Indlæg

/i , /af ,

Den visuospatiale hukommelse er væk

Den visuospatiale hukommelse er væk

Skønt skilt

Den visuospatiale hukommelse er væk

Lige ved Forum Metrostation står dette skønne skilt, som jeg ikke kunne lade være med at forevige. Tine Bryld er jo en del af min barndom/ungdom, hvor vi alle hørte “Tværs” søndag aften på P4 i P1. Hun var en klog kvinde, der kunne række ud til dem, der havde behov for det. Det er helt i sin orden, at hun har fået både prisen og pladsen, men genopstanden er hun næppe.

At finde vej

Jeg skulle til frokost kl. 13:00 hos en ven. Jeg havde vha. rejseplanen.dk timet det, så jeg ville være fremme 12:55. Jeg gik fra Forum Station i rask tempo uden Google Maps for Herre Gud, jeg har boet i København i 38 år, og jeg har besøgt hende mindst 10 – 15 gange. Jeg anså derfor hverken Google Maps eller kompas for at være nødvendigheder. Jeg gik efter stedsansen… jeg havde bare glemt, at den er ude af drift – ikke bare midlertidigt men for bestandigt. Jeg var et godt stykke oppe ad Godthåbsvej, før det gik op for mig, at noget var galt.

Jeg spurgte nogle mennesker om vej, men de var usikre, så dem turde jeg ikke løbe an på; derfor måtte Google Maps alligevel op af lommen. Jeg hader, når “damen” siger “gå mod nordvest”, for jeg aner ikke, hvor nordvest er, jeg aner ikke engang, hvor jeg selv er. Jeg forsøgte alligevel, men da hun sagde “Stigbøjlen”, var der bare ikke en vej, der hed sådan. Min ven kunne senere fortælle mig, at det er en del af et stisystem i forbindelse med Landbohøjskolen eller sådan noget lignende.

Jeg mødte en ung hjælpsom kvinde, der fik mig gelejdet i den rigtige retning. Jeg tror, hun fornemmede min desperation, da jeg sagde, at jeg ikke vidste, hvor jeg var. Hun var i hvert fald meget pædagogisk. Det endte med, at jeg nåede frem 13:20. Jeg hader det! Jeg er ikke sådan en, der kommer for sent.

Jeg bliver altid lidt trist, når jeg ikke længere kan finde vej. Min visuospatiale hukommelse er smadret.

  • Før GPS mv. var opfundet, cyklede jeg i flere omgange rundt i Toscana, og hele vejen derned, uden at fare vild.
  • På vejen gennem Tyskland fandt jeg altid mit Gasthaus og den mundrette Weißbier i et passende glas.
  • Da jeg ofte skulle til Viborg for at forlyste mig på “Landsarkivet for Nørrejylland”, fandt jeg da også altid frem til “Oasen”, hvor jeg overnattede hos Annie Mørkbak, og derefter hen til arkivet. Jeg tror ikke, jeg ville kunne gøre det i dag.

Det er en færdighed, der er væk, og det er en færdighed, der er vanskelig at undvære. Jeg prøver med kompenserende strategier, men det går ikke særlig godt for nu at sige det lige ud.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/10 Kommentarer/i , , /af , ,

Securitas

Securitas

Min ven Morten

En af de første jeg fortalte om min fritstilling var Morten fra “Jobøst”, som jeg traf første gang i (vist nok) november 2017. Han har i lang tid haft kontakt (læs: bearbejdet) til Securitas, hvor vi også har været til “kaffemøde” for snart længe siden. På det tidspunkt blev jeg faktisk vist rundt i bygningen, så de syntes nok ikke, jeg var helt forfærdelig.

Da han fik beskeden fra mig i sidste uge, rykkede han med det samme, og arrangerede en samtale til i dag kl. 10:00.

Konklusion

Der er endnu ikke en aftale om en egentlig ansættelse, da ressourcesituationen internt i koncernen er uafklaret. Lederen har ganske enkelt ikke et tilsagn fra de “bevilgende myndigheder”. Der er alene aftalt en ulønnet virksomhedspraktik startende den 23. maj med evaluering den 8. juni. I den deltager lederen, Morten og jeg.

Jeg havde på forhånd noteret mig, hvilke kompromisser jeg ikke skulle gå på denne gang. Man kan vel kalde det et forsigtighedsprincip? Det var fint at konstatere, at jeg ikke engang behøvede at nævne de ting, jeg havde skrevet ned. De ligger implicit i jobbet og i koncernen.

