Indlæg

/6 Kommentarer/i /af

Problemet er ikke Dansk Folkeparti. Vælgerne vil “remigration”

Det radikaliserede højre

Problemet er ikke Dansk Folkeparti. Vælgerne vil “remigration”

Topbilledet stammer fra Yadvashem, der er et museum i Jerusalem, hvor man kan mindes Holocaust. Jeg har selv været der, og togvognen på vej ud over kanten gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Er vi også selv på vej ud over kanten?

Problemet er befolkningen, folkestemningen og de vælgere, der stemmer på det yderligtgående parti. Alle politikere vil gerne have magt, og de vil gerne gøre deres indflydelse gældende alle steder, hvor det overhovedet kan lade sig gøre. Det er derfor, de besluttede at gå ind i politik. Og det kan man jo godt forstå, uanset hvilken fløj man selv befinder sig på.

Så når Dansk Folkeparti opstiller en plan for “remigration” (det fine ord lyder også bedre end tvangsforflytning), så skyldes det ene og alene, at de ved, at det vil afføde en masse stemmer. Man kan sige, at de har loddet “stemningen”.

Slå man “remigration” op i en ordbog, betyder det “massedeportation af ikke-hvide europæere og deres efterkommere”. Nogle af disse mennesker skal til “nærområderne”, som ligger behageligt langt væk.

I sidste uge kunne man læse lidt mere om Dansk Folkepartis plan i dagbladet Politiken. Det viser jeg til højre. Jeg har forgæves forsøgt at finde yderlige materiale om remigrationen på partiets egen hjemmeside, men jeg har ikke kunnet finde noget. Der var også tilstrækkeligt mange andre vederstyggeligheder til, at jeg skyndte mig væk igen. Og måske har de i deres iver bare ikke haft tid til at opdatere hjemmesiden, nu hvor de har så meget vind i sejlene?

De asociale medier

Jeg er for længst holdt op med at deltage i “debatter” om politik på asociale medier, for det foregår typisk på et niveau, hvor jeg hverken kan eller vil være med.

Da jeg stadig deltog, spurgte jeg ofte “Hvad er din kilde?” eller “Hvad bygger du det på?”, når folk slyngede påstand efter påstand ud. Ikke sjældent var svaret “Jeg behøver ingen kilder, jeg ved det bare”. Det er problematisk, at der føres holdninger til torvs på basis af “jeg ved det bare”, for så er det fx, man kan forledes til at tro, at alle muslimer enten er voldsparate eller på førtidspension.

Det er også længe siden, jeg holdt op med at debattere med eller være “venner” med folk på Facebook, hvis de viser dannebrog som en del af deres profilbillede. Jeg har bestemt ikke noget imod vores flag, det er rigtig pænt, men jeg har meget imod dem, der misbruger det til egne formål. Gid vi havde regler mod det. Måske kan Rasmus Stoklund (også) gøre noget ved det?

At bo på Vestegnen

Jeg bor på Vestegnen (det betyder vest for Rådhuspladsen) i Hvidovre, og det er jeg glad for. Hvidovre er sådan lidt ad modum en landsby midt i alt det store.

Jeg har boet her i 17 år, og jeg har aldrig nogensinde oplevet mine medborgere som et problem! Vi har mange mennesker, der bruger tørklæde. Min frisør er fra Syrien, og min tandlæge er vist fra Irak, i hvert fald er han lidt brunlig i det. Så længe de passer henholdsvis mit hår og mine tænder, har jeg svært ved at se det som et problem, at de måske beder til Allah fem gange om dagen. Jeg ved dog ikke, hvordan de skule få tid til det, når de også skal passe deres forretninger.

Europas sorte fortid

Da jeg kortvarigt besøgte Dansk Folkepartis hjemmeside, da jeg læste indlægget i Politiken, når jeg hører DF i Folketinget, Jyllands-Demokraternes formand, Mikkel Bjørns, Rasmus Stoklunds og Mette Frederiksens hadtaler mod muslimer, så bliver jeg så bange.

Nu har det lige været “Krystalnat”, hvor vi andægtigt mindedes en aften og nat i Tyskland for 87 år siden, og måske sagde eller tænkte vi “Nie wieder”?

Hvis ovennævnte partier og personager får mere magt, end de allerede har, så kan det være, at der rent faktisk kommer et “wieder Mahl” lige her i vores land. Er det virkelig det, vi vil? Er det det, Dansk Folkeparti m.fl.s proselytter vil? Det håber jeg ikke.

