Tag Archive for: Lumosity

, , ,

Jeg rammer aldrig de gamle niveauer

Jeg rammer aldrig de gamle niveauer

Hos psykologen

Jeg rammer aldrig de gamle niveauer.

Jeg har været hos psykologen Anette Friis, og hvor er jeg glad for, at jeg har mulighed for det. Hun er så dygtig, jeg kan rigtig godt lide hende, og jeg føler mig 100 pct. tryg ved hende, men jeg har selvfølgelig også kendt hende (vist nok) siden ca. januar 2015. Her er ikke noget med at fortælle historien forfra. Hun kender det hele på forhånd – og hun kan også huske det. Herudover har hun på et tidspunkt sagt, at hun godt kunne lide mig. Det er gode betingelser.

Hun kan udpege en masse punkter, hvor der er sket en positiv udvikling. Selv har jeg det sådan, at jeg på mange måder begynder forfra. Jeg vil aldrig ramme de gamle niveauer, men det er også OK, bare jeg kan bygge et nyt fundament, og det, synes vi begge, lykkes:

  • Der er styr på økonomien,
  • jeg er i en eller anden form på arbejdsmarkedet,
  • jeg får meldt mig til højskole i julen,
  • jeg prøver at skabe noget med fx Line, som jeg lærte at kende på 808,
  • jeg bliver mere sikker på mine værdier osv.

Så noget sker der da.

Jeg rammer aldrig de gamle niveauer

Det, der er svært, er at erkende, at jeg aldrig rammer de gamle niveauer. Det synes jeg ellers, jeg har erkendt 50 gange, men alligevel er det svært. Det er svært ikke at være særlig “vigtig” på arbejdet. Jeg kan fx være væk tre dage, og alligevel ligger der kun fem mails i indbakken. Før i tiden lå der 50. Egentlig passer det mig fint med de fem!

Det er svært med de kognitive problemer (hukommelse, overblik og koncentration). Jeg er hele tiden bange for at virke dum i andres øjne. På afdelingen var der en oversygeplejerske, der drillede mig med disse problemer. Det er et meget følsomt emne, og til sidst måtte jeg bede hende stoppe.

Jeg talte med Anette om nogle af de spil, man kan spille online, som skulle kunne hjælpe med en form for genoptræning. Et af dem er “Lumosity“, som jeg spillede en del for et par år siden, indtil jeg læste, at det eneste, man bliver god til af det, er at spille spil. Hun anbefalede trods det at prøve det. For et par år siden var det afdelingen, der indstillede det, så det fangede de rette problemstillinger. Hvis jeg ikke kan finde ud af, tager jeg (sgu) min cykel og kører ud til dem, så de kan hjælpe mig.

Alt i alt en dejlig formiddag.

Nye visitkort – også en slags forfra

Det har i lang tid irriteret mig, at mine visitkort var forældede. Fx er der ingen grund til at der står “Specialkonsulent, Cand. Jur.” Det giver jo ikke mening længere, for det er en historie fra fortiden. Derfor besluttede jeg simpelthen at designe nye. Jeg har tidligere haft gode erfaringer med Vistaprint, så dem valgte jeg igen. Deres kvalitet og pris er i orden, og de har mange skabeloner i varierende kvaliteter. Jeg valgte de-luxe-udgaven, som er tykkere end de normale. Selve designet er så enkelt som muligt.

De er kommet i dag, og jeg synes, de er pæne. Billedet er ganske vist temmelig gammelt, men det kan gå an.

Apropos Syrien og Aleppo

Hvis man bor i Aleppo, skal man i høj grad starte forfra med at få en tilværelse stablet på benene. Der er intet – alt er smadret.

Jeg besluttede at give dem en julegave – jeg skal ikke give til andre – i form af en stor overlevelsespakke, der er designet specielt til Aleppo. Det er så lidt, man kan gøre, men lidt har også ret.

,

En bog om hukommelsen

En bog om hukommelsen

Titlen på en bog

En bog om hukommelsen.

Bogens forfattere er Thomas Thaulov Raab og Peter Lund Madsen (aka Hjerne Madsen), den er fra 2013, og den handler om menneskets syv forskellige former for hukommelse. Der er masser af henvisninger til tidligere videnskabelige værker fra hukommelsesforskningen.

Bogen er udgivet på FADLs forlag, er i lækker indbinding, har et flot og overskueligt layout, trykt på lækkert papir og har flotte illustrationer. Jeg har købt mit eksemplar hos Saxo for 350,00 kr. – lidt dyrt, men den er gennemført lækker på alle 381 sider.

Det er snart flere år siden, jeg sidst har læst en bog, for jeg har ikke kunnet koncentrere mig om det – eller også har de bare ikke fænget nok. Denne her fænger imidlertid, og selv om den først kom i går morges, er jeg allerede 150 sider inde i den.

Den er højest læseværdig og er skrevet i et ligefremt og godt sprog. Ind i mellem mangler der dog lidt korrekturlæsning; jeg er flere steder faldet over “ligge”, der skulle være “lægge” og vice versa. Det burde ikke forekomme.

