Jeg rammer aldrig de gamle niveauer
Indholdsfortegnelse
Hos psykologen
Jeg rammer aldrig de gamle niveauer.
Jeg har været hos psykologen Anette Friis, og hvor er jeg glad for, at jeg har mulighed for det. Hun er så dygtig, jeg kan rigtig godt lide hende, og jeg føler mig 100 pct. tryg ved hende, men jeg har selvfølgelig også kendt hende (vist nok) siden ca. januar 2015. Her er ikke noget med at fortælle historien forfra. Hun kender det hele på forhånd – og hun kan også huske det. Herudover har hun på et tidspunkt sagt, at hun godt kunne lide mig. Det er gode betingelser.
Hun kan udpege en masse punkter, hvor der er sket en positiv udvikling. Selv har jeg det sådan, at jeg på mange måder begynder forfra. Jeg vil aldrig ramme de gamle niveauer, men det er også OK, bare jeg kan bygge et nyt fundament, og det, synes vi begge, lykkes:
- Der er styr på økonomien,
- jeg er i en eller anden form på arbejdsmarkedet,
- jeg får meldt mig til højskole i julen,
- jeg prøver at skabe noget med fx Line, som jeg lærte at kende på 808,
- jeg bliver mere sikker på mine værdier osv.
Så noget sker der da.
Jeg rammer aldrig de gamle niveauer
Det, der er svært, er at erkende, at jeg aldrig rammer de gamle niveauer. Det synes jeg ellers, jeg har erkendt 50 gange, men alligevel er det svært. Det er svært ikke at være særlig “vigtig” på arbejdet. Jeg kan fx være væk tre dage, og alligevel ligger der kun fem mails i indbakken. Før i tiden lå der 50. Egentlig passer det mig fint med de fem!
Det er svært med de kognitive problemer (hukommelse, overblik og koncentration). Jeg er hele tiden bange for at virke dum i andres øjne. På afdelingen var der en oversygeplejerske, der drillede mig med disse problemer. Det er et meget følsomt emne, og til sidst måtte jeg bede hende stoppe.
Jeg talte med Anette om nogle af de spil, man kan spille online, som skulle kunne hjælpe med en form for genoptræning. Et af dem er “Lumosity“, som jeg spillede en del for et par år siden, indtil jeg læste, at det eneste, man bliver god til af det, er at spille spil. Hun anbefalede trods det at prøve det. For et par år siden var det afdelingen, der indstillede det, så det fangede de rette problemstillinger. Hvis jeg ikke kan finde ud af, tager jeg (sgu) min cykel og kører ud til dem, så de kan hjælpe mig.
Alt i alt en dejlig formiddag.
Nye visitkort – også en slags forfra
Det har i lang tid irriteret mig, at mine visitkort var forældede. Fx er der ingen grund til at der står “Specialkonsulent, Cand. Jur.” Det giver jo ikke mening længere, for det er en historie fra fortiden. Derfor besluttede jeg simpelthen at designe nye. Jeg har tidligere haft gode erfaringer med Vistaprint, så dem valgte jeg igen. Deres kvalitet og pris er i orden, og de har mange skabeloner i varierende kvaliteter. Jeg valgte de-luxe-udgaven, som er tykkere end de normale. Selve designet er så enkelt som muligt.
De er kommet i dag, og jeg synes, de er pæne. Billedet er ganske vist temmelig gammelt, men det kan gå an.
Apropos Syrien og Aleppo
Hvis man bor i Aleppo, skal man i høj grad starte forfra med at få en tilværelse stablet på benene. Der er intet – alt er smadret.
Jeg besluttede at give dem en julegave – jeg skal ikke give til andre – i form af en stor overlevelsespakke, der er designet specielt til Aleppo. Det er så lidt, man kan gøre, men lidt har også ret.
jeg er så glad på dine veje at du har Anette psykolog og at du skal på højskole.
god ide at give Aleppo gaven.
fine visitkort, ja vistaprint laver nogle pæne kort, fik du fat i en af deres tilbud, jeg fik 50% for en månedes tid siden og jeg ved de har kørt nogle vilde jul og nytårs tilbud.
håber du kan træne din hukommelse tilbage, min mor har brugt spil på pc men tror ligeså meget det var at holde have og lave marmelade der hjælp hende.