Min sorte fortid: Glistrup som statsminister og dødsstraf

Det er vist ingen hemmelighed, at der, hvor jeg voksede op efter min fars død, ønskede man Glistrup som statsminister, genindførelse af dødsstraf (dvs. en tilbagevenden til før 1866 …). Man mente, at mennesker uden arbejde var samfundsnassere og mere i den dur. Der var mere, men jeg har heldigvis glemt resten.

Det har givet mig et godt indblik i, hvorfor folk bliver radikaliserede. Det skyldes oftest,

  • at de selv mødes af et pres, de ikke kan honorere,
  • at de er marginaliserede,
  • at de mangler relationer,
  • at de er dårligt uddannede (min “mors” ægtefælle var dog skolelærer, men det hjalp ikke) osv.

Det er problemet med højrefløjens vælgere, og det er det, vi bliver nødt til at sætte ind over for. Og det haster.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

Vi stopper behandlingen af brystkræft og brækkede ben

Statsministeren gør børn og unge raske

Det er ellers Jesus forundt at gøre de syge raske. I Johannesevangeliet (kapitel 5) fortælles det, at Jesus helbredte en mand, der havde været syg i 38 år, ved søen Bethesda i Jerusalem.

Jesus betjente sig af mirakler. Mette Frederiksen betjener sig formentlig af Finansministeriet.

Vi stopper behandlingen af brystkræft og brækkede ben

Det må være sådan, at opfylder man de diagnostiske kriterier, får man diagnosen?

  • Har man symptomer på brystkræft, og lægerne finder en knude i brystet, skal man vel behandles på den bedste måde?
  • Humper jeg ned til lægen, der siger, at mit ben er brækket, forventer jeg at blive sat sammen på den bedst mulige måde.

Nu har statsministeren fået den idé, at det simpelthen er for dyrt at drive specialområdet. Derfor skal antallet af børn og unge, der får en diagnose, nedbringes. Det udtaler hun til bladet “Woman”. Pyt med de diagnostiske kriterier og pyt med de børn og deres forældre, der gennemgår et mareridt, fordi børnene simpelthen ikke kan gå i skole. De er hverken dumme eller dovne, men de kan ikke udholde de mange sanseindtryk, der typisk er i en almindelig skoleklasse.

Pudsigt nok er det aldrig de somatiske sygdomme, man vil sætte måltal for; det er altid psykiatrien, der må holde for.

“Skolens tabte børn” viser, at vil man spare, skal man bruge penge

I udsendelsesrækken “Skolens tabte børn” fremgår det af femte og sidste episode, at børn, der går helt almindeligt i skole i de ni eller ti år, koster en tiendedel af børn, der skal have et specialtilbud. Når børn skal have et specialtilbud, flytter pengene fra den almindelige folkeskole med over til specialtilbuddet.

Det vil sige, at jo flere børn, der er kommet i mistrivsel og må have et specialtilbud, jo færre penge er der til rest til den almindelige folkeskole, og så er der endnu flere børn, der må have et specialtilbud. Og sådan ruller rouletten; det er et frygteligt loop, som bare kører i det uendelige.

Eksperterne er uenige med Mette Frederiksen

Også i bladet Woman kan man læse, at eksperterne er uenige med statsministeren.

Ekspert 1: Anne-Mette Lange, der er klinisk psykolog og seniorforsker i børne- og ungdomspsykiatri ved Aarhus Universitet udtaler, at man kan se Mette Frederiksens udtalelser på to måder:

  • Den negative udlægning er: Vi må diagnosticere færre, fordi det er for dyrt at hjælpe
  • Den positive udlægning er: Vi må investere mere i forebyggelse og bedre rammer i børnehaver, familier, skoler, gymnasier og på arbejdspladser

Det må understreges, at Mette Frederiksen rent faktisk også udtaler sig om forebyggelse i det nævnte interview. Hun siger

Og vi skal altid gøre, hvad vi kan for at forebygge og undgå, at der er børn og unge, der får en diagnose, hvis vi kan undgå det – og undgå den mistrivsel, som der for nogens vedkommende er en følgesvend heraf.

Men statsministeren vrøvler. Det indser man, når man har læst det grundigt et par gange: Man mistrives ikke, fordi man har fået en diagnose. Det er omvendt: man får måske en diagnose, fordi man mistrives.

