine egne venner, deltage i fester, deltage i arbejds- og foreningslivet, gå klædt uden tvang, tænke og tale frit og retten til at fravælge religiøse normer.” Nu skal de så gå klædt med afsæt i en anden tvang, nemlig statens på baggrund af en usaglig anbefaling fra en uvederhæftig kommission. Det er da helt hat og briller.

Nu står Danmarksdemokraterne til ca. 10,8 pct. af stemmerne, eller muligvis 20 mandater, så Socialdemokratiet må sætte noget i værk. Og det er så blevet til en kommission, der kommer med udokumenterede anbefalinger. Jeg synes, det er rystende. Er det det niveau, vi skal debattere og træffe beslutninger på i fremtiden?

Jeg har ikke forstand på den bagvedliggende jura, men flere har skrevet om, at det vil være brud på både grundloven og menneskerettighedskonventionen. Men det kan meget vel være Facebookjuristerne, der er på overarbejde igen. En ting er dog sikkert: man kan ikke bare forbyde muslimske piger at gå med tørklæde. Det vil være i strid med princippet om ligebehandling. Derfor bliver man nødt til at forbyde alle religiøse symboler i folkeskolen: kors, davidsstjerner og meget andet mennesker bærer for at signalere en trosretning. Og hvad med konfirmandundervisningen i folkeskolen – skal vi så ikke også forbyde den?

TV Avisen viste et klip, hvor en fransk forsker udtalte, at efter et “tørklædeforbud” blev indført i Frankrig var 5 – 10 pct. af de muslimske piger holdt op med at komme i skole. Det vil sige, mener vi noget med de fine ord om at sikre, at muslimske piger deltager i det danske samfund, skal vi jo nok ikke selv starte med udelukke dem fra det. Med det er noget så fint, seriøst og analytisk som forskning, og det bruger vi som anført ikke længere her i landet.

Det kommende valg til Folketinget

Det kommende valg til Folketinget

De forbandede mink

De blå partier elsker de forbandede mink. Her synes de nemlig, de har noget på statsministeren. Det er som om, de ikke har forstået, at minkkommissionen har fastslået, at statsministeren ikke handlede forsætligt, da hun dekreterede, at alle mink skulle slås ihjel. (Og hvor er jeg dog træt af at se det klip, hvor hun udtaler netop de ord.)

Det er som om, de også har glemt, at de selv accepterede beslutningen og efterfølgende stemte for det lovforslag, der skaffede hjemlen. De mener, de har så meget at hænge deres hatte på, at en næse til statsministeren ikke er tilstrækkeligt. De vil så gerne sige “magtfuldkommen”.

Og der er så mange vælgere, der heller ikke kan forstå, at der ikke var forsæt, og at kommissionen har skrevet, at der ikke er mere at komme efter. Det begejstrer naturligvis både Venstre og Konservative.

Jeg er ikke (længere) socialdemokrat, men efter min opfattelse har regeringen håndteret pandemien forbilledligt. Sammenlignet med mange andre lande er Danmark kommet helskindet gennem krisen med eksempelvis langt færre døde af Covid-19, end vi med vores befolkningssammensætning kunne have forventet. Det kan formentlig tilskrives en handlekraftig regering.

Minkavlerne har fået lidt mere end 18 milliarder i erstatning, så nu burde de ikke længere stå tudende foran de tomme bure, hvor de tidligere opbevarede uskyldige dyr på urimelige vilkår, så pelsen senere kunne hænge på fine, rige fruer.

Søren Pape Poulsen som statsminister?

TV Avisen 18:30 viste i går en måling, der gør Søren Pape Poulsen til statsminister. Heldigvis tager sådanne målinger ofte fejl. Helt personligt er jeg vældig bekymret for, om jeg ikke længere må have lov at leve af “andre folks penge”, der er hans mantra lige p.t. Det har han virkelig fået solgt til både højre og venstre, for alle går rundt og siger det. Jeg får kvalme hver gang, jeg hører det.

At det er gået rent ind hos mange, viser en kommentar, jeg fik en dag fra en person, jeg aldrig havde hørt fra før. Den lød:

Hvis du ikke er syg længere, bør du selvfølgelig heller ikke være modtager af førtidspension længere, men forsørge dig selv. Går udfea du også har meldt det samme til kommunen, så du kan komme på arbejdsmarkedet igen?

Jeg blokerede vedkommendes IP-adresse, vel vidende at jeg sikkert derved har blokeret manges adgang til min side, og jeg satte for første gang siden 2005 en person i spam-skammekrogen. Jeg begyndte ikke en offentligt tilgængelig dialog om, hvordan bipolaritet og autisme har det med stress og hvor megen forskning, der er tilgængelig om emnet. Kom jeg på arbejdsmarkedet igen, kunne mit personlige hamsterhjul starte forfra.

Jeg synes med andre ord ikke, jeg nasser, eller begår socialt bedrageri, selvom jeg om en del år til dels kommer til at leve af “andre folks penge”. Først lever jeg af det, jeg selv med glæde har indbetalt, selvfølgelig skal der først korrigeres for den “byrde” jeg har været/er for sundhedssystemet, men alligevel …

Jeg har betalt formuer i den topskat, de konservative mener er udtryk for misundelse. Engang tjente jeg mange penge, og derfor havde jeg også råd til at betale en høj skat. Jeg har altid været – og er stadig – enig i, at “De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder”. Det er et sundt socialdemokratisk princip, som vi bør værne om, men jeg er bange for, at det står for fald.

Danmarksdemokraterne

En virkelig frygtelig tanke er, at Inger Støjbergs Danmarkdemokrater måske får 20 mandater i Folketinget baseret på intet andet end “snusfornuft”, da de jo intet partiprogram har, bortset fra at de har noget i en skuffe et eller andet sted. Man kan bare håbe på, at chatollet bliver væk, inden de får det tømt.

Det er ubegribeligt, at minimum 10,8 pct. af vælgerne har besluttet sig for at stemme på et parti uden et partiprogram. Hvordan kan man dog misbruge sin demokratiske ret (og pligt) så groft? Men endnu en gang: målinger tager heldigvis ofte fejl, og folk træffer en anden beslutning, når de står med blyanten i hånden i det lille telt.

Nogle mener, at Inger Støjberg ikke kan komme i Folketinget igen, da hun uden videre er uværdig. Jeg synes, de tager grueligt fejl og det er det eneste punkt, hvor jeg er enig med både Venstre og Konservative. På samme måde som andre kriminelle har hun sonet sin skyld (det er derfor, vi kalder det afsone) og kan fortsætte sin kriminelle løbebane. Det ved vi, hun vil gøre, da hun ikke vil “bøje nakken”, at dommen var “i strid med danske værdier” og der er således vished for, at straffen ikke har bevirket, at hun har ændret sin moralske habitus. Men det gør kun ganske få kriminelle. Det er derfor recidivprocenten er enorm, og man ved af den grund, at fængselsstraf ikke virker.

Problemet er, at der er 10,8 pct. af befolkningen, der er ligeglade med, at deres foretrukne kandidat er dømt ved en rigsret, som er den øverste instans, vi har. De synes nemlig, at formålet var anerkendelsesværdigt.