@ Anette
Min hukommelse kommer aldrig tilbage. Mit må er at blive så god til de kompenserende strategier, at det ikke opleves som et dagligt handicap. Jeg har hverken have eller marmelade 🙂 Jeg kan ikke træne den til at komme tilbage. DPC har sagt, at der ikke er mere at gøre, og jeg stoler på min kære Pernille, der havde emnet med på en tværfaglig konference. Det kan være, det kan blive lidt bedre. Jeg vil prøve at træne lidt og se, om det kan blive lidt bedre, men jeg har ikke meget tillid til alt mulig hokus pokus.
Anette, højskole og Aleppo er alt sammen godt. Jeg er glad for det hele.
Ja jeg fik et af Vistaprints tilbud minus 50 pct., så var det jo lidt mere spiseligt. Jeg synes, deres kvalitet er mægtig fin. Faktisk har jeg også købt sådan et lille etui til at have kortene i. Det er ret lækkert, og kostede vist ca. 60,00 kr. Så bliver de ikke bøjede og snavsede.
Ja nogen gange så det tabte, og man må finde nye vej… desværre
Overvejede et itui…. måske næste gang
Håber du går en fantastisk jul, hvor mange dage er det?
@ Anette
Nu går jeg jo ikke rigtig ind for Recovery; jeg synes det er “hverdagsopfindelser”. og det behøver jeg altså ikke nogen til at fortælle. Jeg kan let finde ud af, at det fhandler om at skabe et så godt liv som muligt liv på de præmisser, jeg nu engang har. Når jeg ser på “Skolen for recoverys” hjemmeside synes jeg, den består almindeligheder – og der er ikke noget, der påvirker/tiltaler mig.
Etuiet er ret lækkert. Lækker kvalitet og en god måde at passe på kortene på. Selvom om de er af en tyk kvalitet, kan de jo stadig få bøjede kanter.
Julen på Vallekilde varer fra 23. december om eftermiddagen til den 27. december om eftermiddagen. Jeg er spændt på, hvor social, jeg orker at være. Jeg har bestilt eneværelse. Desværre havde de ikke flere med eget bad. Men pyt – det går også.
bare godt du fik et eneværelse, håber du nyder det.
langt hen af vejen er vi enige ang recovery… det blevet et mode ord… og et ord nogle bruger i “tag dig sammen” holdning… kan bedre lide din indgangs vinkel, skab så godt et liv som muligt med de forudsætninger der nu er.
Jeg har vist nævnt det før, men jeg har også hukommelsesproblemer. Det er især korttidshukommelsen, den er gal med, og jeg regner det hovedsageligt for noget aldersbetinget noget. Jeg siger det ikke for at forklejne dine problemer, men mere for, at du ikke skal tro, du er alene.
Nogle af de ting, man ikke kan huske, kan altså også være noget selvforsvarsmekanisme. Jeg diskuterede med min læge så sent som i forgårs, og hendes “take” på problemet er, at med mindre man er på vej ind i en form for demens, så skal man være glad for det. Det tænkte jeg på i dag, da jeg fik det første angstanfald, jeg har haft i flere måneder. Jeg skulle til tandlæge, men jeg tror nu ikke, det er direkte forbundet. Mens jeg ikke ligefrem nyder at skulle til tandlæge, så mener jeg heller ikke, at jeg ligefrem er bange for det, selv om det aldrig er behageligt. Det var det heller ikke denne gang, men jeg har allerede glemt, hvordan det egentlig var. Heldigt, for der er ikke længe til, jeg skal derhen igen.
Jeg tror også, folk kan have svært ved at fatte, hvor stort du oplever problemet som værende, netop fordi du har indsigt i det, og ikke mindst fordi du formulerer dig klart og stringent. Det er den her med at virke “for” ressourstærk igen. Men derfra og så til at finde sig i at blive drillet, der er der altså et stykke, og du gjorde ret i at sætte den sygeplejerske på plads.
@ Henny
Nemlig; du har helt ret! Det er ikke “småting”. Jeg er utrolig sårbar med disse kognitive problemer, for jeg oplever dem som et stort handicap, som jeg kæmper med hver dag. Jeg er efterhånden god til de “kompenserende strategier”. Det lyder så fint og akademisk, men i realiteten drejer det sig bare om på en straktureret form at tage noter. Et lille eksempel: Inden jeg slukker computeren i FKN, skriver jeg ned, hvilken fil jeg arbejder med, hvis det er Excel så hvilken række, hvor er det gemt, hvad er næste opgave med det pågældende dokument. Det er så banalt – men det virker.