Ekspert 2: Søren Dalsgaard, klinisk professor og overlæge ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden og Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet siger, at “stigningen i antallet af stillede diagnoser primært skyldes, vi har haft for få ressourcer til at udrede dem, der havde behov for det. Den kapacitetsudvidelse, vi har haft, har gjort, at vi nu kan hjælpe flere. Der er ikke tale om overdiagnosticering. Der er i hvert fald ikke noget i tallene, der peger på det.”

De to eksperter er helt enige om, at alle tal viser, at mistrivslen standses, når diagnosen er stillet. Det kan skyldes, at barnet så får medicin (typisk ved ADHD), målrettet hjælp og et bedre skoletilbud. Og helt banalt kan det skyldes, at barnet og forældrene får en forståelse for, hvem det er.

Billeder fra mit eget liv

Da jeg – engang i urtiden – var barn, havde man hverken opfundet autisme, diagnoser eller barndom. Jeg fulgte naturligvis den almindelige folkeskole, for der var ikke andre muligheder. Der var kun noget, der hed “hjælpeklasse”, men det var for de børn, der havde svært ved det boglige, så der passede jeg ikke ind.

Jeg elskede de boglige fag, men jeg var en idiot til det praktiske og det sociale. Håndgerning, sløjd, formning og frikvartererne var et helvede. Jeg har tilbragt mange frikvarterer på et aflåst toilet, for der kunne jeg være i fred.

I en “Hjernekassen på P1”, episoden “Autisme-mødre” fra den 25. marts 2025 27:47 inde i udsendelsen hørte jeg Peter Lund Madsen, som jeg var på alder med, sige følgende kloge ord:

“Min skoletid var indrettet efter autister. Det var fuldstændig forudsigeligt. Der var skoleskema, man fik et nyt hvert år, og så kørte man bogen igennem, og nogen gange, når man sad og læste op på skift i timerne …, der var ingen slinger i valsen, og der var ro i klasselokalet. Gruppedynamikken var meget mindre indviklet, i hvert fald i timerne, for man skulle gøre, hvad læreren sagde.”

Jeg har passet mit arbejde, indtil jeg blev alvorligt syg og ikke kunne mere.

Der er meget, jeg kan på grund af diagnosen – ikke på trods af

Jeg er ekstremt sendiagnosticeret (jeg var 54 år) med Aspergers syndrom, der er en del af autismespektret, og jeg kan skrive under på de to eksperters udsagn om, at man får det bedre, når diagnosen først er stillet, for så begynder man at forstå sig selv.

Nu er jeg ikke længere bare hende den mærkelige. Jeg forstår mig selv meget bedre, og jeg har indrettet et fantastisk liv på mine præmisser. Jeg er holdt op med at maskere (et fagudtryk som betegner, at autisten forsøger at være “normal”), og alene det har givet et enormt overskud, for det er i længden utrolig ressourcekrævende at lade som om, man er en anden end den, man faktisk er.

Nu fokuserer jeg på mine styrker.

  • Jeg er fx god til at se detaljer, og flere bruger mig til at læse korrektur; det er opgaver, jeg elsker.
  • Jeg elsker data i tabeller og prøver at blive endnu bedre til fx Excel.
  • Som slægtsforsker har jeg meget glæde af detaljefokusset, for ellers går det store puslespil simpelthen ikke op.

Jeg er stadig en idiot til det sociale/det relationelle. Jeg evner fx ikke at smalltalke, for jeg synes, det er organiseret spild af tid. Det kunne jeg faktisk godt tænke mig at blive bedre til, så jeg har tilmeldt mig et forskningsprojekt om socialkognition. Det er sådan et, hvor man enten lander i kontrolgruppen eller i den sjove gruppe, hvor man rent faktisk deltager. De vil undersøge, om man kan få en bedre livskvalitet vha. virtual reality.

Der er absolut intet galt med min livskvalitet, og jeg har ingen problemer med at aflæse andre mennesker (synes jeg da selv), men det, der fangede mig, var:

Vi har udviklet en virtual reality-baseret intervention, hvor man sammen med en terapeut bliver støttet i at begå sig i virtuelle sociale situationer; det kan for eksempel være at smalltalke med andre.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Så fin behandling i Osteoporoseenheden på Hvidovre Hospital

Det flotte sundhedsvæsen!

Så fin behandling i Osteoporoseenheden på Hvidovre Hospital

På Hvidovre har kirurgerne et genialt samarbejde med Osteoporoseenheden: Når man har pådraget sig et brud, og lægerne synes, man er blevet halvgammel, går der automatisk besked fra kirurgerne til Osteoporoseenheden, og når bruddet bør være vokset solidt sammen, får man indkaldelse til en såkaldt DEXA-scanning.