Det hedder ikke “korttidshukommelse”

Noget af de første de to forfattere slår fast er, at det ikke er rigtigt at arbejde med et begreb som “korttidshukommelse” (der blev opfundet i 1968). Det bør i stedet benævnes “arbejdshukommelse”, som et udtryk for det, man aktuelt er i gang med. Det svarer helt til, hvad Dr. Kaj Bjerring Andersen forklarede.

Det vi husker

Herefter gå de over til at forklare, hvad vi husker:

  1. Det som kan relateres til den viden, vi i forvejen besidder
  2. Det usædvanlige, overraskende og opsigtsvækkende eller på anden måde bemærkelsesværdige
  3. Det, som vækker vores interesse, eller som relaterer til noget, der i forvejen interesserer os.

Man behøver ikke være hjerneforsker for at udtænke ovenstående, men alligevel er det godt at få det bragt på plads allerede i starten af bogen. Jeg kan fx huske de mærkeligste detaljer om software eller om mine aner, for begge dele interesserer mig meget. Derimod kan jeg ikke huske, at jeg skulle have deltaget i 14 dages coachingforløb i 03/2014.

Der beskrives noget, der hedder “billedhukommelse”, som er et udtryk for, at hvis vi hjernen kan danne billeder/visualisere, husker vi en given ting bedre.

Ufattelige mængder af information i hjernen = 500 TB

Hjernen rummer ufattelige mængder af information, og der hentes ofte inspiration i computerverdenen, når disse mængder skal beskrives. Som eksempel ville en sikkerhedskopi af hjernen fylde ca. 500 TB eller 500.000 GB. Informationerne lagres i hjernebarken og aktiveres af “samarbejdet” mellem neuronerne, som vi har ca. 86 mia. af. Det er slet ikke til at forstå de talstørrelser.

En spændende bemærkning er at finde på side 75 om “De sammensmeltede minder: Hver enkelt erindring er ikke blot et kludetæppe sammensat af forskellige erindringsstumper fra en enkelt begivenhed, men samtidig, nærmest som et mentalt “sort hul”, i stand til at opsuge detaljer, som vi først oplever senere, og inkludere dem i en tidligere oplevelse, blot de stemmer overens med denne.”

Med hensyn til det at tidsfæste argumenterer de to forfattere for, at vi ikke har en indre kalender, hvor minderne er plottet ind, men at vi derimod har en indre tidslinje, som vi hæfter erindringen op på, fordi vi derved kan knytte begivenheder samme.

Og side 81: Det er lidt noget sludder at sige, at man husker “forkert”, fordi det bygger på en forventning om, at der findes en kopi af vores verden i vores hjerner. “Man kan argumentere for, at hukommelsens effektivitet i stedet bør måles på, hvor velegnet den er til at gøre vores erfaringer brugbare i fremtidige situationer. Genskabelsen af fortidige oplevelser ville i så fald blot være at betragte som vejen hertil.”

Vidnebeviset

Forfatterne bruger også et par sider på at problematisere vidneudsagn, der jo af og til er det eneste bevis, der findes i kriminalsager. Deres påstand er, at vidnebeviset tillægges alt for stor vægt, når man fra forskningen ved, at hjernen “supplerer” det man faktisk så eller hørte med det man føler, der mangler. Allerede professor doktor jur. Eva Smith var inde på dette i sin doktordisputats, der netop hed “Vidnebeviset” – som jeg faktisk har læst engang for længe siden.

Så langt som jeg indtil videre er kommet er konklusionen, at “hukommelsens vigtigste rolle er at gøre os rede til fremtiden” (side 106). Det er jo ikke lige sådan, vi plejer at betragte hukommelsen. For menigmand handler hukommelsen om fortiden ikke og fremtiden.

Jeg håber, bogen også vil rumme et par kapitler om, hvad der kan forårsage problemer med hukommelsen, og om hvordan man kan træne hukommelsen op igen. Melita sagde “træning, træning og atter træning”, men hun talte ikke om hvordan. Jeg har genoptaget Lumosity og håber, det er den rigtige vej at gå.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Lumosity

Lumosity

Et hjernetrænings-spil

Jeg spiller flittigt Lumosity og har nu fået en fast rutine med at spille efter morgenkaffen, så jeg ikke glemmer det. Herudover har programmet en indbygget bipper, som jeg har sat til kl. 12:00, så der er ikke rigtig nogen undskyldning for at glemme at spille.

Spillet kan spilles på alle mobiltelefoner og tablets.

Der er faktisk progression, og jeg glæder mig, hver gang jeg har en “high score”; på en eller anden måde er det opmuntrende at spille – også mod sig selv. Jeg tror, jeg har spillet ca. 20 spil nu, og det vil sige, at resultaterne må være ved at være renset for tilfældigheder.

