Indlæg

, ,

Hvor skal pengene komme fra?

Hvor skal pengene komme fra?

5 pct. af BNP til oprustning

Hvor skal pengene komme fra?

Det er egentlig sjovt, at når oppositionen stiller forslag om, at velfærden skal styrkes, at psykiatrien skal opgraderes med mere end psykiatriplanen, eller når arbejdstagerne vil have mere i løn mv., så spørger den siddende regering typisk “Hvor skal pengene komme fra?”, hvilket naturligvis altid er et relevant spørgsmål, for finansieringen af nye tiltag skal selvfølgelig være på plads.

Når de spørger “Hvor skal pengene komme fra?”, skyldes det, at de ikke synes, det er noget, vi skal investere i.

Danmark og de øvrige 31 Nato-lande har nu formelt sagt ja til i fremtiden at bruge i alt 5 pct. af deres bruttonationalprodukt (BNP) på forsvaret inden 2035. Pengene til Ukraine tæller med i de 5 pct.

Jeg har ikke hørt nogen danske politikere fortælle eller bare spørge: “Hvor skal pengene komme fra?” Vi har altså forpligtet os til at bruge en masse penge uden at fortælle om, hvor de skal komme fra. Og selvom råderummet (ikke “roderummet”) netop er opjusteret med 58 mia. kr., så er det ikke nær nok, og nogle af dem er allerede øremærkede. 

Danmark bruger allerede 2,37 pct. af BNP på forsvaret, så der mangler altså 2,63 procentpoint – med andre ord skal vi mere end fordoble beløbet til oprustning. I 2014 brugte vi 1,15 pct., så vi har allerede mere end fordoblet beløbet til forsvaret.

Grafikken herunder er et udklip fra Danmarks Radios side. (Jeg indsætter ikke link, da DR typisk fjerner siden efter kort tid, og så ender jeg med en 404-side, og du ender med en “Siden kan ikke findes”, så du må selv på jagt)

Hvor skal pengene komme fra?

Hvilke muligheder er der for finansiering?

Flere af forslagene til finansiering er naturligvis ironiske. Du kan forhåbentlig selv gætte hvilke.

En “krigsskat”?

Den første mulighed er vel at indføre en form for “krigsskat”? Men det er der nok ikke mange, der synes, vil være en god idé. Danskerne bryder sig ikke om at betale skat, lige til man fortæller dem, hvad en mindre skatteopkrævning vil betyde. De færreste (bortset fra LA) har lyst til mindre velfærd.

Selv synes jeg slet ikke, det vil være så tosset, for så er det tydeligt, hvad de skattekroner går til. De går ikke til velfærd, de går til militær og våben (3,5 pct.) og andre områder (1,5 pct.) det er fx sikring af infrastruktur.

Mindre velfærd?

Nu er det jo noget pjat med al den ældrepleje, rengøring hos ældre, der ikke selv kan betjene robotstøvsugeren, al den kræftbehandling, opgraderingen af psykiatrien, minimumsnormeringerne i vuggestuer og børnehaver, politibetjente på gader og stræder, strafreformen hvor grove forbrydelser straffes hårdere (fx betyder “livstid” i fremtiden 20 år mod i dag 12 år) osv.

Nåh ikke? Jamen så er det nok ikke her, pengene skal komme fra. Jeg tror ikke, der er nogen (bortset fra LA), der har lyst at skære i velfærden.

Og apropos strafreformen:

  • Det koster kassen, at bure (flere) folk inde i længere tid. En fængselsplads koster ca. 1 mio. kr. årligt.
  • Det er aldrig nogensinde bevist, at hårdere straffe fører til mindre kriminalitet. Ingen potentiel gerningsmand siger jo til sig selv “De har lige øget straffene, så jeg tror sgu, jeg undlader at begå denne forbrydelse”.
Begrænsninger i den offentlige administration

AI kan nemt spare en masse offentlig bureaukrati væk? Regeringen har allerede planer om at mindske administration i staten med smarte tiltag. I praksis rundbarberes ministerier og styrelser for 5,5 milliarder kroner. Der er allerede planer om at skære 6.500 årsværk væk. (Et årsværk er en fuldtidsmedarbejder svarende til 52 uger á 37 timer = 1.924 timer).

