Uklart
Dum dag
Den medarbejder i Second Hand Unit, der på en eller anden vis har ansvar for at give mig opgaver og at introducere mig til dem, evner simpelthen ikke at forklare formål og metode!
Hvis hun skriver en mail om, hvad det er, hun har brug for, bliver jeg nødt til at spørge nærmere til det, for jeg forstår ganske enkelt ikke bestillingen. Det er ikke beskrevet som 1) formål 2) metode 3) naturlige afvigelser fra metoden 4) evt. forudgående gennemgang af paradigmer.
Hvor svært kan det være at beskrive formål og ønsker? Nu skal jeg også være retfærdig: Der er ikke ret mange mennesker, der kan forklare sig umisforståeligt – og det gælder både på skrift og i tale; jeg oplever det flere gange om ugen.
Når jeg bliver nødt til at stille afklarende spørgsmål, er det mig, der kommer til at føle mig dum, og det, synes jeg faktisk, ikke er rimeligt, når jeg ved, det er usandt.
Jeg ved godt, at jeg er ekstremt struktureret inde i hovedet, og ikke kan forvente det samme af andre mennesker. Noget af det skyldes, at jeg skal kompensere for de kognitive problemstillinger, og noget af det er, “sådan er jeg bare”.
Hvordan i alverden skulle jeg vide, hvilke butikker, der også sælger møbler, at Søborg Hovedgades to adresser er slået sammen til én, men at der skal være tre regnskaber osv?
Vedkommende kan ikke forklare sig, så jeg er sikker på at forstå det, hvorpå jeg bliver nødt til at spørge om det samme flere gange. Det er ikke særlig fedt. Nu har jeg så besluttet bare at skrive spørgsmålene ned, og så må vi lave en samlet gennemgang.
Det var det, der gjorde det til en dum dag. Nu bygger jeg mine egne Excelark, så jeg ikke skal gætte tidligere tankerækker hos andre medarbejdere.
Om lidt kommer “min præst”. Det er vist meget godt.