Jeg faldt i juli og er nu vokset ret grundigt sammen, så jeg var nede at blive scannet i morges.

Jeg har ikke osteoporose. Det er jeg utrolig glad for, for jeg havde været lidt nervøs. Det er da mystisk at falde over sine egne ben og pådrage sig to brud. Men alt er i orden og alle værdier er fuldkommen normale for en kvinde på 62 år. Jeg bør tage nogle kalktabletter, men det er da også det hele.

Jeg havde for en sikkerheds skyld taget min solsikkesnor på, for hospitalet er enormt og fyldt med sanseindtryk, der kan være svære at håndtere.

Søde mennesker overalt

Jeg var lidt forvirret over, om afsnittet havde det ene eller det andet nummer, idet der stod en ting i SP men noget andet på deres skiltning. Jeg må have set spørgende ud, for der kom en sød portør og spurgte, om han kunne hjælpe mig? Og ja det kunne han. Det viste sig, at man egl. skulle det samme sted hen, og at afsnittet faktisk havde to numre.

Velankommet scannede jeg sygesikringsbeviset, og det rare menneske bag skranken var også utrolig hjælpsom: “Ned ad gangen til de runde borde og så bliver du kaldt ind. Der er kaffe i automaten.”

Kvinden, sådan en hedder vist en radiograf, der betjente scanneren, var også meget, meget imødekommende. Vi nærmest “hyggesnakkede” lidt, mens hun gjorde det, hun nu skulle, og før hun kom med resultatet: Du har ikke osteoporose!

Inden hun kom med resultatet, havde hun endda også nået at tale med den læge, der kiggede på billederne for fem år siden, hvor jeg også var en tur hos endokrinologerne, fordi jeg da havde en “Scheuermann” i ryggen; det var dengang, jeg konstant faldt ud af sengen pga. Parkinsonismen … Det er godt, det er længe siden, for det var et mareridt.

Jeg fik en kopi af alle billederne med hjem, for dem vil egen læge jo nok gerne se. Hun forklarede en masse om forskellige scores og tegnede og fortalte. Alle værdier ligger minimum på 98 pct., og det er meget fint.

Gad vide om det var solsikkesnoren, der hjalp? Eller er de bare så imødekommende over for alle?

Det danske skattetryk

Jeg har altid betalt min skat med glæde, og det gør jeg stadig, for jeg synes, jeg får meget for pengene.

Mange mennesker mener, de betaler for meget i skat, men det pudsige er, at ingen af dem kan nævne offentlige serviceydelser, de gerne vil undvære. Der er altid noget, der kunne være bedre eller optimeres, men vi har altså et flot system i Danmark. Er der noget galt, eller er der bare en mistanke om, at der måske er noget galt, så opfanges vi som hovedregel. Og vi skal ikke have Visakortet frem for at få stillet diagnosen.

Det er sikkert dyrt at lave en DEXA-scanning, men det er meget dyrere at vente på, at man evt. har Osteoporose og så at skulle sætte ind over for det.

Jeg er bare glad …

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/10 Kommentarer/i , , /af , ,

Slægtsforskere foren eder

Nedskæringer på Rigsarkivet

Slægtsforskere foren eder

Det er nu, vi – som Rigsarkivets største brugergruppe – må gøre os gældende.

Jeg er meget trist over de udmeldte besparelser, men det hjælper næppe, og det hjælper ikke at sende mails til diverse politikere. 7.000 ukoordinerede enkelthenvendelser gavner ingen steder. Løbet er kørt for finansloven for 2026, da aftalen er indgået.

Af faktaarket “Udmøntning af administrationsbesparelser i 2026”, dateret den 23. oktober i år, fremgår, at man forventer at spare 1,5 mio. kr., svarende til 1,0 årsværk (et årsværk er en fuldtidsstilling = 1.924 timer = 37 timer * 52 uger), på følgende opgaver under Rigsarkivet

Opgavebortfald i Rigsarkivet, bl.a. opsigelse af kontraktstyringssoftware, optimering og lukning af hjemmesider og nedskalering af frivilligopgave

Det er ikke let at blive klar over, hvad det konkret betyder:

  • Hvad er “kontraktstyringssoftware”?
  • Hvilke hjemmesider “optimeres og lukkes”?
  • Hvor meget bidrager “nedskalering af frivilligopgave” til besparelsen?