DR fortalte en dag i en TV Avis, at man ville begynde med Skatteministeriet. Og det har vi jo også rigtig gode erfaringer med, fra da man senest rundbarberede Skatteministeriet. Tænk bare på hvor godt det går med ejendomsvurderingerne …

Mange mennesker taler om “unødigt bureaukrati i det offentlige” og “alle de der Djøf’ere, der ikke laver noget bortset fra nogle unødvendige Excelark” – men der er ingen, der fortæller, hvilke ydelser fra det offentlige, de gerne vil undvære.

Grafikken herunder stammer fra Akademikerbladet:

Hvor skal pengene komme fra?

Øget skatteopkrævning hos de rigeste?

Det er måske i virkeligheden det bedste sted at finde pengene. De har råd til det, og det vil ikke gøre særlig ondt på dem.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.


[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

,

Nu har jeg “preppet”, jeg mangler bare nogle kontanter

Nu har jeg "preppet", jeg mangler bare nogle kontanter

Om at dosere nyhedsstrømmen

Nu har jeg “preppet”, jeg mangler bare nogle kontanter

Jeg har haft det svært med søndagens udmeldinger om, at USA bombede atomanlæg i Iran. Hele søndag morgen og formiddag fulgte jeg med i, hvad der foregik, og jeg så pressemødet med USAs forsvarsminister. Jeg endte med at blive bange, og det var svært ikke at have nogen at tale med det om. En telefonsamtale hjalp på toppen af frygten.

Jeg lagde mig under min kugledyne kl. 18 med ondt i maven. Det hjalp lidt, for kuglerne udsender tryghed. Jeg forestillede mig en atomkrig eller 3. verdenskrig.

Jeg har besluttet at dosere nyhedsstrømmen. Jeg vil holde mig orienteret men heller ikke mere end det, for det andet går ind i mit nervesystem, og jeg kan ikke håndtere det.

Det, jeg kan gøre, er at købe en lille radio med håndsving og en powerbank, så jeg kan oplade telefonen. Herudover vil jeg hæve nogle kontanter i små sedler.

Kommer der en atomkrig, vil varmen alligevel være flere gange solens midte, og jeg bryder mig ikke om hverken stegte dåsetun eller stegt makrel i tomat. Jeg kan ikke få knækbrød eller riskiks ned. Og jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af alt det vand, der nok alligevel vil være kogende.

Hidtil har jeg grinet lidt af beredskabets breve med opfordringer til at “preppe”; det gør jeg ikke længere, for nu er det tydeligt, at den orange mand på den anden side af Atlanten ikke holder sig tilbage. Og jeg stoler ikke på ham, for selv mennesker med indsigt i diagnoser siger, at der er noget “malignt” over ham. Malignt betyder sygeligt.

Min nye radio: Lippa FM Nødradio

Nu har jeg "preppet", jeg mangler bare nogle kontanter

Proshop skiver om den:

Lippa FM nødradio er en kraftfuld og alsidig enhed, designet til at holde dig informeret og forbundet i nødsituationer. Denne model er udstyret med et håndsving, kompas, solcellepanel, hvilket sikrer, at du altid har adgang til strøm. Med en 10.000 mAh powerbank kan denne nødradio også oplade dine mobile enheder. Den modtager AM & FM signaler, og har en indbygget lommelygte med tre forskellige tilstande samt en højtydende COB læselampe.

En powerbank på 10.000 mAh er ret meget. Min sædvanlige powerbank fra Anker (Anker PowerCore+) har fuldt opladet 28.000 mAh.

Jeg kan oplade iPad og telefon, og hvad der nu ellers kan være behov for, adskillige gange med min Anker. Den er længe om at blive fuldt opladet, men det er naturligt nok, for jo længere den kan oplade noget, jo længere tid er den selv om at blive fuldt opladet, var der engang en, der fortalte mig. Den er kompatibel med en Quick Charge 3.0-vægoplader (medfølger ikke), som kan oplade powerbanken på blot 6,5 timer. Sådan en vægoplader vil jeg også investere i. Og så kan jeg nok ikke gøre mere.