Jeg stoler tilstrækkeligt meget på dig til at vide, at du ikke forklejner mine kognitive problemer. Jeg kender dig jo!
Jeg genkender ikke rigtigt dit eksempel med selvforsvarsmekanisme og så demens. Jeg forstår ikke helt, hvad du mener. Kan du forklare nærmere?
Det er sket et par gange, at jeg har været bange for en begyndende demens. Og jeg har de par gange været meget bange. Det jeg husker bedst var, at jeg var vågne en nat – som så ofte før, og ville lave en kop filterkaffe. Men jeg kunne ikke huske, hvordan man skulle gøre det! Jeg har lavet en mio. kopper kaffe i mit liv, så det var meget skræmmende ikke at kunne huske det. Gudskelov er det kun sket en gang. Jeg var virkelig bange for det. Det har fået både DPC og egen læge til at være opmærksomme, men jeg tror nu ikke, der er noget at komme efter.
Du skriver som om der er sammenhæng mellem almmindeligt “være bange for” og så angst. Som jeg har forstået alle mine medpatienter de seneste par år, er der stor forskel mellem angst og være bange for. Har jeg misforstået noget?
Ja lige præcis: “for ressourcestærk”! Det er lidt af et problem blandt andet fordi, hvis man ikke kender mig, kan det opleves som mistillid og kritik. Fx ville vi i Glostrup aldrig kunne have en nyttig dialog, for de kender mig ikke. De kender mig i Hvidovre, så der kan vi have dialogen, og der kan de kigge “bagom”, og der tør jeg sige, hvis jeg føler, de kun ser på overfladen. Jeg kan ikke lige huske hvem, men en eller anden sagde noget om, at “de jo skal lære dig at kende i Glostrup”. Det er fint nok, men jeg er lodret uenig. Det kan ikke være sandt, at man skal være “kendt i systemet” for at få den rigtige hjælp. Hvad skal vi så sige til alle de torturerede mennesker, der kommer første gang? – alle dem der har lidt derhjemme, inden de tog sig sammen og kom til akutmodtagelsen?
Jeg mener ikke, der er sammenhæng mellem forsvarsmekanismer og demens, men nok, at der er en sammenhæng mellem dem og så manglende hukommelse. Fx er det godt, at vi kan glemme smerte. Ingen kvinder ville vælge at få mere end et barn, hvis det ikke var tilfældet. Jeg ville aldrig gå til tandlægen igen, hvis ikke det meste af erindringen om, hvordan det er, forsvandt som dug for solen i løbet af kort tid. Lægen havde et eksempel med en mand, der kom ind med svære rygsmerter. Hun påpegede over for ham, at det havde han da haft før, da hun året forinden havde behandlet ham for hekseskud. Det kunne han slet ikke huske, og han var ikke på vej ind i nogen demens. Ergo kan manglende hukommelse være en slags fortrængning. Jeg ved slet ikke, om det overhovedet kan passe til noget af dit, men det kan du jo selv prøve at tænke over. Endelig, og det indrømmer jeg blankt, så kan jeg have uendelig svært ved at huske noget, som det keder mig at huske på. Typisk noget, andre mener, jeg burde kunne huske, men som jeg dybest set ikke synes, rager mig ret meget.
I en eller anden forstand er der sammenhæng mellem “være bange for” og “generaliseret angst”. Et eller andet udløser angstanfald, selvom det ikke nødvendigvis er det, der for andre at se er det mest oplagte. Men jeg tror roligt, jeg kan sige, at jeg har haft flere angstanfald udløst af næringssorger end af tandlægebesøg. Jeg ved ikke rigtig, hvorfor jeg fik et angstanfald netop i dag, men jeg tror ikke, det var tandlægebesøget.
Det er altid et problem, første gang man skal fremlægge sit problem for en medarbejder i sundhedsvæsenet. Ikke mindst, når der er tale om et psykisk problem. Psykiske kriser er jo ikke just kendetegnet ved at gøre folk mere veltalende. Jeg har senest oplevet problemet, da jeg skulle have en ny praktiserende læge. Hun har fx været temmelig længe om at indse, at jeg ikke er spor interesseret i at indtage mere, end jeg absolut har brug for af forskellige former for medicin. Men selvfølgelig må det være sådan, når hun skal udskrive “interessante” former for medicin.