  1. Det vigtigste kompromis, jeg ikke må indgå på, er næsten det med antallet af timer. Otte timer er simpelthen for lidt, da jeg så kun kommer ud af døren en, måske to, gange pr. uge, og så er det, der kan gå 1½ uge, hvor jeg ikke taler med et eneste levende menneske. Det går ikke.
  2. Et andet vigtigt punkt er rolige omgivelser. I Farum talte de ikke i telefon, de råbte i telefon, og musikken kørte. Andre mennesker kan lukke den slags ude, men det kan jeg ikke, og det er blevet sværere og sværere de seneste år. På psykiatrisprog hedder den slags, at man ikke mestrer “delt opmærksomhed”, hvilket er uhyre almindeligt for bipolare som en del af de kognitive forstyrrelser.
  3. Jeg skal have nogen at sparre med.
  4. Jeg skal tage langt mere hensyn til de emner, Psykiatrifonden beskrev tilbage i 2016. Noget er forældet, men der er bestemt også end del, der fortsat er gældende. Jeg har prøvet at gå på kompromis, fordi jeg var så forhippet på stillingen, at jeg kunne have solgt min gamle bedstemor. Læringen på det seneste er, at det ikke går; fleksjob eller ej.

Afprøvninger

Hvis jeg nu opfører mig pænt i de tre uger, praktikken varer, forestiller jeg mig, at der kan være en chance, og jeg brokker mig på ingen måde højlydt, men for søren da hvor skal man på prøve og anses i lang tid for at få fodfæste på arbejdsmarkedet, når man har været på nippet til at falde helt ud af det.

  1. De to år i Folkekirkens Nødhjælp var jeg nærmest på prøve i to år. Ansættelsen begyndte med 13 ugers ulønnet virksomhedspraktik.
  2. I Nordsjællands Port Center var der fire ugers ulønnet praktik plus efterfølgende tre måneders prøvetid (naturligt nok – det står i funktionærloven),
  3. og nu kan jeg så gå ind i møllen igen.

Hvor jeg dog håber, at jeg på et eller andet tidspunkt kan være “ventet og velkommen” i en virksomhed, lige til vi ikke orker at se på hinanden længere.

Hvis Securitas ønsker at ansætte mig, vil der være tale om, at jeg kommer til et sted, hvor der er orden på løn og ansættelsesvilkår.

Det kunne nu være så rart – endelig!

PS: Se lige denne video!

/4 Kommentarer/i , , , , , /af , , , , ,

Diverse hvor jeg vandt over ASE

Diverse hvor jeg vandt over ASE

Madglad

Diverse hvor jeg vandt over ASE

  1. Det er søndag – derfor billedet!
  2. Det er lykkedes at partere en frisk røget makrel på 400 gr, uden at noget af vægten var fordelt på mere end fem ben.
  3. Denne uge røg der lige et kilo parmesan med i kasserne. Muligvis ikke så godt for “projekt vægttab”, men af og til må jeg gerne “synde”, og en klods ost er vel ikke det værste?

De sidste fire

Min lokale Kvickly har en vældig vestibule, hvor der dels stinker af indisk fastfood, dels altid står påtrængende repræsentanter for alt muligt.

Forleden dag var det Hjerteforeningen, der antastede mig. Jeg plejer altid at starte med at sige til de typer, at jeg ikke vil købe noget, og det gjorde jeg også her. Ih næh hun var helt altruistisk. Hun ville blot fortælle mig om risikofaktorerne, men jeg afbrød hende ved at sige, at jeg er i risikogruppen, og det ved jeg ganske udmærket. Men hun ville alligevel gerne give mig forskellige serviceoplysninger. Hun skulle bare bruge min fødselsdato og de sidste fire i CPR-nummeret, som skulle tastes ind på en iPad, godt nok blindt. Men de vil jo ikke være “blinde” i det øjeblik, de anvendes. Jeg spurgte, hvad hun skulle med dem. Det var så noget med koordination med sundhedsvæsen og politi…

Mit svar var selvfølgelig nej, og jeg må sige, at min tillid til Hjerteforeningen faldt drastisk. Hvad komme mine sidste fire cifre dem ved?