Den lille lækre Anker kan oplade tre USB-enheder op en gang.

Så hvis jeg altid sørger for, at den er fuldt opladet, kan jeg da i det mindste komme på nettet, når russerne (eller hvem det nu måttet være) kommer og ødelægger infrastrukturen.

(Artiklen fortsætter under billedet).

Nu har jeg "preppet", jeg mangler bare nogle kontanter
Det kunne egl. være sjovt at vide, om forhandlerne af nødradioer, powerbanks mv. oplever en større efterspørgsel nu. Mit gæt er, at det gør de nok.

Dobbeltbeslutningen fra 1979

Jeg prøvede at spørge min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, om andre af hendes patienter er bange eller bare bekymrede, men der var ikke nogen, der havde nævnt det. Selv mente hun, at det måske skyldtes, at de fleste af hendes patienter var unge. Det giver selvfølgelig god mening.

Hun og jeg er omtrent jævnaldrende, og vi har af og til talt om, hvordan vi hver især huskede den kolde krig.

  • Hun havde travlt med ungdomslivet og tænkte ikke rigtig over det.
  • Jeg stod på Rådhuspladsen og demonstrerede mod, at de 572 Nato-raketter skulle opstilles på Europæisk jord = “Dobbeltbeslutningen”

I 1979 vedtog NATO at opstille 572 nye atomraketter i Vesteuropa som svar på Sovjetunionens opstilling af SS-20-raketter. Dette var kendt som “dobbeltbeslutningen”. I Danmark udløste beslutningen en stor debat og protester fra fredsbevægelsen.

Ak ja, det var en anden tid.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

USA bomber atomanlæg i Iran

USA bomber atomanlæg i Iran

Indgår Iran i forhandlinger?

USA bomber atomanlæg i Iran

Jeg er bange for, hvad det kan føre til.

Hele morgenen har jeg hørt analyserne på DR1 fra solide folk som Peter Viggo Jakobsen (jeg er vild med ham), Isabel Bramsen fra Lunds Universitet, Hans Henrik Fafner, POV og Steffen Gram, International korrespondent hos DR.

De er alle seriøse mennesker, man kan regne med. Peter Viggo Jacobsen var vist blevet taget på sengen men pyt med det. Hans hjerne var i vågen tilstand. Både han og Isabel Bramsen stillede spørgsmål ved, om Iran ville indgå i forhandlinger. Det forstår jeg godt.

Hvad skulle få en nation, hvis nukleare anlæg formentlig (vi ved det ikke med sikkerhed) er smadret “til atomer”, for nu at blive i billedet, til at indgå i forhandlinger? Hvad er der at forhandle om? Skulle taberen, der ligger ned, sige “Vi vil gerne forhandle”? Det har jeg svært ved at se. De vil måske forhandle, hvis de kan se, at deres situation kan blive endnu værre. Men kan det blive værre? Det kan jeg heller ikke se.

Israel takker Trump, og Trump takker piloterne og Gud for det veloverståede angreb. Han gik blandt andet til valg på “America first”, men allerede efter fem måneder i præsidentstolen er han fraveget det. Han har truffet beslutningen på egen hånd, men kongressen burde have været adspurgt. Hvad bliver det næste?

Jeg har haft atlasset fremme for at se præcis, hvor Hormuzstrædet ligger. Det kan blive Iranernes næste træk. Fortæl mig hvorfor de skulle lade være at blokere det?

Jeg er bange.

Jeg har rejst i Israel og min tandlæge er fra Irak

Det er så længe siden, at jeg ikke kan huske hvornår, men jeg har rejst i Israel, og det var en positiv oplevelse. Jeg traf kun venlige mennesker, men jeg skulle lige vænne mig til, at den unge kvinde, jeg var på café med, lagde sin maskinpistol på den tredje stol. Ved en fodgængerovergang i Jerusalem ventede jeg sammen med (andre) unge; de havde alle en maskinpistol på ryggen. Det kan vi ikke forestille os i Danmark, men det siger noget om, hvordan de ser verden omkring sig. Og det var endda før, Netanyahu kom til magten.