@ Henny
Umiddelbart tror jeg ikke, at der hos mig er en sammenhæng mellem nogen form for fortrængning og så den manglende hukommelse. Der er så mange, der siger til mig, at der også er ting, de ikke kan huske. Jamen det er de da klart, ingen mennesker kan fx huske alle dagene fra hinanden, eller huske præcist hvad de lavede ugen før eller talte med andre mennesker om. Jamen det er jo slet ikke det, jeg forventer! For mig drejer det sig om, at der er hele år jeg ikke kan huske, at der er hele ansættelser jeg ikke kan huske, at der er hele indlæggelser, jeg ikke kan huske, at jeg ikke kan finde vejen på cykel ind til byen, selvom jeg har kørt der i syv år. Alting er altså “erased” (jeg ved ikke lige, hvad det hedder på dansk).
Jeg er helt enig med dig i, at der kan være dødkedelige ting, som man bare ikke kan huske. Sådan har jeg det også, men jeg synes fint, jeg kan huske dem fra de voldsommere problemer med hukommelsen.
Som nævnt kender jeg ikke selv til angst – og det er jeg glad for. Jeg kender det kun fra medpatienter, og det lyder modbydeligt. Senest delte jeg stue med en kvinde på 63 år, der nærmest var handlingslammet/invalideret af sin angst. Hun havde det så skidt med det, at hun ikke orkede at tale om det. Det respekterede jeg naturligvis, men selvfølgelig var jeg nysgerrig – på den gode måde synes jeg da selv.
Nej det er ikke nemt at skulle skifte behandler! Jeg frygter også allerede at overgå fra Pernille til en fremmed. Det skal nok gå, og Pernille nærmest lovede mig, at Nanna (den nye) ville læse journalen. Det er fint, men jeg tænker, hvordan hun dog skulle være i stand til at læse de 500 sider?
Hej Hanne
Har du skrevet noget om højskole i julen før? Jeg ved godt, at jeg har ligget med influenza, at du kan have skrevet om det der, men så er der noget jeg er gået glip af.
Tænk jeg synes, du klarer det meget godt. Jeg kan da have mange huske-huller, bøger jeg har læst, oplevelser jeg har haft, mange ting min mand kan huske, som jeg ikke kan huske, han undrer sig, jeg tænker, at det måske ikke var så vigtigt, man kan godt blive lidt i tvivl,om man skulle have kunnet huske det.
Kh
Kirsten
@ Kære Kirsten
Godt du har rejst dig fra influenzaen. Velkommen retur 🙂
Ja jeg har skrevet lidt om Vallekilde Højskole før. Du finder et par indlæg her: https://stegemueller.dk/blog/?s=vallekilde
Jeg arbejder meget med det, de kloge kalder “kompenserende strategier” i relation til de kognitive problemer. Alle mennesker har ting, de ikke kan huske, og det hører indenfor normalitetsbegrebet. Mit går bare videre. Fx er hele 2014 og 2015 væk. Jeg kan se på sundhed.dk at jeg havde en løntilskudsstilling i 2012; jeg aner intet om det. Jeg kan ikke finde den gamle vej ind til byen, skønt jeg cyklede der i syv år. Jeg var indlagt på psyk. i 2009; jeg husker intet af det.
Det er naturligt, at man ikke kan huske hvad man gjorde dag efter dag, men de ting, jeg nævner ovenfor, er ikke naturlige.
Hej Hanne jeg genkender alderens svøbe….er selv ved at have hukommelses problemer, dels grundet alder, dels grundet min hjerneblødning. Jeg har en ret simpel tilgang til det….jeg spiller Wordfeud og Quizkampen på min mobiltelefon samt prøver at gøre en forskel i en facebook gruppe vi begge er medlemmer af. Dette for at ‘massere’ hjernens ‘muskler’. Ser mig selv som et træ i skoven der mister grene, får mærkelig bark, bliver hul indeni, og er egentligt ikke bekymret over det, det er jo bare en naturlig process. Hvis dit spil hjælper dig er det bare at klø på 😉
@ Kære Martin
Vi må snart ses. Jeg vil gerne møde dig!
Du gør en enorm forskel i vores fælles Facebookgruppe.
Mine kognitive problemer er medført af sygdommen (Bipolar affektiv sindslidelse), og det er ikke problemer, der kommer ad naturlig vej såsom alder. Hvis du ser i mit svar til Kirsten Bune Rasmussen, vil du kunne se, at mine kognitive problemer er temmelig massive. Jeg forsøger mig med “kompenserende strategier”, og det går lidt henad vejen også godt, men de er en hæmsko. Det fx et enormt problem ikke at kunne finde vej ind til byen.