Cowboyland – slut på føljetonen

ASE erkendte, at de havde rådgivet virksomheden forkert. Det vil sige, at jeg har fået de frister, der fremgår af funktionærloven. Jeg er naturligvis tilfreds med, at virksomheden har tænkt sig at overholde gældende lovgivning. Virksomheden oplyser, at jeg er den eneste, der er ansat under funktionærloven, og at jeg har fået meget bedre betingelser end de øvrige, og at det har stillet virksomheden ringere. Jeg undrer mig, men jeg må hellere tie stille, selvom jeg egentlig ikke bryder mig om bare at hytte mit eget skind og lade andre sejle i deres egen sø, når jeg ved, det er ulovligt. Jeg er normalt mere solidarisk end som så.

Med kort og kompas – visuospatiale forstyrrelser

Topografisk desorientering: Termen omfatter både evnen til personlig topografisk orientering, dvs. at finde vej i velkendte omgivelser og til at orientere sig på landkort eller arkitekttegninger. Kilde: En lærebog.

Jeg er virkelig, virkelig dårlig til at finde vej, og de 51 ECT-behandlinger har bestemt ikke gjort det bedre. Jeg har nul fornemmelse af, hvor jeg er.

Lige p.t. er det lidt af et cirkus for mig at at finde de to km fra Farum station til arbejdspladsen. Jeg bruger selvfølgelig Google Maps og drejer til højre og til venstre, som “damen” befaler. Problemet kommer, når hun af og til siger fx “gå mod nordøst”. Hvordan i alverden skulle jeg vide, hvor nordøst er? Den første dag gik jeg 50 pct. længere, end jeg skulle. Dagen efter fandt jeg ud af, at min iPhone faktisk har et indbygget kompas. Så med kort og kompas kan jeg finde vej til min arbejdsplads. Jeg håber, det bliver bedre.

Med kugledyne

Jeg har vovet at sige mange tak til en fin invitation til Nordjylland i Store Bededagsferien sammen med dejlige mennesker, som jeg kender ret godt. En af de ting, der var medvirkende til mit “ja tak”, var, at jeg kan tage min kugledyne med, da de har bil. Det er første gang i mange år, jeg vover mig ud på den slags ekspeditioner. Spændende projekt!

God søndag!

/i , /af ,

Royal og kognitive problemer

Royal og kognitive problemer

Jeg er royal

Royal og kognitive problemer.

Det er der sikkert ikke så mange, der ville gætte på, men jeg er faktisk vældig royal, primært fordi jeg synes, H.M. Dronningen er en fantastisk repræsentant for vores land. Og det skal hun have stor tak for.

Nuvel jeg kender hende jo mest fra hendes nytårstaler, som jeg trofast lytter til hvert eneste år. Talen i 2017 var markant, og det var den også i 1984, hvor hun talte om de “dumsmarte bemærkninger”. Hun har vid og bid, og jeg synes, hun er dygtig. Hun forstår at twiste ordene, så hun på en og samme tid er både umisforståelig og neutral. Hun kan sætte nogle på plads. Den slags kræver et klogt menneske – og det er dronningen!

Dronningen har mistet sin livsledsager

H. M. Dronningen har nu mistet sin livsledsager gennem mere end 50 år, og det må være meget, meget svært. Alligevel har hun overskud til i pels at træde ud foran Fredensborg Slot og møde ganske almindelige mennesker, der tænder lys, med smil og taknemmelighed. Det er smukt. Jeg beundrer hende endnu mere nu.

Alle medier/platforme svømmer over med reaktioner på prins Henriks død. Pludselig er der ikke grænser for, hvor stort et aftryk han har sat i vore hjerter. Men jeg undrer mig: Har det ellers ikke hele tiden hedet sig, at han ikke blev accepteret, blandt andet fordi han efter alle disse år stadig ikke talte ordentligt dansk? Jeg synes, jeg husker noget med “Dom panda dom spiser bamboo”.  Han har stået i skyggen af H. M. Dronningen, og det har han brokket sig over, og danskerne har ikke forstået det. Husker jeg helt galt? Det vidste han da på forhånd, da han som fransk greve giftede sig ind i den danske kongefamilie.

Prins Henrik led af demens

Det sidste har selvfølgelig været hans ønske om ikke at blive begravet side om side med sin hustru under Bjørn Nørgaards sarkofag i Roskilde Domkirke. Som jeg husker det, var der ikke meget folkelig forståelse for det. Da det kort efter kom frem, at prins Henrik led af en fremskreden og alvorlig demenssygdom, kunne de fleste alligevel “tilgive” ham. Forståelsesrammen blev ganske enkelt en kende større.

Ære være Prins Henriks minde, men jeg synes, at den påståede enorme kærlighed fra folket til prinsen er vokset ind i himlen siden tirsdag aften kl. 23:18.