Jeg har mødt palæstinensere på den ulovligt besatte Vestbred. De inviterede på aftensmad og fortalte om deres liv og deres families tragedier siden 1948.  

Forleden var jeg hos tandlægen. Allerede før jeg gik derhen, havde jeg tænkt på ham, og om det var fra Iran, han kom. Det var det ikke, det var Irak. Men det forhindrede ham ikke i at have gjort sig tanker om situationen. Vi talte om det bekymringsvækkende, hvis USA blandede sig – og det gjorde de så i nat.

Nogle sagde engang, at verden var blevet mindre. Tænk jeg synes, den var blevet større. Den foldede sig ud; man kunne rejse, træffe nye mennesker, spise deres mad og høre deres historie. Det er alt sammen i datid. Hvem har lyst til at rejse nogen steder lige nu? Det er da højst til Samsø – og det er selvfølgelig også et dejligt sted.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.


[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]

Vi har levet i den bedste tid af alle

Vi har levet i den bedste tid af alle

Israels krige

Vi har levet i den bedste tid af alle

Jeg læste et interview med Vibeke Sperling fra 2015, som havde overskriften “Jeg har levet i den bedste tid af alle”; jeg har bare ændret “Jeg” til “Vi”, for det passer til hovedparten af mine læsere. Ud af hidtil 19 besvarelser i årets læserundersøgelse er 7 respondenter 61 til 65 år gamle. Det svarer til 37 pct.

Vi har levet i den bedste tid af alle

Vi har oplevet slutningen på den kolde krig, murens og Kremls fald, slutningen på Vietnam-krigen, opbygningen af velfærdssamfundet osv.

Nu er det som om, det hele ramler. Man vågner dagligt op og tænder for TV Avisen blot for at se og høre, hvad den orange mand i Washington har fundet på, mens man sov.

I disse dage dage holder verden vejret, fordi det er usikkert, om han vil supportere Israels krig mod Iran. Han vil først blande sig “i sidste sekund”. Hvad betyder det? Hvilke uger, dage, timer og minutter er gået forud for det sidste sekund?

Israels krig i Gaza

“Krigen stopper, når Hamas frigiver gidslerne.” Det er en myte.

Israels premierminister Benjamin Netanyahu har sagt, at krigen ikke stopper, før Israel kontrollerer hele Gaza.

Jyllands-Posten citerede den 21. maj i år Ritzau:

Så sent som mandag sagde Netanyahu, at Israel vil tage kontrol over hele Gaza. Meldingen kom dagen efter, at det israelske militær havde oplyst, at det har indledt ”omfattende landoperationer” i det nordlige og sydlige Gazastriben.

Landoperationerne er en del af en fornyet offensiv, som Israel har startet, og dets erklærede mål er at eliminere Hamas’ militære og administrative formåen.

Den første tid tænkte jeg, at de, der sagde “Etnisk udrensning”, “Folkedrab” og “Overtrædelse af krigens love”, overdrev. Jeg har ændret holdning! Denne krig må stoppe omgående.

Jeg har ikke deltaget i nogen af demonstrationerne, for der har været en overrepræsentation af synspunkter, jeg ikke vil tages til indtægt for. Jeg vil ikke ende op ad en mand, der i en megafon råber “Hamas er stor” eller lignende.

Desværre kunne jeg ikke deltage i demonstrationen forleden dag. Den var arrangeret af nødhjælpsorganisationerne og ca. 15.000 mennesker mødte frem på Rådhuspladsen. 15.000 mennesker har fået nok.

Folkedrab eller ej

Her til morgen skriver DR, at de har talt med fem forskere. En af dem er Martin Shaw:

Det, der gør dette til et folkedrab, er, at det er et systematisk angreb på civilbefolkningen i et helt territorium over næsten to år, siger professor ved Barcelona og Sussex Universitet, Martin Shaw, der er forfatter til flere bøger om folkedrab.

– Det er ikke kun en krigsforbrydelse. Det er ikke kun en forbrydelse mod menneskeheden. Det er et altomfattende angreb mod Gazas befolkning, siger han.