“Memory” ligger som forventet lavest, så det er den, jeg arbejder på at forbedre. Pludselig har “Speed” overhalet “Problem solving”, der i lang tid lå højest, og det begriber jeg ikke, for jeg er bare ikke hurtig og har aldrig været det. Måske er det bare et udtryk for, at jeg nu har spillet så meget, at jeg ved hvad næste træk er/hvad det går ud på, og dat det selvfølgelig derfor går hurtigere. Det vil så også sige, at jeg sikkert fortsat er langsom til alt andet end dette spil

Det kunne være spændende at få Jørgens professionelle vurdering af spillet.

Kritikkerne

Kritikkerne af disse “hjernetræningsspil” siger, at man bliver dygtig til spillet og så ikke ret meget andet. Jeg ved det ikke, men jeg har det sjovt med Lumosity.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

På psykiatrisk afdeling igen

På psykiatrisk afdeling igen

Hjemme igen

Så gik der lige en uge, og hvor blev den dog af? Åh jo ugen gik med at være indlagt på psykiatrisk afdeling igen. Det er tredje gang denne sommer….

Manier skal som det første bankes i gulvet med søvn – jeg kan bare ikke sove, selvom de har gjort alt, hvad der står i deres magt: Ikke en men to sovepiller, øgning af Seroquel fra 400 mg. til 700 mg, frisk luft, afspændingsøvelser, ballstick-massage og kugledyne.

Jeg har været tryg ved, at de blev ved at have nye skud i bøssen, og at de ikke gav op. Man/jeg bliver vanvittig af ikke at sove, og jeg har simpelthen haft ondt helt ind i knoglerne af mangel på søvn.

Status lige nu

Status lige nu er, at jeg har sovet to nætter, og det har været forbundet med noget nær lykkefølelse, og har reduceret den speedede fornemmelse inde i hovedet til 6/7 på skala fra 0 – 10. Har ikke sovet i nat og er lidt bekymret for, hvordan det skal gå nu i nat. Jeg har en aftale med dem om, at jeg kontakter dem telefonisk i morgen eftermiddag, så vi kan få en snak om, hvordan det er gået.

De spørger hele tiden, om jeg ligger og spekulerer, men det afviser jeg, da jeg har accepteret at smide tøjlerne og overgive dem til de gode mennesker, der er omkring mig. Jeg ved alt om søvnhygiejne, men jeg kan altså bare ikke sove.

Jeg har haft det inde i hovedet som om, jeg havde drukket fem colaer i rap, eller rettere sådan tror jeg, det er, for jeg har selvfølgelig aldrig prøvet det. Der er stadig lidt “rod” inde i hovedet, men det er ikke mere, end at det kan tages i Distriktspsykiatrien. Masser af rastløs energi så jeg har foreslået dem, om jeg ikke skulle male væggene eller noget lignende.

Så altså fuld knald på inde i hovedet og sindssygt træt i kroppen – det har været min virkelighed.

I en mani føler man sig ikke syg

Jeg har nærmest Green Card til Psykiatrisk Center Hvidovre, og det er en fantastisk tryghed at have. Skrider det igen, er jeg ikke i tvivl om, hvor jeg skal henvende mig. Problemet med manier er, at man ikke føler sig syg, og i min verden er et hospital kun for syge mennesker, så derfor kan jeg selvfølgelig ikke komme ud ad døren. De siger, at jeg i stedet skal se en indlæggelse som en art serviceeftersyn, og det gode ved serviceeftersynet er, at så kan man komme, selv om man ikke føler sig syg. Jeg tilhører åbenbart bare den slags mennesker, der jævnligt skal have et serviceeftersyn. Måske kan det være med til at få mig ud ad døren næste gang, for der bliver jo en næste gang, at bilde sig selv det modsatte ind ville være en stor løgn.

Blandingstilstand

Papirerne siger blandingstilstand altså episoder med skiftende mani og depression. Det er vældig anstrengende at leve i den tilstand, og det er lidt som om, man ikke ved, hvad man vågner op til. Selvmordsraten er enormt høj. Hos nogle mennesker sker skiftet mellem de to poler meget hurtigt måske fra time til time, sådan har jeg det heldigvis ikke, men jeg kan sagtens opleve det fra den ene uge til den næste.

På en eller anden måde skal jeg finde ud af at leve mellem de to poler. Jeg er ikke klar over, om det er en hårfin balance eller om der er en god bred motorvej imellem. Det må på en eller anden måde prøves af. Jeg kunne godt tænke mig en lidt længerevarende stabil periode.

Hukommelsen

Jeg endnu engang luftet min bekymring over min dårlige hukommelse og koncentrationsevne, fx kan jeg ikke se en film, da jeg ser et billede ad gangen og dette billede hænger ikke sammen med det næste. De anbefalede mig at spille Lumosity for at træne hjernen. Det er faktisk rigtig sjovt. De samlede resultater viser indtil videre det, jeg godt vidste på forhånd: Lav score på “Memory” og Høj score på “Problem Solving”. Herudover burde det gå over af sig selv om “nogle uger”, det vil jeg nu se, før jeg tør tro det.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.