Distriktspsykiatrien

Jeg var en tur i Distriktspsykiatrien i dag. Gitte holder mig på sporet, og det er jeg glad for og tryg ved. Hun er så sød og kompetent. Jeg er lidt bange for, at de snart smider mig ud, nu hvor jeg jo faktisk har det ret godt. Vi talte lidt om hvor længe, jeg har været stabil, og det er faktisk siden januar 2017 – altså faktisk et år. Og det er jeg så taknemmelig over! Jeg tror på, at jeg kan sige “sidste gang jeg var indlagt” og ikke bare “da jeg senest var indlagt”. Der er enorm forskel set fra mit perspektiv.

Jeg har tidligere skrevet om det flotte fremskridt mht. Triglyceriderne. Vi talte om det igen, for jeg er animeret til at bringe tallet endnu længere ned. Jeg forstår ikke, hvorfor kolesteroltallet og Triglyceriderne ikke følges ad, når de begge er mål for fedt i blodet. Men hvorom alting er, har jeg, efter aftale, skrevet dette lille afsnit, som forslag til, hvad der kan skrives ind i journalen. Om Gitte nu kan lide/bruge det, kan jeg jo ikke vide, men så er det da forsøgt:

“Patienten har siden september/ oktober 2017 omlagt sine kostvaner ved nu at købe måltider hos “Aarstiderne”. Måltiderne derfra er udelukkende økologiske og består primært af grøntsager og højst 100 gr. kød dagligt.  Det har bevirket et markant fald – ca. 75 pct. – i målte antal Triglecerider pr. mmol/l. Det er patientens egen opfattelse, at sund og lødig kost er en afspejling af, hvor godt hun har fået det, idet den egenomsorg, der ligger i ordentlig mad, kræver overskud både mentalt og økonomisk. På den måde kan målte Triglycerider ses som en indikator for patientens gode både mentale og fysiske tilstand.”

Tænder og kognition

I Hvidovre er der ingen Irma, og jeg kan kun drikke blå Irma-kaffe. Der ligger en dejlig Irma lige overfor Distriktspsykiatrien – Codanhus – så jeg måtte ind at have en del pakker kaffe og lidt andet.

Da jeg kom ud fra Irma, vinkede en kvinde til mig. Jeg kunne svagt huske hendes ansigt, og måtte spørge “Kender vi hinanden”? Og “hvad hedder du?” Jamen jøsses det var jo Tina. Hende mand Gert var i mange år min nærmeste ven. Vi mødtes i “Direktoratet for Social Sikring og Bistand og Revaliderings- og Pensionsnævnet for Københavns og Frederiksberg Kommuner”. For nemheds skyld kaldte vi det “Direktoratet med det lange navn”.

Da han blev skilt for herrens mange år siden, flyttede han ind hos mig i min 53²m-lejlighed i Vanløse. Og vi havde det bare så hyggeligt i nogle måneder. Han fremtryllede hvad som helst med gryder og pander i mit bette køkken. Vi spiste ikke bare, vi talte også om liv og død og den slags. Jeg kan ikke huske hvornår, men vi fulgtes også til et “Copenhagen Photo Marathon”, og det gik os begge ret godt.

Hvorfor kontakten røg, husker jeg ikke. Men vi kunne da drikke en kop kaffe, og se om der er grobund for mere.

Tina sagde “Gud, du har fået lavet dine tænder”. Jeg bliver så glad, når nogen siger det, så er det alle pengene værd. Jeg tænker også, om de har været og besøge mig, mens jeg har været indlagt, eller de korte stunder, jeg var hjemme? Jeg ved det virkelig ikke, men hvordan skulle de ellers kende til min dårlige tandstatus? Jeg tror da, den kun varede et par år?

En rigtig god ven fortæller, at hun besøgte mig mange gange på psykiatrisk afdeling. Jeg husker intet, heller ikke selvom hun beskriver den grimme have, vi sad i mv.

Jeg vil aldrig komme overens med, at der er så meget, der er skredet i svinget. Jeg går sådan set ikke og piver, men det er ikke rart løbende at blive konfronteret med det. Kend måske et ansigt – men vid ikke hvem det tilhører, uagtet det er mennesker, du har kendt i mange år og tilbragt meget tid med.

Og apropos kognition: Jeg træner med lydbøgerne, men det går ikke særlig godt. Jeg kan høre 4 * 4 minutter, så er tankerne alle andre steder. ØV. Men jeg giver ikke op.