DR skriver videre i dag (den 20. juni 2025):

“Danske Frederik Harhoff er professor i folkeret ved Syddansk Universitet. Fra 2007-2013 var han dommer ved Det Internationale Tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien (ICTY).

Derfor ved han om nogen, hvad det kræver af bevisførelsen for at påvise forsæt om at ville udrydde en gruppe eller dele af en gruppe – i dette tilfælde den palæstinensiske befolkning i Gaza.

Beviserne i sagen mod Israel i ICJ kender offentligheden ikke, såvel som den heller ikke kender Israels efterretningsinformationer og svar på anklagerne. Derfor vil Frederik Harhoff ikke på nuværende tidspunkt vurdere, hvorvidt Israels krigsførelse er et folkemord eller ej.

– Det er muligt. Det kan vi ikke afgøre, når vi ikke kender beviserne og ikke har adgang til beviser, der vil blive fremlagt i retten, siger Harhoff.

– Det er i hvert fald krigsforbrydelser. Det er i hvert fald også forbrydelser mod menneskeheden. Det er også alvorligt nok.”

De døde børn og sult som våben

UNICEF vurderer, at flere end 50.000 børn er blevet dræbt eller såret i krigen. Israel anfører, at det er omfattet af deres “ret til at forsvare sig”. Jeg kommer aldrig til at forstå denne sammenhæng. Hvordan kan børn være en trussel mod staten Israel? 

Siger man i Danmark, at krigen må stoppe, at Israel bruger sult som våben og at mere end 17.000 børn enten er dræbt eller har fået amputeret lemmer, anklages man for at være Hamasstøtte. Man mødes af argumenter om, at tallene stammer fra det Hamaskontrollerede sundhedsvæsen, så det er sikkert løgn.

Siger man, at Hamas er nogle svin, anklages man for at være zionist.

Alle, der er imod Israels fremfærd, er antisemitter. Det inkluderer FN og verdens hjælpeorganisationer.

Da nødhjælpsorganisationerne stod for uddelingen af nødhjælp i Gaza, var der ca. 400 uddelingssteder. Nu, hvor det regeringskontrollerede Gaza Humanitarian Foundation (GHF) varetager opgaven, er der 3 – 4 uddelingssteder i det sydlige Gaza. Det er Israels forsøg på at få to millioner palæstinensere til ‘frivilligt’ at bevæge sig mod syd.

Det er det glade vanvid. Enten kan man blive, hvor man er og lide sultedøden, eller man kan bevæge sig mod syd og risikere at blive dræbt i kampen om at få del i nødhjælpen. Og det er kun de, der har kræfterne, der kan gå mod syd. De gamle og de sårede må blive, hvor de er.

Krigstrætheden

I Israel har krigstrætheden sat ind. Derfor er premierminister Netanyahus plan om at invadere, erobre og besætte Gaza permanent ikke kun blevet mødt med voldsom kritik fra udlandet, men også fra flere og flere kritiske, krigstrætte stemmer hjemme i Israel. Den danske journalist Hanne Foighel har boet i Israel i mere end fyrre år og fortalte til DR’s Genstart om, hvordan det er at bo i et land, hvor man hverken tror på premierministeren eller den krig, han fører. Episoden hedder “Netanyahu uden stopklods”.

Netanyahus nye idé: udslettelsen af Iran

Premierministeren har fået en ny idé. Han vil udslette Irans atomprogram og vælte præstestyret, der har haft magten siden 1979. Krigen har nu varet i syv dage og bekvemt nok, vender verdenssamfundet nu det blinde øje mod Gaza. Fokus er rettet mod Iran og mod Trump.

Vil USA blande sig i krigen? Trump har jo på den ene side sagt, at det er slut med at blande sig i krige, der i virkeligheden ikke kommer USA ved, men Israel kan næppe nedlægge Iran uden amerikansk bistand. Og de to er jo tætte venner, så det er svært at forestille sig, at USA ikke vil supportere Israel. Og hvis USA blander sig, hvad er så næste træk? Lurer en atomkrig?

Vi har i sandhed levet i den bedste tid af alle!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]