Besparelsen, der fylder uendeligt lidt målt i kroner og øre, betyder uendeligt meget for os i vores daglige arbejde. Og ja, det er arbejde.

De mest brugte arkivalier scannes af frivillige og indtastes herefter af andre frivillige. Det er godt for arkivalierne, der herefter ikke udsættes for slid, og det er godt for os. Utrolig mange slægtsforskere og andre kyndige på tilgrænsende områder har brugt tusindvis af timer i lige så mange år på – i samarbejde med Rigsarkivet – at gøre arkivalier tilgængelige online. Er det arbejde, der pludselig er spildt, når de uspecificerede hjemmesider “optimeres og lukkes”?

Som eksempel på “andre kyndige på tilgrænsende områder” kan jeg nævne, at jeg kender en læge, der hjælper med tydning af dødsattester. Han bruger en dag om ugen på Rigsarkivet i Viborg på opgaven.

Jeg kender ikke andre persongrupper end slægtsforskere, der lægger så mange gratis arbejdstimer. Vi gør det, fordi vi gerne vil formidle glæden ved vores hobby og opsamlede erfaringer/viden, og fordi vi gerne vil “betale tilbage” af det, der engang for mange år siden var nogle, der lærte os. Vi har alle nogle, der hjalp os i gang.

Rigsarkivets formål

Slå man op i bekendtgørelse af arkivloven, kan man læse om Rigsarkivets formål:

§ 4. Rigsarkivet har til formål:

1) at sikre bevaringen af arkivalier, der har historisk værdi eller tjener til dokumentation af forhold af væsentlig administrativ eller retlig betydning for borgere og myndigheder,

2) at sikre muligheden for kassation af ikkebevaringsværdige offentlige arkivalier i samarbejde med de myndigheder, der er omfattet af denne lov,

3) at stille arkivalier til rådighed for borgere og myndigheder, herunder til forskningsformål,

4) at vejlede borgere og myndigheder i benyttelse af arkivalier,

5) at udøve forskning og udbrede kendskabet til forskningens resultater.

Som slægtsforskere hører vi under flere af punkterne.

Når frivillige scanner arkivalier, hører det under pkt. 1. Når vi sidder på læsesalen eller hjemme ved skrivebordet, hører vi under pkt. 3, og har vi spørgsmål, hører vi under punkt 4.

Hvad er en “rigtig” forsker?

En anden slægtsforsker sagde en dag til mig “nu er vi jo ikke “rigtige” forskere”.

Næh, vi er selvfølgelig ikke aflønnede for vores indsats, men når jeg finder nye resultater, eller formidler tidligere resultater, føler jeg mig ret “rigtig”. Og dermed kunne jeg måske snige mig ind under pkt. 5? Selve formidlingen af både de små og de store historier optager mig meget, for det er her, data bliver til de mennesker, de var engang.

Når jeg hjælper folk i gang med The Next Generation of Genealogy Sitebuilding (TNG), hjælper jeg dem med at formidle deres resultater.

Hvor mange er vi, og hvad kan vi gøre?

Jeg er ikke klar over, hvor mange slægtsforskere, der er i Danmark. Og jeg er ikke selv kreativ nok til at komme med konkrete forslag til initiativer; men jeg nægter at kaste håndklædet i ringen.

Foreningen Danske Slægtsforskere (DS), som jeg betragter som en “fagforening for slægtsforskere”, fordi det er her vores interesser bedst varetages under en og samme hat, har vist ca. 7.000 medlemmer, men mørketallet – de uorganiserede – må være enormt vurderet på baggrund af diverse Facebookgrupper, brugere af foreningens Forum m.v.

Alene Facebookgruppen “Slægtsforskning” har 33.200 medlemmer (kilde: “Med Adam i arkivet” side 44). Af de 33.200 er der sikkert en del gengangere fra DS. Trækker man alle 7.000 fra de 33.200, får man 26.200, der også kunne gavne DS og gøre os stærkere som gruppe betragtet.

Jeg tvivler på, at der kan rokkes ved besparelsen for 2026, netop fordi det er en del af en allerede indgået politisk aftale, men det må være muligt at ændre på 2027 ff. Ministerierne skal indsende deres bidrag til forslag til finanslov (FFL) 2027 – 2030 medio april 2027. Ergo har vi ca. seks måneder til at få gode idéer og i fællesskab at tømre noget sammen.

Hvis jeg kan hjælpe nogen med noget, melder jeg mig under fanerne.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.